Spændende og grundigt arbejde med himmelske visioner

Organistbladet juli 2011.

Eva Maria Jensen: Død og evighed i musikken 1890-1920, Museum Tusculanums Forlag, København 2011, 356 s.

”Kan man høre evigheden? Kan man gennem musikken udtrykke ikke blot dødens virkelighed, men også det store uvisse? Det, som de gamle kaldte evigheden, men som vi moderne mennesker ikke rigtigt kan sætte ord på?”

Sådan indleder Eva Maria Jensen sin bog Død og evighed i musikken 1890-1920, som er en revideret version af hendes ph.d.-afhandling Aufersteh’n, ja aufersteh’n: død og evighed i musikken, 1890-1920. Bogen udkom i år på Museum Tusculanums Forlag.

Eva Maria Jensen (EMJ) har udført sin forskning på Det teologiske Fakultets Center for Kunst og Kristendommed Jørgen I. Jensen som vejleder og Nils Holger Petersen som konsulent.

I fokus er de eskatologiske emner: død, opstandelse, evighed som de kommer til udtryk i kunst, litteratur og musik i perioden 1890-1920, hvor sekulariseringen for alvor tager fart indenfor europæisk kultur. ”Var der en sammenhæng mellem netop sekulariseringen og den hyppighed, hvormed de religiøse eller metafysiske emner dukkede op i den tids kunst, deriblandt musikken? Var det, fordi man ikke længere kunne tale om døden og evigheden, at man måtte synge om dem? Endda synge uden ord i de rent instrumentale værker? Hvorfor beskæftigede musikken sig med emner, som rettelig hørte teologien til?” (s. 12)

Løsrevet fra sin aktuelle sammenhæng kunne dette spørgsmål også have været  stillet i andre hjemlige kirkemusikalske fora. Her tænker jeg først og fremmest på fora som Center for Kunst og Kristendom, Forum Musik-Teologi, Kirkemusikalsk Kompetencecenter, Kirkemusikalsk Arbejdskreds i Løgumkloster og en række visionære studie- og kursusinitiativer på Teologisk Pædagogisk Center. Det er den slags spørgsmål, som også på landets pastoralseminarier og kirkemusikskoler til stadighed virker befordrende for det dialektiske forhold mellem teologi og kirkemusik.

Men hvor beskæftigelsen i ovenstående fora oftest har rettet søgelyset på kirkemusikalske værker og teologisk/filosofiske problemstillinger, der a priori har taget stilling til forkyndelsen af eskatologiske spørgsmål og udspringer af en liturgisk tradition, er EMJ's fokus rettet mod et udvalg af musikværker med en lignende forkyndelse, men beregnet for opførelse uden for kirkerummet -  i en koncertsal.

Inden EMJ tager fat på fire musikværkers håndtering af død, evighed og opstandelse, tager hun læseren med på en 120 siders lang indføring i forholdet mellem musik og religion, om det åndelige, metafysiske  i kunsten - ja, om ”musikkens favntag med religiøsiteten”. Bogens store øvelse består i at linke disse omfattende forstudier til den centrale behandling af eskatologien i en række udvalgte værker.

Det viser sig efterhånden, at bogen som helhed beskriver en lang dynamisk form, der slutter åbent med perspektivering til evt. fremtidige studier indenfor området metafysik og musik.

Forfatteren går tilbage til starten af 1800-tallet og slutter omkring 1. verdenskrig i sine forstudier af musikkens favntag med det religiøse. Det sker med 4 musikkulturelle casestories med undertitlerne Andagt i koncertsalen, Wagners kunstreligion, Den metafysiske musik i koncertsalen  og Den metafysiske musik uden for koncertsalen.

- Med det andægtige i koncertsalen er det religiøse flyttet fra kirkerum til koncertsal og har taget flere liturgiske elementer med sig.  Som eksempel peger EMJ på Mendelssohn-Bartholdys Reformationssymfoni  (1829-30) og konstaterer i sin undersøgelse, at musikken undervejs fra kirkerum til koncertsal har bevæget sig fra at være liturgisk bundet til at være oplevelsesbundet. (s. 52).

- Herefter tager EMJ fat på Richard Wagners kunstreligion med operaen Parsifal (1882) i fokus. Parsifal er spækket med quasi-ritualer og kristne symboler såsom nadver, fodvaskning og dåb. Symbolerne er imidlertid blandet med symboler fra Østens religioner, f.eks. forbud mod at dræbe dyr og sjælevandring. Musikalsk er der materiale fra kirkemusikken: kirketonearterne, modal-harmonik, liturgisk enstemmighed, koralmelodier. (s.56). Men med EMJ’s ord er det interessante: ”Problemet med Parsifal er ikke, at Wagner forsøger at rehabilitere det hellige i den post-kristne kunst, men at det sker i en genre, som for det meste var blevet opfattet som det musikalske udtryk for det profane par excellence.” Og med henvisning til antropologen og litteraturforskeren Robert A. Davis konkluderer EMJ om Wagners kunstreligion, at den er mere end en erstatningsreligion. ”Der er ikke alene tale om at erstatte det ene med det andet, men om at genindsætte det hellige i det moderne menneskes bevidsthed” (s. 59).

