Anmeldelser

Organistbladet september 2012.

Af Birgitte Ebert

Hvem kaldte på erantis? – og andre salmer og sange. Forfatter: Niels Johansen. Komponist: Werner Knudsen. 94 sider, indbundet. Unitas Forlag 2010 med hjemmeside www.erantissange.dk

Hvem kaldte på erantis? - og andre salmer og sange er opbygget efter årets 12 måneder med en prosarefleksion fulgt af 3 – 5 salmer eller sange, knyttet både til den pågældende måned og kirkeåret. Teksternes digter, præsten og forfatteren Niels Johansen, betoner selv i forordet, at bogen er en sangbog, ikke en salmebog. Den kan således tillade sig at bestå af et blandet repertoire af salmer, bibelske sange, morgen– og aftensange, lejlighedssange og lystige viser.

Af de 44 sangtekster har ca. en fjerdedel tilknytning til en bibeltekst. Det drejer sig f.eks. om beretningerne om den kanaanæiske kvinde, den vantro Thomas, Nikodemus, Paulus' omvendelse og de ti brudepiger. Desuden er der tekster til konfirmation, dåb og begravelse.

Bogen er blevet til i tæt samarbejde med komponisten Werner Knudsen, der til daglig også er datalog og forfatter. Musikalsk spænder udgivelsen fra Aagaard-stil over visesang til kirke-jazz, som et venligt ment begreb, med betegnelser som samba, jazz-vals og latin. 5 melodier findes i becifring, men ikke i afskrækkende avanceret stil.

Tekster og melodier hænger godt sammen, idet både stilen i teksterne og i melodierne og deres satser er enkel og let at tilegne sig. I firelinjede vers er det som oftest umuligt at variere og skabe noget specielt: melodien skal ud, og den skal lige så hurtigt hjem. Disse melodier eksisterer der tusinder af, alt er allerede lavet her. De længere versemål kræver god forbindelse mellem tekst og melodi og helst et lille særpræg eller en villet uregelmæssighed, som gør den syngende forelsket. Det kan f.eks. ske, som man finder det i Werner Knudsens melodier, når melodien står i 5/4 (Smilehul i gammel sne s. 24), begynder i mol og slutter i dur (Af jord er vi kommet s. 81), eller ikke altid slutter hjemme på grundtonen (Januarmørke s. 8 som den eneste). Der måtte gerne have været meget mere af det.

Samlingen rummer mange finurlige, poetiske begreber, som f. eks: »I vinterlys bliver dagen lang og strækker sig forsigtigt« (s. 12), »Værsgo dagens ret på et fuglebrædt« (s. 13), »Hjerte, find din liggestol« (s. 25) »Hvor man står og går i stå« (s. 37), »Vinteren smider de sidste gram«. Alligevel mangler jeg ord ud over dem, der allerede findes i teksterne. Andre ord end blomsternavne, solopgange, hjerter og røde farver, himmel og lys. Jo, det er et under og et smukt billede, at vintergækken gennembryder mulden, men der kræves alligevel mere for at stimulere og inspirere en kristentro. Bid i forholdet til bibelteksterne, bid i det særlige, det er at være et kristent menneske og dermed at påtage sig dogmatik, kirkerum og liturgi, sat på spidsen. Udgivelsen hedder: Hvem kaldte på erantis?, og svaret er jo, at det gjorde Gud. Men hvis det er andet end et smukt billede, hvis det skal være metafor for et mere udviklet gudsforhold, skal vi ane det i tilstrækkelig grad. Det synes jeg ikke, teksterne og den tilhørende musik giver mulighed for.

Udgivelsen fremstår meget gennemarbejdet, med et flot nodetryk og, så vidt jeg kan se, uden trykfejl. Der er gjort et stort og tidskrævende arbejde for at disse sange og salmer kan blive indsungne. På en hjemmeside, der også rummer baggrundsstof for udgivelsen, er det muligt at finde alle bogens tekster med tilhørende akkompagnement, som kan høres direkte eller downloades til cd eller mp3. En del findes også som optagelse af fællessang eller med børnekor, fint sunget af Skovlunde Kirkes Børnekor og små sangsolister under Mie Korp Sloths ledelse.

De indledende tekster til hver måned virker lidt for tilbageskuende med deres omtale af »Forelsket i København«, Daimi og - ja trediveårskrigen. Den del af bogen er måske ikke så oplagt til børn og unge, men mere til morfargenerationen. Salmerne og sangene kan synges af alle aldersgrupper og vil også være velegnede som solosang eller enstemmig korsang.

Af Elsebeth Dilling-Hansen

Jacob Køhn Andersen: Herrens himmel - 12 salmer sat i musik af Bjarne Haahr. Forlaget Nim

For ca. et år siden kom nogle pårørende til en dåb og spurgte, om jeg ville spille dåbssalmen Du himmelbarn med jordisk glød. Jeg kendte den ikke, men fik den tilsendt. Vi spillede og sang den pågældende salme til dåben, og det var en succes.

Da jeg senere blev bedt om at anmelde dette hæfte kunne jeg kende dåbssalmen og blev klar over, at den var en del af en større samling af nye salmer.

Teksten til dåbssalmen er poetisk, billedrig, let forståelig, men også med plads til dybe fortolkninger. Melodien er først og fremmest meget sangbar, enkel i sin opbygning og med et tonesprog, der matcher teksten. En dåbssalme, der varmt kan anbefales.

De 11 andre salmer kan man stort sige det samme om. De er alle gode, og melodi og tekst går hånd i hånd.

Hæftet er meget overskueligt og smukt lavet. Enkelte salmer passer til kirkeårets gang, og andre til livets højtider. Som en ekstra bonus er der lavet en vignet til hver salme, af Kirsten Dissing Overgaard.

Jeg vil fremhæve salmen De dugvåde blade, som er en sommersalme. Vi ved alle fra Den danske Salmebog, hvor få årstidssalmer vi har. Der er, efter min mening, brug for mange flere. Natur og tro er tæt forbundne, og det er billeder, mange sætter deres lid til og kan forholde sig til. Salmen har et omkvæd. Det er en god ting, når en ny salme skal indlæres.

