Nekrolog Jørgen Ernst Hansen

Organistbladet februar 2013.

Det gik pludselig så sært hurtigt, og mange af os fik slet ikke sagt farvel. Fra lørdagens telefonbesked om at Jørgen Ernst Hansen var "voldsomt syg" - en første diagnose var afløst af en anden og mere alvorlig - over næste opringning søndag aften, hvor "der ikke var langt igen", til beskeden tirsdag morgen om, at han var død om natten. Juledag ville han være fyldt 83 år.

Han blev begravet fra Immanuelskirken, Københavns Valgmenighed, under stor deltagelse - og værdig enkelhed, som han givet selv havde ønsket det.

"Man skal ikke mindes de døde som døde, men som levende" blev der blandt andet sagt. Og sandt at sige vil det også være meget svært at mindes Jørgen Ernst som andet end endda meget levende.

Han var præstesøn og fynbo. Og dermed kan en del siges at være sagt. Om hans fundament og hans gemyt. Og der var ingen tvivl om hans grundtvigske sindelag, ej heller om, hvor han kirkemusikalsk vedblivende havde sine solide, danske rødder. Om hvordan han opfattede dette overhovedet at være organist.

Jørgen Ernst Hansen tog organisteksamen som 20-årig som elev af Søren Sørensen. Han fortsatte sine orgelstudier hos Finn Viderø, siden hos Anton Heiller og - livet igennem - på talrige kurser hos bl.a. Michael Radulescu og Harald Vogel. Jørgen Ernst var en evigt nysgerrig studerende; så sent som i september kunne han iagttages ivrigt noterende på et kursus.

Han var en overmåde aktiv koncertgiver i ind- og udland, først og fremmest som orgelspiller, og på baggrund af supplerende uddannelse i orkesterledelse markerede han sig tillige som leder af det navnkundige barokorkester og kammermusikensemble "Societas Musica". Også dette arbejde var medvirkende til tildelingen af Musikanmelderringens kunstnerpris i 1962.

Han startede tidligt med indspilning af efterhånden talrige grammofonplader (i en tid, hvor det ikke var almindeligt at hvem som helst indspillede plader) - først og fremmest Buxtehudes samlede orgelværker, men derudover bl.a. også dansk guldalder, romantik (deriblandt en legendarisk Rued Langgaard-plade på komponistens eget, nu forsvundne Ribe-orgel) og Carl Nielsens Commotio.

Jørgen Ernst Hansen blev i 1956 2.-organist i Holmens Kirke, i 1959 organist i Sct. Andreas Kirke, København, og fra 1970 hovedorganist i Holmens Kirke. I 1984 lod han sig overtale til at søge stillingen som domorganist i Roskilde. "Den rette mand på den rette plads", blev det fastslået i pressen. Jo, sådan ville man vel umiddelbart tænke; men det blev århundredets korteste karriere som domorganist. "Et forlegent sidespring" som det blev nævnt i begravelsestalen. Allerede efter få måneder havde han søgt sin gamle stilling i Holmens Kirke; her hørte han i den grad hjemme. Forløbet var mildt sagt usædvanligt, og Jørgen Ernst skrev (typisk) en ydmyg undskyldning i Organistbladet til alle han i den forbindelse var kommet til at ulejlige. Ved matrosorglet i Holmens forblev han som en af "kongerækken" indtil pensioneringen i 1997. Slippe gudstjenestespillet kunne han dog langtfra; han fortsatte med basis i Immanuelskirken - og her sluttede rejsen så.

Ved siden af sit flittige organistvirke var han aktiv som konservatorielærer, som kirkeministeriel censor, medlem af Salmebogskommissionen, Dansk Kirkesangs arbejdsudvalg, bestyrelsen for Musik og Teologi - samt gennem 11 år bestyrelsesmedlem i DOKS.

Stort set alt dette kan man læse i Jørgens Ernst Hansens officielle CV.

Jeg vil tilføje nogle linjer på baggrund af næsten 50 års bekendtskab - og mangeårigt venskab - med en original, underfundig og generøs personlighed.

Jørgen Ernst var bestemt ikke noget dusinmenneske, og hans facetter kunne givet virke forvirrende på nogle. Som fagmand var han særdeles disciplineret, seriøs, respektindgydende stringent og nøjagtig - undertiden vel nærmest pedantisk. Det gjaldt ikke bare hans spil og undervisning - et blik i hans noder afslørede en imponerende mængde fingersætninger og sirlige notater (der måtte give én dårlig samvittighed) -, men også når han ytrede sig på skrift i artikelform, eller i hans fornemme udgivelse af Hartmanns orgelværker i 1968. Og ingen opgave var for lille til at blive taget alvorligt.

Jørgen Ernst var ikke først og fremmest en orglets Aladdin, der bare åd noder, som andre læser avis. Men med sin flid og klare målrettethed nåede han - meget - længere end de fleste.

Samtidig syntes han at trives fortrinligt med hvad gode venner smilende og ganske rammende beskrev som "et olympisk rod". Han havde sin egen opfattelse af væsentligt og uvæsentligt - og dagligdagens skovmandsjakker, barber- eller camouflagekapper understregede sammen med det legendariske gule halstørklæde billedet af den ægte, gemytlige excentriker.

I en debat kunne han langt hen ad vejen virke undselig - for derefter at udtrykke sig med velovervejet, altid saglig skarphed. Undertiden iblandet et hastigt strejf af venlig fynsk sarkasme.

Jørgen Ernst kunne være ret så slagfærdig - men han var dog i nok så høj grad et ganske blufærdigt menneske. Ved tilløb til ufrivilligt komiske eller pinlige situationer/argumentationer rådede han over et stort arsenal af forskellige diskrete pibe- og knurrelyde (eller fløjtesignaler, der også brugtes som diskret goddag/farvel) - som udenforstående ikke rigtigt vidste hvor kom fra. Ofte blev det blot derved - men gang på gang var han den, der påtog sig at sige det (også ubehagelige), der nu engang måtte siges.

Der gik lang tid før Jørgen Ernst overgav sig til computeren - man forbandt ham med den særlige, omhyggelige håndskrift. "Hils din søde kone og dine skønne børn" var en typisk afslutning på en brevhilsen. Jørgen Ernst havde sund sans for mangt og meget.

Han måtte på mange måder opfattes som en livskunstner - en tidløs skikkelse, hvis runde fødselsdage man registrerede med stigende, munter overraskelse.

Det forekommer svært at forestille sig det danske kirkemusikalske landskab uden en Jørgen Ernst Hansen. Men vi vil mindes ham med glæde og taknemmelighed som fagligt fyrtårn, som mentor, som et frodigt levende menneske - og som en god ven.