Anmeldelser

Organistbladet september 2014.

Bach Live Edition Volume 1. J.S. Bach: Kantate 196 ”Der Herr denket an uns”, Kantate 68 ”Also hat Gott die Welt geliebt”, Missa Brevis i A BWV 234. Klaudia Kidon, sopran, Daniel Carlsson, kontratenor, Mathias Hedegaard, tenor, Jakob Bloch Jespersen, bas. Enghave Barok. Pris kr. 80,- som download og kr. 120,- inkl. forsendelse for et fysisk eksemplar. Kan købes via http://bit.ly/bachlive

Da Stravinskij engang blev spurgt om musikhistoriens største værk, skal svaret være faldet prompte: ”Johann Sebastian Bachs kantater”! Det svar kan vist mange bifalde, for den skabelses-intensitet, hvormed Bach i sine første fem kantoratsår, uge efter uge, frembragte det ene storværk efter det andet, hører til blandt de ubegribelige åndsmanifestationer. Hvis nekrologen på det punkt står til troende, skal Bach have skrevet omkring 300 kirkekantater; 200 er bevarede, og naturligvis ville det være herligt, hvis vi fik kendskab til de store tab, vi åbenbart må regne med, men ligeså herligt ville det være, hvis de 200 forhåndenværende engang blev så kendte, som de fortjener. Men kantateelskere skal ikke klage. Indspilninger (også samlede) og opførelser er i dag legio, vi behøver blot at nævne navne som: Harnoncourt, Richter, Rilling, Koopman, Suzuki, Rifkin, Parrot, Gardiner, Biller og Nederlands Bach Collegium. Rifkin og Parrot repræsenterer den omstridte ’one-singer-per-part’-teori, (men en opførelse af Magnificat i Thomaskirken for et par år siden med fem stjerne- solister stående fremme ved pulpiturkanten med orkestret bagved var ikke nogen ørenfryd).

På dansk grund er vi også med: Concerto Copenhagen, Trinitatis Kantori, Aarhus Bachselskab og nu Enghave Barok, som er anledning til disse linjer. Ensemblet under ledelse af Christian Dehn Bang har udgivet en cd, Bach Live Edition Vol.1, med bachværker: to kantater og Missa Brevis i A. Ifølge teksthæftet optages Bach Live Edition i forbindelse med en kontinuerlig opførelse af Bachs vokalværker i Enghave Kirke, og hvis indeværende høje standard er niveauet, er der al grund til at glæde sig. Kantaterne er som bekendt først og fremmest gudstjenestemusik skabt til vekselvis opførelse ved ”Hauptgottesdienst” i Leipzigs to hovedkirker, men kan i dag selvfølgelig spilles uden reference til kirkeåret, og Bachs musikalske fortolkning (eksegese) af samtidens tekstrække (dengang var der kun én) er et studium i sig selv. Den teologiske bachforskning arbejder med begrebet ”det hermeneutiske plus”. Med kantaten som prædikenens musikalske modstykke kunne det være interessant at vide, hvorledes de to ”prædikener” rimede sammen; altså om præstens åndsudfoldelser på prædikestolen (han havde en god time til det) stak for meget af fra ”prædikantens” på korpulpituret! (han klarede det på 20-25 minutter).

I Enghave Barok spiller en fast kerne af strygere og blæsere og continuogruppe på instrumenter, der lyd- og klangmæssigt efterstræber klangen på Bachs tid. Sopransolist er Klaudia Kidon, kontratenor Daniel Carlsson, tenor Mathias Hedegaard og bas Jakob Bloch Jespersen. Koret består af 13 særdeles kompetente sangere, men korklangen giver bestemt indtryk af flere. Jeg var noget spændt, for her berører vi jo et varmt emne: opførelsespraksis og korstørrelse. Massekorenes tid er forbi, vi prioriterer gennemsigtighed og stemmernes klarhed. Herrer som Kuijken og Herreweghe arbejder med originalinstrumenter og stærkt reducerede kor, Koopman og Suzuki kræver en korstørrelse på 25, mens Biller jo er forpligtet på sine thomanere, der i dag udgør flere end på Bachs tid.  Af hans 55 var jo langt fra alle duelige. Hvorom alting er: vi kan måske så nogenlunde rekonstruere en opførelse som på Bachs tid, men vi hører med ører tilpasset vor tids betingelser, uden det selvfølgelige kendskab til tekster og koraler, som Bachs publikum havde. Historisk opførelsespraksis mangler én vigtig ingrediens trods noder, instrumenter og sangere, nemlig datidens hørere!

Enghave Barok opvarter med en bryllupskantate, en kantate til 2. pinsedag og den første af de fire Missae breves, A-dur messen. Bryllupskantaten (hvad vi formoder, den er, da teksten har hentydninger i den retning) Der Herr denket an uns (BWV 196) er et af Bachs tidligste vokalværker, og dateres til den korte periode i Mühlhausen, 1707-08, altså kun få år efter hjemkomsten fra Buxtehude i Lübeck, hvad værket bærer tydeligt præg af, måske klarest i 3. sats, duetto. Men Bach fornægter sig ikke, som her i den fremstormende slutsats og det fugerede ”Amen”, der ikke står i Ps. 115, som er tekstgrundlaget. Og som i ”Ratswechselkantaten” (Gott ist mein König, BWV 71) fra samme år, slutter satsen i et piano, kort og abrupt. Den anonyme forfatter til booklettens noter gør fint rede for værkets historie, selv om pladsen kun tillader de aller nødtørftigste oplysninger, men når dog lige at nævne det sandsynlige bryllup i Bachs egen bryllupskirke i Dornheim, hvor præsten Lorenz Stauber, nylig enkemand, gifter sig med en yngre søster til Sebastians første svigermor.

