Charley Olsen, f.13. november 1921, d. 27. september 2011

Organistbladet november 2011.

Da jeg som orgelelev af Søren Sørensen tirsdag den 20. april 1948 ved 19-tiden sad og øvede mig på orglet i Holmens Kirke, kom jeg i tanker om hans forhånds-anbefaling af en orgelkoncert kl. 20 i Nikolaj Kirke samme aften. Det var en slags debutkoncert, hvor en ung organist fra Odense præsenterede sig for det københavnske musikpublikum. Jeg gik over til Nikolaj Kirke, betalte kr. 2.35, som billetten kostede – og koncerten blev mit første bekendtskab med Charley Olsen. Koncerten var fremragende – selvfølgelig ikke mindst, når man sammenlignede med det meste af, hvad man hørte af orgelspil på den tid.

Charley havde gennem nogen tid studeret hos Finn Viderø og havde sparet sammen for at kunne holde denne debutkoncert, fortalte han – mange år senere.

Dengang måtte man nemlig selv betale for den slags luksus – og det kneb alligevel for ham, da han blev præsenteret for underskuddet hos Koncertdirektion Engstrøm og Sødring. Det var i overkanten af 300 kr., men til sin forbløffelse så han, at der nederst på regningen stod: ”Indbetalt af en tilhører: 340 kr.” Han fandt efterhånden ad kringlede veje ud af, at det var Viderø, der på denne måde havde hjulpet ham.

Siden hørte jeg med stor fornøjelse og beundring Charley spille i Odense Domkirke, hvor han var konstitueret i nogen tid, før Georg Fjelrad blev ansat – og i Faaborg, hvor han fik sin første faste organist-stilling.

Jeg talte med ham for første gang, da jeg af et kommende brudepar var blevet bedt om at spille til deres vielse i Gentofte Kirke, hvor Charley var blevet ansat i 1951. Han overlod mig orglet, selv om han slet ikke kendte mig – og han var i øvrigt meget hjælpsom.

Gennem de følgende år mødte jeg ham jævnligt, ikke mindst ved de møder i den organistsammenslutning, som kaldte sig ”Hellerupkredsen”, navnet senere ændret til ”Kirkemusikkredsen”, og som bl.a. havde til formål at arrangere diskussionsaftener og sørge for opførelser af ikke mindst nyere kirkemusik. – Her blev Charley Olsen hurtigt en af de ledende.

Jeg betragtede ham dengang i høj grad som en faderskikkelse, ikke mindst da han nærmest pålagde mig at indstudere Hindemiths 1. orgelsonate (som jeg selvfølgelig slet ikke kendte) til en koncert i Sct. Andreas Kirke, hvor jeg var konstitueret i nogen tid – og måske havde mulighed for at blive ansat. Jeg havde nærmest en fornemmelse af, at det var en prøve, jeg skulle bestå for at gøre mig kvalificeret til at blive ansat i den dengang ret ansete kirke med det nye Frobenius-orgel. Men det var en skøn opgave: Gradvis over flere måneder at få åbnet døre ind til et nyt musikalsk univers!

Da jeg efterhånden kom til at kende Charley, gik det op for mig, at det ganske enkelt var hans retsindighed, hans omhu for at være medvirkende til, at jeg ikke fik en af de større organiststillinger, uden at jeg havde vist, at jeg ikke bare kunne spille klassisk orgelmusik, men tillige kunne demonstrere det, der for ham også var væsentligt: At man som ung orgelspiller interesserede sig for samtidens musik.

Dette betød dog slet ikke, at han forsømte den klassiske orgelmusik. Han fortalte med begejstring, at han ved en koncert med Anton Heiller havde vendt blad for ham og her havde bemærket, med hvilken udsøgt klarhed og gennemsigtighed – og selvfølgelig engagement! – Heiller spillede fx Bachs orgelmusik. Charley var overbevist om, at her kunne han lære noget meget vigtigt; han fik gjort sig fri en måned, hvor han i Wien studerede hos Heiller.

Det førte til en nyorientering inden for orgelspillet i Danmark, idet Charley i 1959 tog initiativet til det første orgelkursus med Anton Heiller som lærer for os 10-12 danske organister; noget lignende (til dels med andre kursusdeltagere) gentog sig med jævne mellemrum både her og i Sverige, og blev efter Heillers død fulgt op af Michael Radulescu.

I 1961 blev Charley organist og kantor ved Vor Frelsers Kirke – og her foregik fra nu af og i det følgende kvarte sekel utallige opførelser af væsentlig orgelmusik. Foruden den klassiske orgelmusik spillede Charley selv bl.a. alle Messiaens orgelværker (som den første her i landet), Bernhard Lewkovitchs orgelkoraler og koralvariationer, Niels Viggo Bentzons og de fleste af Leif Kaysers værker – og mange andres, ofte uropførelser.

Orglet blev fornemt sat i stand – ikke mindst ved genoplivningen af de gamle facadepiber – og Charley fik ved samarbejdet med Poul-Gerhard Andersen gjort det til et af Danmarks mest vellykkede instrumenter, på hvilket det – selv med store krav til opførelsernes autenticitet – lod sig gøre at realisere orgelmusik fra næsten hele den vesteuropæiske orgelmusiks tradition. Samtidig fungerede Charley som klog og vidende orgelkonsulent for mange menighedsråd – og fartede rundt til mange kirker.

Efter de utallige koncerter i Vor Frelsers Kirke med enten ham selv ved orglet eller en af de mange gæsteorganister, som han inviterede til at spille, endte vi næsten altid i Karens og Charleys gæstfrie hjem, hvor der ikke manglede noget – heller ikke i henseende til materielt traktement på gastronomisk højt niveau!

Jeg har gennem årene beundret ham for hans evner til at gennemskue, hvad der var væsentligt. Det kunne være, når man talte med ham om kirkemusikalske eller teologiske emner – fx om gudstjenestens musik, hvor han med en enkelt replik satte alt på plads.

Dette forhold gjorde sig også gældende, da vi i bestyrelsen for DOKS – efter at Charley gennem en årrække havde været redaktør af Organistbladet – med kort varsel for en periode gjorde ham til formand, og han gennemskuede forhold, som vi slet ikke havde bemærket. Og så har jeg altid følt mig næsten som ignorant over for hans sans for malerier og mange slags utraditionelle kunstneriske frembringelser.

Gradvis har min fornemmelse af Charley som en faderskikkelse fortonet sig og er blevet erstattet af overbevisningen om at have en god, nær og hjælpsom ven, som trods sin ofte meget direkte – ja, af og til barske – mundtlige ytringsform inderst inde var meget følsom og hjertevarm.

På grund af Charleys sygdom har jeg allerede måttet savne ham i flere år – og savnet vil ikke blive mindre i fremtiden!