Kirkemusikken under nazismen
Organistbladet maj 2015.
Ved Nürnbergprocesserne efter 2. verdenskrig valgte sejrsmagterne at retsforfølge et lille antal af de ledende nazister for krigsforbrydelser. Det politiske og moralske opgør med nazitiden i efterkrigstidens Tyskland fandt gradvist sted, og førte i Vesttyskland til etablering af stærke demokratiske strukturer.
Med den nazistiske ideologis magt over hele samfundslivet i Det Tredje Rige ville en retsforfølgelse af personer med blot nogen indflydelse og mindre magtbeføjelser i systemet kunne have omfattet titusindvis af personer. Dette ville ikke blot have sinket en tilbagevenden til demokratiske tilstande, men kunne også på længere sigt have skadet mulighederne for genopbygningen af et velfungerende statsapparat. Når en udrensning på alle niveauer var en praktisk umulighed, betød det også, at der på flere kulturelle områder var et fravær af opgør indtil 1980´erne eller senere. Derfor har man også først i nyeste tid fået tegnet et mere sammenhængende billede af den totalitære nazistats magt over kirken og det kirkemusikalske område og partiets misbrug af kirkelige symboler og liturgi til egne ikke-kirkelige formål, herunder især de mange iscenesatte propagandafester. I det følgende vil nogle af disse aktiviteter blive beskrevet med særligt henblik på kirkemusikken.
Ensretning og beslaglæggelse
I løbet af de første måneder efter den nazistiske magtovertagelse i januar 1933 blev alle andre partier end Hitlers NSDAP forbudt, fagforeninger opløst og ikke-ariske ansatte trængt ud af deres stillinger. En systematisk indrullering af bl.a. ungdomsorganisationer i Hitler-Jugend fandt sted – et specielt eksempel herpå er det berømte Thomanerkor, der trods protester fra lederen Karl Straube blev gjort til en del af Hitler-Jugend med de særlige privilegier, der fulgte med i form af udlandsrejser på statens regning. Målet var, som på andre felter, at vise omverdenen, hvilken stor og ”overlegen” kultur man fra Tyskland kunne fremvise. De faglige og sociale foreninger blev indordnet i partikontrollerede hovedorganisationer, hvilket snart gjorde en fri debat og meningsdannelse umulig – således blev også de faglige kirkemusikalske organisationer i 1935 underordnet det statslige Reichsmusikkammer, inden de i 1939 endeligt blev opløst. En lang række dygtige videnskabsfolk og musikere med nazistisk overbevisning samt politiske opportunister stod i spidsen for den omvæltning, der fandt sted. Således fik den ambitiøse nazist Alfred Rosenberg en hovedrolle i arbejdet med at kontrollere musikerforbundene, korforbundene, m.fl. Han fik også en væsentlig post i systemet som ansvarlig for udelukkelsen af jødiske musikere fra samfundslivet.
Under 2. verdenskrig fik Rosenberg en omfattende opgave med at beslaglægge bøger, noder, musikinstrumenter og kunstgenstande fra jødiske familier i de besatte lande. Der var tale om store beslaglæggelser: Da aktionerne toppede, var der ansat 1500 arbejdere, der varetog beslaglæggelser og plyndringer af privatejendom i Frankrig. Herfra afgik to ugentlige tog til Tyskland med kunstgenstande – heraf alene et par togvogne med værdifulde musikinstrumenter og nodemateriale. En stor del af de plyndrede skriftlige materialer fra de besatte lande kom til Frankfurt, hvor man fra 1940 havde indrettet et bibliotek til ”forskning i jøde-spørgsmål”. Ved krigens slutning omfattede biblioteket skønsmæssigt omkring 1 million bøger. Som et resultat af nazisternes beslaglæggelser gik mængder af materiale: bøger, noder og instrumenter, tabt under krigen som følge af brand, bombning eller dårlige opbevaringsforhold.
