Anmeldelser

Organistbladet februar 2012.

Af Knud-Erik Kengen

Svend Hvidtfelt Nielsen: Palmesøndag – Festkantate til Mariendal Kirkes 100 års jubilæum 2008

Svend Hvidtfelt Nielsen: Palmemotetter – 5 motetter til Palmesøndag for kor med og uden orgel 2008

Noderne til begge udgaver af Palmesøndagsmusikken kan fås ved henvendelse til komponisten.

Palmesøndag 2008 kunne Mariendal Kirke – beliggende på Frederiksberg i et hjørne ganske tæt på Nørrebro – fejre sit 100 års jubilæum. Ved festgudstjenesten opførtes en kantate, Palmesøndag som kirkens organist, komponisten Svend Hvidtfelt Nielsen, havde komponeret til lejligheden. På sangsiden kræver partituret et blandet kor og en solokvartet, mens instrumenterne udgøres af en messingkvartet og orgel. Der er fem satser, hvoraf nr. 2 er en ren orgelsats med betegnelsen Meditation, som ved gudstjenesten havde funktion som overledning fra en fællessalme til en tekstlæsning med indledende korsvar. Kantaten er siden blevet udgivet i en enklere og kortere form med titlen Palmemotetter, som kun gør brug af det firstemmige blandede kor med to af satserne suppleret med orgel, som på denne måde gør musikken mere anvendelig i højmessesammenhæng. Teksterne understreger den blanding af jubel (Råb af fryd, Hosianna) og gru (Han tog en tjeners skikkelse, Hvem troede det), der er kendetegnet for palmesøndagens stemning.

Man mærker hurtigt den seriøst arbejdende og erfarne komponist bag denne musik; der er en udsøgt konsekvens i det motiviske arbejde og en økonomi med virkemidlerne, som er sjælden i vore dage, hvor harmoniske lækkerier og smart staffage tenderer til at tage overhånd – selv holder jeg mig ikke tilbage med karamelsovsen. Hvidtfelts musik er over lange strækninger diatonisk; motiverne bevæger sig mest i mindre intervaller med sjældent brug af større spring, og det rytmiske er for korstemmernes vedkommende i vid udstrækning ukompliceret og idiomatisk over for teksten, så ved første blik synes musikken at være lige til at gå til. Ved nærmere eftersyn opdager man dog, at de elementære tonale funktioner sagtens kan være sløret i diatonisk musik og indebære dissonanser, der ikke er umiddelbart forståelige for sangere, der plejer at synge kormusik fra forgangne tider. Under alle omstændigheder stiller værket mange udfordringer for sangerne; f. eks. vil dissonerende akkorder, der gentages eller omlægges, tendere mod en intonation, der mildner dissonansen, hvorefter hele koret underintonerer, og med det rige mål af septiminficerede akkorder, der præger musikken, ligger der her en stor opgave ved korindstuderingen. I den ofte anvendte heterofone skrivemåde, hvor det samme motiv i let varieret udgave optræder samtidig, skal fremførelsen være stærkt overbevisende for ikke at give indtryk af, at der synges forkert. Med disse og andre vanskeligheder for øje er det nok de færreste kor, der vil kunne nå at indstudere en palmemotet på en halv time inden højmessen; det vil kræve længere tids forberedelse, som det til gengæld vil lønne sig at investere.

Uden at Hvidtfelt på nogen måde er andre end sig selv som komponist, synes jeg i kantaten at fornemme en vis inspiration fra Vagn Holmboe (kvinter i modbevægelse), Leif Kayser (harmonier som resultat af stemmeføring) og Bernhard Lewkovitch (modbevægelse i dissonerende stemmer fører til omlægning af samme akkord), men det ny i forhold til disse koryfæer er en minimalistisk tilgang til stoffet, som giver musikken et statisk præg – den samme stemning fastholdes over længere stræk, uden at der foregår en dynamisk udvikling frem mod et egentligt højdepunkt, og større afveksling opnås overvejende gennem afsnittenes indbyrdes forskellighed.

Det er en renfærdig, næsten asketisk musik, som fremført af indforståede musikere må kunne gøre et dybt indtryk på tilhørerne. Navnlig fortjener den oprindelige store udgave at blive opført, hvor messingkvartetten understreger den forlorne jubel, hvormed de svigefulde mennesker modtager deres frelser; jeg kunne forestille mig en musikgudstjeneste i Den Stille Uge, hvor Hvidtfelts kantate efterfulgtes af en sats fra Holmboes Liber Canticorum samt Lewkovitchs Improperier og der afsluttedes med Kaysers Psalme 100 – med passende tekstlæsninger ind imellem. Jeg er overbevist om, at Svend Hvidtfelt vil stå sig godt i selskabet.

