Ny dansk orgelmesse

Organistbladet august 2011.

Flemming Chr. Hansen, Bjarne Hersbo, Mikkel Andreassen, Lasse Toft Eriksen: Dansk orgelmesse. Forlaget Mixtur. Pris 199 kr.

Med udgivelsen af Dansk Orgelmesse bekræfter det lille vestjyske musikforlag Mixtur det tidligere indtryk: her er tale om et nodeforlag, der sigter højt, både i kunstnerisk og udgivelsesmæssig henseende.

Det er en smuk og indbydende node. Omslaget prydes af et billede af Jens Urup Jensens karakteristiske vinduespartier i Treenighedskirken i Esbjerg. Og det er også her, denne orgelmesse stammer fra – her blev den uropført 4. oktober 2010 i forbindelse med Vestjysk Orgelfestival, og med messens fire komponister på orgelbænken i hver sin del af værket.

Også nodesatsen er klar og let at gå til. Blot kunne man måske ønske sig, at forlaget rent redaktionelt havde sat sig lidt mere igennem i forhold til at definere fælles notationsmæssige standarder i de fire komponisters bidrag. Men mere herom senere.

Ideen til Dansk Orgelmesse er speciel og ganske original: Med udgangspunkt i en af de bedst kendte gregorianske ordinarium-messer ”Missa Orbis Factor”, har Flemming Chr. Hansen, Bjarne Hersbo, Mikkel Andreassen og Lasse Toft Eriksen tonesat hver sit messeled. Tanken er, at de gamle messetemaer ”er med til at trække tråde imellem de fire komponisters ellers forskellige stil”, som der står i forordet.

Denne messe er med andre ord både ét fælles værk og fire forskellige. Det er en vanskelig og udfordrende opgave at finde balancen mellem disse to syns- og lyttevinkler; og jeg føler mig ikke helt overbevist om, at det er lykkedes her. De fire komponister anfører selv, at ”orgelmessen kan samlet bruges som koncertstykke, og de enkelte stykker kan bruges som musik i gudstjeneste-sammenhæng”. Jeg vil nok personligt være tilbøjelig til at vælge den sidste løsning, for der ER vitterligt meget langt imellem de fire komponisters individuelle stil.

Værket åbner med tre kyriesatser af Flemming Chr. Hansen: Kyrie-Christe-Kyrie. Disse tre satser er værkets mest prægnante og egenartede. Kyrie I er en serie af kontrære treklangsforbindelser i ottendedelsbevægelse som tager afsæt i det gregorianske temas åbningsmotiv. Denne pulserende bevægelse bliver efterhånden til et akkompagnement til kyrietemaet i lange frie nodeværdier i bassen (8’). Christe-satsen er en duet mellem pedalet og hovedværkets cornet akkompagneret af korte dissonantiske ’dryp’. Og Kyrie II er en Grand Jeu, der åbner med vældige akkorder og et retorisk pedalrecitativ for at fortsætte i en stram hymne, der bygges op fra det allersvageste som ét langt crescendo. Bortset fra dette sidste afsnit er alle tre satser holdt i en meget ubunden metrik, som giver mindelser om det frit flydende gregorianske rubato. Registreringsangivelser er konsekvent skrevet på fransk, og der er i det hele taget et slægtskab med både Messiaen og Alain i tonesproget.

Herefter følger Gloria, som falder i fire afsnit under overskriften ”Pastorale”. Det er Bjarne Hersbo, der har bidraget med disse fire satser, og dem har jeg vanskeligere ved at komme i kontakt med. Der er noget meget letflydende over både melodik og harmonik, som står i grel kontrast til kyriedelens stejle åbning; nærmest som om der er tale om en nedskreven improvisation. Lange liggende akkorder over de samme repeterede treklangsbrydninger i pedalet og med stivnede ottendedelsfigurationer over messens første frase. Tempoet er ganske langsomt, og jeg savner både fremdrift og farver og kontraster. Ind imellem, uden man rigtigt forstår hvorfor, dukker det gregorianske motiv op på brystværkets regal. Der er på en eller anden måde noget stivbenet over disse satser. I tredjesatsen er der et afsnit med karakterbetegnelsen ”Dancing”, men rigtigt inciterende bliver denne dans aldrig. Også sprogligt er nodebilledet lidt forvirret: Tempo- og karakterbetegnelser er skiftevis på italiensk, tysk og engelsk – mens alle registreringsangivelser er pæredanske.

