Anmeldelse

Organistbladet maj 2013.

Franz Tunder: Complete Organ Works. Ed.: Michael Belotti. Breitkopf Urtext. EB 8825 (2012) Pris: 29 Euro.

Michael Belottis kritiske nyudgave af Franz Tunders samlede orgelværker er klassisk i sin tilrettelæggelse: et fyldigt forord på tysk og engelsk, nodedel med 4 præludier, 1 canzone, 8 koralbearbejdelser, 1 præludiefragment samt fragment af en koralfantasi, som Belotti giver sit bud på færdiggørelsen af. Udgaven rummer endvidere 7 kilde-faksimile-sider og en kritisk beretning med kildebeskrivelser på tysk. Den engelske version kan downloades på www.breitkopf.com.

I

Værkbestanden er i nyudgaven den samme som i Klaus Beckmanns kritiske udgave, Edition Breitkopf 6718, 1974, og Belotti medgiver, at denne udgave giver mulighed for at sammenholde, kontrollere og vurdere forholdet mellem de trykte værker og deres kilder. Hvilket rejser spørgsmålet: hvorfor så en ny kritisk udgave? Belotti svarer: ”… so many new findings concerning sources, stylistic aspects and performance practice have been made in the past decades that, based on the new critical examination of the source material, it seemed reasonable to provide a new practice-oriented edition…”.

I sin kritiske beretning bemærker Belotti således, at hs.-tabulaturen med Tunders canzone udgør en betydelig kildeværdi, hvad tidens opførelsespraksis angår. Notation i yngre tysk bogstavtabulatur er i reglen en partitur-opstilling, men i nedskriften af canzonen gøres der forsøg på at vise greb og fordeling mellem hænderne. De enkelte stemmeforløb i hver tabulaturlinje gengiver altså ikke de kontrapunktiske, men de spilletekniske forløb. Dette træder tydeligt frem på steder, hvor en given stemme videreføres i en anden, frem for at blive på sin partiturmæssige linjeplads. I transskription til linjenotation tydeliggøres stemmeføringen ved konjunktionsstreger.

Samtlige kilder er noteret i bogstavtabulatur, og på en enkelt undtagelse nær er der tale om unika-tekster. Hovedkilderne til Tunder-værkerne – Ratsbücherei Lüneburg, Mus. Ant. Pract., KN 207 og KN 209 – tilskriver Belotti betydelig kildekritisk værdi, hvilket eksempelvis fremgår af de kritiske beretninger til præludiet i G-Dur og koralfantasien Komm, heiliger Geist, Herre Gott, til hvilke Belotti anfører henholdsvis 19 og 16 korrekturer. I næsten alle tilfælde drejer det sig om ukomplicerede flygtighedsfejl og de tilbagevendende tabulaturfejl: oktavforlægninger og forvekslinger af tonebogstaverne a, e og c.

Den mere kildeskeptiske Beckmann anfører i sin kritiske beretning henholdsvis 28 og 26 korrekturer til de samme to værker (Beckmanns forkærlighed for tilføjelse af bindebuer er ikke medregnet i korrektur-optællingen). – I forskellene mellem de to kritiske beretninger findes en væsentlig, hvis ikke den egentlige, årsag til nyudgavens tilblivelse.

II

Tunder-biografien får ikke tilført væsentligt nyt i nyudgavens forord. Belotti antager, at Tunder blev født 1614 eller 1615 i Lübeck, og at hans musikalske uddannelse fandt sted i Lübeck-Hamburg-miljøerne. Men ingen af delene foreligger dokumenteret. – En solid baggrund må Tunder imidlertid have haft, siden han som ca. 18-årig blev valgt til hoforganist på Gottorp Slot hos den musikinteresserede hertug Friedrich III. Og han må have meriteret sig i regionen, eftersom han ni år senere, i 1641, udnævnes til den prestigefulde livstids-organiststilling ved St. Marien i Lübeck. Få år senere fik Tunder tillige betroet hvervet som Werckmeister.

