Helligt og profant

Organistbladet marts 2013.

Siden Benjamin Brittens død i 1976 har der været skrevet meget om mennesket Britten og hans musik, og mange har gjort sig tanker om de drivende kræfter bag hans kreativitet. Hans musik formidler i vidt omfang holdninger og overbevisninger, der kommer til udtryk ikke mindst i vokalværkerne, og forskerne har fokuseret på hans humanistiske og pacifistiske holdninger i f. eks. War Requiem og på operaernes gennemgående sympati for outsideren. Efter hans død har det også været legitimt at diskutere homoseksualitetens betydning i værkerne.

Derimod er det påfaldende, så lidt omtale de kristelige aspekter af hans musik har fået i litteraturen. En optælling af værker viser, at korværker med kirkelige tekster optager en ikke ubetydelig del af hans værkliste. Og hvad der i denne sammenhæng er interessant, er at specifikt kristne temaer findes jævnt fordelt i hans værker for koncertsalen og i operaerne.

Eftersom englænderne har en stor tradition for kirkelige korværker, og efterspørgslen efter nye stykker til katedralernes drengekor altid har været stor, er der ikke noget mærkeligt i, at kirkelige korværker har en plads i Brittens oeuvre. Han skrev for kor hele livet, lige fra teenageårene til sin død i 1976, hvor han efterlod skitserne til et værk for kor og orkester. Og der findes kormusik i alle tænkelige formater, fra det gigantiske War Requiem til enkle små satser til skolebrug. Han skrev kirkelige værker, korstykker med politiske tekster, værker for drengekor, for voksenkor og for mandskor. Mange korværker har akkompagnement af orkester, orgel, klaver eller harpe, men der findes også a cappella-stykker, hvoraf disse tre må anses for hans hovedværker på dette område: A Boy was Born (1933), Hymn to St. Cecilia fra 1942 og Sacred and Profane fra 1975.

Det var også med et stykke kirkelig kormusik, at den unge Britten debuterede som komponist i offentligheden. I januar 1931 kunne den lokale avis i Lowestoft på den engelske østkyst med stolthed skrive, at "Lowestoft Music Society præsenterede et smukt program i St. John's Church mandag aften, og det er bemærkelsesværdigt, at en ung lokal komponist, E. Benjamin Britten, 17 år gammel, søn af Mr. R.V. Britten, 21 Kirkeley Cliff Road, South Lowestoft, bidrog med to korsange. Det var A Hymn to the Virgin og I saw three Ships..."

Det var førsteopførelsen af en af Brittens til dato mest sungne korsange, A Hymn to the Virgin, til en tekst der blander engelsk og latin på en måde, som er kendt fra middelalderen, og som vi herhjemme kender fra f. eks. In dulci jubilo. I sit tonesprog er denne lille perle allerede typisk Britten med sin omhu for detaljerne og den modale melodiføring, der er så karakteristisk for den engelske tradition, som Britten skiftevis hyldede og udfordrede i sin musik.

Men i hvor høj grad var Britten forpligtet på denne tradition? Overfladisk set ikke specielt meget. Han havde ikke været medlem af noget drengekor, og virkede aldrig som organist eller korleder. I sin barndom og ungdom var han imidlertid en regelmæssig kirkegænger, oftest sammen med sin mor, der var kirkesanger i den lokale St. John's Church, som var "lavkirkelig", dvs. uden brug af "plainsong", gregoriansk sang, der er en del af den højkirkelige del af den anglikanske kirke.

Plainsong stiftede han dog hurtigt bekendtskab med som kostskoledreng, og gregorianske melodier bliver flere gange brugt som bærende melodier i hans værker. I A Ceremony of Carols fra 1942 synges koralen "Hodie Christus Natus est" som indtogs- og udtogsmusik. Det var dog først ved en revision af værket, at den gregorianske melodi blev indført (ved samme lejlighed blev mellemspillet for harpe tilføjet). I de tre kirkeoperaer Curlew River (1964), The Burning Fiery furnace (1966) og The Prodigal Son (1968) synges gregorianske koraler ligeledes mens de medvirkende går i procession ind og ud af kirken før og efter spillet, men her går koralernes musikalske betydning langt videre: de afgiver simpelt hen det melodiske grundstof til hele værket. Der kan findes mange andre eksempler.