- Som eksempel på, hvorledes det metafysiske kan opleves i koncertsalen arbejder EMJ med Mahlers 8. symfoni, Symphonie der Tausend (1906), der består af to satser af ulige længde. Første sats citerer pinsesekvensen Veni creator spiritus, 2. sats tonesætter slutscenen fra Goethes Faust II. Altså arbejder Mahler med to helt vidt forskellige verdener. Alligevel er det muligt teologisk at opfatte dem samlet, ikke mindst fordi lytteren oplever musikken løsrevet fra teaterscenen. I koncertsalen forstærkes tilhørerens oplevelser. ”De meddelte budskaber kan i højere grad opleves som ens egne, hvor skellet mellem den oplevende og det oplevede gradvist forsvinder.” (s. 66).

- Men det metafysiske kan også flytte helt ud i det frie. Det var tilfældet med Skrjabins excentriske og utopiske værk Mysterium, planlagt fra begyndelsen af 1900-tallet,  men aldrig færdiggjort. Komponisten var optaget af teosofiens lære om de syv racer og Mysterium skulle da også bestå af 7 dele, der hver især varede en hel dag at opføre. Opførelsen skulle finde sted omkring et nybygget tempel i Indien. Det skulle være et Gesamtkunstwerk, hvor alle kunstarter og sanser var inkorporeret, inklusive dufte, farver, lys, berøring. Værket skulle indlede dommedag og dets finale skulle markere ”verdens afslutning og Guds genopstandelse”. (s. 74).

EMJ påviser, hvorledes Skrjabins Mysterium er det ultimative punkt i en udvikling, hvor det religiøse og metafysiske flyttes ud af sin liturgiske sammenhæng og markerer en slags apokalyptisk big-bang.

Disse fire casestudies er i sig selv særdeles tankevækkende og lærerige at beskæftige sig med, men de danner selvsagt optakt til bogens centrale studier af 4 hovedværker: Det drejer sig om Richard Strauss’ symfoniske digtning Tod und Verklärung (1889), Gustav Mahlers 2. Symfoni (Opstandelsessymfonien) (1894), Edward Elgars The Dream of Gerontius (1900) og Arnold Schönbergs oratorium Die Jakobsleiter (1914-22). Alle værker komponeret i perioden 1890-1920 - af nogle musikforskere betegnet som slutningen af det 19. årh., af andre som begyndelsen af det 20. årh.

Eva Maria Jensen formår hele tiden bogen igennem med stor dygtighed og stramhed i formuleringerne at holde problemstillinger og begrebsapparat fra sine forstudier i fokus, og kan derfor tillade sig at gå meget konkret til værks i sine analyser af musikken i bogens centrale kapitel 3 Udvalgte Musikværker. Det drejer sig om studier af tekst, tonalitet, harmonik, instrumentation, rytme, kompositionsteknik, klang, form osv.

Afhandlingens dynamiske form afsluttes med analysen af eskatologien i Schönbergs Die Jakobsleiter. Men behandlingen af Schönberg slutter åbent, for komponistens visioner om ”at flyve op i Himlen” (s. 211), foranlediger EMJ til at ”flyve med” - og ind i en anskuelse af Gustav Mahlers himmelske visioner, som de kommer til udtryk i hans 3. og 4. symfoni.

EMJ’s arbejde når til en række grundlæggende resultater vedr. musikkens omgang med metafysiske, eskatologiske spørgsmål. ”Hvad der ikke altid lader sig gøre på en teaterscene, hvor operaerne tit slutter med døden (som vitterligt ofte har det sidste ord og tone), kan lade sig gøre i værker beregnet for koncertopførelse. Her formår man ofte at række ud over dødens grænse.” (s. 248). Og forfatteren når frem til, at der tydeligvis eksisterede en central tilstedeværelse af specifikt kristne symboler i f.eks. Mahlers 2. symfoni og Elgars The Dream of Gerontius.  Desuden at eskatologiske emner førte til nye kompositionsmetoder, som efterhånden kom til at overskygge værkernes metafysiske budskab.  Værkerne var med andre ord efterhånden blevet så store, at de ikke længere lod sig skrive. (s. 249). Håndværket kom i stedet i centrum og metafysikken måtte træde i baggrunden. Carl Nielsen taler i 1906 om en ”afromantisering” af musikken, hvor musikkens eget materiale er genstand for den største opmærksomhed. (s. 249).

”Hvordan dette skifte så nærmere hænger sammen med det ændrede verdensbillede er et emne, der kunne danne en fortsættelse af denne bog.” (s. 249).

Som Gustav Mahler har Eva Maria Jensen altså også sine himmelske visioner!

Forfatteren fastholder sine fokuspunkter gennem en række nyttige delkonklusioner bogen igennem, selvom de ikke overalt er disponeret helt logisk. Det gælder specielt i kapitel 3 Udvalgte Musikværker.

Bogen er til det sidste spækket med informationer. Undertiden kan det opfattes som en manglende stramhed af stoffet. Omvendt er det også udtryk for emnets og bogens dynamisk åbne form. Musikken, det metafysiske og eskatologiske behandles hele tiden på en ny måde, kan bestandigt vinkles forskelligt. Det kan ikke have været en nem opgave at sætte punktum for dette store, spændende og grundige arbejde.