Anmeldelse Cæciliemesse

Organistbladet juli 2015.

Sven Erik Werner: Missa St. Caeciliae. Pia Rose Hansen, mezzosopran, Ketil Christensen og Lars Ole Schmidt, trompet, Jens E. Christensen, orgel, Vor Frelsers Kirkes Kantori, Lars Sømod, dirigent. Viggo Mangor, producer. Gateway music

Svend Erik Werner er en egensindig, ikke særlig produktiv komponist. Han kalder sig autodidakt, men han har dog studeret musikvidenskab og lært sin teori. Han har lavet meget administrativt (konservatorierektor i Odense) og formidlende arbejde (DR) i musikverdenen, og han startede ret sent med at komponere for alvor.

I opposition til såvel Carl Nielsen-verdenen som Darmstadt-modernismen. Derimod tiltalte de unge polakker (Lutoslawski, Penderecki, Ligeti (der er ungarer)) ham sammen med Messiaen, om hvis 2. modus, også kaldet 8-toneskalaen, han engang sagde til mig: ”Der er stof i den til et helt liv som komponist” - frit citeret efter hukommelsen. Den bruger han flittigt, også i dette værk – blandet op med diatoniske modi, især i korsatserne og naturligvis de gregorianske dele.

Han har skrevet en del kirkemusik, der ikke altid er lige let at gå til. For nogen tid siden anmeldte jeg Tunger af Ild, som er et spændende orgelværk, og nu er hans Cæciliemesse kommet. Det timelange værk for mezzosopran solo, blandet kor, to trompeter og orgel er skrevet til Vor Frelser Kirkes musikere og kantori – suppleret med komponistens hustru, operasangeren Pia Rose Hansen og to af vore bedste trompetister. Man har under Lars Sømods kompetente ledelse indstuderet værket over flere år og flere opførelser.

SEW komponerer både de fem ordinariumsled (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus Dei) og de musikalske propriumsled til Skt. Cæcilia-messen, der fejres i den katolske kirke 22. november.

Propriumsleddene synger solisten på de gregorianske melodier, ledsaget af en fri sats for forskellige besætninger. Ordinariumsleddene er (tror jeg) frit komponerede. Postcommunio, der normalt er en bøn, har han med som ”udgangsvers”. Dertil tekster fra Prædikerens Bog. De synges mest af solisten, her og der med kor – et enkelt sted (Credo: Qui propter nos homines) synger solisten hen over koret med en replik (Pr. 7, 19), der er glemt i tekstheftet!

Der er 16 satser. Credo er delt i fire og varer sammenlagt 28% af spilletiden! Det er her og i epilogen, SEW indlægger sine frit valgte tekster samt citerer Dies irae instrumentalt før den afsluttende del. Credo er ikke let at komme om ved, når man er et alvorligt menneske! Harald Vilstrups Livets fylde, glædens glans bliver efter Helligånds-afsnittet sunget af koret på hans egen enkle og smukke melodi, der ville passe fint i en gudstjeneste! SEW forkorter to ordinariumsled: Han udelader slutningen af Gloria og ændrer miserere nobis til dona nobis pacem – hvilket bookletredaktøren ikke har med, men ”oversætter” rigtigt. Ligeså bruger han kun begyndelsen af Sanctus – verden er nok ikke fuld af gloria tua, og hosanna gemmer vi til Benedictus! Det har redaktøren heller ikke set.

Svend Erik Werners Cæciliemesse er et spændende værk. De 65 minutter er meget varierede, og der er ro og tid til udvikling. Instrumentariet udnyttes med stor klangsans. Stilistisk er han nok længere fremme i skoene end de fleste komponister, der anmeldes i Organistbladet, men alligevel er musikken ret enkel at lytte til – man vænner sig til 8-toneskalaen, som giver en helt speciel farve. Tekstudvalget kan give anledning til lidt tankevirksomhed.

Messen er krævende for de udøvende, så den vil nok ikke blive opført ofte. Nogle dele kan opføres separat, hvis man har et rimeligt godt kor, et par toptunede trompetister, en stilsikker mezzosopran og en organist, der kan læse løse fortegn!

Booklettens artikel på dansk og engelsk fortaber sig i småsnak. Den kunne f. eks. have fortalt mere om messens opbygning og om forholdet til gregorianik. Messeteksten gengives på dansk, latin (hvor der synges latin) og engelsk. Den skæmmes af mange fejl. Ud over det nævnte mangler der hist og her et par ord, nogle gange meningsforstyrrende. Som ofte set før bruger man kritikløst en dansk bibeloversættelse (her den næstnyeste) uden at kigge efter, om der står det samme som i Vulgata. Der er større forskel, end vi tit tænker over. Der bør stå det, der synges, selv om den danske oversættelse givetvis filologisk er bedre. Ærgerligt, når nu projektet er så sympatisk.

Opførelsen er god. Lars Sømod former musikken sikkert, Pia Rose Hansen synger indforstået og smukt, og både Jens E. Christensen på orgel og de to trompetister yder en fremragende indsats. Vor Frelsers Kantori er et udmærket amatørkor. Man mærker et par steder, at de er ved grænsen af deres kunnen – et par gode, dybe basser og lyse sopraner kunne nok gøre gavn – og selv om der er en ganske varieret dynamik, kunne jeg ønske mig et solidt fortissimo bare en enkelt gang. Men helhedsindtrykket er flot, også optageteknisk, hvilket må have været en udfordring i Vor Frelsers Kirkes akustik. Tillykke med det.