Du er her: 
Skrevet af Mikael Garnæs.

Knut Nystedt er død

Organistbladet marts 2015.

(3. september 1915 i Oslo - 8. december 2014)
Komponisten Knut Nystedt døde mandag 8. december, 99 år gammel. Nystedt var en norsk komponist og organist, mest kendt for sin kormusik.  Stykker som ”Laudate dominum” og ”Immortal Bach” er blevet internationalt kendte, men listen over hans værker er lang.

Han studerede komposition i Norge hos Bjarne Brustad og i USA under Aaron Copland, orgel hos Arild Sandvold og Ernest White, samt direktion hos Øivin Fjeldstad.

Nystedt var organist i Torshov kirke i Oslo 1946–82, og underviste i kordirektion ved Universitetet i Oslo 1964–1985. Nystedt var med til at grundlægge, og var dirigent for Det Norske Solistkor i perioden 1950–90. Desuden stiftede og dirigerede han Schola Cantorum i perioden 1964-1985. Koret, med Kåre Hanken som dirigent, udgav i 1999 en cd viet til hans værk.

Forfatteren og salmedigteren Eyvind Skeie mener, at Nystedt tilhørte den første guldalder i norsk kirkemusik.  ”For os som kom til senere var Nystedt og Hovland de store forbilleder. Begge havde i sig det nyskabende og åbne som vi oplevede som modigt og inspirerende. Han var en gnistrende kraft og en tidlig varsler om fornyelsen af norsk kirkemusik”, siger Skeie.

Udover kirkemusik og orgelværker skrev Nystedt også orkesterværker, verdslige korsatser og sange. Nystedts over 300 korkompositioner kan inddeles i musik til gudstjenstlig brug, verdslig kormusik, „amerikanske motetter“, større a-cappella-kompositioner samt stort anlagte værker for kor og orkester eller instrumentalgrupper.