Det store musikleksikon
Et andet gigantisk projekt blev ved krigens begyndelse igangsat under Rosenbergs ledelse: En institution der skulle stå for forskning og opdragelse inden for en lang række fagområder. Såvel partiet, dets organisationer og i den sidste ende hele det tyske folk skulle efter planen nyde godt af dette projekt, der på alle områder skulle skabe det ypperste. Heri indgik en plan om et nyt stort musikleksikon, der allerede i 1939 var blevet foreslået af Rosenbergs underordnede Herbert Gerigk. En række prominente musikforskere – alle partimedlemmer – var blevet kontaktet, heriblandt Helmuth Osthoff, Wolfgang Boetticher, Karl Gustav Fellerer og Friedrich Blume. En del korrespondance om forberedelser til leksikonet er bevaret. Det fremgår, at arbejdets arkivmateriale som følge af krigshandlingerne i 1943 måtte evakueres til Kiel, hvor Friedrich Blume arbejdede på universitetet. At Bärenreiter Verlag samme år kunne bekendtgøre, at det ville udgive en musikencyklopædi med netop Friedrich Blume som udgiver, er et sammentræf, der næsten synes for mærkeligt. Bärenreiters ”Musik in Geschichte und Gegenwart” udkom fra 1949, mens nazistpartiets leksikon aldrig udkom. Ikke overraskende var en stor del af de skribenter, der var udpeget til det første projekt, også skribenter på MGG.
Blume, der uomtvisteligt både før og efter nazismen var en dygtig videnskabsmand, lod sig i 1930´erne flittigt bruge af systemet. Ved den store udstilling ”Entartete Kunst” (på dansk: ”degenereret kunst”) 1937 i München afholdtes en række foredrag. Her bidrog Blume bl.a. med hovedforedraget ”Musik og race”, hvori han bl.a. udtalte, at ”i Bachs eller Wagners værker oplever vi i et dybt, inderligt syn vor art og race”.
Lexikon der Juden in der Musik
Herbert Gerigk var i 1940 udgiver af ”Lexikon der Juden in der Musik”, hvor omkring 10.000 musikere og musikpersonligheder af jødisk oprindelse opregnes. I bogen, der havde et skin af videnskabelighed, skriver Gerigk bl.a. i forordet: ”Vi måler med vor races målestok, og vi kommer da til det resultat, at jøden ikke er skabende, men på musikkens område kun er efterlignende og kun kan drive det til en vis grad af håndværksmæssig færdighed …”. Dette leksikon gennemsyret af nazistisk ideologi udkom i flere udgaver, og værket kunne med sine angivelser af, om de pågældende var ”halv- eller heljøder” anvendes som ”opslagsbog” til at forfølge virksomme musikere med jødiske rødder.
Nogle år efter krigen kandiderede Herbert Gerigk støttet af lokale borgerlige partier til en ledende stilling i kulturforvaltningen i Bochum. Da en jødisk avis skrev om Gericks virksomme deltagelse i Det 3. Riges politik, resulterede det i, at han måtte opgive sit kandidatur. Han fik siden en stilling som avisredaktør og døde 90 år gammel i 1996.
Oskar Söhngen
Jødeforfølgelserne i 1930´erne var nok iscenesat af nazisterne; men det kan konstateres, at mange andre personer, især indenfor den evangeliske (lutherske) kirke, nidkært deltog i arbejdet med at udstøde jøderne. En af dem var teologen og musikvidenskabsmanden Oskar Söhngen (1900-1983), der allerede i begyndelsen af 1930´erne fik en central placering i den evangeliske kirkes bureaukrati som ”Musikdezernent” – en form for generalsekretær. Som optakt til en stor fejring i 1937 af ”Fest der deutschen Kirchenmusik” i Berlin udgav han et skrift med titlen ”Die neue Kirchenmusik”. Heri beskriver han kirkemusikkens udlændighed i tiden efter J.S. Bach og frem til hans egen samtid. Ordet ”neue” er udelukkende et positivt ladet ord, og hans bedømmelse af den samtidige kirkemusik er stærkt idealiserende og leder ham bl.a. til flg. udsagn: ”Kirkemusikerne marcherer i dag med i avantgarden i den tyske musik”. Den egentlige moderne musik af bl.a. Schönberg blev bandlyst af nazisterne som ”entartet”! Söhngen skriver tillige begejstret om den ”Singbewegung”, der fra 1920´erne var fremkommet i Tyskland. På samme måde som ungdomsbevægelsen (Jugendbewegung) dannede den en klangbund for de massebevægelser, som nazismen i sin propaganda benyttede flittigt og effektivt.