Af Per Nedergaard Hansen

Danske romantiske orgler. Vibeke Astner spiller værker af Otto Malling, C. E. F. Weyse, Hans Matthison-Hansen og Gottfred Matthison-Hansen på orglerne i Sct. Matthæus Kirke, København, Sakskøbing Kirke og Jerusalemskirken, København. Helikon HCD 1063

Læs gerne forskellige indlæg fra cd-hæftet, hvor Vibeke Astner skriver om dansk romantik og Karsten Jensen om orglet i Sct. Matthæus Kirke, København; læs også Ole Beuchert Olesens indlæg om Sakskøbing Kirkes Hartmann- og Gade-orgel og om den sjældne orgeltype i Jerusalemskirken i København. Men: hør dog først og fremmest Vibeke Astners levende og distinkte orgelspil på denne cd! Af Otto Malling (1848-1915) har hun indspillet Requiem for orgel op. 75 i Sct. Matthæus kirke. Ved Daniel Köhne orglet i Sakskøbing kirke har hun indspillet fire små præludier af C. E. F. Weyse (1774-1842) – i G-dur, g-mol, Es-dur og C-dur -; endvidere Hans Matthison-Hansen (1807-1890): Symfoni nr. 1 i c-mol for orgel, og Fantasi nr. 5 i D-dur for orgel over "Hvor salig er den lille flok". Og på Jerusalemskirkens orgel er indspillet Gottfred Matthison-Hansen (1832-1909): Koralfantasi i F-dur op. 35 over "Dejlig er Jorden" og "Hvor salig er den lille flok".

Med Vibeke Astners spillende hjælp bliver Otto Mallings orgelmusik nok så interessant at lytte til. Man bliver taget ved hånden. Orgelspillet er afgørende med til at give indtryk af, at de bibelske skriftsteder, knyttende sig til kompositionen og gengivet i indlægshæftet, har betydet noget for komponisten og for det troende menneske bagved musikken. Otto Malling komponerede rigtignok under inspiration af fransk musik. Her høres dog først og fremmest en fransk inspiration i måden at forvalte de orkester-imiterende registreringsmuligheder på. Hele vejen igennem er tonesproget så dansk og højromantisk glødende, som man kan ønske sig. Om det er derfor, at Requiem for orgel fremstår som et helstøbt, reflekteret værk, ved jeg ikke. I hvert fald er der både kød og skelet på de musikalske dele. For komponisten synes der at stå mere på spil end den blotte frembringelse af toner. Otto Mallings værkundertitel "stemningsbilleder" synes at være en underdrivelse, en unødvendig nedskrivning. Værket klinger langt mere af religiøst requiem end "kun" af musikalsk stemningsbillede.

Da jeg i et halvt års tid for cirka 23 år siden var organist i Sakskøbing, lærte jeg Daniel Köhne-orglet at kende som et instrument, man næsten kunne føre beåndede samtaler med. Giv mig orglets sjælfulde fugara-stemme, og jeg skal fortælle dig, hvem du har med at gøre. Hvem der bestemmer: "Fru Köhne" – hun er (som min præst og forgænger i Sakskøbing dengang beskrev Köhne-orglet) intet mindre end en anstændig dame: en dansk matrone med fransk pels, der ganske simpelt ikke lader sig byde hvad som helst - i hvert fald ikke uimodsagt! På Vibeke Astners cd-indspilning klinger Daniel Köhne-orglet her stort til trods for, at instrumentet kun er af mellemstor slags. Orglets stemmer udfylder og kender sin plads: I klangen, i lufttrykket, i rummet, i særpræget.