Fra 1930-erne holdt Britten op med at gå regelmæssigt i kirke. Hans samlever Peter Pears har beskrevet den voksne Brittens forhold til kristendommen således: "He was religious in the general sense of acknowledging a power above greater than ourselves, but he wasn't a regular church-goer. In his moral attitudes he was Low Church, and therefore inclined to be puritanical". 1)

Brittens første udgivne korværk – og også hans mest omfattende a cappella-værk - A Boy was Born, skrevet i 1933 da han var 20 år, består af et sæt variationer for kor over et eget tema for blandet kor og drengekor. Det rummer mange elementer der er karakteristiske for den senere Britten: en fri tonalitet, der sjældent kan præciseres som en bestemt dur-, mol- eller modal skala, men med melodiske eller harmoniske elementer der fungerer som kerne og kim til videre udvikling. Med sine motiviske sammenhænge, variationsteknikken og den megen brug af kontrapunkt står værket i en centraleuropæisk tradition. I løbet af sit studium på Royal College of Music havde Britten ønsket at studere hos Alban Berg i Wien, et ønske der på det bestemteste blev afvist af hans lærere. 2)

Mellem A Boy was Born fra 1933 og Hymn to St. Cecilia fra 1942 ligger Brittens opdagelse af Henry Purcells musik, som kom til at influere hans måde at behandle det engelske sprog på. Vi finder en helt ny fleksibel, tekstnær og fantasifuld deklamation i dette virtuose og fuldkommen karakteristiske korstykke med tekst af digtervennen W. H. Auden. Purcells anthems med deres vekslen mellem soli og kor ligger også bag et andet mesterværk, kantaten Rejoice in the Lamb op. 30 (1943). Gregoriansk sang, engelsk carol-tradition og en klangsans som er typisk Britten indgår i det meget populære julestykke A Ceremony of Carols for trestemmigt drengekor og harpe fra 1942.

Mens disse korværker alle har mere eller mindre kristelige tekster, er der relativt lidt decideret liturgisk musik i hans produktion. De liturgiske værker er næsten alle skrevet på bestilling, men rummer stykker af høj kvalitet. Det drejer sig om følgende værker:

Te Deum in C (S solo, SATB, orgel) (1934)

Jubilate Deo in Es (SATB, orgel) (1934)

Festival Te Deum (S solo, SATB, orgel) (1945)

A Wedding Anthem (Amo ergo sum) (ST solo, SATB, orgel) (1949)

A Hymn to St. Peter Op. 56A (S solo, SATB, orgel) (1955)

Antiphon Op. 56B (SATB, orgel) (1956)

Missa Brevis in D Op. 63 (SSA, orgel) (1959)

Jubilate Deo in C (SATB, orgel) (1961)

Venite exultemus Domino (SATB, orgel) (1961)

A Hymn to St. Columba (SATB, orgel) (1962)

Fælles for disse værker er en selvstændig og betydningsfuld orgelstemme og – med undtagelse af Missa Brevis – engelsk tekst. De mest opførte er nok Te Deum in C og Jubilate Deo in C, begge livfulde og velklingende stykker der ligger godt for sangere og organist. I den senromantiske tone der prægede engelsk kirkemusik et godt stykke op i det 20. århundrede kom disse stykker som et frisk pust.

I mange år var Brittens eneste kendte orgelstykke Prelude and Fugue on a Theme of Vittoria, skrevet i 1946 på foranledning præsten Walter Hussey, en livslang ven, der også havde bestilt Rejoice in the Lamb til opførelse i sin kirke. Dette velformede, men ikke specielt personlige, stykke blev i 2004 genudgivet sammen med tre nyopdagede orgelstykker, lejlighedsværker fra tidligere perioder. Ingen af dem kan dog siges at være hovedværker. Til gengæld kan organister som nævnt glæde sig over de interessante og taknemmelige orgelstemmer i Brittens liturgiske korværker og i Rejoice in the Lamb.

Kristne temaer findes imidlertid ikke kun i Brittens liturgiske musik. I bogen Benjamin Britten. The Spiritual Dimension dokumenterer Graham Elliott dels at Britten i ret vidt omfang bruger kirkeligt melodistof (plainsong og salmemelodier) i sine værker for koncertsalen og operaen, dels at kristne tekster og fortællinger indgår i en lang række af på overfladen ikke-kirkelige værker.