Söhngen karakteriserer den kristne menighed som et ”syngende mandskab” for det folk, der ”i nationalsocialismen har fået et nyt indhold i livet”. Ved selve indledningen til festdagene proklamerede han for forsamlingen: ”Den tyske evangeliske kirkemusik … er overbevist om, at den i Adolf Hitlers nye Tyskland har en vigtig tjeneste at yde, og at den er kaldet til denne tjeneste.”.
Med en sådan ”trosbekendelse” er det måske ikke overraskende, at Söhngen ved fremkomsten af ”Lexikon der Juden in der Musik” tog initiativ til at undersøge, hvor mange af de i leksikonet omtalte jøder der var aktive i den evangeliske kirke. Han gik endog et skridt videre, idet han undersøgte alle ca. 10.000 aktive kirkemusikere i den evangeliske kirke. Han kunne derefter offentliggøre resultatet: Der var i alt seks ”halvjøder” og en ”fuldjøde” (på tysk: ”Volljude”). Den pågældende ”fuldjøde” var organisten Julio Goslar fra Köln. Denne havde allerede tidligere mærket følgerne af racelovene, og var efter trusler fra et organiseret protesttog af nazister i Köln blevet tvunget helt væk fra sin stilling. Söhngen kunne efterfølgende indberette, at den evangeliske kirkemusik holdt sig ”fast völlig judenrein”. I efterkrigstiden fik Söhngen med udgivelse af flere videnskabelige skrifter og talrige artikler en overordentlig stor indflydelse på den kirkelige og kirkemusikalske historieskrivning og selvopfattelse, selvom hans beskrivelser af nazitiden fortiede og fordrejede vigtige forhold og begivenheder.
Antisemitisme i salmebøger
Nazisterne udnyttede fra begyndelsen enhver mulighed for at hælde benzin på den ulmende antisemitisme i Tyskland. De fik støtte ikke mindst blandt evangeliske kristne og kirkeledere, idet mange af disse allerede var at finde på den politiske højrefløj, hvor de tilsluttede sig nazistpartiet NSDAP. I løbet af 1930´erne blev Luthers skrift ”Über den Juden und ihre Lügen” udgivet i store oplag på et af de kirkelige forlag. Der var i mellemkrigstiden også en stærk antikirkelig strømning blandt traditionelle evangeliske kristne, hvilket bl.a. førte til dannelsen af religiøse fællesskaber med en naturreligion efter nordisk-hedensk forbillede. Disse strømninger, der fik tilslutning af flere hundrede tusinder, var stærkt antisemitiske og havde en kraftig påvirkning af den etablerede kirke til følge. Alfred Rosenberg var fra 1921 udgiver af det nazistiske organ ”Völkischer Beobachter”. Han skrev i 1930 bogen ”Der Mythos des 20. Jahrhunderts”, hvori han bl.a. slår til lyd for en ”renselse” af salmebøgernes ”Jehovasalmer”, hvormed han mener salmer med udtryk hentet fra Det gamle Testamente eller med påvirkninger herfra.
Teologen Wilhelm Caspari fra universitetet i Kiel offentliggjorde i juni 1933 i et fagtidsskrift en længere artikel, hvori han fremlagde sine forslag til ”renselse” af de 342 numre i den evangeliske salmebogs hoveddel for ”hebraismer”, dvs. jødiske ord og vendinger. Her tog han alt under behandling – fra Abraham til Zion! F.eks. bliver salmen ”Lover den Herre” med den oprindelige tekst ”Lobe den Herren / was in mir ist, lobe den Namen/ Alles was Odem hat / lobe mit Abrahams Samen …” af Caspari omformet til ”Lobe den Herren/ Gelobt sei sein Name, der schöne / Alles was Odem hat / lobe ihn, Väter und Söhne …”. I ”Se, hvor nu Jesus træder” bliver det oprindelige ”Dein Zion streut dir Palmen” til ”Du reitest über Palmen” og ved ”Sions vægter hæver røsten” omformes ”Zion hört die Wächter singen” til ”Wer da hört die Wächter singen” for blot at give enkelte prøver på Casparis ”opfindsomhed”!
