Anmeldelse - Fransk kirkemusik frem i ny belysning

Organistbladet marts 2016.

Francois Couperin: Messe propre pour les Couvents des Religieux et Religieuses. Sven-Ingvart Mikkelsen ved Julien Tribout-orglet i Saint Martin de Seure. Vox Gregoriana: Camilla Toldi Bugge, Rikke Lender, Morten Grove Frandsen, Jakob Soelberg, sang. CDKLassisk CDK1142  

Jean Adam Guilain: Quatre suites pour le Magnificat. Sven-Ingvart Mikkelsen ved Jean-Francois Lépine-orglet i Cathédrale Saint-Sacerdos de Sarlat-la-Caneda. Vox Gregoriana: Camilla Toldi Bugge, Rikke Lender, Morten Grove Frandsen, Jakob Soelberg, Rasmus Kure Thomsen, sang. CDKLassisk CDK1149  

Nicolas de Grigny: Premier livre d’orgue. Sven-Ingvart Mikkelsen ved orglet i Basilique du Couvent Royal du Saint-Maximin. Vox Gregoriana: Anne Stine Christensen, Kasper Eliassen, Jakob Soelberg, Rasmus Kure Thomsen, sang. 2 cd’er. CDKLassisk CDK1031-32  

Først et déjà vu: Ved de indledende takter af nærværende cd med Couperin blev man pludselig bragt tilbage i tiden – ikke bare musikhistorisk, men personligt, dengang da man som ung orgelnybegynder baksede med samme Couperins Kyrie fra Finn Viderøs Orgelskole, en bog, jeg havde et særdeles køligt forhold til.

Det skal nu ikke lægges komponisten eller for den sags skyld Sven-Ingvart Mikkelsen til last. Klostermessen, som den populært kaldes, har mange charmerende musikalske detaljer. Det gælder alle fire cd´er, hvor indspilningerne er henlagt til fine gennemrestaurerede barokorgler, her det historiske orgel ved Saint-Martin de Seurre.

Det mærkes tydeligt, at Sven-Ingvart nærmest er krøbet ind i musikken. Noderne er blot et skelet, på hvilket solisten boltrer sig veloplagt med punkteringer og forsiringer, så musikken næsten genopstår som improvisation. I musikken er kirketonale elementer fremherskende og fremstår konservativt i forhold til Bachs værker (han er kun 15-20 år ældre end den tyske mester), men der er omvendt også tale om et tidligt værk. Den gennemgående toneart er en G-Dur-lignende toneart, og selvom polyfone afsnit veksler mellem homofone, er den udtryksmæssige palet begrænset.

Samtidens kirkelige orgelmesser var, hvad ovennævnte titel antyder, tiltænkt klostrene. Musikken byggede i vekslende grad på gregorianske melodier, og grundskelettet var messens fem ordinarieled.

Prisværdigt er det, at Sven-Ingvart efter hver orgelsats har arrangeret forskellige vokaludgaver af de tilhørende énstemmige messeled. Nogle udført som 3-stemmige faux-bourdon-satser, andre f.eks. som solo med tilhørende basso continuo. Vokalisterne tilhører ensemblet Vox Gregoriana og er ofte benyttede i det københavnske musikliv. De unge sangere har store erfaring i renæssance- og barokmusik og løser her opgaven smukt og forbilledligt. Samtidig giver de en forfriskende kontrast til orgelmusikken.

Min favorit i denne 4 timer lange musikalske tidslomme er dobbelt-cd´en med Nicolas de Grigny. Han deler fornavn og livslængde med sin samtidige nordtyske kollega Nicolaus Bruhns. Han deler også glæden ved et mere dristigt og ekspressivt tonesprog i sin messe samt i en række hymner, hvor f.eks. indledningen i Veni Creator fejer benene væk under lytteren, ligesom afslutningens festlige fuga omfavner lytteren med sine insisterende potente rørstemmer.

Alligevel er hovedindtrykket, sammenlignet med Bruhns frie orgelstykker, lukket, nærmest klaustrofobisk. Musikken tjener primært et liturgisk formål, hvilket begrænser den ud fra en æstetisk synsvinkel. Og dette gælder i endnu højere grad Couperin og de 4 suiter af Jean-Adam Guilain, skønt sidstnævnte endda er af tysk oprindelse og samtidig med Bach.

Det kan ikke helt skjules, at musikken fungerer bedst i mindre portioner. I længden tenderer den mod at blive ensformig, hørt med nutidsmenneskets krav om afveksling, overraskelse og underholdning. Et sådant krav lever musikken slet ikke op til. Men med de rette forventninger er der smukke momenter på disse 4 skiver.