Kirkemusikken under nazismen II
Organistbladet juli 2015.
af Hans Christian Hein, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole
Orglet som symbol og politisk kampinstrument
Allerede i marts 1933, kort tid efter nazisternes magtovertagelse, afholdtes i Potsdam en fejring af staten i den kirke, hvor Frederik den Store lå begravet. Her blev den gamle nederlandske takkesalme ”Wir loben dich, oben, du Lenker der Schlachten” afsunget med orgelakkompagnement. Denne salme fandt anvendelse ved mange massearrangementer op gennem 1930´erne, bl.a. også i 1935 ved bekendtgørelsen af racelovene i Nürnberg.
Orglet fik en stor symbolsk og politisk betydning som instrumentet ved nationalsocialisternes massemøder og ved partiets fester med indvielsesritualer, mindehøjtideligheder m.m. Det kan illustreres med et billede, der gengiver et af Walter Suppers udkast fra 1940 til et orgel i en fanehal.
Walter Supper var på det tidspunkt nyuddannet arkitekt og var næppe mere eller mindre nazistisk påvirket end andre af samtidens unge. Supper blev i øvrigt senere en ledende skikkelse i tysk organologi og udførte i årtier en kompetent og fortjenstfuld indsats for det tyske orgelselskab, Gesellschaft der Orgelfreunde. Udkastet med hagekorset som udsmykning i facaden er udtryk for, hvorledes situationen var i Tyskland ved 2. Verdenskrigs begyndelse og et udtryk for, hvor der ville være behov for nye orgler. Musikforskeren Joseph Müller-Blattau udtalte således ved den 2. Freiburger Orgeltagung i 1938, at orglet er ”et i sandhed totalt instrument og dermed… det symbolske instrument for fællesskabet…”.
For at forstå denne tankegang kan det være gavnligt med en opsummering af udviklingen i bl.a. orgelbevægelsen fra 1920´erne og frem.
Efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig og kejserdømmets sammenbrud blev den unge Weimarrepublik i 1920´erne skueplads for politiske og økonomiske kriser, men også for nye impulser og tanker på det kulturelle område. Fremherskende blev en række bevægelser med idealistiske målsætninger, og flere af disse fik stor folkelig gennemslagskraft, herunder sangbevægelsen, ungdomsbevægelsen og folkemusikbevægelsen. Dyrkelsen af ”det naturlige” og den sunde krop i perioden gav også stødet til bl.a. vandrebevægelsen. Begreber som ”sund” og ”sand” var centrale i mange af bevægelserne, således også i sangbevægelsen, hvor reformationstidens kirkemusik og Schütz´ og Bachs musik kunne blive betegnet som ”sund og sand musik” og ”musik udsprunget af den tyske folkesjæl”. Betoningen af det nationale, ”det tyske”, blev en del af en romantiserende og historiserende tankegang i en tid, hvor ”nationen” var ramt af kriser med politisk polarisering og øget voldelighed til følge. Tankerne om den glorværdige tyske kultur og idealismen i bevægelserne kom til at indgå i det unge nationalsocialistiske partis ideologi og blev en vigtig del af grundlaget i 1930´ernes massebevægelser.
Propagandaplakaten ”Deutschland – das Land der Musik” fra 1935 giver et billede af, hvorledes stolthed over en stor musikkultur, herunder orgelkultur, blev kombineret med det stærke nationalsymbol: den tyske ørn. Plakaten er et tegn på den status og position, som orglet fik i Det tredje Rige.
Orgelbevægelsen fik nok en mindre skare i tale end de øvrige, men var båret af den samme tidsånd. Den havde sit udspring blandt organister og orgelbyggere og fik med tilskud fra musikhistorikere som Willibald Gurlitt en stor gennemslagskraft fra begyndelsen af 1920´erne. Interessen for ældre orglers klang og opbygning førte bl.a. til bygningen af Prætorius-orglet på universitetet i Freiburg. Dette instrument var på trods af anvendelsen af elektropneumatisk mekanik m.v. et forsøg på at lave en stilkopi. Senere fulgte restaureringen af Arp Schnitger-orglet i St. Jacobi-Kirche i Hamborg under ledelse af den orgelbegejstrede og orgelkyndige forfatter Hans Henny Jahnn. Her spillede Günther Ramin, organist ved Thomaskirken i Leipzig, efterfølgende ikke mindre end 30 koncerter med især ældre tysk barokmusik – en stor del af værkerne blev netop i 1920´erne udgivet i forskellige monumentale udgaver.