En anden salme, begravelsessalmen Mange blomsters farver lyser, bemærker jeg særligt. Til begravelser vælger folk næsten altid de kendte (og nogle kender næsten ingen). Det er meget svært at få indsunget nye salmer til disse lejligheder. Men der er tidspunkter, som til f.eks. Alle Helgen, hvor man fra kirkens side kan forsøge at sætte nye begravelsessalmer på programmet. Måske går det ligesom med bryllupssalmen I blev skabt som mand og kvinde, at en del pludselig vælger nyt, og kender andre salmer end de helt gængse.

Når nye salmer i det hele taget skal introduceres eller indlæres, er det en stor fordel, at koret / kirkesangeren løser denne opgave.

Samtlige melodier af Bjarne Haahr har min dybeste respekt. Personligt har jeg oplevet Bjarne Haahr til nogle sangeftermiddage. Jeg har fulgt hans produktion af melodier gennem årene, og er meget begejstret. Hans melodier synger sig selv. De virker enkle, men de har et tonesprog, som indeholder det, en god melodi skal. I al sin enkelhed er de meget forfinede og gennemarbejdede, og fremstår som en helhed fra begyndelse til ende. Harmoniseringerne er i orden. Mange af Bjarne Haahrs melodier vil holde i fremtiden. De er til at gå til for alle, rent spillemæssigt.

Denne lille samling af nye salmer fortjener at blive kendt af mange. Det er salmer med et stort teologisk og musikalsk indhold, og det er salmer for den voksne generation.

Af Eva Maria Jensen

"Gør os til mennesker, Gud" – salmer af Lars Busk Sørensen og "Vi som er søgende – salmer til moderne mennesker" af Iben Krogsdal, begge udgivet af Unitas Forlag i henholdsvis 2008 (Busk Sørensen) og 2010 (Krogsdal).

Allerede ved første blik fremstår de to samlinger som ret forskellige. Den ene præsenterer sig grafisk som "den traditionelle", den anden som "den moderne". Omslaget på Busk Sørensens samling viser et dejligt, lidt klicheagtigt dansk sommerlandskab, Krogsdals salmer har en collageagtig forside med en del brune, gyldne og blå farver. Af en eller anden grund virker forsiden dyster, et indtryk der forstærkes, når man ser bogens øvrige illustrationer. Bagsideteksten informerer, at forfatteren selv har illustreret bogen. Måske burde hun have overdraget denne opgave til en anden.

Lars Busk Sørensen (f. 1930) er en erfaren salmedigter. Tre af hans salmer fandt vejen til den sidste udgave af Den danske salmebog. Han er ikke teolog, men uddannet lærer, og i hans nye salmesamling efterfølges hver salme af kloge, korte kommentarer. "En salme er et digt med et helt særligt anliggende, nemlig menneskers forhold til Gud" skriver forfatteren i indledningen. Det er Kristendommens treenige Gud, Busk Sørensens salmer kredser om: Fader, Søn og – især – Helligånd, som Busk Sørensen har et særligt forhold (og forventning) til. Gud er for Busk Sørensen ikke passiv – Han arbejder med sine mennesker, og bogens karakteristiske titel stammer fra salmen "Himmelske Far, hvilke tanker (har du med os på jord)" med omkvædet: "Gør os til mennesker, Gud". En anden tanke, som flere gange dukker op, er ideen om "Guds voksne børn", hvor ideen om Guds "voksne børn", ansvarlige for sig selv og den jord, der er blevet dem betroet, træder i stedet for ideen om det hjælpeløse barn, som Gud skal tage sig af.

Jeg er dybt betaget af Busk Sørensens tekster, dog mener jeg, at i den balance mellem prædiken og poesi, der altid er til stede i en salme, falder tyngden hos Busk Sørensen oftest mod prædikedelen. Der er dog mange smukke naturbilleder og vellykkede metaforer i teksterne, som f.eks. i den julesalme, hvor det hedder at: "verdens fred og lykke / som et under-dejligt stjernesmykke / ligger nu i barnets bløde hånd", eller i en kirkesalme: "og selv i dine fabrikker/busser og travle butikker/strejfes et sind af min stilhed". Samlingen indeholder salmer til en hver lejlighed: årstidssalmer, tekstbundne salmer, og vi finder også en dåbssalme, en bryllupssalme og en konfirmationssalme.

Men en salme bliver kun til en salme, når den synges. Melodierne til "Gør os til mennesker, Gud" er skrevet af syv forskellige komponister: Preben Andreassen, Klaus Birch, Willy Egmose, Per Nedergaard Hansen, Mikkel Haaning, Erling Lindgren og Johannes Konstantin Neergaard.

Busk Sørensen gør det ikke nemt for tonesætterne – hans vers er ofte lange, og de følger komplicerede rytmemønstre. Lange vers giver lange melodiske forløb, som ofte er vanskelige at lære. Versenes beskaffenhed har helt sikkert været en udfordring for komponisterne. Der er dog kommet mange spændende melodier ud af det, selv om komponisterne har arbejdet ud fra forskellige æstetiske udgangspunkter. Erling Lindgren f.eks. skriver melodier, som har "et skin af det kendte" i sig - hans melodier glider nemt ind i traditionen, og man synger glædeligt med på f.eks. pinsesalmen "Hvilken morgen!" med dens åbenlyse hilsen til Beethovens "Ode an die Freude".

Overvejende passer melodierne til salmernes stemning – der er dog en grel undtagelse: teksten til "De sidste frugter er faldet nu", der oser af tyngde og efterårsstemning, har fået en glad bossanova-agtig melodi i dur, som ikke yder ordene retfærdighed.

Min personlige favorit blev en stemningsfuld mazurka af Klaus Brinch til teksten: "Hvem fatter det, at himlens Gud" – den passer så fint til teksten og kan læres af enhver menighed på ingen tid.

Der er et par rigtige "salme-slagere" imellem: til dem hører – efter min mening - Klaus Birchs melodi til "Det haster så sørgeligt, Hellige Ånd" og Willy Egmoses "En søndag morgen i dødens have".

Som bruger vil jeg nok prøve på at præsentere flere af bogens salmer for min menighed, og som læser vil jeg nok vende tilbage til mange af Busk Sørensens tekster, for de har egenskaber, der fortjener en fordybelse.

Iben Krogsdal (f. 1967) er ret alsidig: uddannet som billedkunstner og som akademiker med ph.d. grad i religionsvidenskab. Hun har udgivet fag- og skønlitteratur og debuterer her altså som salmedigter.

