John Stanley (1712-86)

Organistbladet juli 2012.

John Stanley var en bemærkelsesværdig musiker. Selv om han var blind fra toårsalderen blev han en af sin tids førende engelske musikere, ikke blot som feteret organist, men også som violinist, dirigent og komponist. Han opnåede nogle af nogle mest eftertragtede stillinger i Londons musikliv, og mange, deriblandt tidens store navn Händel, strømmede til for at høre Stanley spille i Temple Church. Hans i alt 30 udgivne voluntaries for orgel er fulde af melodisk charme, fine eksempler på en stil der står på grænsen mellem barokken og den »galante« tid.

John Stanley blev født den 17. januar 1712. (I nogle samtidige kilder anføres hans fødselsår som 1713, men kirkebøgerne siger 1712). Han blev blind i en alder af to år, da han snublede med en porcelænsskål i hænderne. Blindheden var ikke total, men han lærte aldrig at læse eller skelne farver, og det var først sent i livet han lærte – nødtørftigt - at skrive sit navn. På tidligere dokumenter er hans underskrift kun et kryds. Til gengæld udviklede han en usædvanlig hukommelse – man fortalte, at han lærte et musikstykke udenad ved blot at høre det en enkelt gang, og han blev en ivrig og meget succesfuld kortspiller.

Hans vigtigste lærer var Maurice Greene, organisten ved St. Paul's Cathedral. Under hans vejledning gjorde Stanley så hurtige fremskridt, at han i 1724, i en alder af 12 år, blev udnævnt til organist ved All Hallow's Church, Broad Street. Da han året efter besøgte Oxford blev det sagt, at han »was look'd upon as the best organist in Europe, it may be, in the World". Bedømmelsen skal selvfølgelig tages med det gran salt, at det drejede sig om et vidunderbarn, der oven i købet var blindt, men han må have været usædvanlig talentfuld. I 1729 modtog han som den yngste nogen sinde graden Bachelor of Music fra Oxford University.

I 1734 fik Stanley den prestigefyldte stilling som organist ved Temple Church, tempelriddernes gamle kirke i Londons centrum. Her havde man et af byens fineste orgler, bygget af Father Smith under det såkaldte »Battle of the Organs« i 1680-erne. Der var en bitter strid mellem to af datidens førende orgelbyggere, Renatus Harris og Father Smith, om retten til at bygge det nye orgel i Temple Church. Kirkens myndigheder kunne ikke enes om, hvem der skulle have opgaven, og det blev derfor besluttet, at de begge skulle bygge et orgel i kirken. Rivaliseringen var intens. Det fortælles, at Harris' sympatisører skar huller i bælgene på Smiths orgel natten inden demonstrationen. Alligevel endte Smiths orgel med at blive det foretrukne. Det er det først kendte eksempel på et tremanualers orgel i England. Et pedalværk fandtes ikke i den tids engelske orgler.

To år senere blev Stanley valgt til en tilsvarende embede ved St. Andrew's, Holborn, og han forblev i begge stillinger til sin død.

I 1738 giftede Stanley sig med Sarah Arlond, datter af en kaptajn i det ostindiske kompagni. Hun var hans elev, og ægteskabet blev indgået i hemmelighed, hvilket dels kan skyldes standsforskelle – hun var af rig familie – dels konfessionelle vanskeligheder, eftersom han var protestant og hun katolik. Sarah medbragte en formue på £7,000 i ægteskabet. Efter den romantiske begyndelse synes ægteskabet at have været uden de store ydre begivenheder. De fik ingen børn, men ægteskabet varede til Sarahs død. Hendes yngre søster Ann, som boede hos dem, blev den blinde komponists sekretær.

I 1750-erne begyndte Stanley at dirigere oratorier, blandt andet af Händel, og efter Händels død i 1759 overtog han ledelsen af fastetids-oratorierne på Covent Garden. Det er overleveret, at han regelmæssigt spillede orgelkoncerter i pauserne under oratorieopførelserne. Ved en opførelse af et Te Deum af Händel var orglet stemt en halv tone højere end de øvrige instrumenter. Stanley transponerede stemmen udenad »with as much ease and address, as any other person could have done by the help of sight«.

I 1774 blev han udnævnt til Master of theKing's Band of Musick.

