Rutsjebanetur ved pinsetid

Organistbladet juli 2010.

Jørgen I. Jensen: Europasonate. Teologiske spor i den klassiske musik. Aros Forlag, 2009. 216 s.

En rutsjebanetur kan være en blandet fornøjelse. Nogle elsker den, andre hader den, andre igen ville ikke drømme om at sætte sig ind og opleve den. De, der elsker den, beretter om den svimlende fornemmelse, som overmander én, når man giver sig farten i vold, når man hænger med hovedet nedad, og når man mister jordforbindelsen. Det store gys, det svimlende blik ind i det farlige, som dog opleves som tryg, fornemmelsen af vægtløshed, alt det kan der berettes om. Men der kan være andre, der vil fortælle om kvalmen og angsten, og de lover "aldrig mere"... indtil den næste gang.

Jeg må indrømme, at når jeg læste Jørgen I. Jensens bog Europasonate, så havde jeg det en gang imellem ligeså. Alt gik jo fint derudad, og jeg forstod det hele, men så – med en sætnings varsel – hang jeg pludseligt med hovedet nedad og prøvede på at holde fast. Og det svimlede for mig af alt det, der pludseligt åbnede sig, uvarslet og storslået.

Alle, der har oplevet Jørgen I. Jensens foredrag, ved, hvor svimlende man kan have det undervejs og hvor godt man skal holde fast. Sådan kan man også have det, når man læser hans bøger. Dog, når man læser, har man den fordel, at man kan, til en vis grad, selv bestemme tempoet, hvile sit stakkels hoved et øjeblik, trække vejret dybt, før man igen lader sig føre – og forføre – af den store ånd. Jeg anbefaler læseren at nyde bogen i mindre bidder, selv om man så skulle blive nødt til at gribe tilbage til noget, man allerede har læst, for at få sammenhængen med.

Men jeg kan også berolige alle med, at bogen, som – for at sige det kort – handler om sonateformen – også er bygget op som en sådan. Det vil sige – temaerne kommer tilbage, og der kommer en reprise, hvor det hele bliver præsenteret en gang til, blot på et andet, højere, plan.

Bogens ærinde er guld værd for alle, der beskæftiger sig med musik – ikke mindst for organister. Vi ved jo godt, at musikken ikke bare er et tidsfordriv, vi ved også, at musikken kan sige meget mere end mange kloge ord. Musikken kan også forkynde – mere direkte endda, end lærde prædikener. Så man kan ikke andet end at hilse Jensens bog velkommen. Men man skal vide, at man kommer ikke sovende til det.

Beskrivelse af sonateformen burde ikke volde en konservatorieuddannet organist nogen problemer.

Det har dog næppe været den slags beskrivelser, man har mødt i sine studier, som man møder her. For her flettes sonateformen sammen med den europæiske åndshistorie, med filosofiske, historiske og - ikke mindst – teologiske betragtninger.

Det er ikke tilfældigt – påstår Jørgen I. Jensen – at sonateformen dukker op på det tidspunkt, som den gør – på tærsklen til oplysningstiden, hvor den gamle, kristne, forklaringsmodel synes at være på retur. Det viser sig nemlig, at sonateformen indkapsler en koncentreret viden om den specielle tidsopfattelse, som er særegen for kristendommen. Hvor der kan fastlægges et øjeblik, hvor noget gammelt og velkendt transformeres i noget nyt, og på den måde bliver der skabt en ny tid, som dog stadigvæk er den gamle, men forvandlede. Eller, sagt med forfatterens egne ord:

"Det europæiske åndsfællesskab er, musikalsk set, sonateformens fællesskab og historie, det usynlige fællesskab om forløb i tiden, om at det, der var, ikke er forsvundet, men mirakuløst kan komme igen, stadig i åndshistorisk og symbolsk forstand. Det vil sige, at genkomsten kan skabe forsoning eller forvandling, transfiguration. Det er et fællesskab, som alle kan koble sig ind på, uden at de skal opgive hverken sprog, nationalitet eller deres egen personlige dybeste forpligtelser." (citat fra s. 109).

Det, der adskiller sonateformen fra alle andre musikformer er, ikke overraskende, reprisen, som er en slags "gentagelse", og dog ikke en nøje gentagelse, men en gentagelse farvet af gennemføringsdelens begivenheder. En gentagelse, som også er en forvandling, en "ny begyndelse", en transfiguration. Reprisens forhold til ekspositionen kan sammenlignes med Det Nye Testamentes forhold til Det Gamle. At de teologiske "emner" pludselig dukker op – i en forvandlet form – i musikken – er en af hovedteserne i mange af Jørgen I. Jensens arbejder.

På den tid, hvor man gradvist fjernede sig fra den institutionelle religiøsitet, flyttedes de teologiske emner over til kunsten – først og fremmest til musikken. For menneskets følelsesmæssige behov, som kirken tidligere havde dækket, forsvandt ikke, og skulle, og skal til stadighed, tilgodeses. I en ordrig kultur bliver den "ordløse", men langt fra "meningsløse" musik det bedste medium for indsigt og forkyndelse:

"Musikken kan repræsentere åndens sprog i tidens løb; den kan i en ordrig kultur ligge tættere på sproget end sproget selv. Den "abstrakte" klassiske musik kan have tættere kontakt med Ordet end alle de mange ord. En højere og dybere mening end alle de mange meninger" - lyder Jørgen I. Jensens konklusion på side 210.

Undervejs møder vi mange store tænkere: Longinus, Kierkegaard, Grundtvig, Thomas Mann, Hanslick, Herder, Kant, Edward Burke, Augustinus, Rudolf Otto, Nietzsche, Schopenhauer, Manfred F. Bukhofzer, Hegel, Irenæus, Goethe, Oswald Spengler, Schiller, Northrop Frye, og mange komponister: Mozart, Beethoven, Bach, Wagner, Brahms, Schubert, E.T.A. Hoffmann, Carl Nielsen, Haydn, Auber, Mendelssohn, Berlioz, Schumann, Debussy, Mahler, Langgaard, Orff, Berwald, Stamitz, Kuhlau. Og jeg har sikkert ikke nævnt dem alle. Og der bliver gennemgået mange kendte og mindre kendte musikværker.

Det kan svimle for én, og man kan hurtigt miste fodfæste. Derfor kom jeg til at tænke på en rutsjebanetur. At jeg også kom til at tænke på Pinsen forekommer mig ligeså naturligt: Pinsen forbindes med Helligånden, Guds bevægelige og intellektuelle princip. Og Åndens hjælp synes at være nødvendig for læseren, når Jørgen I. Jensen åbner sine kinesiske æsker af visdom og åndelig dybde. Men til alle, der elsker musik kan jeg sige: Vær ikke bange – stig på og god tur!