Lad mig med det samme sige, at jeg synes vældig godt om Krogsdals digtekunst, om hendes sprogbrug og om de mange moderne metaforer. Når det er sagt, så må jeg indrømme, at der tales vældig meget om døden i hendes tekster. Jeg har funderet over, hvorfor det dog skulle genere mig, og fandt ud af, at det nok var fordi jeg savnede evighedsperspektiv i digtene – lyset af Opstandelsen syntes at være borte fra dette poetiske univers. Der er mange dødsbilleder i teksterne: visnende buketter, falmende hospitalsskærme, ambulancernes bårer, dødsangst i de sene nattetimer, læger med håbløse diagnoser. Men jeg savner den Opstandne, der lover os Det evige Liv. Og Jesus nævnes ikke en eneste gang.

Måske er det vor tids blufærdighed over det at tale om Gud, som den åbenbarede Kristus – forfatteren har nok lettere ved at sige "Gud" og præsentere ham (og hende – nogle steder) som den, der holder i hånden, den der giver mening, altså snarere "Guddom" end Gud Fader, Guds Søn og Guds Helligånd. Af bibelske personer nævnes kun Job ved navn. Én gang nævnes Helligånden ("Nu slår glæden ud med hånden" – en Pinsesalme). Jesus er (anonymt) til stede i salmen "Og vi som lever hverdagsligt", hvor der i vers 2 tales om at "du blev barn og gik med sko", og "blev kvæstet på en pæl" og i vers 3 at "du rejste dig fra dødens svælg og gik din vej og så kom stærkt tilbage." I sidste vers bedes der om, at "vi er stærke i os selv, men får din hjælp alligevel og korset som gelænder." Hjælp til hvad? Ville det være for meget at tale om, at vi selv er blevet lovet en opstandelse?

Mest sympatiske fandt jeg de salmer, der lånte barnligheds naive stemme – her var en enfoldigheds styrke, som virker både healende og trøstende (Far, hvem mon banker mit hjerte?, Vi fandt et søpindsvin i dag" eller julesalmen Decembernat, engle slår vingerne ind). De mange dødsmættede salmer er velegnede som højtlæsning ved f.eks. allehelgensgudstjenester. At jeg ikke så gerne vil have dem sunget skyldes den diskrepans mellem ordene og musikken, som jeg fandt påfaldende mange eksempler på. For melodierne er i høj grad både gode og lette at synge. Men nogle steder helt upassende i glædelig dansetone til de tekster, de skal iklæde. Og hvorfor tager komponisterne ikke mol-tonearter i brug? Undtagelsen er melodien til Hvor livet dog er stort og smukt at skue med det vemodige refræn: "farvel, farvel, farvel" – her formår Jesper Gottlieb at skabe en melodi, der både er iørefaldende og passer til teksten som hånd i en handske.

En anden god mol-melodi præsterer Merete Wendler i Nu sætter kærligheden sig ved sorgen. Også her skabes der en fin helhed af ord og toner. Men der er også eksempler på det modsatte - hvorfor skal man f.eks. marchere glad af sted til teksten, der siger at "Hver dag bringer mini-død"?

Skulle jeg vælge de salmer, som jeg gerne ville benytte i mit arbejde, så står salmen Aleneste mig i det hele med en prægtig valseagtig melodi af Jesper Gottlieb, som en af favoritterne. I slutning af første vers finder vi en fin formulering: "Hvorhen, Gud, hvorhen vil du ha mig?/ På klods eller kors eller tværs", og komponisten gentager her, som et ekko: "kors eller tværs?" Jeg ville også føle mig fristet til at præsentere mit kor for den fine kanon af Jens Johansen Nåden er et forårschok. Samlingens "hit" er utvivlsomt Willy Egmoses melodi til Du skal elske din næste som dig selv.

Iben Krogsdal er et spændende alternativ til en opbyggelig fællessang. Men i flere tilfælde har jeg lidt svært ved at kalde teksterne for "salmer" – dertil er den kristne forkyndelse for fraværende – efter min smag.

Af Elsebeth Dilling-Hansen

Salmer og sange i skole og kirke 2. Redigeret af Birgitte Agerskov Buur, Willy Egmose, Hans Holm, Niels Christian Kobbelgaard. Tekstbog og melodibog samt samling med 8 cd'er. Dansk Sang

Sange og salmer 1 - i skole kirke er blevet en naturlig del af min forberedelse – såvel til særgudstjenester og koncerter som til gudstjenester i almindelighed. Der har været megen inspiration at hente.

Derfor var det naturligvis med stor forventning, at jeg gav mig i kast med næste bind. Glad for opgaven at skulle anmelde den.

Jeg besluttede mig for at lytte samtlige 173 numre igennem, inden jeg så noder eller tekst. På 8 cd´er er alle numre indspillet med Willy Egmose ved klaveret og et antal solister, inkl. Willy selv. Jeg har lang vej på arbejde, så tiden i bilen gik godt med at lytte. Jeg kan ikke lade være med at rose Willys helt unikke akkompagnement. Forspillene kan få forventningerne frem til enhver sang, og stilen svinger helt fra ABBA til Das wohltemperierte Klavier.

Første gang jeg måtte trykke på "repeat", var ved bryllupssalmen Først af alt var kærligheden med tekst af Lars Busk Sørensen og musik af Willy Egmose. Tekst og musik passer sammen som fod i hose, og gav mig tårer i øjnene.

Anden gang var ved salmen Det er påske. Alting springer ud af H. Lissner. Når man har prøvet at miste, og ofte har sin gang på kirkegården, viser denne salme et billede på dødens virkelighed, som jeg kan bruge til noget. Lisbeth Smedegaard Andersens tekster vil jeg også fremhæve.

Senere i forløbet har jeg spillet og sunget samtlige sange og salmer igennem. Ofte har jeg været overrasket, når jeg har set, hvem forfatter og komponist i grunden var. Det kan varmt anbefales at stifte bekendtskab med nye salmer på denne måde.

Både på forfatter- og på komponistsiden optræder mange kendte navne, men også enkelte nye er med. Pludselig er der salmer fra DDS og enkelte fra højskolesangbogen. Langt størstedelen af numrene er rytmiske – og vil helt afgjort gøre sig bedre på klaver end på orgel. Der er en god og anvendelig nodebog med spiralryg og becifringer, og en lidt mindre sangbog til at synge efter, dog også med noder

Sangbogen er sat sammen af folk, der har det teologiske i orden og et overblik over kirkeåret. Den har en opdeling, så det er let at finde frem til det, man har brug for. Der er også en fortegnelse over salmer, der passer til kirkeårets tekster. Denne er koordineret med Sange og salmer 1.

