Anmeldelse - Sundt berusende musik
Organistbladet maj 2015.
verre Eftestøl: Polonaise for orgel. Musikk-Husets Forlag A/S, Oslo, Norge 2014. Pris kr. 149,-.
Så er der atter godt nyt til alle, som værdsætter orgelmusik, hvor spontan livsglæde og enkle principper er drivmidlet. Norske Sverre Eftestøl er på banen med Polonaise, en ca. 5 minutter varende, funklende og farvet fest for orgelsolo. Stykket blev oprindelig skrevet som et præludium til koncertmessen Gaude!, et bestillingsværk for kor, orkester og solister til Kristiansand Domkirkes 125-års jubilæum i 2010. I 2013 omarbejdede Eftestøl stykket og gav det den chopinske titel Polonæse.
Stykket kan siges at være formet som en slags rondo med et tilbagevendende tema, en ritornel. Dette er på typisk eftestølsk vis folkloristisk og enkelt; på fire takter og i nedadgående sekvens slås en uimodståelig tredelt svingom an, og det er både polsk og norsk og mere til – og så ligetil, at man nynner med fra første færd. Men forud for dette løbes stykket i gang af en toccataflimrende episode i højre hånd, pianissimo og leggiero, under hvilket fragmenter af det kommende tema gradvis eksponeres. I kontrast hertil kommer næste episode som en noget plump påståelighed, som hørte vi Dovregubben traktere en rumsterstang og med ekko. I næste ritornel går der 10/8 i rytmen, og der koges op til et vældigt crescendo og et åbent spørgsmål på en lang generalpause. Så – subito - en slags reprise af hvad vi har oplevet, men i komprimeret form, og hen mod slutningen overtager temaet med variationer så scenen - med trommehvirvlende pedaludbrud og et plenum for fulde hænder og begge fødder og skiftende taktarter og alle propper ude bringes stykket til en vældig afslutning.
Der er noget uimodståeligt og legende improvisatorisk over denne musik. Komponisten har fortalt, at temaerne har det med at melde sig som glimt når han improviserer. En lille sangfugl kommer flyvende og lander kortvarigt i nærheden af det eftestølske øre. Så gælder det om at få den fanget, før den atter er væk, og så skal der ellers omsættes. Det hører til Eftestøls nådegaver at kunne tage fat i et helt enkelt og folkeligt materiale, tildele det et drys tryllestøv og løfte det op på et sprudlende og raffineret plan. Så bliver selv en lille rundgang eller børnesang transformeret til, ja – kunst.
Der satses i disse år i folkekirken ret så kraftigt på segmentet fra babyer til konfirmander, og med tilhørende musik. Her kan der nok være en tendens til, at man lader sig nøje med et repertoire som forbliver i jordhøjde, præget af bevægelsessange på banale melodunter og stereotyp old-school gospel. Og orglet som kirkens etablerede instrument kan blive reduceret til et stykke kuriosum, som bliver demonstreret for de små og lidt større, en gang i sæsonen.
Da er det godt, at vi kan sætte Sverre Eftestøl ind. Hans orgelmusik balancerer lykkeligt mellem det enfoldigt umiddelbare og det underfundigt fortryllende. Samtidig er den befriet for enhver patos, indforstået kirkelig affinitet og udspekuleret kontrapunktik. Den er med til at forsvare orglet som kirkens uundværlige musikinstrument og meddele en inkluderende og smittende livsglæde for alle i kirkens rum, fra pusling til olding.
På den smukke udgivelse fra Musikk-Husets Forlag, med brugervenlig spiralryg, er forsiden prydet af et fotografi taget af komponistens datter Hildegunn. Det er et følsomt modlysbillede af femten flasker i en vindueskarm, fyldt med fristende fluidum af forskellig gennemskinnelighed. Schatteringer og nedløbende skygger i flaskerne kan lede tanken hen på akvavit, nyligt tilsat urter indsamlet fra diverse eksotiske habitater. Og når man får fingrene i musikken, forstærkes dette indtryk af noget sundt berusende, hvor alle er indbudt til festen.