Anmeldelse - Glimrende præludier over morgensalmer

Organistbladet juni 2016.

Flemming Chr. Hansen, Lasse Toft Eriksen, Mads Høck: 15 præludier over morgensalmer for orgel. Forlaget Mixtur. Vejl. pris kr. 149,-

Forlaget Mixtur har udgivet et hæfte med 15 præludier over morgensalmer til brug ved gudstjenesten.

Samlingen indeholder bidrag af Mads Høck, Lasse Toft Eriksen og Flemming Chr. Hansen, som hver er repræsenteret med 5 satser. Det har været komponisternes hensigt at stykkerne ikke skulle være for svære, og at de skulle kunne spilles også på mindre instrumenter. Således er alle Lasse Toft Eriksens for et manual uden pedal, Flemming Chr. Hansens er ligeledes uden pedal, men kræver to manualer, bortset fra Se, nu stiger solen, som har pedal, men til gengæld kun et manual. Mads Høcks er de største ”udstyrsstykker”, de er alle med pedal, og flere af dem gør sig godt på to manualer, selv om de kan fungere på et.

Resultatet er glimrende. Præludierne, netop præludier og ikke orgelkoraler, fordi d’herrer ikke havde lyst til at føle sig alt for stramt bundet af cantus firmus, er enkle, men ikke så enkle, at de ikke er interessante. Mads Høcks er umiddelbart melodiske og charmerende, Lasse Toft Eriksens hælder til det nordisk akademiske, og Flemming Chr. Hansen har hang til det meditativt/mystiske, alt ment i den positivest tænkelige forstand. Disse forskelle til trods virker hæftet ganske homogent og sammenhængende. 

Men først og fremmest er stykkerne holdt i et tonesprog, der hverken forsøger at være vildt nyskabende og eksperimenterende (det som folk kalder ”uden melodi”) eller er demonstrativt reaktionært for ikke at skræmme sarte ukyndige ører. Mads Høcks Nu titte til hinanden er en meget yndig sats i 7/8, måske en lille hilsen til dem, der sjusker med punkteringerne à la Leif Kaysers Souvenir de Vestre Boulevard, hvor han gør nar ad de optagelsessøgende, der ikke kan finde ud af triolerne i Schuberts Ständchen? Og hans Den mørke nat forgangen er minder sjovt nok om Ravels Bolero, om det så er med vilje eller ej. I østen stiger solen op og Nu vågne alle Guds fugle små af Lasse Toft Eriksen er eksempler på den lidt kølige nordiske tone, som man fx kender fra føromtalte Leif Kayser, dog hos Lasse med et mere menneskeligt ansigt, og sidst, men ikke mindst vil jeg fra misterioso-afdelingen fremhæve Flemming Chr. Hansens Se, nu stiger solen, der efter komponistens anvisning også kan spilles maestoso med kraftig registrering.  

Fremhævningen af disse få præludier er dog på ingen måde ment som en kritik af de resterende, hele samlingen er yderst anbefalelsesværdig, og som den største ros til de tre ærede kolleger vil jeg derfor citere en af dem, der om nogen er tvangsindlagt til at lægge øre til skabertrangen, nemlig min sognepræst, der gik rundt i kirken under min gennemspilning af hæftet og bagefter spurgte mig, hvad det dog var for nogle dejlige stykker, jeg havde øvet på!