I 1926 afholdtes i Freiburg ”Tagung für deutsche Orgelkunst”, hvor omkring 500 interesserede deltog – et tydeligt tegn på bevægelsens gennemslagskraft. Willibald Gurlitt og Hans Henny Jahnn var sammen med musikeren og teologen Christhard Mahrenholz bærende kræfter i kongressen. Mahrenholz blev fra 1929 en af redaktørerne for tidsskriftet ”Musik und Kirche”, der blev et hovedorgan for de evangeliske kirkemusikere. På kongressen blev det nordtyske barokorgel fremhævet som et ”gyldigt og tidløst orgelideal”. På den følgende kongres 1927 i Freiberg i Sachsen blev uenigheder mellem især orgelbyggerne og de øvrige deltagere årsag til en sprængning af bevægelsen. Orgelbyggerne kunne ikke acceptere, hvad de følte som en tilsidesættelse af mange års arbejde med nyskabelser på det tekniske og klanglige område, og de forlod kongressen i protest.
Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 var fronterne således trukket skarpt op omkring orgelbevægelsen, og bevægelsen blev i årene derefter stærkt påvirket af den totalitarisme, som hele det tyske samfund blev underlagt. Blot i løbet af 1933 skete en række organisatoriske ændringer, som havde betydning for den evangeliske kirkemusik og for orgelbevægelsen. Et nyoprettet ”Rigsforbund af evangeliske kirkemusikere” under ledelse af Hans-Georg Görner kritiserede orgelbevægelsens ensidige fokus på baroktiden som forbillede, hvilket fik en lang række kirkemusikere anført af Karl Straube på barrikaderne. De erklærede, at kirkemusikken skulle være folkelig og skabe fællesskab i modsætning til det liberalistiske og individualistiske – disse slagord var typiske i tiden og var ”politisk korrekte” i 1930´ernes Nazityskland. Protestskriverne førte de store tyske mestre, Schütz og Bach, i marken som værn mod udefrakommende kræfter.
I disse standpunkter kunne nazisterne ikke være uenige, og svaret fra officiel side var interessant som eksempel på den repressive tolerance, nazisterne brugte til taktisk at vinde tilslutning: Man kritiserede stadigvæk idealet om barokken; men gav udtryk for, at så mange betydende musikere ikke måtte stå uden for udviklingen i det nye Tyskland. Ved at indrullere mange af hovedkræfterne i de officielle organer opnåede nazi-regimet en større indflydelse, og de mange hastigt indførte strukturreformer inden for såvel de faglige forbund som den kirkelige organisation skabte en usikkerhed blandt kirkemusikerne og var her som andre steder med til at give både det kulturelle og kirkelige liv en stærk drejning i retning af nazisternes ideologi.
I efteråret 1933 blev der gennemført et i hast udskrevet kirkevalg, der samlede alle landskirkerne i én rigskirke og med en rigsbiskop. Ved valget fik den stærkt nazistiske fløj, de tysk-kristne (Deutsche Christen) flertal. Herefter blev kirkemusikernes faglige forbund indordnet under et nyoprettet ”Rigsforbund for evangelisk kirkemusik” med Fritz Stein i spidsen. Han var på dette tidspunkt en fremtrædende musikhistoriker og udgiver af ældre orgelmusik på bl.a. Peters Verlag. Stein var overbevist nationalsocialist, men var også i stærk opposition til et andet forbund for de tysk-kristne kirkemusikere. Ved endnu en strukturændring i slutningen af 1933 lagde man de to organisationer sammen i ”Reichsamt für Kirchenmusik”. Ved disse manøvrer fik systemet styrket sine sympatisører og partimedlemmerne. I spidsen for den nye hovedorganisation kom Karl Straube som ærespræsident, Fritz Stein som præsident og Christhard Mahrenholz. Herved fik hovedkræfterne i orgelbevægelsen en fremskudt magtbase i de officielle organer, der i den sidste ende stod under Alfred Rosenbergs Reichskulturkammer og Goebbels´ propagandaministerium.
