Fagius om Bach
Organistbladet august 2011.
Hans Fagius: Johann Sebastian Bachs orgelverk. En handbok. 464 sider med indlagt cd, hvor forfatteren spiller Bach på orglet i Eslöv kirke. Pris 390 SEK. Bo Ejebys förlag, www.ejeby.se
Hverken musikken eller forfatteren kræver nærmere introduktion: den nu emeriterede orgelprofessor ved konservatoriet i København Hans Fagius skænker os som resultat af en mangeårig intensiv beskæftigelse med Johann Sebastian Bachs orgelværker en omfangsrig ”handbok” om orgelmesteren over alle. Det er herligt, at vi har fået en så stor og grundig bog om emnet på et let forståeligt svensk. Der har ikke tidligere eksisteret monografier om dette emne på skandinaviske sprog (med mindre man tæller Georges Guillars kortfattede J. S. Bach och orgeln, der udkom på svensk i 1992 (Alhambra Förlag)). Det idealistiske enmandsforetagende Bo Ejeby Förlag i Göteborg har stået for udgivelsen.
I forordet gør Fagius rede for sit personlige engagement i Bachs orgelværker, som for alvor begyndte i begyndelsen af 1980-erne med opdagelsen af det man dengang kaldte Alte Spielweise. Indtil da havde den unge Hans Fagius især været interesseret i romantisk og impressionistisk fransk musik, men bekendtskabet med den dengang nye barokopførelsespraksis var en slags Damaskus-vej-omvendelse til barokmusikken, først og fremmest Bach. Højdepunkter har været selvorganiserede cykliske fremførelser af de samlede værker i 1983, 1996 og 2007 (de to sidstnævnte i parallelopførelser i København og Skåne) og en komplet cd-indspilning for plademærket BIS fra slutningen af 1980-erne. Ved alle disse lejligheder har Fagius skrevet udførlige ”programnoter” til værkerne, og det er dette materiale, der har dannet grundlaget for hoveddelen af bogen, hvor hvert eneste værk bliver beskrevet.
Hans Fagius understreger i indledningen, at det er en håndbog for den udøvende Bach-spiller, ikke en afhandling eller videnskabeligt arbejde. Hans vinkling er interpretens, men undervejs kommer han alligevel rundt om en række af de spørgsmål, som den musikvidenskabelige Bach-forskning stiller: Hvornår blev stykket skrevet? Hvor skal det placeres i komponistens udvikling? Er det den endelige version, vi har for os? Er det påvirket af andre komponister? Hvilket orgel eller hvilken orgeltype blev det skrevet til? Hvad var dets funktion? For slet ikke at tale om mere subjektive og spekulative spørgsmål om motivernes betydning og tal- og bogstavsymbolik. Fagius har læst overordentlig meget og formidler også de allernyeste forskningsresultater, som det fremgår både af teksten og den omfattende litteraturliste med værker på tysk, engelsk og skandinaviske sprog.
Når man taler om Bachs samlede orgelværker, opstår uundgåeligt spørgsmålet om, hvad der skal regnes med. Fagius tager sit udgangspunkt i Wolfgang Schmieders værkfortegnelse, men foretager sine egne valg, når det gælder grænsedragninger. Med til orgelværkerne regnes ikke Kunst der Fuge, til gengæld omtales også værker, hvis autenticitet ikke er sikre, som f. eks. de 8 kleine Praeludien und Fugen. Han bruger først og fremmest udgaverne på Edition Peters (et vidnesbyrd om imponerende udgiverkompetence, at Friedrich Konrad Griepenkerl og Ferdinand Roitzschs arbejde fra midten af 1800-tallet stadig har vidtgående gyldighed) og Bärenreiter-udgaven redigeret af bl. a. Hans Klotz og Christoph Wolff.
I bogens hoveddel, Verkbeskrivninger, kan man slå op under hvert enkelt værk og læse forfatterens veloplagte indføring i stil, funktion, karakter, nodesymbolik, tekstens betydning (ved de koralbundne stykker) og spilletekniske problemer. Som Hans Fagius selv gør opmærksom på, er opbygningen og stilen i nogen grad den samme som i Hermann Kellers klassiske Die Orgelwerke Bachs (C.F. Peters, 1948) – om end naturligvis opdateret på en række punkter. Keller, der reviderede Peters-udgaven i midten af det 20. århundrede, indleder sin bog med sætningen: ”Dieses Buch ist von einem Musiker und für Musiker geschrieben”. Det samme kunne Fagius have skrevet. Som sin anden hovedkilde angiver Fagius Peter Williams’ trebindsværk The Organ Works of J. S. Bach (1980/84).
