En overraskende musikpsykologisk iagttagelse
Organistbladet september 2014.
angående hjernens automatisk indtrædende hjælp ved genindstudering af et langt tidligere indlært musikstykke. Herunder omtale af ”Den evolutivt psykonale automatiseringsteori”
Min interesse for problematikken omkring genindstuderingen af et tidligere indlært musikstykke øgedes en dag, da jeg som ung efter en times orgelundervisning af min lærer Birger Wøllner Gaarn i Christianskirken på Christianshavn (Kbh.) hørte ham øve lidt på et koncertstykke, han skulle fremføre samme aften, men ikke havde spillet i en årrække og først for nylig havde taget op igen. Efter nogle gange at have spillet samme fejl brød han pludselig af og sagde, at man aldrig skulle øve for meget på et tidligere indstuderet stykke kort før en koncert.
Jeg havde selv oplevet, at man kunne blive usikker i spillet ved at øve sig intenst på et langt tidligere indstuderet stykke, og at usikkerheden både gjaldt det rent spilletekniske og erindringen af kompositionens detailforløb. Ved genopførelsen skulle alt det tekniske helst forløbe ”af sig selv” (automatisk, - jævnfør navnet på den anførte teori i artiklens overskrift), og glemsomheden over for musikkens indhold helst ikke indfinde sig i forstyrrende grad.
Vi tastespillere har mange erindringer om såvel sliddet som svigtende hukommelse, - men også om forbavsende lettelser. Jeg husker således et lille halvsvært klaverstykke med hurtigt tempo (”Feenreigen” af Reissiger) ved genoptagelsen glide så automatisk gennem fingrene, at hukommelsen næsten kunne undværes. En lettelse oplevede jeg også, hvor et rent automatisk udført fingerspil måtte redde mig igennem nogle takter af midtersatsen af J. S. Bachs ”Italienske Koncert” (på klaveret), da hukommelsen af uforklarlige grunde blev ved med at drille mig.
Længe før vor tid talte man om de helhedsdannelser, der måtte formodes at have dannet sig i hjernen, når man oplevede noget som helheder. Man kaldte disse hjernedannelser for ”psykoner”, og mente i øvrigt, at en psykon ved tilkomsten af nyt bevidsthedsindhold kunne udvides. (I musikken ville en udvidelse af bevidsthedsindholdet måske være tilkommet gennem tilføjelse af nogle særlige fortolkningsmæssige accentueringer eller placering af rimelige – måske stilrigtige - forsiringer.)
Da jeg som 84-årig for nogle år siden fik lyst til at genindstudere nogle klaverstykker, jeg havde spillet i mine unge år, undredes jeg igen over den automatik, mine fingre tilførte spillet. Min høje alder lagde op til, at hukommelsen ikke ville være så god som tidligere, men alligevel ”reddede” fingrene endog ret vanskelige passager. Jeg kom da til at tænke på ”den evolutivt psykonale automatiseringsteori”. Denne blev tildelt sit navn af den ledende professor i psykologi ved Københavns Universitet Edgar Tranekjær Rasmussen i hans afhandling i samme universitets festskrift fra 1960 ”Dynamisk psykologi og dens grundlag”, 2. del. Meget ubehageligt for mig selv udkom afhandlingen kun et halvt år før, professoren skulle eksaminere mig ved min afsluttende eksamen i cand.psyk.-studiet. Der var nemlig tradition for, at man også skulle have læst eksaminatorernes sidst udkomne bøger. Jeg kunne dog glæde mig over, at Tranekjær Rasmussen interesserede sig meget for musik og i en samtale, jeg nogle måneder før havde haft med ham, opfordrede mig til at rette min opmærksomhed mod musikpsykologien, som dengang måtte siges at leve noget i det skjulte herhjemme. Jeg kan her tilføje, at da jeg i 1946 som nybagt student startede på universitetets musikvidenskabelige studium, var musikpsykologien og musikæstetikken hovedsageligt præstenteret i Danmark gennem musikprofessor Erik Abrahamsens delvist populærvidenskabelige bog ”Hvem er musikalsk?” og filosofiprofessor Viktor Kuhrs forskningsprægede sværvægter ”Æstetisk Opleven og Kunstnerisk Stræben” fra 1927.
I fagpsykologien betragter man en psykon som ”det (ubekendte) psyko-fysiologiske korrelat til det oplevede emne” (den oplevede helhed, nævnt side 155 i Tranekjær Rasmussens bog). Teoriens definition er T.K.’s egen, nævnt side 130. Man forestiller sig, at psykonen rent automatisk kan udløse den handling (f. eks. en indøvet passage i et musikstykke), som er indbygget i den og - vel at mærke – udlæse den alene ved bevidsthedsmæssig koncentration om det.
Ordet ”evolutivt” peger på psykonens mulighed for at udvide sig yderligere ved indkodning af nyt bevidsthedsindhold (f. eks. den indstuderende musikers mere detaljerede opfattelse af en given passage).
