Anmeldelse: I Fyn er alting anderledes…

Organistbladet oktober 2015.

Povl Chr. Balslev: 49 bearbejdelser af melodierne til Carl Nielsens Salmer og åndelige Sange, Dania Cantans, vol. 9. Capella Hafniensis Editions, tlf.: 62 61 38 18 - mobil: 40 31 93 23 - mail: olk@kb.dk. Pris kr. 60,-  excl. moms og forsendelse.

Overskriften her er Carl Nielsens egne finurlige ord fra de sidste sider af hans ”Levende Musik”, og han fortsætter: ”… end i den øvrige Verden, og hvem, der giver sig Tid til at lytte, skal nok erfare det. (…) Bierne synger med en særlig fynsk Klang (…) Ogsaa Stilheden synger i den samme Tone, og selv Træerne drømmer og taler i Søvne det fynske Maal”. Han slutter sin lille bog med opfordringen om ”blot at lytte og lade Sangen komme, som den selv vil”.

Povl Chr. Balslev har med foreliggende udgivelse taget livtag med sin fynske ”heritage”. Han citerer i sit forord sine fynske forfædre Laub og Nielsens disput om, at ”en Salmekomponist må være Barn af Huset” (iflg. Laub), og Balslevs fynske livtag har tidligere også omfattet en anden markant fynsk fornyer af den danske sang, Thorvald Aagaard. 

Selv fornyer han den sydfynske sang gennem et omfattende og flot engagement i kor-, kirke- og lokalliv fra sin pind i Svendborg. Mod og mandshjerte skal der til – også til at bearbejde Nielsens Salmer og åndelige Sange.

Det er et stort arbejde at få 49 nye satser gennemarbejdet og udgivet. Og når man tager fat på at bearbejde et i forvejen meget gennemarbejdet materiale fra en komponist, der selv havde mange markante holdninger - og afprøvede dem på sine omgivelser ved en hver given anledning – kræver det mod og mange faglige overvejelser. 

Undertegnedes sjællandske ører hører Carl Nielsen helt anderledes, end han fremstår i de foreliggende 49 bearbejdelser. Og det er spørgsmålet, om arrangementerne lykkes med at ”understøtte teksten og sætte den i spil” – som forordet ellers fremhæver CN for. Tonesproget er konsekvent gennem alle satser; Nielsens melodier er blevet iklædt syv’ere og ni’ere og en parfumeret mildhed – uanset tekstforlæggets karakter. Man kunne også sige, at Nielsen er blevet støvsuget for sine enkle treklange og ligefremme grundakkorder. Hans karakteristiske karskhed og intervalintegritet er blevet pakket lidt for grundigt ind i virkemidler som tæt beliggenhed, skuffende kadencer, trinvis stemmeføring, parallelføring og harmonismovs. Vi er simpelthen kravlet ind i svelleværkets meditative celeste her, og det tager pusten fra f.eks. en triumferende melodi som Den store, hvide flok vi se, hvor H-Dur og store ord kalder på andre virkemidler, endskønt vi får en velfungerende opbygning til teksten ”jubelklang i høje kor”. Og i f.eks. Denne er dagen trækker en modalinspireret lav ledetone i 2. frases tekst ”fryde” djærvheden og det ligefremme ud af melodien og teksten – og når der samtidig er uopløste 7’ere og 9’ere i farvandet, bliver der bare pludselig for langt tilbage til Nielsens udgangspunkt: en dansende, glad fanfare-melodik i E-Dur.

Alle 49 satser er homofone 4-st. udsættelser, hvor alle stemmer synger al tekst samtidig – node mod node, stavelse for stavelse. Melodien er lagt i sopranen - også i alle satser. 43 ud af 49 satser indledes af startakkorder uden grundtone/med tilføjet septim/fra parallelområdet. Bassen ligger overvejende i et lysere leje – dybeste bastone i samtlige 49 satser er et f#, og det forekommer kun en gang. Stemmeføringen er flere steder ujævn med stemmekryds, paralleller og problematisk dissonansbehandling, som vil vanskeliggøre den gode intonation for de fleste kor. Det kan simpelthen være rigtig svært at synge videre fra en dissonans, der ikke indføres og opløses med omtanke. Og en parallelføring af alle fire stemmer som samtidig afføder uhensigtsmæssige stemmekryds er heller ikke befordrende. 

Ensartetheden i satserne har fået førsteprioritet, og det er jo et valg. Men når nu Nielsen selv varierer sine melodier så meget, som han gør, så kunne det godt berettige til lidt større variation i udtryk og virkemidler. Prøv en grundakkord. Slip en enkelt stemme i ny og næ. Lad koret synge unisont. Fyr sopranen og flyt melodien ned i alten – hun kan også synge! Giv bassen en ordentlig luns kød på et dybt e eller lad tenoren svinge sig op i et krukket stort interval.

Måske er det mit sjællandske temperament, der efterlyser udsving? Måske er det Balslevs fynske temperament, der i virkeligheden bare lægger sig smukt ind efter Nielsen-citatet i begyndelsen af denne omtale? Selv skrev Carl Nielsen (Levende Musik): ”For Musikkens Vedkommende er der det at sige, at enhver har Lov at bruge Tonerne, som han vil. De gamle regler kan benyttes eller forkastes, ganske som man behager.” Han funderer herefter over at lære af traditionen og konkluderer endelig, at ”det simpleste er det vanskeligste, det almene det varigste, det lige det stærkeste som Søjler, der bærer en Kuppel”.

Samlingen gengiver alle 49 salmer og åndelige sange (udgivet 1919) og anviser forslag til deres anvendelse i kirkeåret. Layoutet er nydeligt og med praktisk spiralryg. Man har prioriteret, at hver sats skulle kunne ses i ét opslag frem for at bringe dem i alfabetisk rækkefølge. Alle tonearter er identiske med forlægget i Carl Nielsen Udgaven, Sange 1, nr. 1-144. Her må man også kigge, hvis man vil vide, hvem der er tekstforfatteren til de enkelte satser – en vigtig oplysning som desværre er glemt i udgivelsen, der også savner takttal på et stort antal af satserne samt en enkelt taktstreg! En kommentar vedrørende udvalget af vers, der er gengivet, ville også have været fint, når nu så mange resterende vers er fravalgte.

Endelig er et klaverudtog (for rehearsal only!) nederst i partituret altid fint for udbredelsen af satserne.

Nye salmer fortjener nye melodier. Og gode – men glemte – melodier fortjener at komme frem i lyset igen. Og måske inspirere til nye tekster? Så selv om her måske mangler ”et par søjler til at bære kuplen” så husk, at dette er skrevet af en sjællænder og, at ”I Fyn er alting anderledes end i den øvrige Verden, og hvem, der giver sig Tid til at lytte, skal nok erfare det”.