Orgelbyggerne og deres forening blev lagt ind under en paraplyorganisation under ledelse af Mahrenholz. Han var dermed i en stærk position til at lægge låg på en eventuel uenighed blandt orgelbyggerne og give orgelbevægelsen én stemme.
Mahrenholz var også en central deltager i ”Fest der deutschen Kirchenmusik” i Berlin 1937. Her blev der afholdt koncerter og gudstjenester med tysk musik. Mahrenholz holdt et foredrag, hvori han om fremtiden bl.a. udtalte: ”Netop orgelbevægelsen har haft del i, at den sunde, verdslige orgelmusik atter er kommet frem og dermed har løst orglet fra en stiv, verdensfjern værdighed, som nok i tidligere tider har gjort tilhørerne ærefrygtige, men ikke gjort instrumentet kært og tilgængeligt”. Dette stærkt manipulerende udsagn vedr. ”tilhørerne” og deres forhold til orglet peger på den tiltagende brug af orglet i forbindelse med de nazistiske festdage såvel internt i Hitler-Jugend og partiet som i de folkelige massebevægelser.
Det verdslige orgel og dets musik kom også i centrum i 1938 ved ”Die 2. Freiburger Orgeltagung”, hvor temaet nu var et andet end ved konferencen i 1926. På den ene side blev ”positivorglet” (”die Klein-Orgel”) til anvendelse som husinstrument, generalbasinstrument eller som koncertinstrument bragt i fokus, og på den anden side – og mere betydningsfuldt – blev det verdslige orgel og dets anvendelse ved de af partiet arrangerede fester og højtideligheder sat i højsædet. Musikforskeren Joseph Müller-Blattau kunne konstatere, at orglet var stillet over for helt nye opgaver, og at ”orglet ikke svævede i et tomt rum, men forudsatte et folk, et fællesskab og en menighed og skulle tjene disse”. Menigheden havde karakteristisk nok her 3.-pladsen i rangfølgen!
Ved kongressen i Freiburg deltog også en række yngre organister og videnskabsfolk med baggrund i Hitler-Jugend. De havde kort forinden konferencen dannet et ”Orgel-Arbeitsgemeinschaft der Hitler-Jugend”, der i virkeligheden ”blev” orgelbevægelsen i Tyskland fra 1938. Kredsens medlemmer var alle partimedlemmer, og hovedkraften var orgelhistorikeren Gotthold Frotscher, der få år forinden havde udgivet det monumentale værk ”Geschichte des Orgelspiels”, der i mange årtier stod som det autoritative værk om orgelmusik. Et andet medlem af kredsen var organisten Herbert Haag, der med stor overbevisning refererede fra konferencen, at ”Hovedspørgsmålet om vor tids orgel blev entydigt løst på konferencens sidste dag: I tilrettelæggelsen af de nationalsocialistiske fester og især ungdommens fester har orglet fået en helt ny opgave”.
Hvor nogle af kongresdeltagerne måske havde interesseret sig for ”positivorglet”, lagde de ledende kræfter i partiet ikke skjul på, at anvendelsen af orglet i partiets egne manifestationer var det helt centrale punkt. Herbert Haag udtrykte det banaliserende og slagordsagtigt: ”Orgelbevægelsen er død – længe leve orglet!” På dette tidspunkt var de oprindeligt ledende skikkelser i orgelbevægelsen, Gurlitt og Jahnn, trængt helt ud på et sidespor: Willibald Gurlitts hustru var af jødisk familie, han nægtede at lade sig skille og blev derpå afskediget som professor i Freiburg. De levede krigen igennem i Tyskland og led i øvrigt ikke overlast. Hans Henny Jahnn var ateist og blev i den anledning voldsomt angrebet i en artikel i 1939 for at være både ”kommunist og pornograf”. Selvom nazisterne selv så med skepsis på kirken og på orgelbevægelsens fokus på netop kirkeorglet, blev han beskyldt for at være ”ateist og modstander af kirken”.
