Organistbladet august 2014.
Niels la Cour: Vesper Organi. Orglets vesper. Forlaget Mixtur FMX 01-008 Pris kr. 199,-.
Komponisten Niels la Cour (f. 1944) har i årevis gjort sig markant gældende i dansk kirkemusik. Tidlige orgelværker som ”Archetypon” (1970), ”De profundis” (1974) og ”3 Intermezzi” (1974), alle udgivet på Edition Egtved, har i årtierne siden indgået i talrige organisters repertoirer. Ligeledes har la Cour sikret sig en solid position som korkomponist med bl.a. tre samlinger af latinske motetter og nye satser til tekster af B. S. Ingemann. Herudover har la Cour skrevet kammer- og orkestermusik.
Nu foreligger Niels la Cours orgelværk ”Vesper Organi” (orglets vesper) fra 2003 i udgivet form. Det er forlaget Mixtur, der har påtaget sig opgaven i 2013. ”Vesper Organi” er et større værk, der spiller ca. 30 minutter, og består af 9 satser, en cyklus med latinske satsbetegnelser hentet fra den katolske vesper- og kompletorium-liturgi. Som bekendt er vesper og kompletorium tidebønner i den katolske kirke, daglige andagter, som falder lige før henholdsvis efter mørkets frembrud. Og som bekendt er vesperen op gennem tiden blevet eksporteret i bearbejdet form til nordligere konfessioner, først og fremmest som ”evensong” i den anglikanske kirke. Men også i den danske folkekirke er ”aftensang” som musikandagt et ikke ukendt begreb. (F.eks. har vi i Skagen kirke nu på 15. år en ugentlig ”aftensang” i vinterhalvåret, med fællessalmer, læsninger, bøn og udvidet orgelmusik, af en halv times varighed).
De i alt 9 satser i Niels la Cours ”Vesper Organi” afspejler imidlertid ikke et genkendeligt liturgisk forløb. Som komponisten også gør opmærksom på i sit forord, er der ikke tale om en én-til-én korrespondance mellem værkets satser og tidebønnens led. Satserne er snarere komponeret som mere abstrakte musikalske refleksioner og fantasier over visse led i aftenens tidebønner og har navne derefter, såsom Preghiera (bøn), Lauda (lovsang) o.l. Visse genkendelige musikalske elementer fra vesper (og kompletorium) findes dog i form af flere men diskrete gregorianske citater. Suitens samlede form er primært styret af hensynet til variation i karakter, satsteknik, taktarter, tempi og omfang, og herigennem udfolder satserne en imponerende indbyrdes diversitet. Indtrykket af et samlet hele, et cyklus-præg, bliver dog klart tilvejebragt af ydersatsernes indbyrdes lighedspunkter. Med deres betegnelser af Preludio henholdsvis Postludio fremstår hele værket som en formfuldendt musikandagt for orgelsolo præget af stor skønhed, inderlighed, humor og rytmisk sprængkraft. Det musikalske udtryk spænder fra det helt tyste, meditative og statiske til det jublende, hvirvlende og dynamiske.
I et forsøg på at karakterisere musikken lidt nøjere følger her en kort gennemgang af de ni satser:
1. Preludio
Med tyste klange fra 8´-fløjte og gamba løbes et perpetuum mobile i gang med spinderokketrioler og treklangsbrydninger, med glimtvise associationer til fransk impressionisme. Herefter følger
2. Lauda (lovsang),
en sats i total kontrast til den foregående. Ekspressivt og slagtøjsagtigt foldes et heftigt og stærkt rytmisk forløb ud med orglets plenumklang og ustandseligt skiftende taktarter. Lovsang for fuldt og nærmest dansant orgel. Vil man endelig associere til noget i vesper-liturgien, kunne det være Davids-salmen, som findes i vesperens start.
3. Preghiera(hovedsagelig skiftende bøn)
En smuk sats i karakteristisk la Cour-stil med en fabulerende sopranstemme med cornet-klang, som i ”andante cantabile” bølger over og nogle gange under et stille changerende forløb af farvemættede harmonier tegnet af venstre hånds 8´-fløjte og pedalets 16´-subbas.