III

I markedsføringsskrivelsen fra Breitkopf forlagshusets PR-afdeling forlyder det, at Tunders værker udgør ”an important stylistic link between Sweelinck and Buxtehude.” – Denne tilkendegivelse til lancering af nyudgaven – i øvrigt kun i nogen grad med støtte i Belottis forord – er ikke uproblematisk.

1. Hvad angår offentlige koncerter, bestod der utvivlsomt links mellem Sweelincks ugentlige, berømmede orgelkoncerter i Oude Kerk over Weckmanns og Bernhards Collegium Musicum-koncerter i Hamburg til Tunders torsdags ”børs-orgelkoncerter” i St. Marien – senere udvidet med strygere og sangere til Abendspiele og endelig til ”eine starcke Music” finansieret af byens købmandslav. Navnkundige blev siden Buxtehudes advents-Abendmusiken, omfattende bibelske operaer, antagelig med flersidig inspiration fra Hamburg-operaen.

Usandsynligt er det derimod, at Sweelinck – som i sit reformerte miljø vides ikke at have beskæftiget sig synderligt med komposition med henblik på liturgisk orgelspil – skulle have bearbejdet luthersk-evangeliske salmemelodier. De koralvariationer over tyske salmemelodier, som den med mange udgivelser travle autoritet, Max Seiffert, i henhold til kildernes autorinitialer, JP, oprindelig udgav under Sweelincks navn, er senere blevet tilskrevet organisten Johann Prätorius, en bror til den mere kendte Sweelinck-elev, Jacob Prätorius.

2. Stilistiske links mellem Tunders og Buxtehudes præludier falder det vanskeligt at præcisere. Buxtehudes fortjenester var det at udvikle de fugerede sektioner i det nordtyske præludium – herunder variationsfugaen – til det uovertrufne indenfor genren i henseende til satsteknisk koncentration og ekspressivitet. I Tunders sammenligningsvis arkaiserende præludier findes variationsfugaen ikke.

3. At der indenfor specialiteten, den nordtyske koralfantasi, består stilistiske links mellem Scheidemanns, Tunders og Buxtehudes værker er ubetvivleligt. Mere tvivlsomt er det, at der på dette område skulle bestå direkte forbindelse fra Sweelinck.

En tabulaturbog fra Celle, dateret 1601, indeholder koralfantasier af Lüneburg-organisten Johann Stephan. Genren var altså regionalt under udvikling før Hamburg-eleverne, Prätorius og Scheidemann – på byens bekostning – drog til Amsterdam for at modtage undervisning hos Sweelinck.

IV

Belotti-udgavens forord giver anledning til følgende uddybende bemærkninger:

Med de udvidede dimensioner, i den improviserende gestik, klarere og strammere organisering og strukturering af toccata- og fugatosektionerne betegner Tunders 4 præludier et senere udviklingsstadium af de ældre Sweelinck-elevers præambler.

Matthias Weckmann stod på venskabelig fod med sine to jævnaldrende, Tunder og Johann Jacob Froberger. Tunder var forlover ved Weckmanns giftermål i 1648, hvorfor de antagelig må have kendt hinanden en rum tid forinden. – Umiddelbart kan det derfor undre, at Tunder – i modsætning til Weckmanns og Frobergers canzoner og toccataer – i intet af sine 4 præludier drager variationsfugaen – samme tema omsat til 3-delt takt – i anvendelse. Des mere sælsomt forekommer det, eftersom Tunder ikke var ubekendt med den metriske variations-fugeringsteknik, idet han anvender den i den enlige Canzon in G, t. 18., hvor temaet veksler fra C til 6/8 (3/4 i kilden).

