Jehan Alains orgelværker som urtext

Organistbladet august 2011.

J. Alain, Bärenreiter Urtext, L’Œuvre d’Orgue

Saint-Germain-en-Laye kendes af mange frankofile som en lettere eksklusiv, vestlig forstad til Paris. Blandt sådanne frankrigselskere finder vi med sikkerhed mange organister fra store dele af verden – og ikke mindst danske – der har et særligt forhold til byen. Et berømt familiedynasti af musikere stammer herfra, idet hele organistfamilien Alain har rødder her. Forældrene Madeleine og Albert fik en række særdeles musikalske børn, hvoraf de to i højeste grad kom til at præge den nyere franske orgelmusik.

Det er her i Saint-Germain-en-Laye, nogle har været så privilegerede, som jeg var det i 1980’erne, at modtage undervisning af en af vor tids betydeligste musikere og orgelpædagoger, Maire-Claire Alain. Her underviste hun i kirken på et udmærket Cavaillé-Coll-orgel, hvis det da ikke ligefrem foregik på husorglet hjemme i villaen med en kop kaffe serveret på orgelbænken. Utallige organister har af Marie-Claire Alain fået et nært indtryk af og forhold til hendes brors, komponisten Jehan Alains musik, der kom til verden i selv samme by. Hun var omtrent 13 år gammel, da han døde. Hun kunne fortælle mange anekdoter om sin bror og gennemgik i timerne meget engageret hans værker. Hun havde dem på tætteste hold, og hun har da også personligt redigeret og fået udgivet de fleste og indspillet dem alle.

Som bekendt blev Jehan Alain (1911-1940) kun 29 år gammel. Han faldt på slagmarken i Nordfrankrig i åben kamp med en tysk deling i Anden Verdenskrig, før den knapt var kommet i gang. Hans værker var på ingen måde parat til udgivelse. De fleste var kun skitser, som han arbejdede på. Han havde selv udfærdiget en liste på 128 titler og temaer, der rummede alt fra færdige værker til improvisationsidéer. Kun seks værker for klaver og orgel nåede at blive udgivet i hans egen levetid, i 1938/39, på forlagene Hérelle og Leduc. Derudover er alle hans værker udgivet posthumt.

Her i 100-året for Jehan Alains død er hans samlede orgelværker for første gang udgivet i urtekst-version. Man kunne forestille sig, at et fransk forlag på basis af alle Maire-Claire Alains kvalifikationer ville have stået bag en sådan udgivelse. Men nej, det er det tyske forlag Bärenreiter og den navnkundige tysk-franske musikforsker Helga Schauerte-Maubouet, der udgiver værkerne. Helga Schauerte-Maubouet (HSM) gør utvetydigt opmærksom på, at hun har ment, der indtil nu har været et påtrængende behov for en urtekst, som kunne skære helt ind til benet og påvise, hvad der var den egentlige kilde, nemlig Jehan Alains egne, oprindelige skitser.

De tidligste udgaver af Alains værker blev på kort tid og noget lemfældigt redigeret af hans far, Albert Alain, til udgivelse på forlaget Leduc i 1943. Her fremgik det ikke, hvad der var faderens tilføjelser og ændringer. Et genoptryk i 1951-52 rettede blot nogle åbenbare trykfejl. I 1971 udgav Marie-Claire Alain sin første reviderede udgave af broderens værker baseret på de originale manuskripter, nu forsynet med kommentarer og registreringsanvisninger. Men ifølge HSM er der tale om en blanding af alle tre Alain’er, der gør det umuligt for musikologer og udøvere at vide, hvad der er det oprindelige. HSM har selv forsket indgående i alt tilgængeligt kildemateriale i perioden 1981 til 1991. Ukendte værker er dukket op i 1975 i Jehans enkes gemmer og overdraget til Marie-Claire Alain. Jehans studiekammerat fra konservatorietiden, Lola Bluhm (1911-1992), viser sig også at være i besiddelse af en lang række skitser, og dem overleverer hun i 1989 til HSM. Sidstnævnte finder frem til flere andre af Jehans venner, der ligeledes ligger inde med skitser og breve, som de overdrager den mere og mere engagerede HSM. Hendes forskning på dette område resulterer i både en omfattende monografi, Jehan Alain: Das Orgelwerk. Eine monografische Studie og i en komplet cd-indspilning af hans værker, Jehan Alain, Das Orgelwerk. Eine Einspielung nach Originalmanuskripten. Således rustet forsøger hun i 1989 at overtale forlaget Leduc til omsider at udgive en egentlig urtekst som et samarbejde mellem musikeren Marie-Claire Alain og forskeren HSM. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

Mellem linjerne i forordet antydes diskret HSM’s frustration over, at hendes henvendelser ikke resulterer i det ønskede samarbejde. Derimod udkommer en ny samlet udgave mellem 2001 og 2003, som Leduc udgiver under Marie-Claire Alains redaktion alene, Nouvelle édition revue d’après les sources par Marie-Claire Alain. Hertil kommer et separat bind med Marie-Claire Alains omfattende kommentarer. Her præsenteres for første gang hendes værkfortegnelse med kendetegnet JA foran hvert værks nummerering, som i dag er ganske udbredt, for eksempel på Wikipedia. Den er baseret på Jehan Alains egen føromtalte liste over diverse temaer. Den anerkender HSM imidlertid ikke som en brugbar værkfortegnelse.

