Tournemire i nyudgave

Organistbladet august 2010.

Inden Charles Tournemire (1870-1939) udviklede sit helt særegne tonesprog, præget af gregorianik og en helt personlig harmonik, var han først og fremmest discipel af Franck. I hans "Pièce symphonique op. 16", udgivet i 1899, høres dette tydeligt. Specielt Francks "Grande pièce symphonique" klinger med i associationsskyen.

Det er ikke noget dårligt stykke - dog måske lidt umodent og ufærdigt. Det første netop i kraft af det næsten for klare slægtskab med mester Francks orgelmusik, det andet, fordi stykket måske mere lyder af første sats i en sonate end af selvstændigt værk. Blandt de positive elementer skal nævnes det første temas imponerende ambitus (en duodecim i løbet af 3 takter), som gør at musikken straks indtager hele rummet. Også harmonikken i gennemføringsdelen kan man bide mærke i - her er antydninger af, hvad komponisten senere kastede sig over af finurligheder.

Stykket vil nok i de fleste organisters fortolkning vare små 10 minutter og kræver ikke nødvendigvis et Cavaillé-Coll-orgel med 45-50 stemmer, sådan som Tournemire fra 1897 og frem var vant til i Sainte-Clothilde i Paris. Et dansk orgel af en vis størrelse og med gode syngende grundstemmer vil også kunne yde det retfærdighed. Mht. manualomfang holder Tournemire sig i dette værk på den høflige side i forhold til hans senere værker, som lejlighedsvis kræver højt c i manualerne. I "Pièce symphonique" er toppen på f i manualerne og dis i pedalet. Hvad der til gengæld kan afholde nogen fra at spille stykket er, at det faktisk ikke er helt nemt. Det ser uskyldigt nok ud, men der er en del komplicerede steder, hvor ikke engang organistens pianistiske færdigheder rigtig hjælper (som det jo oftest er tilfældet hos f.eks. Franck). Det er simpelthen lidt bøvlet skrevet og medvirker til indtrykket af en ikke helt flyvefærdig komponist (se f.eks. t. 24 eller 46-49).

Anledningen til denne anmeldelse er, at stykket er blevet nyudgivet på Butz Musikverlag i Bonn. I forvejen har "Pièce symphonique" været tilgængelig (bl.a. til gratis download på imslp.org) i 2 forskellige trykte versioner, Schola Cantorum i 1899 og Schirmer 1929. Butz har lagt sig uhyre tæt op ad den første, og det er både godt og skidt: godt, fordi man kan formode, at den ligger tættere op ad manuskriptet, og dårligt, fordi Schirmers udgave er editeret af Joseph Bonnet, som har taget på sig at løse enkelte tvetydigheder i teksten. Denne udgave er derfor lidt mere venlig over for førstegangs-Tournemire-spillere. Som jeg ser det, er den eneste grund til at anskaffe sig Butz´s udgave, at man gerne vil have et moderne nodetryk i stedet for det tidstypiske i begge de gamle udgaver. Foruden selve nodeteksten rummer Butz-udgaven en kort introduktion på tysk og engelsk til Tournemire og til netop dette stykke samt Clothilde-orglets disposition. Den sidste for øvrigt med en lidt spøjs, tysk oversættelse, som afslører, at et forbløffende antal franske rørstemmer lader sig oversætte med "Trompete".

Til sidst kan jeg ikke lade være med at gøre opmærksom på, at læsere med interesse for Tournemire er velkomne i Det danske Tournemire-selskab, som allerede nu har 20 medlemmer. Henvendelse til undertegnede.