Orgelbygger Bruno Christensen 24. maj 1918 - 9. marts 2011

Organistbladet maj 2011.

En af dansk orgelbygnings største personligheder, orgelbygger Bruno Christensen, sov stille hen den 9. marts, 92 år gammel, omgivet af den nære familie.

At Bruno Christensen i sig bar en sjælden kombination af handlekraft, håndværksmæssig kunnen, skærpede sanser, forretningsmæssigt talent og markante lederegenskaber, vidste han som ung vel næppe selv. Og at han blev orgelbygger skyldtes kort fortalt den omstændighed, at han som ganske ung tog fejl af to værkstedsdøre i Århus og derved intetanende søgte og fik ansættelse som arbejdsdreng hos A.C. Zachariassen og Søn. Efter udstået læretid fik han i 1939 svendebrev som orgelbygger.

Efter krigen fik Bruno Christensen ansættelse, først og fremmest som orgelstemmer, hos Marcussen & Søn, hvor det orgelfaglige miljø under Sybrand Zachariassens ledelse blev den største inspiration og af afgørende betydning for den unge orgelbyggersvend. Allerede i 1954 blev han driftsleder, en stilling han besad indtil han med udgangen af 1964 opsagde sin stilling. Det var i denne periode, han opfandt den selvregulerende mekanik, angiveligt ved at betragte den enkle selvregulering af kablerne til en håndbetjent jernbanebom!

Efter Sybrand Zachariassens alt for tidlige død i 1960 færdiggjorde han som intonatør orglet i Sankt Pauls Kirke i Århus og forestod bl.a. restaureringen af det berømte orgel i St. Bavo i Haarlem. Efter sin fratrædelse intonerede han som freelance-orgelbygger bl.a. orglet i Viborg Domkirke i 1966, i hvilken forbindelse han blev gode venner med daværende domorganist Richard Sennels. De to temperamenter passede godt sammen. Men man holdt nu på formerne og tiltalte hinanden "De".

Den 1. august 1966 etablerede Bruno Christensen sig som selvstændig orgelbygger i den gamle skole i Terkelsbøl tæt ved Tinglev i Sønderjylland, til en begyndelse med en god håndfuld medarbejdere, heraf sønnerne Henning og Edvard. Skelsættende blev en helt særlig opgave: et kororgel på 22 stemmer til Århus Domkirke, ophængt i kraftigt rundjern og tegnet af arkitekt Rolf Graae. Et andet orgel, som omverdenen for alvor lagde mærke til, blev det 30-stemmige orgel til Abildgaard Kirke samt det 57-stemmige orgel bag gammel facade i domkirken i Härnösand, Sverige. Tvillingebrødrene Peter og Aksel fulgte i storebrødrenes fodspor og fik til faderens stolthed begge svendebrev som orgelbyggere i 1975, også med sølvmedalje.

Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at nævne blot et udpluk af de mere end 400 orgelprojekter i Danmark og i Skandinavien, som den driftige Bruno Christensen forestod indtil han i 2001 overlod direktørstolen til sønnen Peter. Dog må jeg med taknemmelighed nævne 2 orgler i den nærmeste periferi: Orglet i Søndre Sogns Kirke (Sortebrødre Kirke) og orglet i Søndermarkskirken, begge i Viborg, bygget hhv. 1985 og 1987. De to orgler er i størrelse, disposition og stil umiddelbart meget forskellige og vidner om en stor forståelse for den enkelte opgaves særlige karakter, sådan som den er stillet af stedets menighedsråd, organist og orgelfaglige rådgiver.

Ud over at der er tale om gennemført, rationelt håndværk, klinger orglerne med den umiddelbarhed og friskhed, som netop var Bruno Christensens ideal. Der er tale om sundt, hjemmefremstillet pibemateriale og gennemført intonation. Åbne pibefødder, ingen kernestik. At der allerede den gang kunne være delte meninger om stil og klangopfattelse, og at klangkronen på en række mindre landsbykirkeorgler nok med fordel kunne være reduceret skal ikke her forties. Bruno Christensens livsværk må forstås ud fra sine forudsætninger. Og mon ikke eftertiden med tiden vil forstå også at værdsætte en orgelklang, som sprudler af livsglæde og humør? Og som for de større orglers vedkommende sagtens realiserer det romantiske repertoire på dansk grund.

Ja, livsglæde, humor og gå-på-mod var kendetegnende for Bruno Christensen. Morsomt var det at høre ham fortælle om, hvorledes metallet fra en dåse torskerogn af nød måtte udgøre materialet til nogle få tungestemmer langt oppe nordpå, indtil det rette materiale kunne fremskaffes. Eller at få præsenteret husorglet i stuen til et glas sherry og hilse på de herlige træfigurer af verdens berømte politikere. Og når han pludselig dukkede op ved orgelbænken med en nysgerrig islandsk organist på orgeltur og havde kage med. Herligt var det også at opleve, at han under et solidt rødvinsmåltid hos Richard Sennels i 1985 pludselig udbrød: "Sennels, skal vi ikke drikke dus?" Således blev det.

En stor sorg var det at sønnen Edvard døde 1996, alt for ung. Og generationsskiftet i 2001 var, som det ofte kan være, når stolte traditioner og store værdier er på spil, ikke ukompliceret. Bruno havde meget svært ved at give slip.

Trods ugunstige tider for dansk orgelbygning og et noget broget billede af orgelsituationen i det hele taget, er det en glæde at se, at et grundlæggende lyst syn på tilværelsen fortsat præger det orgelbyggeri, som bærer Brunos Christensens navn. Under Peter Christensens ledelse er mottoet stadig "at sikre, at vores orgler til enhver tid opfattes som et instrument, der skaber glæde og værdi i mange generationer".

Bruno Christensen vil blive husket af mange organister og venner med stor respekt og taknemmelighed. Æret være hans minde.