Det storslåede musikalske billedtæppe – John Frandsens "Requiem"

Organistbladet maj 2013.

Hvis jeg havde været komponist, så ville jeg kun skrive til bibelske eller liturgiske tekster, og blandt dem ville den latinske tekst til dødsmessen, ”Requiem”, nok være den foretrukne. Dens kalden på at blive forløst i toner har appelleret til utallige komponister. For hvad man ikke kan tale om, det kan man synge om, især i dag, hvor ordene som ”døden”, ”evigheden”, ”Helvede” og ”opstandelsen” hører til blandt de uudsigelige. Så behovet for at tonesætte dem er i dag måske større end nogensinde.

Stor var da min glæde og min taknemmelighed, da jeg hørte, at John Frandsen har skrevet et requiem, og at værket skulle fremføres med alt den respekt og alle de midler, det fortjener. Jeg var så at sige a priori entusiastisk – og undrer man sig over mit ordvalg, så kan jeg afsløre, at jeg har forsket i emnet ”døden og evigheden i musikken” og har også ”samlet” på alle mulige requiemmer, og at denne beskæftigelse har fået mig til at blive en meget mere alsidig og glad person (og kirkemusiker).

”Requiem” er en messe, og som sådan hører det til i den katolske tradition. Derfor var de fleste requiem-komponister katolikker, der ofte også var fremragende operakomponister. Også John Frandsen har skrevet operaer, men han er ikke katolik. Han er organist i den danske folkekirke, opflasket med den protestantiske tradition. Det forpligter. Derfor associerede jeg straks med den bachske passion-tradition, da jeg erfarede, at komponisten indsatte nutidige salmevers mellem den latinske messetekst.

Og dog var det det traditionelle requiem – både som tekst og som de mange udgaver, musikhistorien er rig på, der gjorde det største indtryk ved koncertoplevelsen. Simon Grotrians tekster, fine og flertydige, som de er, fortolket af en mærkelig hæs og stakåndet stemme, med en enkel, dog raffineret orgelsats som den eneste ledsagelse, virkede som en slags tiltrængt ”pausemusik”, der fik os til at slappe lidt af og væbne os til den næste omgang drama og bøn.

Frandsens ”Requiem” har det hele – fra det dybeste mørke i kyrie-satsen, med klokkeklang og kirkeassociationer (man kunne næsten dufte røgelsen i koncertsalen) til den helt store tur i begyndelsen af ”Dies irae” (hvor Helvedets rædsler skildres dels som det uskønne, kaotiske og disharmoniske, dels som soldatertramp mod slagmarken), gennem ophøjede englestemmer (”Judex”), voldsomme energiudladninger (”Rex tremendae”), overjordiske lovprisninger (”Hosanna”) til skildringer af den himmelske musik, hvor evighedsklange lyder, som de skal: ledsaget af harpe, celeste, høje violiner og frembåret af de rene pigestemmer (”Agnus Dei” og ”In paradisum”).

Der stilles store krav til de medvirkende – til orkestret, koret og solisterne. Nogle af solopartierne vil jeg huske længe: den dybe altklang i ”Agnus Dei”, den store tenorsolo i ”Quaerens” (hvor udgangspunktet er tekstens ”skælven og bæven”, der tvinger solisten ud i de ækvilibristiske triller), den ekstatiske sopranbøn i ”Lux aeterna”. Mange steder hører man efterklange af flere århundreders lange musiktradition. Der er a cappella-steder af et næsten renæssancestrengt tilsnit, der er fjerne klokker, der minder om Mahlers 6. symfoni og følelsen af at blive ”fjern for verden”, til samme komponists ”Adagietto”. Der er brutale klange, der minder om Brittens ”War Requiem”, der er korets hvisken og råb, der minder om Pendereckis ”Lukas-passion”, der er et direkte citat af den oprindelige ”Dies irae”-melodi. Og dog er værket helt sit eget. Komponeret med store armbevægelser og med raffinerede detaljer, hvor understemmerne går deres egne veje. Og blandt det hele store udtræk høres en nutidig, arm ”hellig Frans af Assisi”, der synger Simon Grotrians tekster. En lille spurv på kirketag, der pipper i takt og imod strømmen.

Det er umuligt at fremhæve det hele – lad mig bare ytre min taknemmelighed, at et sådant værk er blevet til, at det er blevet fortolket på sådan en ypperlig vis – mon ikke vi snart vil kunne høre det indspillet? Jeg vil i hvert fald glæde mig til den dag, hvor jeg vil kunne fordybe mig i dette musikalske hav med alt dets dyb og skønhed.

John Frandsens ”Requiem” blev uropført den 5. april 2013 i Koncerthuset med DR-symfoniorkestret, DR-Koncertkoret, DR-Pigekoret, dirigeret af Henrik Vagn Christensen. Solister var Sine Bundgaard, sopran, Andrea Pellegrini, alt, Peter Lodahl, tenor, Halvor F. Melien, bas. Sangeren Teitur blev akkompagneret på orgel af Per Salo.