Anmeldelser

Organistbladet april 2013.

Af Anthon Hansen

François Couperin: Leçons de Ténèbres. Jægersborg Consort: Janne Solvang og Anne Mette Balling, sopraner, Fredrick Bock, theorbe, Mogens Rasmussen, gambe, og Mads Damlund, orgel

Da jeg var ung, spillede vi Buxtehude og Bach – og lidt Gade, når det gik højt! Nu kan alle de unge også på fransk, både romantisk og barokt! Og hurra for det. Couperins Leçons de Ténèbres ligger jævnligt som koncerttilbud i indboksen hos alle os koncertarrangører fra det ene og det andet ensemble.

Jægersborg Consort har indspillet ikke bare en demo, men en professionel cd med det svært tilgængelige værk. Indspillet i Helsingørs Mariakirke med et klædeligt rum om Viggo Mangors fortræffelige optagelse, han selv for øvrigt en fin lutspiller.

Der synges i moderne kammertone – sangene ligger i forvejen i et lidt anstrengt leje, selv for så slanke sopraner som de to her, og at sætte det ned til 415 havde nok gjort gavn. Couperin skriver i sit forord, at man gerne må transponere dem, og meget taler for, at Couperins samtid i kirkerne spillede så lavt som omkring 390, næsten en heltone under den moderne.

Solisterne former musikken fint efter tekstindholdet, og derfor er det kreperligt, at det som så ofte med lyse stemmer er svært at forstå teksten – det går lige, når man sidder med tekstheftet foran sig.

Continuospillet er delikat og klart, som det skal være. Lyt for eksempel til sidste del af 2. lektion, hvor de rigtigt folder sig ud. Det er dejligt, at det er blevet in med theorbe i continuogruppen. Det klæder musikken, og Fredrik Bock gør det utroligt smukt. Det er overflødigt at nævne, at Mogens Rasmussen lægger en fin bund – det gør han altid. Og Mads Damlund kan sagtens være med i selskabet.

Det undrer mig, hvorfor orgelcontinuo mest er lange, liggende akkorder, mens både cembalo og lut – vel tvunget af deres korte toner – er meget bedre til at variere. Måske skulle vi organister lytte lidt til dem? Det er da mærkeligt, at da man begynder at skrive tasteinstrumenters stemmer ud, er det med en variation i akkompagnementet, der er vildt mere fantasifuldt end det sædvanlige continuospil (også på cembalo). Man skulle have ventet, at de nedskrevne stemmer lænede sig op ad en eksisterende tradition for, hvordan man omgås et tasteinstrument. Men lad mig lige understrege, at man næsten aldrig hører andet, så det er ikke en kritik af Mads Damlund.

De tre lutstykker af Robert de Visée spiller Fredrik Bock smukt. Også i nutidig stemning. Det passer nok bedre sammen – men klinger instrumentet ikke smukkere i en lavere stemning? Jeg ville hellere have haft dem samlet enten først eller sidst. De bryder stemningen, når de kommer som mellemlægsmusik.

Tekstheftet er forbilledligt med et smukt layout, en fin artikel om værket og komponisterne – og (mærk jer det, alle I, der tænker på at gøre noget lignende!) oversat smukt til engelsk af en englænder! Sangteksterne er på latin og engelsk. Fint – men realistisk set kunne man have forkælet hjemmemarkedet med den danske oversættelse i erkendelse af, at det internationale salg næppe bliver det største.

Leif Martinussen: Réflexions d’un rendez-vous musical pour orgue. Forlaget Mixtur

Lasse Toft Eriksen: Overture-suite over morgensalmer. Forlaget Mixtur

Med vanligt indbydende covers og nodelayout lokker Mixturs udgivelser af Leif Martinussen - ”Réflexions d'un rendez-vous musical” - og Lasse Toft Eriksen - ”Overture-suite over morgensalmer”- til fordybelse og (forhåbentligt) spilleglæde.

Det kan forbavse, så begrænset det trods Leif Martinussens mangeårige kombination af organist- og komponistvirke er, hvad man finder af udgivne orgelkompositioner i hans oeuvre. De seneste tyve år synes han ligefrem at have nærmest fornægtet sit instrument. Og det er synd. Edition Egtved udgav i 1984 en lille antologi af Martinussen med tyve års orgelværker fra 64 til 84, ”11 satser for orgel”, og den rummer faktisk et par af de største ”hits” i min basisbunke af materiale til præ- og postludier, en basisbunke, som denne nye udgivelse har vist sig at udvide.