4. Fuga
Et stort anlagt fuga-”aggregat” som demonstrerer komponistens overlegne greb om det kontrapunktiske. Det er en sekvens af i alt fire fugaer over et mixolydisk tema som gennem de første tre undergår forvandling, under ledsagelse af stadigt nye, obligate kontrapunkter. Fjerde fuga bringer atter temaet i urformen, alt imens klangen i mellemtiden og gradvis er steget til et fuldt plenum med rørværk i pedalet. Kontrapunkterne er nu myldrende triolkaskader, som herefter nærmest koger over i en afsluttende toccata med stadigt hurtigere nodeværdier. Over venstre fods sluttone i pedalet vender temaet fragmentarisk tilbage, både i fanfareagtige clusters i manualet og i højre fods ekstra pedalstemme. Det er en storladen og betagende sats, med en malende stigning i intensitet, og man fornemmer nok la Cours påvirkning fra både Buxtehude og Carl Nielsen.
5. Meditazione
Satsen kommer belejligt oven på udladningerne i forrige sats med sin meditation i ”tranquillo” og fredfyldt kvasi-gregorianik, fremhævet på en smuk fløjte 8´. Der trappes så yderligere ned til
6. Quiète,
en tyst stillestund i ”tranquillissimo” og på det nærmeste statiske akkorder, hvor man kan fristes til at trække gamba og celeste for lukket svelle, hvor noget sådant er muligt. Men så har vi også samlet kræfter til
7. Inno (hymne),
som er suitens vildt ekstatiske højdepunkt. En ustoppelig fos af jublende og hvirvlende 16.-dels-figurer bølger op og ned, mest op, i et rasende tempo, over et tilbagevendende sorgløst traskende motiv: tik-tak-tik-tak, med mellemrum afløst af muntert synkoperede fanfareudbrud. Det er svært ikke at komme til at tænke på forårets opstigende lærkesang i den lysende blå himmel, og måske ligefrem, hvis man vil, vesperens Magnificat-indledning: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.” Satsen munder ud i rytmisk toccata med Widor´ske konnotationer.
8. Orazione (hovedsagelig fast bøn)
Indadvendtheden tager atter over i denne musikalske bøn (orazione er faktisk vesperens sidste led), hvor to svage rørstemmer danner dialog, den ene af hvilke med gregorianske motiver.
9. Postludio
Det afsluttende postludium bringer som en reprise atter stof fra det indledende præludium, og skaber således ramme om hele værket.
Niels la Cours musikalske udtryk har mange berøringspunkter til katolsk spiritualitet, hvad de overvejende latinske værktitler og satsbetegnelser da også signalerer. Man sporer også tilknytning til så forskellige forgængere som Leif Kayser, Carl Nielsen, F. Poulenc og D. Buxtehude. Niels la Cours tonesprog er personligt og karakteristisk, det har en frisk og usentimental karakter, det er aldrig overbroderet og tungt, og ofte ligefrem transparent. Og hans orgelmusik ligger så herligt godt for både hænder og fødder! Hans kirkelige orgel- og kormusik har fuldt fortjent for længst fundet rum og tid hos mange danske kirkemusikere, både i liturgisk og koncertmæssig sammenhæng. Hans musik maser sig ikke på som tonende bekendelser, men det er, som komponisten selv udtrykker det, hans intension at skabe kunst, der kan bruges i kirken. Og det er jo også mange gange netop den tilgang og attitude, som tilfører kirken de bedste og mest slidstærke kunstneriske udtryk, både når det gælder musik og billedkunst.
Niels la Cours ”Vesper Organi” ligner et hovedværk i hans samlede opus for orgel, og det fortjener at få en stor udbredelse. Tillykke til Niels la Cour med udgivelsen af dette betagende og originale værk, men også til forlaget Mixtur, som har produceret en smuk udgave med et let læseligt nodebillede og en minutiøs korrekturfase, som tilsyneladende kun har ladet én lille fejl passere, nemlig en manglende overbindingsbue fra takt 10 til 11 i ”Quiète” på side 30. Det er til at leve med.