I Vor Frue kirke, Kalundborg, har vi såkaldte "Ulvetimer" for 3 - 7 årige. Det kan af og til være svært at finde passende sange, der har lidt substans, og ikke bliver for platte. To gange har mit børnekor optrådt sammen med Sigurd Barrett og lært hans børnesalmer. Disse salmer har vi brugt en del og det er rigtig dejligt, at mange af dem er med. Disse salmer er bagest, under afsnittet for børn og unge. 12 andre børnesalmer, måske særligt for de alleryngste, er kommet med. Jeg sikker på, at salmen: Vi kommer fra hele vort store sogn, med tekst og musik af W. Egmose, vil blive et hit, som mange vil benytte.

For mit vedkommende glæder jeg mig rigtig meget til at give mig i kast med at bruge mange af disse nye sange og salmer. De holder selvfølgelig ikke alle stik, og nogle tekster og melodier vil jeg nok springe over, men sådan har jeg det dybest set også med Den danske Salmebog. Jeg glæder mig over, at der skrives og komponeres på livet løs, og selv om alle salmerne måske ikke holder om 100 år, så er de salmer til tiden – her og nu.

Af Mads Djernes

Carina Wøhlk og Hans Ole Thers: Salmeskat. 30 nye salmer. Koraludgave og korudgave (for blandet kor a cappella). Wilhelm Hansens Musikforlag

Carina Wøhlk og Hans Ole Thers, der er kolleger – præst og organist – ved Helligåndskirken i København, skriver sig ind i rækken af »salme-makkerpar« med Salmeskat, som er frugten af deres samarbejde omkring nye salmer, skrevet til brug (og afprøvet) ved gudstjenester og kirkelige handlinger i Helligåndskirken.

Udgivelsen udgøres af to bøger plus en cd: en indbundet bog med akkompagnementssatser og tekster, et hæfte med korsatser samt en indspilning af alle satser i varierende besætninger.

Den kombinerede koral- og salmebog er i fast bind og med såvel en tematisk som en alfabetisk indholdsfortegnelse. En del af salmerne er skrevet til kirkeårstider eller bestemte søndage, nogle til de kirkelige handlinger (dåb, vielse og begravelse) og nogle til morgen/aften og til årstiderne. Tro, håb og kærlighed behandles i hver sin salme, og de sidste tre salmer har fået tematiske overskrifter, som så at sige gennemstrømmer kirkeåret: frygt, krop og ensomhed og fællesskab.

Den første salme foregriber et gennemgående træk ved samlingen: et forsøg på at beskrive kristne og kirkelige begreber på en ny måde ved hjælp af stemninger og billeder. Den former sig som en sammenligning, hvor den første linje begynder med et »som« og strofen afsluttes med »er advent og længsel mod jul«. Den sammenlignende beskrivelse synes at være præstens forsøg på at fortolke kirkeårstidens præg for det moderne menneske – uden at nævne Gud og Jesus. Julesalmen med titlen I en stille, stinkende stald antyder i tredje strofe et vist slægtskab med Brorson og pietismen med formuleringen »I et Betlehem i dit sind, i et hemmeligt rum i dit indre, skal du lukke spædbarnet ind«. Dåbssalmerne og vuggeviserne er prægede af en enkelhed, eftersom de i høj grad er henvendt til barnet. Vielsessalmen Læg dig som en seglring om mit hjerte henviser med sin titel til Højsangens kapitel 8, vers 6. Englenes sang julenat: »Frygt nu ikke« (Luk 2,10) anvendes som trøst over den frygt, som beskrives i salmen Livet får os til at ryste.

Sprogligt-stilistisk er flere af salmerne præget af korte hovedsætninger og deraf følgende hurtige sceneskift. De sproglige billeder virker undertiden løsrevne fra sammenhængen som eksempelvis i den ene begravelsessalme: »Vi er samlet om din kiste. / Alting drukner nu i gråd. / Vore hjerter er forliste – / kirken som en kæntret båd«. Den sidste linjes billede står ikke så stærkt, for kirken er vel netop ikke kæntret? I salmen Vi er født med bløde kroppe, som i øvrigt er præget af et enkelt og letfatteligt sprog, brydes stilen tilsyneladende umotiveret (måske af mangel på rim?) i fjerde strofe af det gammeldags ord »forloren«: »Jesus Kristus kom til jorden. / Gud og mandfolk, fuld af mod. / Han var ægte – ej forloren. / Han var kød og hjerteblod«.

Melodierne repræsenterer flere stilarter med satser i koralstil, visestil og modernistisk stil. Den mest iørefaldende melodi i samlingen er Der er tegn i sol og måne. Her har teksten om de vise mænd fra Østen inspireret til en melodi, der er præget af orientalsk klingende intervaller. I salmen til påskemorgen, Der er faldet en sten fra graven, lægger melodien sig tæt op ad tekstens egen rytme, således at anbringelsen af fjerdedele, ottendedele og trioler varierer fra vers til vers. I vielsessalmen Som sommerfuglevinger synes komponisten at være inspireret af sommerfuglevingernes bevægelser i melodiens gennemgående vippefigurer over sekund eller terts.

Flere af melodierne bærer præg af, at de er skrevet som korsatser. På den medfølgende cd har jeg haft lejlighed til at høre, hvordan de glimrende fungerer som korsatser med eksempelvis varierende besætning, forskellig harmonisering gennem versene og melodien i forskellige stemmer. Umiddelbart vil omtrent halvdelen af melodierne kunne lade sig gøre at lære for en menighed – og omkring en fjerdedel vil ikke kunne udføres meningsfuldt som fællessang. Jeg peger blot på dette for at sige, at en salmesamling efter min opfattelse bør være til menigheden – man kunne i forlængelse af forordets tale om, at salmerne først er blevet til, idet der er »pustet musikalsk liv og ånde i poesien«, påstå at salmens fulde udfoldelse først sker i det øjeblik, hvor tekst og melodi synges i menighedens fællesskab.

Af Birgitte Ebert

Anne Vad: Salmetunger. Kirkelige sange til tiden. Med musik af Christian Dahlberg, Lars Oluf Larsen, Carsten Møller, Anne Vad, Henry Linder og Jørgen Steen Larsen. Ikoner af Svend Aage Madsen, fotograferet af Agner Frandsen. Poul Kristensens Forlag 2012.

