”Jeg har aldrig haft nogen anden lærer end min far”

Organistbladet marts 2014.

Af Søren Gleerup Hansen, organist ved Sct. Mariæ Kirke, Helsingør

Ordene er Carl-Philipp Emanuel Bachs. Og nogen mere grundig og systematisk undervisning, end den han fik af sin far, har man sikkert skullet lede længe efter i første halvdel af 1700-tallet. Carl-Philipp er født d. 8. marts 1714, som næstældste søn af Johann Sebastian Bach og Maria Barbara Bach. På dette tidspunkt er Bach ansat som hoforganist hos hertugen af Weimar og er netop i foråret 1714 blevet udnævnt til koncertmester med forpligtelse til ”hver måned at opføre nye stykker”. Året inden var Carl-Phillips storebror Wilhelm Friedemann kommet til verden.

Carl-Philipp er således 9 år gammel, da familien kommer til Leipzig. De to brødre får stor glæde af hinanden, ikke mindst i årene på Thomasschule. Leipzig var universitetsby, og vi ved, at Johann Sebastian havde dette med i overvejelserne, da han traf beslutningen om at skifte stilling. I 1731 bliver Carl-Philipp indskrevet på jurastudiet på universitetet. Han fortsætter med dette studium indtil 1738, dog fra 1734 ved universitetet i Frankfurt. Det er i disse år, at vi støder på de første kompositioner fra Carl-Philipps hånd. Det virker måske mærkeligt, at Carl-Philipp så vedholdende fortsatte sine jurastudier, men så usædvanligt var det nu ikke. Adskillige komponister såsom Händel, Agricola, Schütz, Kuhnau og Mattheson læste jura. Heinichen praktiserede endog som jurist ved siden af arbejdet som komponist og musiker.

I 1738 får Carl-Philipp et tilbud, han ikke kan afslå, fra den musikelskende og fløjtespillende 26-årige kronprins Frederik (den senere Frederik II af Preussen – Frederik den ”Store”). Frederik bliver konge i 1740, og Carl-Philipp fortæller i sin selvbiografi, at han som den første havde æren af at akkompagnere Frederik som nyudnævnt konge. Årene ved Frederik den Stores hof bliver noget blandede. Der er ingen tvivl om, at Carl-Philipp har haft stor frihed til at undervise og passe sin virksomhed som komponist, men vilkårene ved hoffet var ikke altid lige attråværdige. Musikerne måtte medvirke ved kongens koncerter flere gange om ugen og Carl-Philipp måtte lide den tort at se sig overhalet lønmæssigt af flere af de øvrige musikere. Og forholdet til kongens fløjtelærer, Johann Joachim Quantz, var langtfra altid det bedste. Carl-Philipp forsøger flere gange at lægge billet ind på andre stillinger, men først i 1767 lykkedes det.

Efter Georg Philipp Telemanns død i 1767 afløser Carl-Philipp ham som musikdirektør for Hamborgs fem hovedkirker. Telemann var en god ven af Johann Sebastian og var gudfar til Carl-Philipp. Posten som musikdirektør bestrider han til sin død i 1788. Det var en meget krævende opgave at overtage. Ikke mindst skulle der ofte leveres ny musik til et utal af præsteindsættelser og festgudstjenester. Efter Carl-Philipps død skæres der markant ned på musikdirektørens forpligtelser i den henseende.

Bach-renæssance

I 1802 udkommer den første biografi om Johann Sebastian Bach. Forfatteren er musikhistorikeren og musikteoretikeren Johann Nikolaus Forkel (1749-1818). Forkel havde i en periode korresponderet med både Wilhelm Friedemann og Carl-Philipp, og de fleste af hans informationer om Bachs liv kan vi takke de to Bachsønner for. Da Carl-Philipp dør i 1788, er Forkel blandt ansøgerne til stillingen som musikdirektør i Hamborg, dog uden positivt resultat.

Biografien er ganske givet med til at give stødet til den Bach-renæssance, som der for alvor kommer skub i efter Mendelssohns opførelse af Matthæuspassionen i 1829.