Musikforskeren Fr. W. Riedel har ud fra sine kildestudier fremsat den formodning, at Frobergers tastemusik først blev kendt i Nordtyskland med Weckmanns ansættelse ved St. Jacobi Kirke i Hamburg i 1655, og at Weckmanns egne tastemusikværker – der, som Frobergers, gør flittigt brug af variationsfugaen – skulle være komponeret i årene omkring 1650. Såfremt denne tese holder stik, kunne der være en indikation for, at Tunders præludier blev komponeret længe forinden. Mere håndfaste belæg for denne tese om relativ kronologisk bestemmelse foreligger imidlertid ikke.

V

I sit forord anfører Belotti, at 6 af Tunders 9 koralbearbejdelser repræsenterer den ”vidtløftige bearbejdelsesmåde”, som af musikforskningen under ét betegnes ”koralfantasi”. Termen blev præget af Fritz Dietrich i det banebrydende arbejde Geschichte des deutschen Orgelchorals im 17. Jahrhundert (Kassel 1932).

Da Belottis betegnelse koralfantasi for Tunders ”vidtløftige” bearbejdelser imidlertid ikke er helt præcis, kan det være på sin plads at gøre opmærksom på en senere, mere differentieret terminologi:

1. Koral-motet: Ofte vidtspundne, orgel-idiomatisk kolorerede intavoleringer af vokale værker, såsom Scheidemanns 12 bearbejdelser af Lasso- og Hassler- m.fl.-motetter.

2. Koral-fantasi: Bearbejdelser i den opulente, virtuose højbarokke prunkstil kendetegnet ved takskifte, ekkopartier, manual- og pedalfordeling-angivelser, modstilling af vekslende, kontrære satstyper i skikkelse af toccata, fugato og ostinate dannelser. Typen findes fuldt udviklet hos Scheidemann omkring midten af 1600-årene.

3. Koral-ricercare: Mangler i sit ensartede forløb fantasiens kendemærker og er i linjegennemføringerne forholdsvis tæt på sine rødder: den vokalpolyfone, gennemimiterede motet. – Tunders bearbejdelse af Jesus Christus, wahr’ Gottes Sohn repræsenterer koralricercaren – som førhen Samuel Scheidts Ich ruf’ zu dir og siden Buxtehudes Ich dank’ dir schon durch deinen Sohn (BuxWV 195).

Datiden kendte ingen genreterminologi for koralbearbejdelser, såsom orgelkoral, koralfantasi, etc. I f. eks. Tunder- og Buxtehude-kilderne anføres kun koraltitlerne, hvilket blev anset for tilstrækkeligt, eftersom bearbejdelser af en forud given cantus firmus med tilhørende salmetekst samlet blev henregnet til stylus melismaticus. Stil så at sige rangerer højere end genre og type.

Dette forklarer så også, hvorfor Johann Mattheson – hamburger musikeren – i sin beskrivelse af stylus phantasticus i det teoretiske skrift fra 1739 Der vollkommene Capelmeister (Teil I, Kapitel 10, paragraf 88-95) ikke med et ord nævner ”den nordtyske koralfantasi” eller tilsvarende.

Noget andet er heroverfor, at systematisk stilteoretisk formulering, som bærer præg af at være statisk, og kompositorisk praksis ikke uden videre stemmer overens, eftersom komponisterne hvad angår fusionering og videreudvikling af genreelementer, i vedvarende bevægelse fulgte deres egne veje. Men det er en anden historie.

VI

Belottis kritiske nyudgave af Franz Tunders orgelværker kan kun betegnes som særdeles anbefalelsesværdig. Udgaven i A4 tværformat er ikke blot omhyggeligt gennemarbejdet i forskningsmæssig henseende, men også indbydende i sit layout. Nodetrykket er – fraset 2 faksimilesider, som fremtræder overbelyste – klart og letlæseligt med behagelig plads mellem systemer og noder. Særlig interessant vil udgaven være for dem, der måtte ønske at stifte bekendtskab med de historiske og filologiske aspekter i skikkelse af Belottis vægtige forord, hans kildeforståelse, besindige og velovervejede korrekturer.