Anmeldelser

Organistbladet november 2014.

Af Klaus Lyngbye

Søren Birch: Missa Brevis + Lille messe for lige stemmer (SSA) og orgel. FUK 134 + 135. Forlaget Mixtur 2014/Aarhus Musik.

Lille messe findes i flere versioner: med dansk tekst og med latinsk tekst, begge med orgelakkompagnement, eller til akkompagnement af strygekvartet.

I forordet oplyser Søren Birch, at messen er komponeret 2012-13 og at musikken ”er holdt i et enkelt tonesprog, inspireret at kirketonalitet, med elementer af friere tonalitet”

Når en messe kaldes ”kort” skyldes det i reglen, at et af de ordrige led er udeladt. Således også her, idet der ikke er noget Credo eller trosbekendelse, ligesom Benedictus ikke forekommer som selvstændig sats, men er kogt ned til to takter.

Anvendeligheden af de fire satser er stor, idet man kan synge dem samlet til koncert, synge dem adskilt som gennemgående i en musikgudstjeneste, eller enkeltvis på motettens plads.

Med undtagelse af Gloria på 129 takter er satserne på 30-40 takter, det vil sige ganske korte.

Sværhedsgraden er overkommelig, korsatsen er logisk og uden svære intervaller og rytmefigurerne tekstnære og uden vanskeligheder. Samspillet med orgelstemmen går ligeledes godt, og heller ikke orgelstemmen kan karakteriseres som svær.

Det vil sige, at der her er tale om en komposition, som er anvendelig og overkommelig og som skulle kunne benyttes af rigtig mange af vore kirkekor, måske til erstatning for det tilsyneladende stadigt voksende engelsksprogede repertoire.

”Tre Motetter for lige stemmer er komponeret 1994. Tilsammen danner de en lille koncert (hurtig-langsom-hurtig) og de er primært tænkt til koncertbrug. De kan dog også opføres enkeltvis, f.eks. som motet til gudstjeneste. Teksterne er fra Salmernes Bog. Tonesproget er modalt baseret, med fritonale afvigelser. Motetterne er overvejende firstemmige.”

Så vidt komponistens forord.

1. Kom, lad os juble for Herren (fra s. 62), 56 takter med en del i 7/8 og 5/8. Grundtone er g, men uden # for f, midterafsnit, som er udformet som kanon, er i c (3 b’er og med såvel d som des, e som es) og med indledningen da capo.

2. Vær stille hos Gud (fra s 62), 43 t., F dur, overvejende 4/4 og 2/4. Lange afsnit 3-stemmige.  En netop stille sats uden at være indadvendt.

3. Halleluja! Tak Herren (fra s. 105 og 147), 96 t., yderafsnittene med teksten Halleluja i 9/8 i 2+4+3 med pause på 7. slag, midterafsnittet som kombinerer Halleluja med Tak Herren i 6/8 fordelt på 3x2 eller 2x3 fjerde- eller ottendedele. Fanfareagtige yderafsnit med mere stille midterdel.

Disse tre satser – og ikke mindst den sidste - stiller noget større krav til kor og dirigent, men når det er sagt: det er umagen værd. De er logiske og melodiske, og et godt pigekor vil glæde sig over at arbejde med denne musik.

(Flere danske komponister har skrevet 3 motetter over Davidssalmer med tempofølgen hurtig-langsom-hurtig for 4-stemigt blandet kor. Jeg tænker her på Bjørn Hjelmborg Herre, jeg har dig hjerteligt kær (FUK 13, den midterste for SSAA) og ikke mindst Bernhard Lewkovitch Tre Motetter op.11 (WH), hvoraf de to har samme tekst som Søren Birchs 3 motetter, og hvor Søren Birch faktisk også har passager, der minder lidt om Lewkovitch – og det skal han ikke lastes for!)

Af Lars Kristian Hansen

J.S. Bach i Vor Frelsers kirke – orgelværker spillet af Jens E. Christensen - Helikon HCD 1072

En af landets betydeligste orgelspillere af både ny og gammel musik, Jens E. Christensen, kunne ved årets begyndelse fejre et dobbelt jubilæum – orgelspiller gennem 40 år, heraf 25 år ved Vor Frelsers kirke på Christianshavn – og i den anledning har pladeselskabet Helikon udgivet en cd, der omfatter nogle af J.S. Bachs mest kendte og elskede orgelværker.

Påfaldende er den rumlige fylde, som bemægtiger sig rummet straks i de indledende takter af mesterværket Passacaglia og fuga i c-mol, og den iagttagelse er samtidig en cadeau til pladeselskabet i Store Heddinge. Orglet har altid været et genstridigt instrument at indfange i optagelsesøjemed og svært at yde fuld retfærdighed. Det lykkes her i ekstraordinær grad, så pladeselskabet har sin andel af det velklingende slutresultat.

Det er tydeligt, at Jens E. Christensen kender sit instrument indgående. Orglets store potentiale tæmmes og styres på bedste vis. Passacagliaen sættes an i et majestætisk tempo, så alle finere nuancer stadig er hørbare trods den store efterklangstid. Rum, registrering og artikulation spiller sammen, så tilhøreren får en sublim oplevelse. På pædagogisk vis bliver man ført ved hånden og ind i Bachs strengt logiske og alligevel beåndede univers.

I Triosonate nr. 6 i G-dur tilvejebringer Jens E. en delikat stemning med lyse klare stemmer og pedalstemmen som en art basso continuo med 8 og 4 fods registre. Modsat passacagliaens monumentalitet formidles en næsten transparent intimitet, som dog holdes på sporet af en strikt rytmisk spillemåde. Det swinger. 2. satsen har mindelser om alt-arien ”Erbarme dich, mein Gott” fra Matthæuspassionen skrevet næsten samtidigt, og spørgsmålet: Hvilken sats efterligner hvad, er nok nærmest af akademisk interesse. Både Händel og Bach lånte temaer fra andre og hinanden og sig selv ganske jævnligt. Tidens holdning til den slags var en anden på det tidspunkt.

Fantasi og fuga i g-mol er et umage satspar. Ligeså fabulerende fantasien er (de harmoniske eksperimenter leder tankerne hen på en senere tids Reger og Wagner, men er i virkeligheden nok resultatet af de muligheder, den veltempererede stemning, gav komponisten i hænde (som Das wohltemperierte Klavier 1. del fra 1722 er et vidnesbyrd om). Fugaen, derimod, spankulerer ubekymret afsted, og den koncerterende stemning antyder en helt anden stemning som en velgørende kontrast til fantasiens skærende dissonanser. Her formår Jens E. at tilfredsstille lytterens behov for kontrast mellem de to dele. 

Pastorale i F-dur BWV 590 er i 4 satser, hvoraf første og sidste sats er i den obligatoriske ”hyrdetoneart”. Musikken er sandsynligvis tænkt at skulle bruges i juletiden. Solisten tillader med et humoristisk overskud at illustrere julestemningen i 1. sats ved brug af cymbelstjerne samt ”gøg” i 2. satsen. Sluttelig føjer ”nattergalen” sig til hyldesten af Jesusbarnet.

Cd`en kompletteres med seks koralforspil fra Orgelbüchlein, og den nærmest ikoniske Toccata og fuga i d-mol afrunder Bach-projektet. Jens E. Christensens spillemåde er ofte det plastiske legato, men alligevel med den tydelige artikulation, der er i overensstemmelse med instrumentets væsen. Eller i hvert fald en spillemåde jeg sympatiserer med. Og til alle stykker medfølger samtlige registreringer. Et must for orgellytteren!