På besøg hos Carl-Philipp

Det er bl. a. Carl-Philipp vi kan takke for, at en lang række manuskripter blev reddet og bevaret for eftertiden fra Johann Sebastians bo. Manuskripter og diverse musikalier blev fordelt mellem sønnerne, og Wilhelm Friedemann var i modsætning til sin bror ikke særlig god til at passe på tingene, og var i konstant pengenød. Den engelske organist, komponist og musikhistoriker Charles Burney (1726-1814) besøger Carl-Philipp i Hamborg d. 9. og 10. oktober 1770. Her fortæller han bl. a: ”Han (Carl-Philipp) viste mig to af sin fars manuskriptbøger, skrevet til ham, da han var dreng. De indeholdt præludier og fugaer i alle 24 tonearter, for det meste femstemmige og yderst vanskelige. Han havde arbejdet sig igennem dem alle uden undtagelse i de første år af sit liv. Han viste mig også en del af sine egne stykker samt tre-fire interessante gamle traktater fra sin fars samling”.

Burneys beretning er interessant læsning. Vi lader ham fortsætte med en lille rapport fra besøget hos Carl-Philipp: ”Da jeg om aftenen kom til hans hus, traf jeg ham i selskab med tre-fire begavede og kultiverede venner. Endvidere hilste jeg på hans familie: fru Bach, den ældste søn, der studerer jura, og en datter. Han førte mig straks ovenpå til et stort, elegant, udstyret musikværelse, hvor der hang malerier, tegninger og stik af mere end halvandet hundrede store musikere. Der var endvidere et par originale olieportrætter af hans far og bedstefar. Da vi havde beset denne samling, satte Bach sig veloplagt til sit Silbermann-clavichord”. ”I de langsomme, patetiske satser lykkedes det ham at aflokke instrumentet sådanne toner af klagende vemod, som kun clavichordet ejer – og som han måske er den eneste, der kan forløse. Efter den perfekte middag bad jeg ham indtrængende om atter at sætte sig til clavichordet, og han spillede da næsten uden afbrydelse til klokken elleve. Efterhånden blev han så grebet af musikken, at ikke blot hans spil, men hele hans skikkelse syntes inspireret. Hans blik blev fjernt, hans underkæbe hang slapt ned og sveden perlede ham i ansigtet. Han sagde, at fik han ofte lejlighed til at arbejde sådan, ville han blive ung igen. Han er nu 59 år gammel, men hans hår er stadig lige så gnistrende sort som hans øjne. Han virker en smule lavstammet og har brunlig lød. Hans ansigtstræk er regelmæssige, venlige og yderst livfulde”.

Bemærk, at det er clavichordet, der først og fremmest omtales og beskrives. Det er naturligvis ikke tilfældigt. Clavichordet var Carl-Philipps yndlingsinstrument, præcis som det også var tilfældet for gamle Johann Sebastian. Heldigvis er det et instrument, der i dag har fået en renæssance og ganske stille og roligt vinder frem. I dag får alle organiststuderende på konservatoriet f. eks. tilbudt undervisning i clavichordspil.

Når man betragter Carl-Philipps samlede produktion, er det først og fremmest værkerne for tasteinstrumenter, der påkalder sig interesse. Og produktionen er virkelig imponerende: 337 sonater, fantasier, rondoer mm., som for det meste lever op til et højt kvalitetsniveau. De to mest kendte samlinger af sonater er nok de ”Preussiske Sonater” fra 1742 og de ”Württembergske Sonater” fra 1744. Men der eksisterer også en perlerække af kammermusikalske værker, bl. a. strygersymfonierne fra 1773, koncerten for to cembali og strygere i F-dur, en samling skønne sonater for gambe og continuo osv.

Kunsten at spille på tangenter

”Versuch über die wahre Art…”

En af milepælene i Carl-Philipps liv blev udgivelsen af ”Versuch über die wahre Art Clavier zu spielen”, en af 1700-tallets vigtigste kilder til opførelsespraksis for datidens tasteinstrumenter. Klaver er blot betegnelsen for tidens tasteinstrumenter: cembalo, clavichord, orgel og af nyere dato pianoforte. Værket udkom i to dele i hhv. 1753 og 1762, og er i alle henseender en kraftpræstation. Første del foreligger som nævnt trykt i 1753, så i årene forinden må der være udfoldet et større stykke arbejde med traktaten. Jævnfør bemærkningen om, at Carl-Philipp ikke har haft anden lærer end sin far, må man gå ud fra, at traktaten i høj grad også afspejler Johann Sebastians praksis indenfor tastespillet. Traktaten er meget omfattende, detaljeret og er i den grad et arbejde der bærer præg af omhyggelighed og stor systematik. Sidstnævnte er ofte en mangelvare i andre samtidige traktater. Den er både lærerig, spændende og sjov at læse - altså stadig værd at beskæftige sig med. Carl-Philipp afholder sig ikke fra ofte meget personlige kommentarer om dette og hint, ikke sjældent med et stænk af humor.

