Anmeldelse - Med Mozart ved orglet

Organistbladet oktober 2012.

À l'orgue avec Mozart. Pasticher, transskriptioner og arrangementer af Guy Bovet, François Delor, Didier Godel og Lionel Rogg. Cantate Domino, www.schola-editions.com

Egentlig er det ganske naturligt, at organister, som jo er begunstigede af en overvældende mængde værker af den ene af verdens to største komponister J.S. Bach - at de også ønsker at have mulighed for at spille musik på deres eget instrument af den anden af verdens to største komponister Wolfgang Amadé Mozart.

Hvad gør man så, når nu Mozart praktisk talt ikke har komponeret musik for orgel solo?

En af mine meget dygtige kolleger fik i sin studietid i udlandet pålagt af sin lærer, med udgangspunkt i Mozarts partitur, selv at udarbejde et arrangement for orgel af den ene af de store f-mol-fantasier.

Hvis man nu ikke vil bruge resten af sin hastigt svindende ungdom på at skrive orgelarrangementer, kan man selvfølgelig købe andres arbejde.

En sådan samling - indeholdende 6 arrangementer og transskriptioner samt en enkelt pastichesats - er kommet mig i hænde betitlet À l´orgue avec Mozart.

Det er ikke, som titlen ellers antyder, en samling 4-hændige og 4-benede orgelværker beregnet til at blive spillet sammen med genopstandne Mozart.

Derimod er det et nodehæfte i A4-format på 60 sider plus et forord og to sider noter på fransk - udgivet på forlaget Cantate Domino (CD 3097) redigeret af Guy Bovet.

Selve trykningen af noderne er tydelig og behagelig for øjnene, og bladvendingerne virker stort set logiske. Der er ikke tilføjet finger- og fodsætning i nogen af værkerne. Alle arrangementerne er for 1 organist.

Fire arrangører har medvirket: François Delor, Didier Godel, Guy Bovet og Lionel Rogg.

Af de fire instrumenter - hammerklaver, violin, bratsch og orgel - som Mozart personligt dyrkede, holdt han ifølge egne breve mest af orglet.

Han blev musikalsk opdraget ved tangentinstrumenter, som ikke rummer mulighed for volumenmæssig variation i kraft af anslaget: cembalo og orgel.

I sin samtid var Mozart først og fremmest kendt som en fabelagtig improvisator, først og fremmest på hammerklaver, men hvad angår virtuositet i endnu højere grad på orgel - hans ry som komponist var sekundært i 1780´erne.

Indenfor den katolske kirke i det habsburgske rige i slutningen af 1700-tallet var orglets rolle nøje regelbundet til enten akkompagnementsinstrument ved messeopførelser, til (improviserede) intonationer ved messesange eller til diverse mindre (improviserede) for-, mellem- og efterspil.

Der var indenfor disse rammer kun brug for nedskrevet orgelmusik - typisk fugaer - til særlige festdage.

Mozarts orgelstil var mestendels en manualiterstil, hvor pedalets rolle var reduceret til orgelpunkter og en enkelte steder forekommende simpel dominant-tonika basgang. Mozart anså den kontrapunktiske skrivemåde for at være mest i overensstemmelse med orglets natur.

Ud fra disse betragtninger har ingen af de 7 satser i nærværende udgivelse ret meget med orgel-musik af Mozart at gøre: de 2 manualitersatser er homofon musik, og i de resterende 5 satser er pedalstemmen ligestillet med manualstemmerne.

François Delor lægger ud med sin egen Andante dans le style de Mozart i C-dur, manualiter, 122 takter. Satsen er stedvis ganske kromatisk, men dog nemt spillet og opbygget af kompositionsmæssige klichéer fra Mozarts langsomme klaversatser. Acceptabelt, men heller ikke mere.

Delors bud på Mozarts egen Adagio für Glasharmonika KV 617a også i C-dur, manualiter og på 58 takter, komponeret i 1791, er til gengæld en lille perle.

Delor er så fortrolig med wienerklassisk opførelsespraksis, at han ved, at man på Mozarts tid aldrig gentog et tema uforandret, men altid varierede det - med smag og forskelligt hver gang.

Når det er gjort godt som her, kan man leve med, at stykket oprindeligt er skrevet for en såkaldt glasharmonika (hør det ejendommelige instrument på YouTube!), som absolut intet har med et orgel at gøre.

Ouverture i C-dur, KV 385i, som fra Mozarts hånd er et fragment i Händel-stil fra en klaversuite komponeret i 1782, har Delor også haft fingrene og fødderne i.

Satsen er på 84 takter, de sidste 6 takter af Delor. Pedalbrugen er stort set begrænset til stedvis basfordobling i Grave-delen samt selvstændig pedalstemme i de sidste 15 takter af Allegro-fugaen. Orgelbearbejdelsen er meget loyal overfor Mozarts originalnoder.

Det sidste værk, hvor Delor har foretaget transskriptionen, er den vidunderlige Adagio og Rondo i c-mol/C-dur KV 617, komponeret i maj 1791 som et stykke kammermusik - Mozarts sidste - for glasharmonika, fløjte, obo, bratsch og cello.

Adagioen er fra Mozarts hånd på 58 takter og leder direkte videre til Rondoen. Delor har udarbejdet en alternativ slutning på 10 takter, så Adagioen kan spilles uafhængigt af den 231 takter lange Rondo.

