”Commotio” igenigen

Organistbladet oktober 2015.

Af Ulrik Spang-Hanssen, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium

Det var i 2003, at jeg blev bedt om at skrive en sammenlignende analyse og bedømmelse af de to instrumentationer af Carl Nielsens orgelværk ”Commotio”, der netop var blevet udfærdiget og havde haft deres uropførelse få år før, nemlig Karl Aage Rasmussens og Bo Holtens. På dette tidspunkt kort efter årtusindskiftet var det første gang, at dette værk var blevet orkestreret, og det skønnedes selvsagt at være interessant for dette blads læserkreds, hvorledes det var spændt af. Artiklen blev bragt i majnummeret samme år, og kan nemt findes på DOKS’ hjemmeside, og jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg stadig står ved hvert ord, jeg skrev dengang.

De to versioner er henholdsvis en ganske fri gendigtning i Karls Aages tilfælde og en nænsom, stiltro instrumentation i Bos. Karl Aage tackler opgaven på samme måde som en operainstruktør, der kaster et ganske nyt lys ind over partituret og librettoen for netop derved at holde dem i live for nutiden, og Bo går ind i Nielsens univers og instrumenterer med stort held i komponistens stil. Begge versioner støder efter min opfattelse dog på visse problemer, som gør, at Commotioforpligtelsen stadig i ret høj grad hviler på organisternes skuldre.

Men nu er den gal igen. Vort mærkeligt kilometertæller-fikserede musikliv har bestemt, at musik er interessantest, når det er et rundt antal år siden, at dens ophavsmand enten er født eller afleden, og derfor er det et Carl Nielsen-år i år. I den anledning bestilte Aarhus Symfoniorkester sidste år endnu en orkesterversion, denne gang hos komponisten Hans Abrahamsen. Den fik sin uropførelse sidste år under Michael Schønwandts kyndige taktstok, og senere på året blev der, også i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus, lejlighed til genhør med Bos version og med orgelversionen, så aarhusianerne fik bestemt stykket genopfrisket. I årets anledning har Organistbladets redaktør Mikael Garnæs nu indkaldt indspil fra alle tre involverede instrumentatorer og har bedt mig om at skrive ”en statusopdatering fra organistsynspunktet”.

Jeg ved nu ikke, om jeg specielt kan fremtrylle ’organistsynspunktet’ i bestemt form. Hvis der er noget, som alle disse orkesterversioner kan bevise, så er det velsagtens, at der kan være mange forskellige valide synspunkter på ethvert værk og da navnlig på et, som er så komplekst, som tilfældet er her. Hans Abrahamsens version ændrer absolut ikke på dette faktum, da han indtager en helt ny og overraskende position i forhold til de to andre. Hans skriver for et mellemstort orkester med anvendelse af naturhorn og –trompeter og lader sig også i sit udgangstempo inspirere af eksempelvis Harnoncourts eller Philip Herreweghes versioner af Matthæuspassionens indledningskor. Det vil altså sige, at Karl Aages position er, at han henter værket op i nutiden, Bos derimod at sætte sig selv tilbage i Nielsens univers. Hans Abrahamsen gør på sin vis forsøg på at hente værket tilbage til Holbergs tid, og det er mig bekendt nyt – det havde jeg ikke set komme. Men det må vel egentlig være en logisk konsekvens af vores musikalske sameksistens med alle tænkelige historiske stilarter. At man fortolker et tidligt værk fra et nutidigt synspunkt, det kender vi; at fortolke et mere eller mindre nutidigt værk fra et fortidigt synspunkt er da i hvert fald en nyskabelse.

Og det lyder faktisk temmelig godt det meste af vejen. Jeg vil ikke hævde, at naturinstrumenterne slet ikke giver intonationsproblemer, men ASO’s dygtige musikere holder disse nede på et minimum. Instrumentationen er i øvrigt velklingende, om end ikke helt så farverig som hverken Holtens eller Rasmussens. Derimod får Hans’ tempovalg ret drastiske konsekvenser, synes jeg. At indlede ’Commotio’ som en meget rolig ottendedelsadagio er for eksempel ikke heldigt, for fraserne bliver derved meget lange, så lange at hverken musikere, dirigent eller tilhørere kan holde sammen på dem. Det medfører, at man godt i løbet af de indledende sider kan komme til at kede sig noget, fordi man simpelthen ikke kan forstå sætningskonstruktionerne. Det vil her føre for vidt at detaljeanalysere på alle de steder, hvor jeg ikke synes, at tempovalgene er heldige, og det er da heller ikke så interessant for læseren. Man kan diskutere, om det principielt er særlig heldigt, at arrangøren således vil binde fortolkeren på hænder og fødder tempomæssigt. Det synes jeg ikke, og i dette tilfælde var det tydeligt, at Schønwandt følte sig hæmmet af det.

Kan man sige noget generelt om disse tre orkesterversioner? Ja, det kan man faktisk. Som man kan forstå, så er de endog meget forskellige. Det afslører sig ret tydeligt, at alle tre orkestre, Radiosymfoniorkesteret, Odense og Aarhus Symfoniorkestre, ikke synes, at musikken ligger lige til højrebenet. Der er mange flere urenheder rundt omkring, end man eksempelvis hører til en normal koncert med disse glimrende ensembler, og det er fordi, at der netop er tale om musik, som er skrevet for et tasteinstrument, og som ikke ligger særlig godt for blæse- eller strygeinstrumenter. Forstå mig ret: jeg holder meget af transskriptioner, jeg synes de er forfriskende, og det er disse tre også hver på deres vis. Men det er interessant, at disse arbejder ikke er blevet spillet i særlig høj grad. Karls Aages har kun lydt ved uropførelsen. Hans’ blev spillet for anden gang i foråret 2015 af Copenhagen Phil og Michael Schønwandt og Bos er tillige blevet opført i en velklingende men – igen – tempomæssigt misforstået version med ASO og Ari Rasilainen. Det er altså diskutabelt, om orkesterversionerne har opfyldt deres oprindelige erklærede mål, nemlig at udbrede dette sene Nielsenværk til et større publikum.

Jeg synes personlig, at Bo har vundet, hvis det endelig skal være. Det klinger godt, rigtig godt. Men det er en smagssag. Jeg kan stadig bedst lide orgelversionen. Det er her ligesom med Messiaens ’L’Ascension’: Orgelversionen klinger mere radikal, frisk og nutidig end orkesterversionen, som nærmest leder tankerne hen på Debussy. Nu er der så kommet mindst tre orkesterversioner af ’Commotio’. Adskillige dygtige kolleger har gjort det til deres projekt at spille værket ved koncerter rundt i Danmark og i udlandet her i Nielsenåret. Det er blevet flittigt indspillet i ind- og udland. Det har været pligtstykke ved Odensekonkurrencen mange gange. Jeg synes, at ’Commotio’ er et vældig godt stykke, som fortjener megen opmærksomhed, og det er skrevet af vores kendteste komponist. Derfor er vi alle nødt til at forholde os til det. Men det bevirker jo ikke, at den øvrige danske orgellitteratur forsvinder. Jeg siger det bare.