Anmeldelser

Organistbladet maj 2014.

Af Birgitte Ebert

Jørgen Kjærgaard og Peter Weincke: Danske salme- og koralbøger. En introduktion. Forlaget ANIS. 173 sider. Pris kr. 229,-.

To rutinerede forskere inden for salmehistorie og kirkemusik står for denne udgivelse, der er formet som en introduktion til dansk salme- og koralbogshistorie fra reformationen til i dag i Danmark og i grænselandet. Hovedvægten er på det kirkemusikalske, dvs. at der ikke kommes ind på f.eks. salmebøgernes opbygning. Der gives dog teksteksempler fra en lang række af salmebøgerne, både originale salmer fra forskellige perioder og salmer i deres forskellige tidsbundne bearbejdelser, f.eks. fra Evangelisk-kristelig Psalmebog. Hvert salmeeksempel har en ordforklaring og en oversigt over fremkomsten i forskellige salmebøger gennem tiden. Alle er i brug i den nuværende salmebog.

En lang række musikeksempler, 36 nummererede og et stort antal, mærkeligt nok, ikke nummererede, afspejler på glimrende vis melodiernes originale kildestof gennem tiden fra Thomissøns salmebog med de énstemmige melodier, over Schiørrings koralbog, der både findes i en udgave med harmoniseringer (for første gang) og med generalbas, op til Koralbogen til Den Danske Salmebog 2002.

Forfatterne har dels valgt at omtale en meget lang række salme- og koralbøger, dels at gøre mere udbyggede nedslag i stoffet for at give eksempler på, hvilke parametre der gør sig gældende, når man borer sig ned i salmetekster og deres melodier: historisk kontekst, samtidens teologi og opførelsespraksis, eftertidens reception m.m. Desuden gås der fyldigt til emnet salmer i grænselandet, dvs. Slesvig-Holsten og det senere Sønderjylland. Et længere afsnit herunder behandler således melodien Aleneste Gud i flere versioner fra 1803 til 1895. Alt sammen illustrativt og med mange muligheder for videre fordybelse.

Foruden en fyldig litteraturliste indeholder bogen en oversigt over relaterede websites, en oversigt over de salme-, melodi- og koralbøger, der omtales i bogen, de slesvigske og sønderjyske samme, et personregister og en hymnologisk oversigt, der i skemaform opregner perioderne fra 1500-tallet til det 21. århundrede med de relevante ritualbøger, salmebøger og melodi- og koralbøger.

Udgivelsen bygger på Mallings Salme-leksikon, Jørgen Kjærgaards egen Salmehåndbog og Henrik Glahns Salmemelodien i dansk tradition. Især den sidste er vanskelig at gå til for en hymnologisk nybegynder, men den rummer en imponerende mængde information, som den nærværende udgivelse er med til at åbne for.

Der er gjort nogle bevidste valg angående hvilke emner der særligt trænges ned i, bl.a. grænselandsstoffet, som er ret nyt for mig. Jeg kan ikke gennemskue, hvor vanskelig bogen vil være at læse for en, der aldrig har været igennem stoffet før. Visse passager virker tunge og unødigt detaljerede, på den anden side er der ikke gjort genveje og sammendrag af f.eks. salmernes fremkomst i salmebøger gennem tiden. Man kan således læse bogen på flere niveauer; dels som en oversigt, dels som et emneregister til videre studier.

Et par bemærkninger til den i øvrigt smukke udgivelse: Gennemgående er musikeksemplerne alt for små, jeg måtte flere gange have lup frem eller finde udgivelsen på min bogreol for at se, hvilke detaljer der blev henvist til i teksten. Det kan skyldes min fremskredne alder, men kan dog også skyldes, at bogens sidemargener er unødigt store i forhold til, at man har valgt et opretstående format. På s. 19, musikeksempel 4, omtales Missa quinque vocum som en frimesse uden gregoriansk melodiforlæg, skønt den gregorianske koral Kyrie fons bonitatis tydeligvis ligger i 2. tenoren. De salmehistoriske notater f.eks. på side 52 om salme Jesu! Din søde Forening at smage er måske lige udførlige nok set i forhold til, hvem der skal have gavn af bogen. Det havde været mere illustrativt med et friere sammendrag af, hvordan salmen teologisk er vægtet gennem tiden og dermed brugt. Der virker her ikke helt til at være sammenhæng mellem, hvad der til den enkle side forklares, og hvad der til den tunge side står uformidlet.

