Mindeord

Organistbladet maj 2013.

Sædvanen tro åbnede jeg bilradioen på vej hjem efter dagens gøremål. Jeg kom ind midt i en triosonate af Bach. Den blev spillet i yderst virtuost tempo og på skarpe, lyse klange. Som altid må man gætte på hvem der spiller. Svaret var Marie-Clarie Alain, og på den måde hørte jeg den sørgelige nyhed om, at hun var død dagen før, den 26. februar 2013.

Utallige organister fra alverdens lande fik mulighed for at stifte bekendtskab med vor tids uden tvivl berømteste orgellærer. Hun underviste på Musikkonservatoriet i Rueil-Malmaison og senere på Musikkonservatoriet i Paris. Hun underviste også gerne i sit hjem på husorglet eller på det fine Cavaillé-Coll-orgel i hendes egen kirke i Saint-Germain-en-Laye, hvor hun var ansat som organist i 40 år, og hvorfra hun blev begravet den 1. marts i år.

For mit eget vedkommende tænker jeg tilbage på de helt fantastisk inspirerende timer, jeg modtog af hende i 1984-85. Optakten til første time var, at jeg på vej fra stationen til familien Alains hus i Maule blev passet op af en distingveret herre i en flot bil. "Monsieur Thers?" blev der spurgt gennem det nedrullede vindue. Det viste sig at være Hr. Gommier, dvs. Hr. Alain, som tilsyneladende var sendt ud for at hente mig, fordi det regnede. Gæstfriheden fortsatte, for midt i gennemgangen af Bachs præludium og fuga i e-mol serverede Hr. Gommier kaffe på orgelbænken. De efterfølgende timer foregik dog uden ekstra service, fortrinsvis i kirken i Saint-Germain-en-Laye. Her viste Marie-Claire Alain sig fra sine mest vidunderlige sider. Hun levendegjorde musikhistorien i forhold til hvert eneste musikstykke, der blev spillet. Som dansk orgelspiller, der også kom med værker af Buxtehude, blev man helt stolt på hjemlandets vegne, når hun begejstret omtalte ham som Le grand Danois. Hendes skriftlige kommentarer i noderne gemmer jeg nu som sande relikvier! Orgelkoraler af Bach fik som en selvfølge salmeteksten skrevet ind, hvis den ikke allerede fandtes. Hun kunne dem uden tøven udenad.

Jeg husker tydeligt hendes fortælling om Louis Vierne og hans skæbne, da jeg spillede dennes meget sørgmodige 5. orgelsymfoni, som illustrerer personlige tab. Størst indtryk gjorde og mest uforglemmeligt står dog hendes beretninger om broderen, Jehan Alain, hvis 100-års fødselsdag vi alle fejrede i 2011. Hun fortalte usentimentalt om, hvordan han omkom i starten af 2. Verdenskrig. Det var opløftende at få gennemgået hans værker, som hun selv havde et så engageret forhold til, idet hun løbende fik redigeret og udgivet alle hans orgelværker. Hun mente selv, at hvis hun ikke havde brugt så megen tid og energi på at promovere sin brors musik, ville hun selv være blevet komponist.

Som orgelstuderende i Paris har man nok ikke altid været vant til blive mødt med den omsorgsfuldhed, som Marie-Claire Alain udviste. Her adskilte hun sig fra flertallet af pædagoger, for den traditionelle franske skole kan have en hård tone, hvor læreren forventes at fremstå autoritært og med en lettere brysk fremtoning, der skal skabe respekt hos den studerende. Dét behøvede Marie-Claire Alain ikke, for hun fremhævede, at det til enhver tid er komponisten og kompositionen, der skal tillægges betydning og autoritet.

Marie-Claire Alains egen uddannelse startede ganske tidligt, idet hendes far, Albert Alain, gav hende undervisning, så hun allerede som 11-årig i 1937 kunne begynde at vikariere ved orglet i Saint-Germain-en-Laye, hvor han var organist. Hun efterfulgte ham på orgelbænken dér, da han døde i 1971 og blev som nævnt ved kirken i 40 år. Broderen Jehan, som Marie-Claire forgudede, har også påvirket sin yngste søster, men det var efter krigen, at de egentlige studier kunne gå i gang på Musikkonservatoriet i Paris hos Marcel Dupré og Maurice Duruflé. Her opbyggede hun sin eminente teknik og sit musikalske overskud, der gjorde hende til en af verdens mest feterede musikere.

Dette musikerskab har medført en usædvanligt omfattende karriere, der indbefatter over 2500 koncerter over alt i verden og ca. 300 indspilninger først på lp og siden på cd. Hvad koncerter angår, kan nogle (ikke helt unge) organister huske, da Marie-Claire Alain modtog Sonningprisen ved en storstilet koncert i Trinitatis kirke i 1980. Jeg var selv til stede som studerende på DKDM, og jeg husker koncerten, som var det i går. Første programpunkt var Buxtehudes Toccata i d-mol. Jeg erindrer stadig chokket over de lange pauser i de indledende akkorder. Det lød, som om det hele straks gik i stå, og da jeg endnu ikke kendte stykket, var effekten totalt overrumplende i det overfyldte kirkerum med deraf følgende mangel på efterklang.