Udgivelsen består af 36 tekster, der er delt op i fire dele: Salmer til året (12), Vandringen mod Emmaus (5), De ni læsninger (9) og Requiem (10). Stor vægt har også de 13 ikoner af Svend Aage Madsen, der er kontante og enkle i en slags skønvirkestil, skabt af hvad der ser ud som genbrugsmaterialer. Selve bogen er smukt sat op, også med de mange illustrationer, på trods af et par trykfejl.

28 af de 36 tekster er sat i musik i forskellige vokale iklædninger, dels homofon firstemmig a cappella-sats, dels i forskellige arrangementer for en- til syvstemmigt kor, med og uden klaver. Af de i alt 29 satser kunne 6 - 7 vel egne sig til fællessang, men de gør sig bedre som korsatser.

Hvor man andre gange kunne drømme om lidt mere atmosfære og bid i sproget, leverer Anne Vad varen med et stærkt fortættet sprog fyldt med mange substantiver og stærke bevægelsesverber. De mange gentagelser giver mindelser om en gentagen, liturgisk bøn. Det kræver en overbevisende poetisk stil for at suggerere, og den er ikke langt fra at være til stede.

Teksterne i afdelingen Salmer til året kan bruges hver for sig. De fremstår som tekstrefleksioner eller gendigtninger. Her er Carsten Møller, der til sin død i 2011 var organist ved Kapernaumskirken, hvor Anne Vad er kirkesanger, og sangeren og skuespilleren Lars Oluf Larsen repræsenteret med satser i enkel visestil eller tilnærmelsesvis romantisk melodisk stil iklædt lidt mere arkaiske akkorder. Anne Vad bidrager selv med en firstemmig korsats i modernistisk stil, der lægger sig fint til teksten.

I afsnittet Emmauskantaten, der består af 5 betragtninger over påskeunderet, leverer Lars Oluf Larsen fire melodisk beslægtede korsatser, som ikke flyder helt naturligt til teksterne. De fremstår rytmisk lidt planløse, som f.eks. i Undres, undres, hvor brug af skiftende taktarter måske kunne have befordret tekstbetoningerne bedre. Som finale på det afsnit har komponisten og kapelmesteren Christian Dahlberg lavet en fuldblods musical-sats, der er veldisponeret og giver den fornødne klimaks til kantaten.

Anne Vads tekster er bedst, hvor hun forholder sig til et længere forløb som i bogens 3. afsnit, der er 9 tekstspejlinger af de traditionelle 9 læsninger, og hvor hver læsning kan suppleres med en korsats med Vads tekst. Også her er det Christian Dahlbergs musicalekspertise, der formmæssigt står stærkest, skønt teksterne ofte fremtræder mere fragmenterede end musikken. I Jesus Kristus, der hører til den niende læsning, har Lars Oluf Larsen komponeret en sats for solostemme og klaver/orgel, som virker meget lidt sangbar med sine mange store spring og et omfang fra lille b til tostreget f.

En gendigtning i koncentreret form af dele af den latinske requiem-tekst er meget velkommen. Tre af de ti dele er sat i musik, men der kunne gerne komme flere til. Carsten Møller har taget sig af I Paradis med en seksstemmig sats, der dog er lidt for stillestående både rytmisk og melodisk til helt at stimulere forestillingen om Paradis.

Enhver med interesse i, hvordan et nutidsmenneske kan forholde sig poetisk til bibelske og liturgiske tekster, kan få meget ud af denne samling, der lykkeligvis helt undgår at gribe til hverdagens trivialiteter for at virke nærværende. Der skal et mere end almindeligt godt kirkekor til at forløse de medfølgende korsatser. Desuden er nodetrykket for småt, så i realiteten skal der nok udarbejdes en særlig udgave af satserne til korbrug. At Lars Oluf Larsen konsekvent i de firstemmige korsatser arbejder med basnøgle til tenoren i stedet for G-nøgle med oktaveringstegn, burde have været rettet.

Af Lars N. Sardemann

Lysets utålmodighed. Salmer til de gammeltestamentlige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid. Redaktør Holger Lissner. Med nyskrevne melodier af bl.a. Erling Lindgren, Klaus Brinch, Erik Sommer, Jesper Gottlieb, Werner Knudsen, Willy Egmose og Jens Nielsen. Illustrator Maja Lise Engelhardt. Unitas forlag. Melodi- og tekstudgave.

Med 1992-gudstjenesteordningens fornyede fokus på at inddrage gammeltestamentlige (GT) læsninger i højmessen meldte sig et behov for nye salmer, der - med udgangspunkt i GT – kunne danne klangbund for forståelsen af evangeliet. Et bindeled i højmessens sammenhæng og samtidig også en vigtig ny formidling af GT. Derfor gik tolv af rigets fremmeste salmedigtere sammen – på initiativ af Holger Lissner – i et arbejdskonvent, der havde sin rod i gruppen omkring salmesamlingen "Tredjedagens lyse rum" (2001), og som nu med udgivelsen af "Lysets utålmodighed" dækker samtlige kirkeårets søn- og helligdage ind med nye salmer - de fleste heraf med nye melodier.

Set i dette lys er det et stort og imponerende stykke arbejde, de her har leveret. En klassisk, dansk kirkelig udgivelse, som fortjener både tak og anerkendelse, men mest af alt: at blive brugt og afprøvet ude i folkekirkens brogede og mangfoldige landskab.

Med det "klassiske" tænkes primært på bogens udstyr, som er højkvalitativt uden at være nytænkende. Og det "danske" kommer mest til udtryk i indholdet, som gør en dyd ud af at være ligeså broget og mangfoldigt som folkekirken selv. Samling med indbygget spredning – ligesom lysets utålmodighed; vi ser solen som en lysende samlet kugle, men dens lys går i alle retninger.

Med Engelhardts stærke illustrationer lægges der en benhård kvalitativ linje, som udgivelsen efterlever bedre i form end i indhold. Hendes illustrationer er for mig indbegrebet af intuition, søgen, lytten, hudløshed, udsyn og indsigt; billeder, der selv fremkommer af den virkelighed, hun lytter sig ind i. Hører og mærker hun ikke noget i rummet, så maler hun ikke noget billede. Og hun siger af og til nej tak til en bunden opgave, hvis den ingenting fremkalder i hende. Altså en kompromisløs kunstnerisk tilgang og proces.