Arbejdet med og tankerne bag denne ”Entjudung”, som det blev benævnt, kom ikke til at stå alene efter Kielerteologens indledende forsøg. Således tog den evangeliske Landeskirchenmusikdirektor i Dresden Alfred Stier fat på at redigere en salmebog til brug for ungdommen. Salmebogen udkom senere i kæmpeoplag. I denne salmebog optog han foruden egentlige salmer også fascistiske hymner. Den hymnologiske Bessermachen er også her voldsom, og der kommer en ny version af salmen om indtoget i Jerusalem, hvor det nu hedder ”Dein Volk, das streut dir Palmen”. Kuriøst i bogen er salmerne ”Opstanden er den Herre Krist” og ”Krist stod op af døde”, hvor samtlige 63 Halleluja ‘er bliver erstattet af ”Gott sei gelobt” og ”Gelobt sei Gott”!
De racistiske bestræbelser på at fjerne jødisk påvirkning indenfor kirken gik imidlertid langt videre: I april 1939 grundlagde 11 af de tyske, evangeliske landskirker et ”Entjudungsinstitut” – et ”institut til forskning i og begrænsning af jødisk indflydelse på det kirkelige liv”. Den første hovedopgave blev nedsættelse af en salmebogskommission. Punkt 1 i kommissoriet hed: ”Fjernelse af salmer og vers, der i ord og tankegang er jødiske …”. Salmebogen med titlen ”Groβer Gott, wir loben dich” blev udgivet i 1941.
Selv landskirker og grupper af kristne, der hørte til i den såkaldte ”bekendende kirke” med forbehold over for og kritik af hele nazificeringen af kirkelivet, blev påvirket af ”Entjudung”. Omfanget af selvcensuren kan illustreres med citater fra et af den bekendende kirkes blade (Posener Evangelisches Kirchenblatt) fra 1940, hvori flg. råd gives: 1) Salmer med talrige GT-ord skal ikke benyttes 2) Salmevers, hvori GT-ord forekommer, skal ikke benyttes. Dette kan ordnes ved at sætte de rette vers på nummertavlen. 3) Konfirmanderne skal oplyses om den kristelige omtydning af fremmedord i salmebogen (f.eks. ”kristenhed” i stedet for ”Israel”).
En af de få, der faktisk tog til genmæle mod Kielerteologen Casparis ”Entjudungs-forslag”, var den føromtalte organist Julio Goslar fra Köln. Han var en fagmand på det hymnologiske område, og havde i flere år siddet i en liturgisk kommission i Rhinlandet. Hans protester kunne dog let overhøres, og han blev i 1935 tvunget væk fra sin stilling - selvom han var døbt og fra 1913 havde været medlem af den evangeliske kirke. Ellers er det bemærkelsesværdigt hvor få kritikere, der trådte frem og talte mod det uvidenskabelige makværk og den bagvedliggende antisemitisme. Tænker man på den risiko, modstandere af regimet og dets holdninger udsatte sig for, er det dog ikke uforståeligt, at kritiske røster fra 1933 var ganske få. Præsten Martin Niemöller, der selv blev interneret i koncentrationslejr, har i et digt udtrykt det således:
Først kom nazisterne for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.
Litteratur i udvalg:
Oskar Söhngen: Die neue Kirchenmusik, Berlin 1937
Programhæfte: ”Fest der deutschen Kirchenmusik in Berlin, 1937”, Kassel 1938
Stengel/Gerigk: Lexikon der Juden in der Musik, 2.oplag, Berlin 1941
Red. Dietrich Schuberth: Kirchenmusik im Nationalsozialismus - Zehn Vorträge, Merseburger 1995
Willem de Vries: Kunstraub im Westen 1940-1945, Köln 1998