Titlen ”Réflexions d’un rendez-vous musical” henviser til værkets tilblivelse som bestilling fra den franske orgelprofessor Lidia Ksiazkiewicz. På hendes opfordring har Martinussen efter eget udsagn ladet sig inspirere af det franske musikmiljø i et månedlangt ophold i Paris, hvorunder værket blev til. Og den franske musiks højtopbyggede klange og modale akkordprogressioner lader sig da heller ikke fornægte, omend Martinussen har tilpasset dette tonesprog til sit eget – i forvejen klangglade – tonesprog. Resultatet er et velgørende festfyrværkeri af lyd struktureret gennem et saliggørende benhårdt håndværk, der får selv de mest skamløse disney- og salonmusik-allusioner (og, som sagt, den indlysende lyd af fransk orgelmusik) til at samle sig til et eget kunstnerisk udtryk.

Værket falder i tre satser: To overvejende virtuose ydersatser omkranser en ”Cantabile”, hvis harmonik forener fransk tradition med et typisk dansk jazzmusik-til-film-tonesprog. Denne sats har ved en aftentjeneste allerede bestået ”gudstjeneste-prøven”, hvor den gav en stemningsfuld afslutning på forløbet.

Ydersatserne er virtuose, men ligger godt i hænderne og er - grundet Martinussens logiske opbygning af musikken - nemme at sætte sig ind i. Et lille ankepunkt fra min synsvinkel kunne være deres rapsodiske karaktér, der måske gør dem lidt mindre velegnet som brugsmusik (hvad de vist egentlig heller ikke er tænkt som fra Martinussens side). På hans hjemmeside kan man i hvert fald se, at Ksiazkiewicz har værket som koncertrepertoire). Jeg har dog tænkt mig at vove forsøget ved førstkommende konfirmation.

Lasse Toft Eriksen tilhører en yngre generation. Hans ”Ouverture-suite.” indeholder seks orgelkoraler. Hvor Martinussen refererer til tidlig nittenhundredetals fransk orgelmusik, refererer Eriksen eksplicit til barokkens praksis ved at forme sin suite som Ouverture, Air, Canzonetta, Nocturne, Etude og Gigue. Værket er altså tænkt som et samlet forløb, samtidig med, at de enkelte koral-baserede satser isoleret kan fungere som gudstjenestemusik.

Satserne spænder stilistisk vidt, og er hver især skrevet i deres eget prægnante idiom. Men skønt de enkelte satsideer definerer sig tydeligt, er det som om selve idiomets indhold er mindre prægnant, som om den stilistiske klarhed slår over i rene kompositionsetuder.

De til grund liggende melodier er godt kamufleret med ”Morgenstund har guld i mund” som én af de nemmest genkendelige, mens satserne over ”I østen stiger solen op” og ”Vågn op og slå på dine strenge” kun afslører deres grundlag i glimt eller i rytmisk forvrængning, og ”Nu rinder solen op” og ”Se, nu stiger solen” kræver langt skarpere ører (og øjne) end mine for at afsløre sig.

Det er dog ikke et problem i sig selv. Tværtimod kan det være en styrke, da satserne dermed fremstår langt mindre entydige end koralbearbejdelser gør flest. Særlig vellykket synes jeg faktisk netop satsen over ”Se, nu stiger solen” er. Den fremstår stemningsmæssigt som en varieret parafrase over – eller hyldest til – Jesper Madsens dejlige sats over samme melodi. Som for de øvrige satser gør det sig også for denne gældende, at den sin konsekvens og stilsikkerhed til trods fremstår en anelse melodisk uprægnant. Heller ikke dette er dog nødvendigvis en mangel i gudstjenestesammenhæng. Den sætter på smukkeste vis en stemning og fylder rummet med velklang i den tid den varer. Dette gælder i øvrigt for alle satserne: I gudstjenestesammenhæng vil de kunne gøre god gavn.

Men forestille sig, at suiten spillet i sin helhed skulle kunne fremstå som et bud på et samlet kunstnerisk udtryk, som et relevant bidrag til den samlede kunstmusik, - det kan man – jeg – kun dårligt.