Dén kompromisløshed mærkes ikke i alle opslag i udgivelsen her. Og selvfølgelig kan det diskuteres, om man med rimelighed kan forvente det i denne sammenhæng, i krydsfeltet mellem kunst og brugskunst. Men vi taler her om bundne opgaver, idet redaktionens kommissorium til sig selv har været at dække ganske bestemte tekster og helligdage ind. Det vil sige, at en salmedigter eller en komponist skal have lov at takke nej, hvis en given GT-tekst fremkalder ingenting i ham. Det er jo en ærlig sag.

For selv om der ER flere ægte perler i denne samling, så er der i sagens natur også lidt for meget simili. Sådan vil det nødvendigvis være; af en samling på 165 salmer vil nogle bestå, og nogle forgå. Med tolv salmedigtere får vi tolv meget forskelligartede bud, der så igen skal spille sammen med musik fra 41 forskellige musikalske udspring. Nogle melodier er forankrede i koralbogstraditionen, nogle i højskolens fællessangs tone, og nogle få gange er den nye salmetekst ikke forsynet med ny melodi, men ledsaget af en gammel kending. Man kunne også sige, at nogle af melodierne baserer sig på kortradition, mens andre læner sig til en mere solistisk vokalside. Hvilken rigdom!

En rigdom, der imidlertid også gør det utroligt svært at ane en egentlig "tone" i vores danske kirkemusiktradition. Og som igen vanskeliggør overvejelserne om, hvordan vores gudstjenestemusik bedst fornyer sig i disse år? Det bliver for det meste til en diskussion om rytmisk musik eller ej, hvor det måske var mere relevant at diskutere kvalitet frem for kvantitet, eller substans frem for form? Og så er vi vist tilbage i favnen på Maja Lisa Engelhardt?

I Lysets utålmodighed er der mange fine melodier, tekster, satser og ideer. Nogle af de fineste kommer fra Holger Lissners hånd. Til 2. søndag i fasten (Vent på Gud) har han gendigtet salme 42 både i tekst og musik (!) som vekselsang, hvor menigheden synger omkvæd, mens præst/kirkesanger/kor synger versene. Musikken er stærk og enkel og slår ikke knuder på sig selv for at matche teksten. Det er enkelt og ærligt og besidder en sympatisk vilje til at inddrage alle tilstedeværende i at løfte sammen.

Og til 2. søndag efter helligtrekonger (Du skjuler dig i lyset) supplerer Lissner sig selv fra 1997 og bygger med Erling Lindgrens enkle arrangement af den irske melodi "The Salley Gardens" videre på en i øvrigt rigtig gammel tradition for at digte nye salmer på folkeligt kendte melodier. Dejligt, hvis The Salley Gardens kan blive fast bestanddel af en dansk salmetradition.

Omvendt kunne man i Niels Johansens veloplagte og ordglade Hvem kan tælle nattens stjerner næsten have ønsket, at han bare havde valgt at angive "Livet er en morgengave" som melodivalg – det havde været den korteste og enkleste vej.

Carl Nielsen skrev, at "Pausen er ikke en Afbrydelse, men en underforstaaet Fortsættelse af den musikalske Strøm... Vi kan bruge det Billede, at Strømmen et Øjeblik forsvinder under en Bro som er Pausen, og dukker frem paa den anden Side af Broen."

Pauserne er altså lige så vigtige som noderne, siger Carl Nielsen, de kan i mange tilfælde være langt mere udtryksfulde og fantasivækkende, "...saa man kunne ønske at mange nye Komponister udelukkende benyttede Pauser. Men det er maaske for meget forlangt."

Den gamle krakilers ord får fornyet aktualitet ved gennemspilning af flere af disse nye melodier, hvor der synes at være en tendens til at udfylde alle tomme melodipauser med akkordslag. Og hvor der i mange tilfælde strikkes både 1, 2 og 3 takters efterspil på hvert vers for at lægge melodien til ro eller formidle overgang til næste vers. Hvorfor? Vi taber pusten, mens vi venter, og den evindelige akkordudfyldning trækker tempo og drive ud af fællessangen, men værst af alt: den fratager den syngende forsamling initiativet. Derfor virker bl.a. Christian Præstholms melodi til Du tog min ret og gik din vej så befriende, idet pauserne får lov at stå som ansporende impulser til det videre forløb. I øvrigt en melodi med samme versemål som Carl Nielsens Er du modfalden. Hvorimod melodierne til Mørket svinder (Aksel Krogslund Olesen), Dis og mørke ligger tungt (Birgitte Agerskov Buur) og i særdeleshed Du lægger al din vilje (Jens Nielsen) er 1-3 takter for lange og gør mig utålmodig ved tangenterne.

Og sammenhængen mellem tekst og melodi er et vitalt emne. F.eks. savner Lisbeth Smedegaard Andersens tekster af og til modspil i de melodier, som René A. Jensen har skabt dertil. Et eksempel er Morgenmørke, vinterfugle, hvor både melodik og harmonik giver stærke konnotationer til "I en seng på hospitalet" – og det kan LSA's tekst bare ikke være tjent med. Sammenligner man med hendes tidligere samarbejde med Erik Haumann (Vi kommer, Herre, til dig ind o.a.)var der dér tale om, at tekst og melodi ofte blev en uadskillelig størrelse – ja, blev hinandens nødvendighed.

Og tag Erik Sommers melodi til Inge Hertz Aarestrups Når vinterstorme hærger – en skøn melodi, vi alle sammen gerne ville have begået, virkelig. Men en mild og smånynnende D-dur med et lille strejf af eftertænksomhed har unægtelig svært ved at klare sig i tekstens "stormvejr" og voldsomme livsbetragtninger. Gid Sommer havde været lidt mere "efterår" og grebet salmens store ord som: hærger, knuser, råber, gå under, raser, gnister, orkanen etc.

Redaktionen opfordrer i versemålsregistret til, at "de nye salmer synges på de nye melodier" og taler naturligvis for, at "nye ord principielt skal have nye toner". I Lysets utålmodighed er der dog alt for mange melodier, der ikke giver nogen "ridser i lakken". Livet kradser! Så hvis kirkens musik skal afspejle vores moderne virkelighed, så må og skal den altså også kradse lidt af og til. Og så nytter det ikke at lade Engelhardt spille duet med "I en seng på hospitalet", eller udgive pseudo Weyse/Ingemann-salmer som Når barnet er træt (Werner Knudsen/Niels Johansen) – guldaldersimili anno 2010!