Som noterne fortæller, blev cd’ens andet værk: Also hat Gott die Welt geliebt (BWV 68) skrevet til 2. pinsedag og uropført 21. maj, 1725. Den hører hjemme i den berømte II årgang, koralkantateårgangen (1724-25), hvor Bach byggede hver kantate over en evangelisk kirkesalme, og salmen i denne kantates indledningskor er en melodi af Vopelius til en tekst af Salomo Liscow, men her så stærkt koloreret, at den næsten forsvinder, pakket ind i sicilianorytmens tematik.

For begge værker gælder det, at alle medvirkende under Dehn Bangs ledelse musicerer ret af hjertet, med svung og begejstring og en naturlig indforståethed med stilen. Og vi slipper for de ugudeligt hurtige tempi. Måske kunne man mene, at koret i indledningssatsen udfolder sig så kraftigt, at de livlige figurer i obo I og violin I har svært ved at komme til orde. Indfølt klinger også den afsluttende Bach‘ske kromatik til teksten: ”…und ist kein Leid das den betrübt”. Helt bedårende jubler sopranen sin arie Mein gläubiges Herze, frohlocke, sing, scherze, hvor Bach, som også noterne meddeler, griber tilbage til jagtkantaten (BWV 208) fra 1713, (her lyder teksten Weil die wollenreichen Herden) og givetvis er Bach ikke i stofnød her, snarere fandt han i denne arie præcis den ”stemning”, der kunne understrege ordene i kantate BWV 68. Ganske usædvanligt munder kantaten ikke ud i en slutkoral, men derimod i en storslået fuga til teksten: ”wer an ihn glaubet, der wird nicht gerichtet”; og når talen er om dom og retfærdighed, hvad andet end netop fugaen med dens strenge lovmæssighed kan underbygge det udsagn. Igen bør de 13 medlemmer af koret roses, for ikke blot yderstemmerne, også mellemstemmerne bekræfter ligestillingsprincippet!

At Enghave Barok har valgt at medinddrage Missa brevis i A-dur (BWV 234) kan kun hilses velkomment, al den stund de fire små messer jo aldrig er trådt ud af h-mol-Messens skygge og således er forblevet relativt ukendte. Som cd’ens noter anfører, er grundlaget også her bearbejdede kantatesatser, men nok ikke som i Juleoratoriet, hvor hensigten var ikke at lade lejlighedsværker gå i glemmebogen. I messerne har vi nok snarere beviset på en komponist, der altid skar til og forbedrede, men den sikkert komplicerede omteksteringsproces fra tysk til latin anes ikke i det bevarede autografe manuskript! Var parodiforlæggenes fire satser ikke overleveret, kunne man tro, de latinske ord var de oprindelige. Booklettens forfatter angiver tilblivelsestidspunktet til 1738-39, og når vi ikke ved noget om det oprindelige formål, må vi tage udgangspunkt i skriftduktus i de overleverede originalmanuskripter samt vandmærkerne, der siger: ”efter 1735”.

Vil man kigge bearbejderen Bach over skulderen, er A-dur messen et mesterstykke i komparativ analyse; eksempelvis er ”Qui tollis”-satsen en bearbejdelse af arien Liebster Gott, erbarme dich (kantate BWV 179), hvor sopranen ledsages af to oboe da caccia og continuo, i messen udskiftes oboerne med to fløjter og continuo bortfalder, tonearten ændres fra mørk a-mol til lys D-dur. Vi hører en ”bassetchen-komposition”, der minder om Aus Liebe will mein Heiland sterben. Det er vel teologen Bach, der her siger, at hvor det er Vorherre selv, der handler, og når mennesket selv har sat sit fundament over styr, bortfalder basso continuo-grundlaget! Sopranen Klaudia Kidon giver denne sats et meget smukt skær med fornem diktion.

Interessant er også messens ”Quoniam” taget fra den store reformationskantate, Gott, der Herr (BWV 79). I kantaten er fløjte og obo noteret helt uden frasering og artikulation, hvorimod det er gennemført i messen, og spilles naturligvis som sådan ganske virtuost af Enghave Barok. Det er en sand fornøjelse her at lytte til Daniel Carlssons kontratenor. Og så min kompliment for afstemte, men alligevel levende tempovalg. Tak for fornemmelsen af, at der også tages hensyn til teksten og dens indhold. I lyntogsfart kan man kun svært høre og tænke med. En fuga, et stykke polyfoni, må dog kunne følges. Og når det kan være vanskeligt for den, der kender musikken udenad, hvad så med den hører, for hvem dette er lukket land? Enghave Baroks VOL. 1 må gerne få efterfølgere, hvis man kan holde denne standard. Stilbevidste solister, orkestermusikere og sangere ledet af en dirigent, der vil noget med Bach!