Anmeldelse: Anvendelig, men lidt tam korsamling

Organistbladet oktober 2015.

Carl Nielsen: 30 salmer for blandet kor. Forlaget Mixtur 2015. Vejl. pris kr. 99,-.

Lasse Toft Eriksen har for forlaget Mixtur udvalgt 30 af Carl Nielsens salmer og åndelige sange og samlet dem i et hæfte i en udsættelse for 4-stemmigt blandet kor. Han beskriver selv i forordet, at han bevidst har lagt sig tæt op ad originalen. De fleste melodier stammer fra Nielsens egen Salmer og Aandelige Sange; andre er først udgivet i forbindelse med Nielsens mere folkelige udgivelser til brug for folkeskolen eller folkehøjskolen, og nogle er oprindeligt fra enkelttryk.

Man må sige, at tilgængeligheden af Nielsens musik ikke længere udgør noget problem, idet hele Carl Nielsen-udgaven nu i nogle år ligget frit tilgængeligt på nettet under Det kongelige Bibliotek, så enhver kvit og frit kan hente det hele ned.

Hvis der derfor kan siges at være et problem med at gå om bord i Nielsens salmemelodier, består det mere i at udvælge, og nok især fravælge. Vi har behov for kuratorer, dvs. nogen der påtager sig at skaffe overblik; at forestille sig hvem aftagerne kan være; at opsætte rangordnede kriterier at udvælge efter; at beslutte hvor detaljeret materialet skal præsenteres; at vide i hvilke sammenhænge det kan anvendes; etc…

Ud fra denne forudsætning vil jeg skrive et par ord om denne meget velkomne udgave af salmer af Carl Nielsen.

8 af melodierne forekommer i den nugældende koralbog, som i alt har 9 Nielsen-melodier. En stor undren: Hvad har Der sad en fisker så tankefuld gjort, siden den som den eneste ikke måtte komme med? Den er i mine øren en af de allerbedste salmemelodier, Nielsen har fundet på. En vidunderlig blanding af det kækt folkeligt fortællende som hos Jens Vejmand, og det let chauvinistisk-fædrelands-elskende i Vi sletternes sønner. 

Efter denne beklagelse vil jeg give en summarisk gennemgang af tilføjelserne. 

Her må jeg sige, at jeg savner en form for erklæring af kriterier for udvælgelse. Udgivelsen giver et forslag til salmernes anvendelse i kirkeåret. Jeg er nu stadig i tvivl om, hvorvidt det har været ønsket om at finde melodier til at dække hele kirkeåret, der har været motoren, eller om udgiveren har gået alt der kunne smage af noget kirkeligt igennem, og udvalgt efter musikalske kriterier. Hvis det sidste er tilfældet, så er udeladelsen af ”Fiskeren” selvfølgelig endnu mere iøjnefaldende. 

For min skyld kunne flere af de øvrige salmer være forblevet i glemmebogen, men jeg har nu også fundet perler som jeg personligt gerne vil inddrage i mit eget kirkemusikalske virke. 

Er du modfalden, kære ven. En fin melodi, i nøjagtig samme versemål som både Min Jesus, lad mit hjerte få og Nu sol i øst oprinder mild. Så det er ikke fordi der mangler gode melodier til netop dette versemål, men alligevel; der skal nok være et par af mine sangelever, der bliver belemret med denne.

Det samme vil jeg sige om O kristelighed. Der er ikke noget i vejen med Lindemans melodi, og Otto Mortensen har også forsynet os med en flot melodi. Mine valg i forskellige situationer ville være: Til menighedssang: Lindeman. Til korsang: Mortensen. Til solosang: Nielsen.

Jeg er også blevet temmelig lun på Nielsens melodi til Op al den ting, som også anvendes til Vidunderligst af alt på jord. Jeg synes den er fremragende til både Brorson og til Grundtvig, og mit gæt er at den nemt kunne indsynges af en menighed, hvis nogen tør tage den udfordring op. 

Der er også blevet plads til to fine julesalmer, Maria sad på hø og strå og Kom, jul, til jord. De er vistnok kendte i korsammenhæng fra andre udgivelser, men det er fint at de er med også her.  Hvis de ikke finder plads i højmesser, kan de garanteret gøre god fyldest i julekoncerter, ikke mindst à la ”De 9 læsninger”, så andelen af fortærskede engelske Carols kan begrænses.