Redaktionsgruppen påpeger endvidere risikoen for, at "en gammel melodi gør nye ord gamle" – jeg vil tillade mig at vende dette på hovedet og sige, at "nye ord gør en gammel melodi NY". Det er der glimrende eksempler på i samlingen, og der er heldigvis også mange løfterige indspark i udgivelsen – det er bare at gå på opdagelse. Og som redaktionen selv bemærker opfordrende i forordet, så "vil der i bogen være et rigt materiale for andre komponister at trække på" – så, træk i arbejdstøjet og lad dig inspirere!

Af Mads Djernes

Martin Jensen: Salmer og sange. Sat i musik af Lydia og Eilif Zachariassen, Claus Poulsen og Anders Nordentoft. Collage og omslag Kristian Nordentoft. 76 sider. Forlaget Klim

I samlingen er 18 digte sat i musik – ud af dem er (ifølge min vurdering) de 6 sange og de 12 salmer. En af sangene, Foråret bryder, nærmer sig salmegenren med sin skabelsestematik og talen om, at livet er en gave, og at jorden er til låns.

Selve udgivelsen er forsynet med collager på hvert andet opslag med såvel natur- som kulturmotiver. De synes ikke umiddelbart at have direkte relevans til teksterne, men enkelte motiver lægger sig alligevel i forlængelse af teksterne: eksempelvis ses mellem Knuget under vinterkulde og Mørket knuger vor jord i knæ et mørkt billede, hvor konturerne af en jord og en himmel er udviskede, kontrasteret af en klar, lysegul måne.

Fire digte har forfatteren selv angivet som hørende til lejligheder eller kirkeårstider: en bryllups-, en dåbs-, advents- og en påskesalme. Desuden findes en kærlighedssalme, to vintersalmer (som synes at tage deres udgangspunkt i adventstiden), to trossalmer, en forårssalme, en morgensalme og en salme om nuet.

Martin Jensen er ikke bange for at anvende nogle af den kristne traditions centrale begreber: nåde, forløser, tro, håb, Gud, Ånd, Paradiset, Herren, frelse – og skriver eksempelvis »Han« og »Din« med stort, når det drejer sig om Gud. Sproget er generelt meget klart og letflydende, og forfatteren anvender kun yderst sjældent omvendt ordstilling. Oftest er hver strofe en afrundet, meningsfuld sætning, mens konstruerede ord kun sjældent forekommer – og når de gør, er de letforståelige (påskelyskæde, sorgmørke, stjerneundfanget, istapsklinger). Som følge heraf er det stilistisk-sproglige niveau højt således, at man som syngende ikke forstyrres af uforståelige vendinger og knudret sprog.

I adventssalmen Mørket knuger vor jord i knæ minder formuleringen »Menneske løft dit hoved« i tredje strofe om 1. tekstrækkes evangelium til 2. søndag i advent (Luk 21,28), og fjerde strofes »Herrens år« får i al fald undertegnede til at tænke på »Vær velkommen, Herrens år«. Vor Gud er levende kærlighed er tidløs i sin stil – dens sprog og begrebsverden synes ikke at være hjemmehørende i nogen bestemt tidsperiode. En salme som Det mørke intet, som på Ordets bud er derimod præget af en postmoderne beskrivelse af Gud som vores bror og en nutidig lyriks effektive blanding af negative begreber i sætningen »vi (...) nægter koldt at græde«.

Forfatteren har valgt at lade ikke mindre end fire komponister skrive melodierne i samlingen: organisterne Lydia og Eilif Zachariassen, pianisten Claus Poulsen samt komponisten Anders Nordentoft – hvorved melodierne får en stilistisk spændvidde. Eilif Zachariassen står meget tydeligt på salmetraditionens grund, og enkelte melodier refererer tydeligt til kendt melodistof fra den danske salme- og sangtradition; Vor Gud er levende kærligheds første frase er en (næsten) nodetro gengivelse af begyndelsen til Maria hun var en jomfru ren, og sidste frase i Vor dag har festglans i sindet har et vist slægtskab med slutningen af Jeg bærer med smil min byrde. Claus Poulsen skriver i en visepræget stil, som gør brug af sekvenser (Knuget under vinterkulde) og bekender sig til den af J.A.P. Schultz lancerede »Schein des Bekannten«-stil. Lydia Zachariassens stil er præget af efterkrigstidens modernistiske melodik; således er hendes melodi til dåbssalmen Velkommen ven så langvejs fra næsten svævende i sin enkle, trestemmige sats. Anders Nordentoft har i sin ene salmemelodi i denne samling sin helt egen nærmest postmoderne stil med en særdeles fleksibel rytmik og modal harmonik.

Melodierne er med deres forskellighed med til at stille Martin Jensens tekster i forskelligt lys. Dåbssalmen Velkommen ven så langvejs fra er faktisk forsynet med to melodier og illustrerer således forfatterens vilje til ikke at lade sine tekster være associeret med en bestemt stil eller komponist. Et enkelt lille hjertesuk: ved nærlæsning af salmerne viser det sig, at nogle enkelte af salmerne indeholder ret så store versefods-variationer – et forhold, der kunne være afhjulpet af markeringer i nodeteksten (i lighed med koralbogens praksis).

Af Birgitte Ebert

Kalendersange. Månedssalmer med melodier. Tekst: Johannes L. Bundgaard. Melodier af Dorthe Falck, Max Sydendal og Johannes L. Bundgaard. Poul Kristensens Forlag 2011

I 2010 blev pastor emeritus Johannes Bundgaard opfordret til at sende salmer til Roskilde Stifts hjemmeside. Det førte senere til den private udgivelse Årstidssange. 12 lette månedssalmer, der her i Kalendersange er suppleret med en del nye blomstersange. Alt i alt er det blevet til 33 salmer, der nærmest kan betegnes som åndelige sange, som Bundgaard selv anfører i forordet, med 18 nye melodier. Samlingen er bygget op efter kalenderåret med en lille skelen til kirkeåret. Der er 1-5 sange pr. måned foruden et par oversættelser og 2 efterdigte.