Hans Matthison-Hansens orgelsymfoni er på mange måder spillet og skrevet som klassisk romantisk musik; hans Fantasi over "Hvor salig er den lille flok" rammer salighedens stemning lige i øjet. Men æblet falder ikke langt fra stammen, og hermed mener jeg, at sønnen Gottfred Matthison-Hansens Fantasi i F-dur over "Dejlig er Jorden" og "Hvor salig er den lille flok" også rammer plet i dens udtryk. Sidstnævnte værk vil jeg fremhæve, fordi det bærer guldrandet præg af, at komponisten var orgelimprovisator. Orgelkoncertvirtuos par excellence og med europæisk niveau. Fantasien i F-dur giver indtryk af at være opstået i ét nu, samtidig fungerer den forbløffende godt på indre og ydre linjer i henseende til at kombinere de to salmemelodier "Dejlig er Jorden" og "Hvor salig er den lille flok". Det er alene Vibeke Astners fortjeneste, at lytteren kan modtage det skrevne orgelpartitur som var det improviseret. Tak for det!

På cd-coveret ses desværre, at Christoph med efternavnet Weyse har Friedrich Ernst som mellemliggende navne - det rigtige er naturligvis: Ernst Friedrich. Den navnefejl kunne jeg godt have været foruden. .

Af Per Nedergaard Hansen

Trinitatis Kirkes Orgel 1861-2011. Udgivet i anledning af Trinitatis Kirkes orgels 150 års jubilæum. Af Niels Erik Aggesen, Bodil Schelde-Jensen, Svend Prip, Birger Broch Møller. Inkluderer en cd, hvor Niels Erik Aggesen spiller musik af Bach og Reger på orglet i Trinitatis Kirke, Fredericia.

Dette med fotografier rigt besmykkede festskrift på små 50 sider har indlagt cd med en god håndfuld håndplukkede orgelværker af Johann Sebastian Bachs og Max Regers allerbedste, udgivet september 2011 i anledning af, at Trinitatis Kirke i Fredericia fejrer sit orgels 150 års jubilæum (1861-2011).

Alle nodeillustrerede musiknoter, forordet og cd-orgelspillet er sat sammen af kirkens organist gennem rundt regnet 20 år, Niels Erik Aggesen. Museumschef for Museerne i Fredericia, Bodil Schelde-Jensen, skriver om Frederik VII og kirkens orgel. Domorganist Svend Prip - i virkeligheden nu forhenværende - fortæller om Trinitatis Kirkes orgel og kororgel. Menighedsrådsformand Birger Broch Møller har en kort beretning om kirkens historie.

Bagerst i hæftet en oversigt over kirkens organister fra 1696 og frem til i dag. Producer og teknik: Karin Jürgensen. Edit og premastering: Claus Byrith. Hæftet er farveillustreret af Preben Andersen, Fredericia.

Af Bach spiller Niels Erik Aggesen: Toccata og Fuga i F-Dur (BWV 540), Fantasi og Fuga i c-mol (BWV 537), Pastorale i F-Dur (BWV 590) og Præludium og Fuga i G-Dur (BWV 541); af Reger spiller han: Canzone i Es-Dur op. 65,9 og Sonate i d-mol op. 60.

Niels Erik Aggesen spiller Bach solistisk suverænt, taktfast, imødekommende det romantiske orgel. Reger spilles på dramatisk vis; han spiller skridsikkert og flot i hurtig puls og hviler helt ned i maven i orgelstykkernes langsomme passager. Orglets kapacitet yder den spillende og disse store kendte orgelstykker en fuld retfærdighed hele vejen igennem.

Den lokale sammenhængskraft er synligt tilstedeværende i dette cd-hæfte fra Fredericia, idet der er en ægte hengivenhed over det Fredericia-danske, og præcis dette med den lokale sammenhængskraft kan jeg godt nok ikke afholde mig fra at ønske Niels Erik Aggesen og cd-hæftet god vind i sejlet med i tiden nu og frem! Her har man virkelig en fornemmelse af, at nogle lokale mennesker bakker op om noget lokalt, som de værdsætter og hæger om.

Dette vækker tilmed en lille erindring hos mig: I slutningen af organist Elius Andersens Fredericia-tid (1967-1992) – Elius Andersen var Niels Erik Aggesens umiddelbare organistforgænger - var jeg (sammen med en masse andre mennesker) byvandrer i Fredericia og koncertgænger i Trinitatis Kirke, mens de historiske 5.-6. juli-begivenheder blev markeret. Netop da indså jeg, bedre sent end aldrig, at Fredericia er, hvad dette cd-hæfte på forskellig måde også understreger: et stykke værdifuldt danmarkshistorie. Hæftet tror jeg bliver læst af mange af den helt komplet banale grund, at hæftets tekst er i normal læsestørrelse. Virker det i grunden ikke uhøjtidelig smart på den gode måde at have cd i plastlomme bagerst i et hæfte?