Der er en af de meget kendte som jeg vil omtale nærmere.

Det drejer sig om den som vi alle elsker højt: Mit hjerte altid vanker. Rigtig mange korsangere er stødt på den som Forunderligt at sige. Når vi synger den i kirken som fællessalme, er der ingen tvivl om at det er Brorsons original vi anvender. Men: Nielsen havde Grundtvigs gendigtning til rådighed. Denne går direkte til strofe 3, som i vores salmebog begynder ”Men ak! Hvad skal jeg sige”. Hos Grundtvig, og dermed hos Nielsen, ”Forunderligt at sige”. Et scoop af en indledning! Ordet forunderligt er gammeldags, men let forståeligt; at sætte adverbiet forunderligt sammen med verbet at sige, og dernæst adverbiet sært sammen med verbet at tænke – det skulle kunne sætte fantasien og emotionerne i gang hos selv de mest forhærdede tidselgemytter. Men et lige så stort scoop ligger i at give sine korsangere lejlighed til at begynde Grundtvig-gendigtnigen af salmen med de bløde, rundede vokaler som gradvist åbner sig. Form og indhold i perfekt harmoni. Nielsen foreskriver As-dur, som også efter min lange korerfaring ofte giver smukkere, blødere korklang end A-dur, som foreskrives i nærværende udgave.

Så mit råd til alle kordirigenter: Find Grundtvig-bearbejdelsen frem, som Nielsen skrev til. Det er endda ikke spor svært: Side 14 i Nielsens oprindelige Salmer og Sange, eller gå på nettet og find CNW 165. 

Fra den helt lavpraktiske skuffe: Det ville ikke have kostet særlig megen plads at oplyse årstal og oprindelig udgivelse for hver enkelt sang. I alt 21 er fra Salmer og Aandelige Sange;  9  er andre steder fra. Selv finder jeg det fx tankevækkende, at ud af de 9 Nielsen-salmemelodier i vores nuværende koralbog er det blot 5, der oprindeligt udkom i den pågældende samling. Rent faktisk stammer de mest sungne andre steder fra: Min Jesus, lad (Er du modfalden); Påskeblomst; Tunge mørke natteskyer og Der sad en fisker. Dertil Udrundne er de gamle dage, som vel ikke hører til de uundværlige.

Og så savner jeg en oplysning om CNW-nummeret. Når vi nu har fået en flot værkfortegnelse CNW, som vist skal læses på engelsk som Carl Nielsen’s Works, synes jeg vi skal vænne os til at anvende nummereringen. 

Et par ord om korudsættelserne: Udgiveren har angiveligt lagt sig så tæt som muligt op ad originalen i harmoniseringen. Og det synes jeg egentlig godt, man kan problematisere. Det er Nielsen som melodiker, vi holder af i hans sange. Og jeg vil mene at selve melodikken er så slidstærk at der ikke går noget tabt ved en ændring af harmoniseringen. Som udgiveren selv skriver i forordet, så var det endda undertiden andre der påtog sig opgaven med at skrive klaver/orgelsatsen. Ligesom vi ved, at orkestreringen undertiden blev lagt i hænderne på andre. Her kunne en besser-machen virkelig være på sin plads i visse af salmerne, selv i en udgivelse der gerne vil lægge sig tæt op ad originalen. 

Afslutningsvis: Udtalelsen af Thomas Laub om Carl Nielsen at ”han (CN) er ikke et barn af huset” er helt vidunderlig: her må jeg juble: NEJ HELDIGVIS! Tænk hvilken incestuøs musik vi ville få ud af det, hvis vi udelukkende lukkede ”børn af huset” ind i vores kirkemusikalske verden. Tak fordi CN og andre kommer indenfor til vores kirkemusikalske fest, som derfor ikke forbliver en lukket fest for de frelste, og meget stor tak til alle de mange nulevende ”ikke-børn-af-huset”-musikere som John Høybye, Bo Holten, Michael Bojesen og mange andre ikke-især-kirkemusikere, fordi de beredvilligt tager sig af den kirkemusikalske kulturarv og bringer den videre med vigtig inddragelse af vigtige impulser fra det aktuelle musikliv generelt.

Men også tak til forlaget Mixtur og udgiveren Lasse Toft Eriksen: Jeres udgivelse er anvendelig, men smager efter flere oplysninger, flere forklaringer, og især: dristigere valg.