Det gælder for eksempel den betydningsfulde række af fem Canticles for forskellige besætninger, med tenorstemmen som gennemgående element (Nr. 2, "Abraham and Isaac" er en slags kantate for alt, tenor og klaver over den gammeltestamentlige fortælling) og Cantata misericordium, en latinsk kantate om lignelsen om den barmhjertige samaritaner, skrevet til 100-års jubilæet for Røde Kors.

Kristent indhold findes ligeledes i hans største orkesterværk Sinfonia da Requiem (1940) og i operaen The Rape of Lucretia (1946), hvor den antikke romerske handling får en kristen morale i en epilog som tekstforfatteren tilføjede på komponistens forlangende. Den middelalderlige samling Chester Miracle Plays leverede emnerne til børneoperaen Noye's Fludde (Noahs syndflod) (1957), og centralt i Brittens produktion fra 1960-erne står de tre kirkeoperaer Curlew River (1964), The Burning Fiery furnace (1966) og The Prodigal Son (1968).

På flere måder et nøgleværk i Brittens produktion er War Requiem (1962), der, ud over at være det af hans værker der sammen med operaen Peter Grimes fik størst udbredelse, også rammer centralt i denne problemstilling. Værket sammenstiller den klassiske latinske Requiem-tekst med antikrigs-digte af Wilfred Owen, der faldt i 1. Verdenskrig. Spændingen mellem den liturgiske tekst, der fremføres af sopransolo, kor og orkester, og de engelsksprogede digte, fremført af mandlige solister og et kammerorkester, bidrager i høj grad til værkets virkning. Relationerne mellem disse elementer er et fascinerende studium, her skal blot nævnes det sted i Offertoriet, hvor koret synger "quam olim Abrahae promisisti et semini ejus", hvilket giver stikordet til Owens digt om den perverterede Abraham, som ikke efterkom Guds bud om at være barmhjertig, men slagtede ikke blot sin søn Isak, men halvdelen af Europa... Musikalsk citerer Britten her sin egen førnævnte Canticle II.

Drengekoret, der i War Requiem er placeret i modsat ende af rummet og synger sammen med et kammerorgel, symboliserer, som så ofte hos Britten, noget oprindeligt og uskyldigt.

Den ubekymrede sammenblanding af det "hellige" og det "verdslige" genkalder en gammel kirkelig praksis (som blev afskaffet ved Koncilet i Trento) og giver måske en indgangsvinkel til Brittens forhold til religionen.

Det samme kan siges om Brittens sidste fuldendte a cappella-korværk Sacred and Profane (1975) fra Brittens sidste år, hvor hans helbred havde taget alvorlig skade efter en hjerteoperation. Det hellige og det profane står side om side i denne suite af udsøgte kor-aforismer. Det samme gør forårsstemninger og langfredagsalvor. Yndefuld lyrik og makaber humor på gravens rand. Sacred and Profane blev skrevet til en vokalgruppe "The Wilbye Consort", opkaldt efter den engelske madrigalkomponist fra 1500-tallet, som Peter Pears havde grundlagt og dirigerede. Teksterne er engelske religiøse og verdslige middelalderdigte, og det håndfaste sprog og den direkte måde at omtale kroppens forfald og død afspejler sig i musikken, der stedvis nærmer sig det groteske og makabre. Ikke mindst i sidste sang, "En død", der slutter med ordene "for hele Verden giver jeg ikke en bønne!". Andre steder er musikken så lyrisk og melodisk som i Brittens ungdomsværker.

Sammenfattende må man sige, at selvom de specifikt kirkelige værker ikke udgør den væsentligste del af Brittens produktion, er kristne temaer og kirkens musikalske arvegods til stede i hans musik i et omfang som er sjældent blandt det 20 århundredes store komponister.

1) Alan Blyth: Remembering Britten s. 22

2) Humphrey Carpenter: Benjamin Britten s. 52

Litteratur:

Alan Blyth: Remembering Britten. 1981

Humphrey Carpenter: Benjamin Britten. A Biography. 1992

Graham Elliott: Benjamin Britten. The Spiritual Dimension. 2006

Anthony Milner: The Choral Music i: Christopher Palmer (red.): The Britten Companion. 1984