Angående den gamle historie, omtalt s. 72, om at man brugte melodien En svensk konstabel fra Sverrig` til Ingemanns Den store mester kommer, er der, så vidt jeg har prøvet at grave, intet bevis for, at det fandt sted ved gudstjenesterne i Vartov, men måske ved grundtvigsangen i hjemmene. Oluf Ring nævner det i et åbent brev i Dansk Musik Tidsskrift i 1940 til Karl Klausen, men ikke som decideret kirkesang. Jeg mener, det er en skrøne, at man sang den i Vartov, men at alene tempoet, folkevisemelodierne og de nye romantiske melodier var nok til, at man talte om Vartovgalopader. Jeg vil dog gerne belæres om beviserne.

Diverse småfejl skal også nævnes: Der er ikke trykfejl af betydning, når man ser bort fra at salmenoterne s. 25 til Det hellige Kaars er bragt to gange, og at Bach kaldes Johanne til fornavn (tænk, hvis han havde været en kvinde) s. 86. Der kunne godt have stået tydeligt forfatternavn ved alle salmetekster, og nogle af noterne ved melodieksemplerne er anført to gange. Desuden skal der t på adverbier, og ”i dag” deles i to ord. Kommasætningen er forbavsende dårlig i rigtig mange passager!

Bogen er, især med henblik på melodistoffet, længe ventet. Jeg håber, at den vil stimulere interessen for et område, der er dybt interessant, og som åbner historien for os, ikke bare teologisk og musikalsk, men også politisk, sprogligt og idemæssigt.

Til orientering, men ikke som konkurrent, er en mere udførlig indføring i hymnologi på vej inden for det næste år fra Vajsenhusets Forlag med Hans Raun Iversen og Peter Balslev-Clausen som redaktører og skribenter som bl.a. Inge Marstal, Ole Brinth, Marianne Christiansen, Erik Skyum-Nielsen og Nils Holger Petersen.

Jon Laukvik: Passacaglia. Edition Svitzer. Pris kr. 140, kan bestilles på http://www.editionsvitzer.com/archive_valgt.php?id_vaerk=164. Inkluderer cd med optagelse af uropførelsen i Hallgrimskirkja, Reykjavik, d. 8. 9. 2012 under Nordisk Kirkemusiksymposium med Inger-Lise Ulsrud, orgel.

Af Lars Kristian Hansen

Musikken åbner med et kaotisk tutti. Kompakte akkorder brager igennem Hallgrimskirkens generøse akustik og bebuder apokalyptisk kaos for de 500 tilhørere ved det nordiske kirkemusiksymposium i Reykjavik, Island, i 2012. Men ret hurtigt bliver man klar over komponistens hensigt. Nemlig at omplante den velkendte barokpassacaglia til det 21. århundrede.

Hvordan gør man det? Komponisten Jon Laukvik anskuer fortiden i et tilbageblik, hvor hele traditionen står til rådighed for den skabende kunstner. Tilbageblikket skal opfattes bogstaveligt. Komponisten indleder stykket med passacagliaens sidste variation og ender med temaet alene i pedalet.

I de sidste 4-5 variationer skinner traditionen tydeligt igennem. De tonale grundpiller bliver tydelige. Pedaltemaet er i sig selv efter bogen. Skønt temaet indeholder samtlige 12 toner i oktaven, er de disponeret med tydelig tonal hensigt: Først kromatisk nedadgående basline, derefter ledetoner mod centraltoner, der underbygger den grundlæggende f-mol tonalitet.

Ved at vende musikken ”på hovedet” tilvejebringer komponisten både konkret og i overført betydning en storslået decrescendo-virkning. Stykket indledes med den øresønderrivende kulmination og tynder derefter gradvist ud. Musikalsk og dynamisk et effektivt kunstgreb!

Det er tydeligt, at det er en komponist, der kender orglet ”indefra”. Jon Laukvik selv er en yderst kompetent musiker, professor ved Musikhøjskolen i Stuttgart, dommer ved diverse orgelkonkurrencer og udgiver af en velrenommeret orgelskole. Derudover er hans værkliste betragtelig lang, og i denne indtager orglet selvfølgelig en vigtig plads.