Teksterne binder sig mest af alt op på natur- og blomsterbilleder, men hver måned har alligevel sit tema, der gennemspilles mere eller mindre tydeligt. Januars tekster giver billeder på det mørke sind, februars forårshåb er samtidig et evighedshåb, marts måneds tema er taknemmelighed over skaberværket, april rummer påsken i flere skærtorsdagstekster, maj illustrerer opstandelsen, juni er dødens og dommens måned, juli bønnens og den truende fortabelses, august kommer hviledagen i hu, september viser Jesus som det sande evangelium, oktobers afgrøder er tegn på tro, skønt der er mørke og kulde, november minder om alder og død, mens håbet stadig er ungt, og i december udkæmpes en troskamp.

Sproget er for det meste ret muntert med små brandere som i Pan-Adam, der forbereder kroppen med alt, hvad den rummer, på at bryde ud i sang: »Bene to og bagtil balder / som kan sige lidt om alder.« Hvor vi når ud i ren associations-abstraktion for rimets skyld, er jeg nok stået af: »Grydelappen koger / søger efter åger. / Det er ondskabs svoger. / Over alting råger« som der står i teksten, der er bygget over en af de få benyttede bibeltekster: den brændende tornebusk til 3. søn. e. påske. Teksterne gør sig bedst med de nykomponerede melodier eller melodihenvisningerne fra højskolesangbogen. At synge sangen Mælkebøtte på melodien Her vil ties ville være trist. En melodi undgår ikke at tage sine oprindelige tekst-associationer med til den nye tekst, og det kræver i dette tilfælde urimeligt meget af den nye tekst.

Dorthe Falck, der er lærer i Sorø, er repræsenteret med 10 melodier. De er i meget enkel visestil, med enkel becifring og lette at indsynge på bekostning af det karakterfulde. Således bliver man helt glad for et toneartskift fra G-dur til E-dur i Mælkebøtte. I Krysantemum, der er 3 vers à 6 korte linjer, gentages ordet krysantemum 4 gange i hvert vers. Det løser Dorthe Falck udmærket, dels ved en varieret gentagelse i melodien, dels ved en rytmisk udstrækning på ordet. På grund af stilens enkelhed er melodiernes rytme meget ensformig, og der er melodisk ingen åbne slutninger, hvad man måske godt kunne forestille til de mere reflekterende tekster.

Komponisten Max Sydendal er repræsenteret med 7 melodier, der viser mere variation, både rytmisk og tonalt. Sankthans fremstår lidt tung med sine mange spring, der udvider sig fra samme tone, skønt de er logiske nok i deres akkordbrydninger. På plussiden står variation i optakterne. Melodien topper i 1. linje, hvad også er en kærkommen variation i forhold til, at en melodi ellers ofte har toptone lidt over midten. I Langt større end buldrende vande illustreres de vældige vandes buldren fra den underliggende Davids salme 93 med de samme udvidende spring som i Sankthans. I December betones teksten forskelligt af de to melodier, dels Sydendals i mol med en del kromatik og orgelpunktsvirkning i akkompagnementet, dels melodihenvisning til Op til Guds hus vi gå, som Bundgaard selv har komponeret en melodi til, der findes sidst i samlingen. Med Sydendals er det ordene kulde og livløshed, der betones, mens Bundgaards melodi lægger sig tættere til julehåbet i salmens sidste halvdel.

Udgivelsen fra Poul Kristensen er handy, men noderne kunne godt være større. Samlingen henvender sig til den voksne sanger og læser, men betoner, nærmest som tidens trend, naturen frem for dogmatikken.

Af Bente Hogrefe Nielsen

Unge musikere har fået øjnene op for vores gamle salmer. Jeg har lyttet til to indspilninger.

Bandet "Himmelblå" har udgivet cd'en "Sov sødt barnlille", hvor de fortolker 10 salmer, der alle sammen hører til en almindelig kirkegængers kernerepertoire.

Himmelblå er et guitarband, med alle dette instrumentariums muligheder, som sammen med diverse percussion og lydeffekter udnyttes med stor stemningsskabende fantasi. Sangerinden har en sund og naturlig stemmebrug, der på en fin måde bringer salmerne med ind i vor tid.

Jeg blev straks fascineret af den lækre guitarlyd, men hæftede mig ved, at sangerinden synger så straight, når musikken i øvrigt er så nytænkt. Salmemelodierne får lov at stå næsten uberørte på den helt anderledes baggrund, og de står stærkt. Vi er vant til at salmer er gennemharmoniserede, men her hører vi snarere en stemningsskabende lydkulisse end en harmonisering eller et akkompagnement. Musikerne har lydmalet teksternes indhold. Det må være velegnet til konfirmandundervisning - en ny indgang til teksterne. Hvordan lyder en solopgang eller dødens garn og livets kyst? Man kan høre hellighed, renhed og herlighed og lytte efter tro og tillid eller Guds nærhed.

Himmelblå:

Jacob Worm (guitar)

Jesper Smalbro (bas)

Keld Bräuner (trommer)

Maj-Britt Vibe Dørken (vokal)

----------

Jazzgruppen TYST med besætningen vokal, sax, klaver, bas og trommer har i samarbejde med Kirkefondet udgivet cd'en "I underværkers land" med 10 salmer, heraf et par stykker med nyskrevne melodier af bandets pianist.

Tonesproget er ikke så nyskabende - vi har allerede længe lyttet til gode jazzmusikeres bud på salmeskatten. Den danske Salmeduo har længe været på banen, Mads Granum med kvartet har lavet flere cd'er med salmer. Olivier Antunes og Jesper Lundgaard kan også nævnes. Anvendelsen af en strygekvartet på nogle af numrene er hørt før og det er som altid en god ide. Alt er veludført med god balance og afveksling.

Sangerinden synger meget tilbageholdt, men er efter min mening mest spændende at høre på, når hun et par gange lader stemmen folde sig ud og tillader sig lidt jazzfrasering.

De gammelkendte salmer bliver udført dygtigt og professionelt, men jeg synes, de nyskrevne melodier bliver fremført med et større engagement. De er et produkt af bandets samarbejde, naturligt vokset ud af bandets sound, formentlig skabt til koncertbrug og aldrig tænkt som fællessange.

TYST:

Katrine Muff Enevoldsen (vokal)

Peter Simonsen (saxofon)

Kim Boeskov (klaver)

Anders Stig Møller (bas)

Magnus Hylander Friis (trommer)

----------

Lad os håbe, at denne strøm af nye salmeiklædninger kan være med til at bevare interessen for den gamle salmeskat.