Anmeldelser

Organistbladet september 2013.

Af Peter Weincke

Peter Ryom: Kirkens musik før og efter reformationen. Forlaget Continuo 2012, 112s. ISBN 978-87-995072-1-4.?Pris: kr. 150,00

Anledningen til Peter Ryoms nye bog Kirkens musik før og efter reformationen, Forlaget Continuo 2012, udgivet 10 år efter hans Kirkemusikleksikon, er den evangelisk-lutherske reformations forestående 500 års jubilæum i 2017.

Bogens forside prydes af billedhuggeren Max Andersen bronzerelief fra 1942, der forestiller reformatoren Johann Bugenhagens indsættelse af de syv første evangeliske biskopper i Danmark i 1539. Allerede her bliver man opmærksom på bogens særlige ærinde.

Der er tale om en musikhistorisk appetitvækker med reformationens musikalsk/teologiske ideer som omdrejningspunkt. Bogen tager sin begyndelse i senmiddelalder/førreformation, og slutter ved højbarokken, hvor den evangeliske kirkemusik når sit kunstneriske og udtryksmæssige højdepunkt.

I modsætning til artiklerne i Kirkemusikleksikon, der tidsmæssigt rækker frem til nutiden, retter Ryom sit fokus på kirkemusikkens og reformationstidens to konfessionelle retninger: den romersk-katolske og den evangelisk-lutherske. Hvilken slags kirkemusik udgår fra de to retninger? På hvilke punkter er de sammenfaldende, på hvilke punkter er de forskellige?

Det er de to spørgsmål, Ryom bliver ved med at vende tilbage til i sin både brede og ofte også meget snævre/detaljerede fremstilling af kirkemusikkens historie fra før- til efter-reformation.

Med udgangspunkt i en beskrivelse af Musikalske stiltræk 1450-1750 og Traditioner og konfessionelle forskelle tager forfatteren fat på gudstjenesten og den lutherske messe. Særlig bevågenhed får Luthers såkaldte katekismuskoraler. Det er koraler som Wir glauben all’ an einen Gott og Vater unser im Himmelreich, der som bekendt senere kommer til at ligge til grund for J.S. Bachs 12 katekismuskoraler fra Dritter Theil der Clavier-Übung.

Interessant er også Ryoms gennemgang af messekompositioner indenfor de to kristne konfessioner. Den lutherske flerstemmige messekomposition kom efterhånden kun til at bestå af de to første ordinarieled Kyrie og Gloria, den såkaldte Missa Brevis. Hvorfor? Ryom forklarer de teologiske og ofte meget detaljerede årsager hertil, og giver mange eksempler på denne type komposition. Det drejer sig om lutherske messer af komponister som Johann Rosenmüller, Michael Prætorius, Thomas Selle, Johann Rudolf Ahle, Christoph Bernhard og Johann Friedrich Fasch.  

Måske vil dette spændende afsnit i bogen (side 49-58) komme til at inspirere danske kirkemusikere, når kirkemusikrepertoiret i det lutherske jubilæumsår 2017 skal planlægges.

Bortset fra disse inspirerende exkurser giver bogen en bred indføring i genrer som motet, koncert, kantate, gejstlig koncert, passion og oratorium. Kun 9 sider er viet til den evangelisk-lutherske orgelmusik. I den sammenhæng ville bogen have vundet ved at behandle sit emnes instrumentalmusikalske aspekter lidt fyldigere. Men Ryom har tydeligvis prioriteret her, og har satset på musik, der først og fremmest er liturgisk/teologisk motiveret.

Når forfatteren således gør opmærksom på, at J.S. Bach fremhævede de koraler i Clavier-Übung, hvis tekster havde ”rod i den didaktiske fremstilling af den kristne tros vigtigste og mest grundlæggende indhold”, ja - så kunne denne hensigtserklæring ligeså godt være sagt om Ryoms egen bog.