I denne live-optagelse er det imidlertid Inger-Lise Ulsrud, der formidler komponistens intentioner. Det gør hun med overskud, overbevisende, stramt styret og alligevel bestandigt levende. Også den udførlige registrering er medvirkende til at holde interessen fangen.

Laukviks Passacaglia hviler trods fornyende elementer på baroktraditionen. Ikke mindst Bachs velkendte værk med samme titel (ja, den i c-mol), måske endda utænkelig uden dette ikon. Man fornemmer også ligheder med andre værker i genren, bl.a. hos Max Reger og Frank Martin. Komponisten beskriver selv sit værk som en art patchwork. Helt i nutidens ånd.

Af Lars Kristian Hansen

Stjernemusik fra Klosterkirken. Geloia: Den, der kalder smilet frem. Musik af Michael Bojesen, Erling Lindgren, Peter Lindhardt Toft, Lise Dynnesen, Christian Præstholm og Jonas Bové fra Klosterkirken, Aalborg. Budolfi Kirkes Børnekor og Hasseris Kirkes børnekor, dirigent Anna Vestergaard. Marianne Haldrup, klaver og orgel, Christine Birch Kjærgaard, sopran, Jonas Bové, slagtøj og elektronik, Margrethe T. Østergaard, orgel. KK-2013 Pris kr. 100,- for 1 stk., eller kr. 150,- for to stk. Kan købes via www.aalborgdomkirke.dk eller tlf. 98 12 46 70

Denne produktion er det svært ikke at blive glad af. De medvirkende børnekor og andre musikere går til sagen med både hengivenhed og entusiasme, så det er en fornøjelse at lytte til. Det musikalske niveau er højt, og skønt de indledende tre korsatser med klaverledsagelse hælder mod det popinspirerede, styres forløbene stramt og sobert – ingen kælne glissader eller X-Factor-inspirerede nykker. Intonationen er sikker hele vejen igennem.

5 stjernesange er en suite for børnekor, solist, slagtøj og orgel med musik af Lise Dynnesen, i øvrigt en uropførelse. Tekstgrundlaget er Grundtvigs Dejlig er den himmel blå med teksttilføjelser af Dynnesen selv. De gamle melodier til teksten er erstattet af et dynamisk melodiforløb, tydeligvis inspireret af rytmisk musik, der sætter den gamle tekst ind i en nutidig musikalsk ramme. Orglet ledsager med ostinate forløb, ofte i skæve taktarter, medens slagtøj og vibrafon farver forløbene med fremdrift og ”stjerneblink”.

Christine Birch Kjærgaards smukke sopran lyser op i solo-indslag undervejs, dirigenten Anna Vestergaard holder trådene samlet sammen med organisten Marianne Haldrup, mens Jonas Bové krydrer satserne med bluesinspireret vibrafonspil og slagtøj. Suiten er et vellykket eksempel på, at rytmisk inspireret musik i kirken ligefrem også kan være et modbillede i forhold til den stigende mængde af glat modstandsløs kirkepop, som mange mener i disse år skal forsøge at ”redde” folkekirken.

Geloia: Den der kalder smilet frem er tre instrumentaldanse for orgel, ligeledes af Lise Dynnesen. Satserne Gabriel, Esajas’ profeti og Helligånden har atmosfære (nærmest fransk). Man genkender de ostinate forløb, og Helligånden benytter undervejs et par Messiaen-referencer. I Toccata for orgel er inspirationen fra Alain tydelig. Lise Dynnesens force som komponist er at skabe korte, koncentrerede forløb med stærk udtrykskraft kombineret med imødekommende enkelhed.

De instrumentale orgelindslag spilles smagfuldt og kompetent af Margrethe T. Østergaard, som også får demonstreret klangmulighederne i Klosterkirkens 15-stemmers orgel, som Frobenius har restaureret og udbygget fra det oprindelige 4-stemmers Demant-orgel (1866). Klangen er intim og smuk og passer perfekt til den nøgterne akustik. Hvilket også Christian Præstholms charmerende variationer over De Hellig tre Konger så hjertensglad nyder godt af.

Sammenfattende må man konkludere, at den nordjyske stjernerejse er udbytterig at deltage i.