Joseph Müller-Blattau sammenfattede ved kongressens afslutning orglets rolle og mål med ordene: ”Som det mest omfattende instrument i vor musikkultur inddrages det store orgel i de store haller, hvor vores politiske fester og højtideligheder afholdes. Folkets nye opgave er her … (Orglet) er en total musikverden [Gesamtmusikreich], et i sandhed totalt instrument og dermed … det symbolske instrument for fællesskabet. Det er et i højeste grad ”politisk” instrument, hvis væsen er egnet til opgaverne i fællesskabets festligheder... Det er dybt forbundet med vore bygningsværkers monumentalitet ... Bygning af sådanne orgler bliver tidens vigtigste opgave for vore orgelbyggere.”
Orglet havde allerede haft en fremtrædende rolle ved de store rigspartidage i 1935 og 1936. Ikke mindst ved partidagene i oktober 1936 var alle sejl sat til med bestillingen af et gigantisk orgel hos firmaet Walcker. Der var tale om et 212-stemmers orgel på 5 manualer og pedal. Orglet blev med bistand fra underleverandører fremstillet på under 4 måneder! Blandt de mere kuriøse detaljer i instrumentet var registret ”Lur 4´” som en hyldest til det nordisk-germanske. Endvidere forekom 3 felttrompeter med et vindtryk på 500 mm vandsøjle, der skulle lyde ved Hitlers ankomst i salen! På trods af orglets dimensioner var der i hallen installeret et stort højttaleranlæg til forstærkning ved orglets brug som akkompagnement af de mange tusinde partimedlemmers sang.
Et eksempel på et orgel til brug ved parti- og massemøder er det instrument, der blev bygget til Hitler-Jugends ”Hermann-Göring-Heim” i Zschornewitz ved Wittenberg. Der blev i 1943 pga. materiale- og forsyningsproblemer indført et totalforbud mod nybygning af orgler i Tyskland. Eftersom dette orgel havde været planlagt fra krigens start, kunne det på trods af forbuddet blive færdiggjort og indviet i 1944. Gotthold Frotscher var den orgelsagkyndige og spillede selv ved indvielsen af orglet, der var bygget af Gustav Steinmann. Frotscher udtalte ved indvielsen, at man her havde fået et orgel, der ”kunne holde i mange år” – men orglet blev demonteret og omsmeltet af de sovjetiske tropper året efter!
Som det ses på billedet var orglet udsmykket med den tyske ørn, hagekors samt jernkorset på selve spillebordet.
Gennem effektiv propaganda fik nationalsocialisterne kontrol over de forskellige folkelige bevægelser, der eksisterede i Tyskland. Det gamle tyske ordsprog ”Wo Musik ist, da laβ dich ruhig nieder, böse Menschen singen keine Lieder” kunne ikke være mere forkert anbragt end netop i Det tredje Rige, hvor den diktatoriske kontrol gjaldt så godt som alle kulturelle ytringer i det private og det offentlige rum.
Brugen af orglet som symbol på magt blev åbenbar, og med sin arkitektur og rolle som ”fællesskabets” instrument var det for nazisterne egnet som et politisk instrument. Nationalsocialisterne fik gennem ensretningen af ånds- og kulturlivet en afgørende magt over og indflydelse på den evangeliske kirke, dens musikere og derigennem også på orgelbevægelsen. Orglet til brug som kultisk instrument ved de nazistiske højtideligheder og festdage var den egentlige årsag til den interesse, der blev det til del i propagandaen og i massebevægelserne. Der vil i en kommende artikel blive set nærmere på liturgien i de nazistiske fester og på den orgelmusik, der blev spillet.
Litteratur:
Michael Gerhard Kaufmann: Orgel und Nationalsozialismus, Kleinblittersdorf 1997
Albrecht Riehtmüller: ”Die Bestimmung der Orgel im Dritten Reich” i ”Orgel und Ideologie”, Murrhardt 1984
John W. Horsner: ”Orgelbevægelsen – ideologisk og klangligt”, Organistbladet februar 2007
samt samme litteratur som ved artiklen i maj-udgaven af Organistbladet