Første del handler primært om klaveret (tasteinstrumenter) som soloinstrument. F. eks beskrives ornamentering og fingersætningspraksis indgående. Bl. a. beskriver Carl-Philipp en fingersætningspraksis, der allerede var anvendt af J. S. Bach, hvor man bevæger sig væk fra den ældre, mere positionsbestemte praksis.

Anden del er helliget alle aspekter af generalbasspillet, herunder også at være/blive en god akkompagnatør. At kunne akkompagnere med stil og smag hører i høj grad også til generalbasspillets metier. ”Ikke alle, som forstår at spille generalbas, er af den grund også gode akkompagnatører”, ifølge Carl-Philipp.

Carl-Philipp, orglet og ”Empfindsamer Stil”

Det, der for os organister påkalder sig størst interesse, er Carl-Philipps orgelmusik. Hvis man forventer orgelværker lidt i stil med Johann Sebastians, bliver man slemt skuffet. På dette tidspunkt har vi for længst bevæget os væk fra konsekvent kontrapunktisk satsarbejde. Carl-Philipp skriver i sin helt egen umiskendelige stil, som er blevet betegnet ”Empfindsamer Stil”. En stil med sin helt egen æstetik og udtryk. Man kunne beskrive den som en stil med stærke affekter, en meget teatralsk, retorisk-gestisk stil.

For nylig er alle orgelværkerne blevet tilgængelige i en særdeles anbefalelsesværdig udgave i Wiener Urtext Edition (Schott/Universal Edition). I 1995 udkom vol. I med 6 sonater (UT 50148) og i 2012 udkom vol. II (UT 149) med mindre værker for orgel, særlig en række fugaer.

Der er ingen tvivl om, at det er de seks orgelsonater, der påkalder sig størst interesse. De er komponeret i perioden 1755-1758 og stammer altså fra Bachs Berlin-periode. Sonaterne er komponeret til Frederik den Stores søster, prinsesse Anna Amalie af Preussen. Netop i 1755 færdiggjorde orgelbyggerne Peter Migent og Ernst Max et nyt orgel med 22 stemmer, 2 manualer og pedal til den musikglade prinsesse. Det kan undre, at ingen af sonaterne er disponeret med pedal. Trods alt var der 5 selvstændige stemmer i prinsessens nye orgel, heriblandt en basun! Dette fik også Forkel til at mene, at prinsessen ikke kunne spille med pedal, og at dette skulle være grunden til, at de er komponeret uden pedal. Måske er grunden, at tidens musikalske smag og strømninger passede bedre til noget enkelt og slankt, og ikke så godt med et tungt og fyldigt pedal?

Men hvorfor bygge et orgel, man slet ikke kan udnytte? Vi får aldrig svaret, men i 1776 bygges der igen et orgel til prinsessen. Denne gang et instrument på 28 stemmer, 2 manualer og pedal. Måske var hun trods alt ikke så dårlig en orgelspiller?

Under alle omstændigheder er sonaterne interessante at beskæftige sig med og ikke mindst sjove at spille!

Carl-Philipp og Danmark

Der eksisterer også et par vigtige links mellem Danmark og Carl-Philipp, som jeg synes skal med i denne sammenhæng.