Egentlig minder hele teorien om psykonerne og deres praktiske nytte om anvendelsen af en computer. Computeren kan kun udmelde noget, man har sat den i stand til i kraft af dens konstruktion og det indhold, man i forbindelse med de dagligt indkodede data har tilført den. Computerens forud indbyggede muligheder svarer til personens forud tilførte genmuligheder inklusiv artens muligheder. Hvad vi indkoder i computeren, svarer til det, man indbygger i sin egen hjerne via sit ”sind” (eller ”ånd”).
Og nu nævnte jeg ordene ”sind” og ”ånd”. Jeg må – mere jævnt udtrykt – opfatte min ånd som ”mig selv”. Provokeret af, at de fagpsykologiske lærebøger stort set oversprang omtalen af menneskets ånd, skønt psykologi defineres som læren om sjælelivet, - og skønt ånden for resten må have ”skrevet” lærebøgerne – udgav jeg i 2012 min bog ”Menneskets ånd” – med undertitlen ”Man så ikke skoven for bar træer”. (Forlaget ”Attika”). Her påstår jeg i en parallelisering til ovennævnte opfattelse af computerens muligheder, at hjernen er et rent maskinelt organ uden egen bevidsthed, hvorved ”ånden” (sindet) bliver eneste bærer af personens bevidsthed. (Heraf følger i øvrigt, at ånden har fulgt legemets udvikling i alle faser fra barnets første øjeblik.)
Psykonstrukturens indbyggede mulighed for automatisk at støtte udførelsen af en tidligere indbygget musikpassage må ikke forstyrres ved den spillendes forsøg på at indbygge en ny fingersætning eller på anden måde anstille analyserende betragtninger. Ethvert stop i spillet må igen forsøges videreført som en automatik. Det var formentlig automatikken, Wøllner Gaarn ikke turde slippe, når han advarede imod at øve intenst på et tidligere indlært stykke lige op til dets koncertmæssige genopførelse.
For at aktivere det til den oprindelige indstudering hørende psykonsæt må sindet (ånden) før begyndelsen af spillet koncentreres stærkt om at kalde erindringen om stykket som helhed frem i tankerne. Lidt spil af nogle passager med støtte af noderne, ligesom nynnen af noget erindret, kan muligvis gavne.
Når man holder tale eller læser noget op for andre, er man i tankerne lidt forud for det sagte. En sådan forudgående ”følgen med” under forsøg på at spille nogle erindrede udpluk er muligvis også en god igangsætter af psykoautomatikken.
Genaktiveringen af det under den oprindelige indstudering opbyggede sæt af psykoner i hjernen kan naturligvis kun komme til fuld nytte, såfremt man under den oprindelige indstudering opnåede stor færdighed i fremførelse af musikstykket.
I den hidtidige redegørelse har jeg især haft koncertbetonede satser i tankerne, men ved de få gennemspilninger efter noderne, organisten behøver for at gøre et af denne ofte spillet mindre præludium klar til førstkommende gudstjeneste, må det også formodes, at vi drager nytte af en tidligere udviklet psykondannelse, eftersom vi kan slippe af med en fejlspilning gennem få forsøgsvise ændringer i fingersætningen, der fører til den oprindeligt anvendte.
At opleve ens egne fingre spille nogle passager, hvis nodemæssige indhold man i det givne øjeblik ikke er i stand til at erindre sig, kan næsten bære præg af magi, og oplevelsen lægger op til forklaringer, der kan supplere psykonteorien. I den forbindelse vil ord som hukommelse, glemsel og genkendelse naturligvis trænge sig på. At hukommelsen slet ikke i fagpsykologien opleves som et selvstændigt eksisterende organ, men betragtes som udtryk for en række gentagne og ofte genkendelige processer (f. eks. kan balletdanseren ”huske” oplevelsen af en gentagen benbevægelse), gør ikke overvejelserne enklere.
Som organist har jeg engang skrevet om tempoproblemer, men som musiker i almindelighed har mine egne forsøg på at forbedre teknikken naturligvis ligeledes affødt mange meget forskellige spørgsmål af musikpsykologisk art.
Ak ja! Man har til stadighed haft en hel del at lære. Som 8-årig begynder ved klaveret blev jeg til gengæld meget pædagogisk og positivt kun præsenteret for de to sædvanlige spillelærersentenser: ”Al begyndelse er svær” og ”Øvelse gør mester”, - men jeg blev nok lovlig længe fastholdt i den vildfarelse, at den trykte fingersætning på noderne passede lige godt til alles fingre.
I min levetid er der trykket på mange ”nye knapper” i forbindelse med musikundervisningen. I mine unge dage som studerende i musikvidenskab var jeg glædeligt overrasket over Poul Hamburgers udstrakte brug af grammofonen, og nu har vores viden om EDB lettet anskueliggørelsen af hovedpointerne i denne artikel om den psykonale automatiseringsteori.