For den er en ”didaktisk fremstilling”, velegnet til både kirkemusikskole- og konservatoriebrug, evt. også til kirkehøjskolebrug. Noget af stoffet er beskrevet før, og fremstår knap så originalt. Andet er mere specielt, og afslører forfatterens vilje til hele tiden at vinkle sit stof i relation til de kirkelige konfessioner. I det lys reflekterer forfatteren bestandigt over sit emne. Som når han f.eks. omtaler oratoriet som en ”musikform, der blev til som følge af Reformationen, men selvsagt uden tilskyndelse fra reformatorernes side” (side 87), er det en udtalelse, der stikker dybere end man ville kunne forvente af en mere ordinær systematisk fremstilling.

Bibliografien indeholder både nyere standardværker og rigtig gammel speciallitteratur som f.eks. Georg Rietschels interessante Die Aufgabe der Orgel im Gottesdienste bis in das 18. Jahrhundert, 1892. Genudgivet i faksimile af Uitgeverij Frits Knuf, Buren 1979.

Det generer mig imidlertid, at samtlige referencer fra bogen ikke optræder i bibliografien, ligesom denne til tider ikke er opstillet efter helt elementære regler for almindelig videnskabelig praksis. Hvorfor optræder den citerede danske musikhistorie af Nils Schiørring ikke her, og hvorfor er serien Das Chorwerk (Moseler Verlag), anført uden datering, side 109? Hvorfor skriver Ryom Johan Bugenhagen side 88 og Johann Bugenhagen side 89? Og hvorfor er Den Danske Salmebog 2002 anført som Den danske Salmebog (2003-udgaven), side 6?

Endelig kunne man anke over, at en kirkemusikalsk historiefremstilling anno 2012 ikke henviser til digitale bibliografiske medier som www.kb.dk (Det kgl. Bibliotek) og www.kmkc.dk (Kirkemusikalsk kompetencecenter og dets link til kirkemusikalske søgemaskiner og annoterede bibliografier).  

Bortset fra disse sparsomme kritiske bemærkninger må bogen absolut anbefales som en rigtig god indføring i den luthersk-evangeliske kirkemusikhistorie. Bogens indhold kunne godt fortjene en bedre indbinding, der af denne anmelder skulle behandles med stor følsomhed for ikke at falde fra hinanden.

Af Anthon Hansen

Svend Prip: Frydeligt med jubelkor. Korsatser og diskanter fra Haderslev Domkirke. Bestilles på http://www.vorfruecantori.dk/, pris kr. 190 inkl. forsendelse. Pris i Domkirken kr. 150,-.

Per Günther: Lovsynger Herren. 16 motetter til kirkeåret for 1-4-stemmigt kor og orgel. Folkekirkens Ungdomskor/Forlaget Mixtur. Pris kr. 140,-

Vi organister er næsten pr. definition også husmandskomponister. Mange af os har prøvet at mangle en motet til den trættende søndag efter trinitatis og så skrevet en selv, der passer til de forhåndenværende søm – for ikke at tale om den orgelmusik, vi har skrevet til gudstjenstlig brug.

Noget af denne husflid bliver udgivet, ofte til glæde for andre. Og her sidder Deres anmelder med to på en gang sammenlignelige, men dog ret forskellige udgivelser.

Samlingen fra Haderslev Domkirke er udgivet som en gave til den gamle organist fra hans kantori, hvor han dog selv har siddet i redaktionen. Det er smukt at sætte sin korleder emeritus et sådant minde. De fleste satser kan fint finde anvendelse og dækker et behov for letsyngelig gudstjenestemusik.

Der er korte korsvar til læsninger i formessen, lettilgængelige trestemmige motetter, 4+-stemmige, der spænder fra meget letsyngelige satser med unisonoafsnit til forsigtig modernisme a la Lewkovitch. En tenorsats til ”Hører til, I høje himle” er en lettere koloreret udgave af Goudimel, som jeg ikke synes, der er så meget behov for. To satser til ”Kommer, sjæle” (Laub) trækker på det samme materiale og leger med kvartstabler og bibelsk stemmeføring ligesom mester Bach (Lad ikke den ene hånd…). En udgave havde været nok. Flere af satserne er i nærmest klassisk sats. De er god brugsmusik. Vi trænger nok til, at flere af os tør øve os i det mere moderne, også selv om vi måske er bedst til det klassiske – så tak for det. 