For organister i dag er Stanley især kendt for sine 30 orgel-voluntaries, der blev udgivet i tre sæt mellem 1748 og 1754. Den engelske voluntary, hvis øvrige betydelige navne tæller komponister som Matthew Locke, John Blow, Henry Purcell, William Croft og G.F. Händel, havde sin plads i den anglikanske liturgi efter læsningerne og som afslutning på gudstjenesten. Den blev, som navnet antyder, oftest improviseret, hvilket for en blind musiker som Stanley må have været særligt nærliggende. Man kan nok gå ud fra, at Stanleys voluntaries er finpudsede versioner af de orgelimprovisationer der var med til kraftigt at øge kirkegangen i Temple Church og St. Andrew's.

Flertallet følger den todelte form som Stanleys lærere John Reading og Maurice Greene havde praktiseret, med en langsom introduktion for »diapasons« (principaler) efterfulgt af en hurtig sats med solostemmer som cornet eller trompet, ofte med benyttelse af det ekkoværk, som Stanley havde til sin rådighed på orglet i Temple Church. De sidste par stykker i hvert sæt er for »full organ«, med en indledning der enten er kontrapunktisk eller i form som en fransk ouverture og følges op af en fuga. Enkelte nærmer sig den italienske koncertform, som f. eks. d-mol voluntary'en Op. 5 nr. 8. Samlingens hit, og Stanleys berømteste stykke, findes i Op. 6 nr. 5, kendt som »Trumpet Voluntary« og hyppigt benyttet ved bryllupper. Det står mellem to langsomme satser i d-mol. Den bedste musik i samlingen findes nok i de frie allegrosatser, hvor man finder meget liv og melodisk charme.

Foruden disse voluntaries udgav Stanleys yderligere syv opusnumre. Der er to sæt sonater for fløjte og continuo (Op. 1 og 4), og tre sæt kantater (Op. 3, 8 og 9). Kantaterne blev opført som underholdning i de mange forlystelseshaver, som var blandt overklassens foretrukne tilholdssteder i London. Det er interessant at bemærke, at det første sæt rummer adskillige da capo-arier i baroktraditionen, mens de to senere opusnumre har strofiske sange – et eksempel på, hvordan Stanley tilpasser sig tidens ændrede smag.

Stanleys Six Concertos for Organ blev udgivet i 1775 - nummer 4 er blevet beskrevet af den engelske musikforfatter Charles Cudworth as »formodentlig den fineste af alle engelske orgelkoncerter.«

Mange anser Stanleys to sæt koncerter for strygeensemble (Op. 2 og 10) for at være hans bedste værker, med en variation i form og karakter der næsten når op på siden af Händel. Også her er der satser i den galante stil som Carl Friedrich Abel (1723-87) og Bachs yngste søn, J.C. Bach (1735-82) bragte til London i anden halvdel af 1700-tallet.

I 1784, atten måneder før Stanleys død, udkom en artikel »Some account of John Stanley, Esq« i The European Magazine and London Review, der sammen med den tidligere elev John Alcocks erindringer, udgivet kort efter Stanleys død, er hovedkilden til Stanleys liv. Den anonyme samtidige opsummerer Stanleys betydning på denne måde: »As a composer, Mr. Stanley is always sweet and pleasant. If he does not possess the fire of Handel, he never disgusts with insipidity. He carefully cultivated the style in which he was originally instructed, which, if it does not exhibit as much of what is called Taste as may be found among other authors, as least discovers more good sense.«

Malcolm Boyd: John Stanley, i: The new Grove Bd. 18 s. 75-77, London 1980

Malcolm Boyd: John Stanley's Voluntaries, i: The Musical Times, juli 1974, s. 398-401

Glyn Williams, H. Diack Johnstone, Malcolm Boyd: New Light on Stanley, i: The Musical Times, oktober 1976, s. 810-815

Greg Morris: John Stanley, i: Organists' Review, marts 2012, s. 4-11

CHAIR

Gedackt of wainescott 12 61

Hohlflute of mettle 6 61

A Sadt of mettle 6 61

Spitts flute of mettle 3 61

Violl and Violin 12 61

Voice humaine of mettle 12 61

GREAT

Prestand 12 61

Hohlflute wood & mettle 12 61

Principall of mettle 6 61

Quinta of mettle 4 61

Super Octavo 3 61

Cornett of mettle 2 112

Sesquialtera of mettle 3 183

Gedackt of wainescott 12 61

Mixture of mettle 3 226

Trumpette of mettle 12 61

ECCHOS

Gedackt of wood 6 61

Sup. Octavo of mettle 3 61

Gedackt of wood (from c1) 12 29

Flute of mettle (from c1) 6 29

Cornett of mettle (from c1) III 87

Sesquialtera (F-b?)) III 105

Trumpett (from c1) 12 29