Også i min egen kirke, Helligaandskirken i København, har Marie-Claire Alain spillet en koncert. Den kan jeg af gode grunde ikke huske, for det var i december 1962, hvor den nye stjerne var inviteret til at spille en julekoncert til fordel for Dansk Flygtningehjælp dét år. Jeg har programmet liggende i kopi. Det rummer et rigtigt juleprogram, blandt andet med franske Noëls og Pastoralen af Bach. Jeg har også et notat og et formfuldendt brev i kopi til Madame Alain, hvor nogle lydteknikere på høfligt fransk spørger om lov til at optage koncerten. Optagelsen er jeg desværre ikke i besiddelse af.

Det, som yderligere har rakt ud til det helt store publikum, er det nævnte kolossalt store antal indspilninger af mange forskellige komponister, som Marie-Claire Alain foretog gennem hele sit liv, først og fremmest med indspilninger af Jehan Alains musik. Hendes romantiske smag gik fortrinsvis i retning af Franck, Vierne, Mendelssohn og Liszt. Barokmestre som Buxtehude, Bruhns og Böhm findes blandt hendes indspilninger, det samme gælder hendes landsmænd: Couperin, de Grigny, Daquin og mange flere. Johann Sebastian Bach fik en helt særlig opmærksomhed, som det fremgår af de tre komplette indspilninger, hun foretog af hans orgelværker.

Som interesseret i orgelbevægelsen foretog hun en del optagelser på adskillige danske orgler, som hun mente repræsenterede en rigtig klang til barokmusik. Ældre kolleger kan måske huske en del polemik om opfattelsen af kvaliteten i de orgeltyper, Marie-Claire Alain udvalgte sig. Det var ikke altid lovord, der fulgte det virtuose spil på de foretrukne orgler. Helt underholdende virker det på trods af den sørgelige anledning at kaste et blik tilbage til tiden, nærmere bestemt til 1987, hvor den tids danske (i al respekt, men muligvis i egne øjne forsmåede) orgelstjerne, Finn Viderø, i en artikel gengivet i Information (21. marts) skriver om Marie-Claire Alain: "Som en kampberedt amazone drog hun i flere omgange gennem det danske musikliv som en levende reklame for skrigeorglerne". Om Danmarks Radios udsendelser af hendes første komplette Bach-indspilninger lyder det: "En stur, stur nummer, der i mere end et år hindrede andre orgelspillere og andre orgler i at høres i dansk radio". Om kvaliteten skriver Finn Viderø uden barmhjertighed: "… motiveringen for at tildele hende Sonningprisen var da heller ikke de kunstneriske kvaliteter, men det, at hun gennem disse indspilninger havde gjort reklame for danske (skrige)orgler".

Alle, der havde berøring med orgelverdenen, kom til at kende til Marie-Claire Alains musikerskab, fordi det blev så epokegørende og så omfangsrigt, ikke mindst når det gælder de komplette indspilninger af Bachs orgelværker. De første, som Finn Viderø refererer til, blev påbegyndt i 1959 og varede helt til 1968. Den anden indspilningsrunde foregik 1975 til 1978. Tredje cyklus blev påbegyndt i 1986. Man kan følge en klar udvikling i hendes Bach-spil, netop fordi hun indspillede værkerne hele tre gange. Hun har selv præciseret sin udvikling, der gik i retning af mere bevidst opførelsespraksis på deciderede barokorgler: "Da jeg var ung, spillede man næsten alt på et og det samme orgel. Disse dage er forbi. Nu vælger vi et orgel med helt særlige karakteristika, der passer til den pågældende musikstil". Denne opfattelse er i dag den gængse, men Marie-Claire Alain har i sin tid bestemt været en af pionererne inden for studier i barokmusikkens opførelsespraksis.

Referencerne til navnet Bach og Marie-Claires forkærlighed for hans musik tåler vel sammenligning på flere planer med netop navnet Alain: Bach-familien udgør et musikerdynasti, og det samme kan man roligt sige om Alain-familien. De helt store Alain-navne, Jehan og Marie-Claire, vil leve videre i musikhistorien. Familienavnet såvel som musikernavnet lever videre i Marie-Claires datter, Aurélie Decourt Alain, som selv er musikforsker og udgiver af bøger om sin berømte familie.

Der vil givetvis være nye og spændende Alain-kilder at udforske, også selv om den udøvende hovedperson ikke længere er iblandt os.

Ære være Marie-Claire Alains minde.