Bogen er en guldgrube af oplysninger, alt for omfattende til at komme ind på i enkeltheder her. Som et enkelt eksempel kan nævnes afsnittet om Orgelbüchlein, hvor skiftende forskeres arbejde med samlingen gennemgås, begyndende med Albert Schweitzer og hans teori om symbolerne i Bachs musik, over senere tiders granskninger af originalmanuskriptet og frem til Léon Berben, der i 2008 påviste ud fra vandmærkerne i papiret, at samlingen tidligst kan være påbegyndt i 1713. Under de enkelte koraler finde man oplysninger om bl. a. melodiernes oprindelse, tekstens betydning og forslag til registreringer.
Som indledning og baggrund for værkbeskrivelserne er der kapitler om Bachs biografi, musikalske sprog, orgelmusikkens funktion og Bachs orgler. Disse kapitler har oversigtskarakter, valget af emner og synsvinkler er – som i hele bogen – subjektivt, og det er nok især i denne del der er emner man kunne have ønsket sig uddybet.
I afsnittet Bachs musikaliska språk – om symbolik og retorik gennemgås reglerne for den klassiske retorik, veltalenhedskunsten. Ifølge denne skal en tale opbygges i seks dele: exortium, narratio, propositio, confutatio, confirmatio og peroratio/conclusio. Denne retoriske opbygning havde stor betydning for den nordtyske orgelmusik, især Buxtehude, hvis frie værker typisk er opbygget som en følge af affektbærende figurationer, fugerede afsnit og virtuose gestus.
Det er spændende læsning, men hos Bach genfindes denne form i sin rene udgave som bekendt kun i nogle tidlige værker, og man kunne godt have ønsket sig, at Hans Fagius ville have fuldført sin stilhistoriske gennemgang af Bachs orgelværker og fortalt om, hvordan italienske og franske formtyper gør deres indtog i de modne værker og smelter sammen med stylus phantasticus-elementerne, og hvordan den for Bach typiske todelte form præludium og fuga opstår.
Hvad angår emner som ornamentik og artikulation henviser Fagius til egentlige lærebøger.
Talsymbolikken i Bachs værker helliges et udførligt kapitel med en række eksempler på den forbindelse mellem musik, matematik og metafysik, som hørte til Bachs tid. Hans Fagius er ganske pragmatisk og nede på jorden, når han i den forbindelse skriver, at Bach næppe regelmæssigt har regnet på proportionerne i sine stykker, det kan han jo dårligt have haft tid til! Men i rimelige doser er talsymbolikken et fascinerende emne, er konklusionen.
I afsnittet om Bachs orglar omtales de instrumenter Bach havde til sin rådighed livet igennem, i de fleste tilfælde med komplette dispositioner, og Bachs udførlige memorandum for ombygningen af orglet i Mühlhausen 1707 bringes i sin helhed med svensk oversættelse. Der er også et afsnit om Hur registrerade Bach?, hvor Fagius bl. a. foreslår, at når Bachs registreringskunst ifølge kilderne virkede så overraskede på hans samtidige, kan det skyldes at han havde kendskab til fransk registreringspraksis med Grand jeux-registreringer.
Til overflod følger der en specielt indspillet cd med bogen, hvor forfatteren giver prøver på sit overdådige Bach-spil på Flentrop-orglet i Eslövs Kyrka i Skåne, et 35 stemmer stort 3-manualers-instrument fra 1952, omfattende renoveret i 2005. Her får vi et tværsnit af Bachs produktion, fra det tidlige Præludium og Fuga i C-Dur BWV 531 til Præludium og Fuga i h-mol BWV 544. Af speciel interesse er den nyopdagede Fantasia over Wo Gott der Herr nicht bei uns hält BWV 1128, der blev fundet, udgivet og ”uropført” i 2008. Dertil kommer et varieret udsnit af de kendte og elskede værker: et udvalg af koraler fra Orgelbüchlein, Præludium og Fuga i G-Dur BWV 541, Koncert i a-mol BWV 593, Triosonate i G-Dur BWV 530 og Schmücke dich, o liebe Seele BWV 654. Det er pragtfuld lytning, og sætter en tyk streg under den store musikermæssige kompetence, som hele udgivelsen er præget af.
Man hævder undertiden fra musikvidenskabelig side, at de ”kunstneriske” professorer ikke altid tager deres forskningsforpligtelse alvorligt. Hans Fagius’ bog er et fornemt eksempel på et kunstnerisk-pædagogisk forskningsprojekt og en stor hjælp til Bach-spillere, store som små.