Jeg har i en årrække spillet dette værk i Martin Haselböcks version (Universal Edition nr. 17157), som er teknisk vanskeligere, men til gengæld indeholder mindre bearbejdning og derfor flere originalnoder og original stemmeføring af Mozart.

Delors version er lettere at gå til, mere orgel- og mindre partiturspil, også selvom hans pedalstemme i Adagioen har passager med meget hurtige nodeværdier, som er mere cello- end orgelmæssige.

François Delor har angivet detaljerede forslag til registrering og manualskift i alle 4 værker, som han er ansvarlig for i denne samling.

5. sats i nærværende samling er Didier Godels meget partiturtro udgave af koralpræludiet over Luthers "Ach Gott, vom Himmel sieh darein" fra 2. akt af operaen "Tryllefløjten" komponeret i 1791.

Koralmelodien, som i operaen synges i oktav af en bas og en tenor, spilles i orgeludgaven i pedalet på en 4-fods stemme - akkompagnementet på fløjte 8' og fløjte 4'.

Satsen er i c-mol, 50 takter, tempoet Adagio på halvnoden. Godel er ekstremt omhyggelig i sin gengivelse af Mozart artikulationsangivelser - en fryd.

At Mozart af alle de tilgængelige protestantiske salmer valgte ovennævnte har selvfølgelig at gøre med handlingen i operaen.

På et andet, dybere niveau er det imidlertid også et subtilt udtryk for Mozarts foragt for Salzburg og middelmådigheden hos hans tidligere kirkelige arbejdsgivere: "Ach Gott, vom Himmel..." er en reformatorisk kampsalme, som bl.a. blev brugt af de 25.000 protestanter, der blev udvist fra kirkefyrstendømmet Salzburg i starten af 1700-tallet.

Der eksisterer fra Mozarts hånd et kontrapunktisk studie KV 620b - et fragment i h-mol på 14 takter - over samme melodi. Fragmentet er færdiggjort til orgelbrug af Christoph Albrecht (Bärenreiter forlag, BA 8403).

Heldigvis indeholder samlingen også begge de store fantasier i f-mol.

Den første KV 594 - af Mozart betitlet Ein Stück für ein Orgelwerk in einer Uhr - er komponeret i efteråret 1790, en tredelt sats: Adagio-Allegro-Adagio på henholdsvis 39, 78 og 36 takter, hvor Allegro-delen gentages.

Et virtuost, elegant og inderligt stykke musik, som Mozart hadede at komponere (han havde det ikke så godt med 4-fods baserede spillemaskiner i ure), men var tvunget til at beskæftige sig med af økonomiske årsager.

Uret med det indbyggede orgelværk blev opstillet i Wien i en slags mindesal for en i samme år afdød østrigsk officer - og afspillede Mozarts musik en gang i timen.

Guy Bovet har ønsket at bearbejde Mozarts værk, så det er så let at spille som muligt - faktisk til brug for mindre orgler (og "mindre "organister). Selvom Allegro-delen stadig er krævende at spille, er det projekt samlet set lykkedes.

Det gør han ved - meget stilrigtigt - at begrænse pedalets rolle til en enkel basfunktion gennem hele stykket, og ved - mindre stilrigtigt - at spille begge Adagio-afsnittene på samme manual uden brug af solostemmer. Allegro-delen er også arrangeret for kun et manual.

Forslagene til registrering er tilsvarende enkle.

I sit forsøg på at forenkle Mozarts original har Bovet mange steder ignoreret komponistens oprindelige fraseringsbuer og erstattet dem med sine egne, - Bovet ved selvfølgelig også bedre end Mozart, hvad Mozart egentlig mente...

Jeg er vokset op med Bärenreiter-udgaven (BA 1868) fra 1968, som godt nok er vanskeligere at spille, men til gengæld mere tro mod Mozarts originale noder og stemmeføring.

Sidste værk i samlingen er Ein Orgelstück für eine Uhr, KV 608, som nævnt også (oprindeligt) i f-mol, 222 takter: Allegro (fuga I)-Andante-Tempo primo (fuga II). Færdigkomponeret i Wien d. 3. marts 1791, - endnu et stykke "Trauermusik".

Lionel Rogg har bearbejdet Mozarts originale 4-systems partitur til en orgelsats med fuldt integreret, omend mådeholden pedalstemme, og så har han transponeret hele satsen en terts ned!

Igen: hvorfor i Himlens navn skulle Mozart også komponere stykket i f-mol, når Rogg ved, at Mozart i virkeligheden altid har villet komponere det i d-mol.

Roggs argumentation er, at stykket er lettere at spille i d-mol og dermed tilgængeligt for flere organister, samt at det klinger mindre skingert i det mellemleje, som transponeringen medfører.

Artikulations- og fraseringsbuerne er meget loyale overfor Mozarts original.

Der er sporadiske forslag til registrering og manualfordeling samt en dækkende angivelse af styrkenuancer gennem satsen.

Uanset om man ønsker at spille efter en bearbejdelse i originaltonearten f-mol eller vælger den foreliggende udgave i d-mol, kan jeg på det varmeste anbefale at bruge tid og energi på dette stykke - det er musik i allerhøjeste klasse, og vi organister har mulighed for at lege med!