Bo Holten: Commotio - måske Carl Nielsens 7. symfoni

Organistbladet oktober 2015.

Bo Holten tager imod med en kande te i sit hus i Kartoffelrækkerne med udsigt over søerne i København. Trods den afslappede påklædning og sommerfuldskægget er han tydeligvis en travl mand, der bl. a. har en masse Carl Nielsen på programmet. På bordet ligger partituret til ”Maskarade”, som han skal dirigere uddrag fra ved en kommende koncert. Holten er ud over sit virke som komponist en meget aktiv dirigent, både som leder af vokalensemblet Musica Ficta og som orkesterdirigent. Arrangementer, både for kor og for orkester, spiller også en stor rolle i hans virksomhed. Hans instrumentation af Commotio stammer fra 2000 og findes udgivet på Edition S og indspillet på Danacord med Odense Symfoniorkester under hans egen ledelse. Vi begynder med det grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor egentlig lave en orkestertransskription af Commotio?

Jeg har interesseret mig for værket i mange år. Men det har altid frustreret mig, at selv med meget dygtige musikere på orgelbænken oplevede jeg ikke, at indholdet rigtig kom ud. Jeg tror aldrig, jeg (i hvert fald dengang) havde hørt en opførelse, der ydede alle dets musikalske informationer retfærdighed. Desuden ville jeg gerne lære stykket rigtig godt at kende. Så derfor afsatte jeg tilbage i 2000 fem måneder til arbejdet med at orkestrere Commotio, og tilbød det til så til Odense Symfoniorkester. De sagde ja til at spille orkestreringen og foreslog desuden at indspille den på cd. For at fylde cd’en meningsfuldt ud instrumenterede jeg efterfølgende en gruppe Carl Nielsen-sange samt hans 2. violinsonate, som jeg holder meget af. Men Commotio kom først og er hovedværket på cd’en.

Jeg arbejdede ud fra den gamle blå udgave fra Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik og gjorde flere opdagelser. Er der mon nogen, der har set, at Carl Nielsen indføjer BACH-motivet i t. 414-15? (Det gør Hans Abrahamsen også opmærksom på. MG) Det er i en mellemstemme, så det er ikke meget påfaldende, men i det efterfølgende pedalsted omarbejder han motivet, så jeg er sikker på at det er bevidst. Han taler jo også flere steder i sine breve om, at Bach er et uopnåeligt forbillede, især i dette værk. 

Det var først da jeg var næsten færdig med arbejdet, at jeg snakkede med Karl Aage Rasmussen og opdagede, at han havde siddet og lavet sin egen version på samme tid. Men hans udgave er meget forskellig fra min. 

Du kalder din version for ”En orkestrering”, mens Karl Aage Rasmussen kalder sin version for ”En tolkning for orkester”. Det lyder som to forskellige programerklæringer. Hvad var din indgangsvinkel?

For mig at se var der kun en mulighed: at instrumentere i Carl Nielsen-stil, som om han selv havde orkestreret det. Ideerne skal have samme form som i orkesterværkerne. For eksempel opfatter jeg indledningen, side 1-4 i den gamle blå udgave, som et åbningstutti i stil med 3. og 4. symfoni. Og jeg bladrede i 6. symfoni og Klarinetkoncerten, når der var specifikke problemer jeg skulle løse. Jeg prøvede i nogen grad at holde mig selv ude. Jeg ville ikke påtvinge værket min egen orkestreringsstil. Når nogen siger, at min instrumentation lyder som Espansiva og Det Uudslukkelige, tror jeg det beror på, at Carl Nielsen vendte tilbage til idiomet fra en tidligere periode, hvilket man ikke umiddelbart tænker på, når man hører den for orgel.

Jeg opfatter værket som en stor baroktoccata i Buxtehudes og Bachs ånd. Men den tankebygning han vil bygge op, forekommer mig at være for stor til orglet. Han forberedte sig på opgaven med de små præludier, men da det gjaldt, overkomponerede han, hvilket Bach jo aldrig gør.  Det er derfor, Commotio ikke kan realiseres fuldstændigt på orgel. 24 minutter for orgel er længere end 24 minutter for orkester. Måske kunne man forsøgsvis kalde resultatet for Carl Nielsens 7. symfoni! Selvom værket mere end en symfoni kan anskues som en symfonisk fantasi, som fx Sibelius 7. symfoni.

Du bruger et orkester i næsten eksakt Carl Nielsen-størrelse, blot med 4 fagotter, hvilket bl. a. benyttes i ekspositionen af den første fuga.  I ekspositionen af den anden fuga bruger du en blandet instrumentation af blæsere og strygere. Hvad ligger der bag disse valg?

Carl Nielsen skriver fugaer overalt i sin musik, og der er flere muligheder, når det gælder om at klargøre det polyfone. Den anden fuga er mere hemmelighedsfuldt instrumenteret, begyndende med blæsere og sordinerede bratscher.  Selv slutningen kan forekomme lidt abrupt, hvilket Nielsen også selv var inde på.  Bl.a. derfor tager jeg tempoet lidt roligt og kompenserer for det med en federe instrumentation. Jeg har også enkelte steder lagt et par ekstra toner på, som man kan når man ikke er begrænset til 10 fingre og 2 fødder. 

Eftersom det skal klinge gennemsigtigt for orkester, undgår jeg gennemgående for mange oktavfordoblinger, som orglet jo ellers er rigt forsynet med. 

Et andet spændende sted er det vanskelige sted i pedalet (t. 212ff) …

Det fordeler jeg mellem de tre tromboner, som skal øve sig næsten lige så meget for at spille det, som organisterne skal. Det lykkes faktisk fordelt mellem de tre basunister, og så giver det vægt og brillans og ikke mindst - turbulens. I Odense Symfoniorkester benytter de basun-stemmerne til prima vista-spil ved konkurrencer, for der er ingen der kender dem i forvejen.

Når jeg nu har vovet mig ud i at røre ved en af orgellitteraturens kronjuveler, er der en vigtig pointe, som jeg gerne vil understrege over for Organistbladets læsere: I virkeligheden gør jeg som instrumentator kun nøjagtig det samme, som enhver organist gør: vælger en registrering/orkestrering, som jeg synes yder musikken bedst retfærdighed.

Jeg håbede, at orkestreringen kunne gøre værket mere kendt, men der må jeg konstatere, at der indtil videre ikke har været så mange opførelser, heller ikke her i jubilæumsåret.