Leducs ellers omfangsrige udgave opfylder nemlig ikke HSM’s videnskabelige krav til en urtekst, og der er derfor ikke andet for, end at hun selv må lade sin omfattende Alain-forskning i årene 1981 til 1991 udmunde i den udgave, der netop er udkommet på Bärenreiter her i 100-året for komponistens fødsel. Den ny udgave refererer til HSM’s værkkatalog betegnet med AWV (Alain Werkverzeichnis) foran opusnummeret. Denne identifikation har vundet hævd i de seneste udgaver af MGG (Musik in Geschichte und Gegenwart) og i The New Grove Dictionary of Music and Musicians.

Bärenreiters urtekst med Jehan Alains samlede orgelproduktion er således udkommet i tre bind, hvor værkerne præsenteres i kronologisk rækkefølge. Bind 1 indeholder de værker, der blev udgivet, mens Jehan Alain levede, deriblandt hans nok kendteste værk, Litanies. Bind 2 og 3 rummer de posthumt udgivne værker, som jo er de fleste: I bind 2 kategoriseres de egentlige orgelværker, som for eksempel Première Fantaisie og Deuxième Fantaisie. Bind 3 omfatter de store og komplekse værker, der oprindeligt er tænkt for ensembler eller orkester, men transskriberet for orgel af komponisten selv. Dette gælder for eksempel Suite og Trois Dances.

For både den musikhistorisk interesserede og den udøvende musiker vil der være mange interessante detaljer i nodebilledet, der fortæller om oprindelige registreringer og foredragsbetegnelser. Tilsyneladende har Jehan Alain selv forsynet sit nodebillede med ganske mange anvisninger, og det betyder ofte, at HSM blot tilføjer en kantet parentes, når der for eksempel skal indføjes et underforstået [Fonds] 8,4. Der er tale om et meget læsevenligt nodebillede, fordi der typisk for Bärenreiter er mere afstand mellem noderne og dermed lidt færre takter pr side.

Den største gevinst ved den ny udgave er imidlertid de meget omfattende og interessante noter og kommentarer, der findes på fransk, engelsk og tysk. Det fyldige forord fortæller om hele processen for tilblivelsen af urteksten. Den opmærksomme læser bemærker, at blandt de mange vigtige personer, der skal takkes til sidst i forordet, findes Jehan Alains datter, men ikke hans søster.

De enkelte værker gennemgås meget levende og med spændende nye detaljer om for eksempel Litanies. HSM fandt (hun oplyser ikke hvor) i 1987 det originale blyantskrevne og næsten komplette manuskript til det berømte værk, der først havde fået titlen Supplication. Øverst på første manuskriptside er skrevet en lille, grotesk introduktion til værket: ”Historien om en mand, der skubber en trehjulet kærre. Bag ham står tyve politimænd, der slår ham med stokke”. Men på manuskriptets side to er der øverst oppe skrevet med en ukendt håndskrift: ”Litanies”. Værket stammer fra 1937, samme år som søsteren Odile Alain omkom ved en klatreulykke i bjergene. Familien var i chok og sorg, og det er formentlig forklaringen på det lille forord, der senere er blevet kendt i forbindelse med stykket: ”Hvis den kristne sjæl i sin fortvivlelse ikke finder nye ord til at anråbe om Guds barmhjertighed, så gentager den uophørligt den samme anråbelse (supplication). Fornuften når sin grænse. Troen alene fortsætter sin opstigning”. I denne forbindelse er det helt bevægende at læse Jehan Alains egen forståelse af begrebet bøn, og hvordan Litanies dermed skal spilles: ”En bøn er ikke en klage, men en tornado, der fejer alt til side på sin vej: en slags besættelse, der må fylde ørerne på mennesker og også på Gud. Hvis man ikke er fuldstændig udmattet til sidst, har man hverken forstået stykket rigtigt eller spillet det sådan, som jeg forestiller mig det”.

Der er grund til at ønske os alle til lykke med Jehan Alains 100 år. Hans orgelmusik lever i bedste velgående, og den har klaret sig fortræffeligt i de udgaver, vi hidtil har kendt. Den foreligger nu i en ny version, der kan anbefales som foreløbig fuldbyrdelse af Alain-samlingen på nodehylden.