C. E. F. Weyse fortæller i sin selvbiografi, at ”Da nu endelig den Tid nærmede sig, at jeg skulde confirmeres, drev mine Forældre paa mig, at jeg skulle bestemme mig for en Stand. Jeg svarede da bestandig, at jeg vilde være Musicus. Men derom hed det, at dertil var der ingen Udsigt, og jeg gjorde bedst i at blive Kjøbmand. Men det havde jeg ikke mindste Lyst til, og naar de tiltalede mig noget alvorligt, fældede jeg de bitreste Taarer. For at faa mig fra Musiken, lukkede de endog mit Claveer til, og jeg maatte ikke engang spille hos min Bedstefader. Dette Forbud varede imidlertid ikke længe. Min Moders gode Hjerte blev snart rørt ved min Bedrøvelse og bevæget til Eftergivenhed. Min Bedstefader gjorde ogsaa Sit, forsøgte paa at bevæge Bach til at give mig Undervisning i Compositionen og bragte mig engang til Hamborg til ham i en Kirke, hvor han just holdt Prøve. Men han tog meget koldt imod os, tog liden eller slet ingen Notitse af mig, og jeg saae ham aldrig siden”.

Omtalte Bach er naturligvis Carl-Phillip Emanuel Bach.

Hardenack Otto Conrad Zinck (1746-1832) slog sine folder som korist i Hamborg, da Carl-Philipp blev udnævnt til musikdirektør. Zincks instrument var som bekendt fløjten. Mødet med Bach blev af stor betydning for Zinck, som fra 1787 virkede som syngemester ved Det Kgl. Kapel, organist ved Vor Frelsers Kirke (1789-1801), koralbogs-udgiver (1801) mm.

Også den danske Niels Schiørring (1743-1798) blev cembaloelev hos Carl-Philipp kort tid efter, at denne var blevet musikdirektør i Hamborg. Fra 1773 er Schiørring tilbage i Danmark som nyudnævnt cembalist ved Det Kgl. Kapel. Som et kuriosum kan nævnes, at da Schiørring står overfor udgivelsen af sine koralbøger (1781/1783 – i alt 4 udgivelser), lader det til, at dele af hans manuskript har været sendt til korrektion hos Carl-Philipp Emanuel Bach i Hamborg. Flere kommentarer fra Carl-Philipps hånd tyder på dette.

Må man runde af med et håb om, at mange vil finde anledning til at beskæftige sig med Carl-Philipp og hans musik – og da særlig her i jubilæumsåret? Tillykke med de 300 år.

I marts måned er der mulighed for at lytte til Carl-Philipps musik ved flere koncerter:

Søndag d. 8. marts kl. 16.00. Fødselsdagskoncert i Garnisons Kirke i København: Søren Gleerup Hansen spiller orgelværker af C. P. E. Bach. Gratis adgang.

Torsdag d. 13. marts kl. 19.30 i Helsingør Domkirke: Søren Gleerup Hansen spiller orgelværker af C. P. E. Bach. Gratis adgang.

Søndag d. 23. marts kl. 15.00 i Sct. Mariæ Kirke, Helsingør: Winnie Bugge Frandsen, travers og Søren Gleerup Hansen, cembalo, spiller sonater af C. P. E. Bach og H. O. C. Zinck. Gratis adgang.

Litteratur:

Arnold, F. T.: The art of Accompaniment from a Thorough-Bass, vol. I og II, Dover Publications 1965/2003

Bach, Carl-Philipp Emanuel Bach. Musik und Literatur in Norddeutschland. Ausstellung zum 200. Todestag Bachs. Westholsteinische Verlagsanstalt Boyens & Co. Heide in Holstein 1988 (Udstillingspublikation).

Bach, Carl-Philipp Emanuel: “Versuch über die wahre Art Clavier zu spielen”, Teil I, Berlin 1753, Teil II, Berlin 1753. Faksimile-udgave, Bärenreiter-Verlag, Kassel 1994

Bach, Carl-Philipp Emanuel: “Essay on the true art of playing keyboard instruments”, W. W. Norton 1949

Berggreen, A. P.: C. E. F. Weyses biographie. Kjøbenhavn. C. A. Reitzels forlag, Thieles bogtrykkeri, 1876.

Ferguson, Howard: Keyboard Interpretation, Oxford University Press 1975/1998

Forkel, Johann Nikolaus: Über Johann Sebastian Bachs Leben, Kunst und Kunstwerke, Henschel Verlag, Berlin 2000.

Schiørring, Niels: I. Kirkemelodierne 1781 og II. Choral-Bog 1783. Dan Fog Musikforlag, København 1978. Faksimile-udgivelser med forord og kommentarer.

Scholes, Percy A.: Dr. Burney`s Musical Tours in Europe I-II, London 1959