Til sidst er der nogle gode overstemmer – heraf flere med SPs ledsagesatser, der såmænd også kan bruges uden overstemme!

Per Günthers samling er mere ensartet. Mest går vi ad kendte og veltiltrådte stier, men med høj funktionalitet. Alle satser er bygget over kendte salmemelodier og er skrevet for kor og orgel. Lange afsnit er koralbogsafskrift, hvilket godt kunne have været nævnt.

Også Günther leger lidt med dissonanser og overraskende harmoniske drejninger, og orgelstemmen er skiftevis kordublerende og en ofte forfriskende friere sats. Korsatserne holder sig mest til klassisk koralstil eller det, der ligner, når der da ikke synges unisont. Små søde citater af andre sange bliver der plads til i et par af mellemspillene.

Satserne er alle lette at anvende og ofte med en fin opbygning, der gør dem til rigtig god brugsmusik. PG nævner selv i sit forord, at de selvfølgelig kan opføres med de forhåndenværende søm, så selv om der står en sats for blandet kor (13 satser), kan man sagtens opføre dem med lige stemmer – og de tre tostemmige satser kan besættes med de (kor)sangere, der nu er for hånden.

Per Günthers satser kan også købes enkeltvis, hvilket er en udmærket service – og så har han forslag til, hvornår satserne passer. Der er også nogle til den trættende trinitatis søndag.

De to samlinger bryder ikke musikhistorisk nye veje, men anvendelig musik til ganske almindelige gudstjenester er heller ikke af vejen. Kan anbefales!

Gennemarbejdet antologi over orgelbevægelsens musik

Af Morten Ladehoff

Danish Organ Music from the 20th Century vol. 2. Inge Bønnerup spiller værker af Svend Ove Møller, Bjørn Hjelmborg, Einar Trærup Sark, Niels Viggo Bentzon, Flemming Weis og Bernhard Christensen på orglet i Trinitatis Kirke, København. CDKlassisk CDK 1019

Danish Organ Music from the 20th Century vol. 3. Inge Bønnerup spiller værker af Tage Nielsen, Franz Syberg, Herman D. Koppel, Vagn Holmboe, Kai Senstius og Leif Thybo på orglet i Holmens Kirke, København. Med Mogens Andresen Brass Ensemble. CDKlassisk CDK 1051

Danish Organ Music from the 20th Century vol. 4. Inge Bønnerup spiller værker af Erik Nordby, Jørgen Jersild, Axel Borup-Jørgensen og Jan Maegaard på orglet i Vor Frelsers Kirke, København. Med Mogens Andresen Brass Ensemble. CDKlassisk CDK 1096

Inge Bønnerups indspilninger udgør en antologi over dansk orgelmusik fra ca. 1930 til 1990. De udvalgte musikstykker har det til fælles, at de alle i større eller mindre grad er skrevet i ”orgelbevægelsens ånd”.

Orgelbevægelsen var først og fremmest en orgelbygningsideologi. I starten af det 20. århundrede kunne man hos visse organister og orgelbyggere spore en utilfredshed med de store orkestrale orgler, der nok var gode til det virtuose, symfoniske repertoire, men til gengæld var mindre egnet til fremførelse af tidligere tiders musik. Med forbillede i det nordtyske barokorgel (a la Schnitgerorglet i Jacobikirken i Hamburg) ville man vende tilbage til de klassiske orgelbygningsdyder og nu bygge orgler med barok værkopdeling, flere aliquoter og mixturer, mekanisk registratur og traktur, mere kant i intonationen osv. Projektet handlede dog ikke om at bygge autentiske rekonstruktioner af barokinstrumenter, men snarere om at skabe nye funktionelle instrumenter, der imødekom tidens behov. Inge Bønnerup har i de foreliggende indspilninger valgt københavner-orglerne i henholdsvis Trinitatis, Holmens og Vor Frelsers Kirke; alle orgler, der mere eller mindre kan betegnes som ”orgelbevægelses-orgler”. 