Sanctus er lagt i hænderne på Mikkel Andreassen. Og her finder vi den del af ”Missa Orbis Factor”, som vi kender bedst i den danske liturgi. Det er dette Sanctus, der danner grundlag for de danske messetoner. Vi genkender umiddelbart korsvaret ”Hosianna i det højeste”, men også den melodiske udformning af præstens ”Hellig, hellig, hellig er Herren...” stammer fra dette Sanctus. Mikkel Andreassen har valgt at angribe sit stof med en fuldstændig kompromisløs askese. De seks satser er alle i fis-mol (som nadverritualet i Koralbogen) og han flotter sig ikke med så meget som ét eneste løst fortegn. Alligevel fremstår satserne med en betydelig individuel prægnans. Alle ideer er klart defineret og stilsikkert gennemført. Resultatet er en musik, der har sin egen statiske skønhed – som en mobile af små glasprismer, der hele tiden reflekterer og bryder lyset i nye mønstre og farver. En religiøs minimalisme, som er i slægt med Arvo Pärt. Mikkel Andreassen er meget karrig på udførelsesanvisninger. Der er nødtørftige skitser til en registrering, men ingen yderligere dynamiske angivelser – og ikke en eneste tempoangivelse!

Kontrasten er igen kolossal til Agnus Dei-delen, som er komponeret af Lasse Toft Eriksen. Afsnittet er i tre hoveddele med hver sit Esajas-citat som motto. Tredje hoveddel er igen opdelt i tre ”Præambler” – altså egentlig tre ”fortaler” til Agnus Dei, således at den samlede messe for så vidt slutter med tre begyndelser... De to første satser er begge tituleret ”Meditation”. Den første af dem bringer Agnus Dei-temaet i pedalet på en lys 2’ registrering til akkompagnement af svage akkordgentagelser i manualet. Tempoet er meget langsomt, og virkningen er udpræget kontemplativ. Stemningen brydes et par gange undervejs af pludselige vindpust i hastige sekstendedele, men kun for straks efter at genetablere roen. Andensatsen (”Han blev plaget og mishandlet”) er næsten programmusik: Kraftige piskeslag åbner satsen, der derefter fortsætter i et forvredent trestemmigt forløb på cornetten. Med en langsom og statisk akkordrække føres lammet ”stumt ... til slagtning”. Og herefter følger de tre Præambler (alle manualiter), som måske peger frem mod en ny åbning – hvem ved? Fem fine satser, som alle kan stå alene (også i liturgisk sammenhæng), men som også danner et smukt, samlet forløb.

En sådan indre sammenhæng synes jeg til gengæld ikke helt man kan finde i det samlede værk. Dertil er bidragydernes tilgang til opgaven for forskellig. Det kan man selvfølgelig, alt efter temperament, se som en ekstra charme; men jeg vil som sagt selv være tilbøjelig til at vælge at bruge de enkelte afsnit uafhængigt af hinanden. Dét kan man så til gengæld også gøre med stor fornøjelse!

Den manglende fælles tilgang slår som ovenfor antydet også igennem i selve nodebilledet. I en udgivelse, der præsenterer sig som et bud på en samlet orgelmesse, ville jeg som minimum forvente en fælles redaktionel standard. Hvilket sprog bruger man ved tempo- og karakterbetegnelser? Hvordan forholder man sig til registrerings- og manualangivelser? Hvordan noterer man de metrisk frie afsnit? (Flemming Chr. Hansen åbner sin andensats med en 28/16-dels takt – Lasse Toft Eriksen vælger helt at undlade taktangivelse i sådanne situationer.)

Den slags indvendinger er naturligvis petitesser i den store sammenhæng, men man kan alligevel ikke helt undgå at se dem som et helt konkret udtryk for selve projektets indbyggede problem. Det skal imidlertid ikke skygge for, at der med denne udgivelse er kommet endnu et stærkt og kompetent bud på ny dansk kirkemusik – eller måske rettere: fire.