Hvad emnet angår, er det nærliggende at drage en parallel til den tyske ”Neue Sachlichkeit”-ideologi, der i 20-30’ernes Tyskland blev praktiseret indenfor arkitektur, film, teater og musik. Også her handlede det om at vende sig bort fra romantikken og dens fokus på det subjektive og sentimentale - man søgte mod klassiske idealer om objektivitet, funktionalitet og saglighed. Hvad musikken angår, er Paul Hindemith nok den vigtigste repræsentant for ”Neue Sachlichkeit”. Han skrev såkaldt ”Gebrauchsmusik”, der ikke intenderede at udtrykke de store følelser, men til gengæld var velkonstrueret og virkningsfuld. Han implementerede barokke og klassiske kompositionsteknikker, og kombineret med et neotonalt tonesprog resulterede det i en friskt klingende musik funderet på en tidssvarende æstetik. Mange af de kompositioner, der er med i Inge Bønnerups antologi, har fællestræk med Hindemiths musik og er konciperet ud fra samme ideologi. Det gælder måske især værkerne af Niels Viggo Bentzon og Flemming Weis.

En ting er ideologi, noget andet er den faktisk klingende musik. Her fremviser antologiens værker en stor bredde i personlig stil og kompositionsteknisk opfindsomhed. Værkerne har noget til fælles, men samtidig fremstår de hver for sig som originale værker, og Inge Bønnerup har tilrettelagt en varieret programsammensætning, der gør hver cd interessant og lytteværdig.

Smag og behag er som bekendt forskellig. Ligeledes opfattelsen af kunstnerisk kvalitet. Men af personlige favoritter kan nævnes Svend Ove Møllers Te Deum, Einar Trærup Sarks Toccata Primi Toni og Bentzons Prelude, Intermezzo, Fugue. Og bestemt også Axel Borup-Jørgensens For Organ IV som dog, sammen med Jan Maegaards Phantasy for Organ, efter min mening sprænger rammerne for antologiens koncept qua deres modernistiske beskaffenhed.

Inge Bønnerup er en helhjertet repræsentant for orgelbevægelsen. Mange af de musikalske konventioner, som var typiske for bevægelsen og dens organister, kan høres i Inge Bønnerups spillestil og registreringspraksis. Forenklet beskrevet handler det bl.a. om rytmisk stringens uden agogiske udsving, grundlæggende legatospil uden artikulationsmæssig differentiering, svag registrering af bassen og generelt grundstemmefattige registreringer med betoning af de høje stemmer. Er man formet af samme skole som Inge Bønnerup, er denne måde at spille på sikkert den eneste rigtige, men hørt i en nutidig kontekst kan det tendere det blodfattige og akademiske. Spillestilen har imidlertid også sine kvaliteter. Især den rytmiske stramhed er velgørende i mange af værkerne, hvor en kompleks tekstur og knudrede polyrytmiske forløb netop kræver et strengt kontrolleret rytmisk flow.

Selvom det efterhånden er blevet en letkøbt kliché at sammenstille begreberne orgelbevægelse og skingerhed, kommer denne fordom, efter min mening, desværre til sin ret af og til. Der er steder hvor mixturernes dominans, med deres hørbare kor-repetitioner, slører de melodiske linjer og i det hele taget klinger uskønt - men her må man selvfølgelig tage med i betragtning, at en cd-optagelse kun er en tilnærmelsesvis gengivelse af lydkilden, og at det flade lydbillede, man hører hjemme i stuen, ikke har samme rundhed og dybde, som hvis man var på stedet.

Uanset forskellige holdninger til dette og hint, er det uomtvisteligt, at Inge Bønnerups indspilningsprojekt er yderst gennemarbejdet. Musikken, orglerne og fremførelsen passer sammen – der er kongruens på alle planer. Og så er hele baggrunden for projektet meget væsentlig, både hvad det dokumentariske og det kunstneriske aspekt angår. Man kan håbe, at udgivelsen kan animere flere organister rundt omkring til at give sig i kast med denne glimrende musik.

(Cd nr. 1 i serien blev anmeldt af Per Nedergaard Hansen i martsnummeret 2010).