Ildens retorik

Organistbladet juli 2010.

I anledning af Jean Guillous 80-års fødselsdag:
Die Rhetorik des Feuers / La rhétorique du feu. Festschrift Jean Guillou.
Dr. J. Butz Musikverlag

Mange organister ser Paris som et orglernes Mekka. Når vi har chancen, kan vi på en god søndag nå at opleve op til flere af de bedste orgelspilleres postludium eller koncert. Kulminationen på sådan en søndag vil ofte være dagens sene messe eller eftermiddagskoncert i Saint-Eustachekirken med den navnkundige Jean Guillou ved orglet. Nogle kolleger kommer i forventningen om at kunne gå derfra lettere rystede over, at man kan høre Buxtehude spillet med brug af svellen og Bach med omregistreringer, der ikke findes belæg for i nogen bog om opførelsespraksis. Andre begejstres over de uventede og fantasifulde påfund i værker, man synes at kende så godt, men som nu tager sig helt anderledes ud. Når Guillou lader sine musikalske kræfter komme til udtryk i egne værker eller allermest i improvisationer, må enhver erkende, at det er irrelevant at tænke på orgelmusik i traditionel forstand. Opløftet eller forarget? Upåvirket forlader man ikke Saint-Eustache.

Jean Guillou blev ansat ved Saint-Eustache i 1963, og han har siden været den musikalske ildsjæl ved kirken. Han har et imponerende antal kompositioner bag sig: for orgel alene ca. 30 store værker, lige så mange for orgel med andre instrumenter og knap 20 værker for kammer- og symfoniorkester. Dertil kommer utallige transskriptioner for orgel af ikke mindst russisk senromantisk musik.

I sin egenskab af pædagog har han gjort sig gældende som lærer for mange unge orgelstuderende fra hele verden. Meget kendt og anerkendt blev hans årlige masterclass, der fandt sted i Zürich fra 1975 til 2007, hvorefter den blev flyttet til Saint-Eustache og her fortsætter med stor succes. Som orgelsagkyndig har han arbejdet sammen med adskillige orgelbyggere om vovet nytænkning og dristig nyskabelse inden for orgelbygning. Det er der kommet spektakulære orgler ud af i kirker i for eksempel Rom, Napoli, Bruxelles, Zürich og ikke mindst i Paris ved hans eget omdiskuterede van den Heuvel-orgel. Guillou er også virksom på andre områder end de musikalske, idet han også gør sig gældende som forfatter af essays og digte.

Eftertiden vil uden tvivl indlemme Jean Guillou i rækken af de store franske orgelspillere, der også er komponister. Tournemire har tydeligvis været en stor inspirationskilde for Guillou, og det samme gælder i højeste grad hans egne lærere, Dupré, Duruflé og Messiaen.

Denne bemærkelsesværdige, avantgardistiske kunstner har netop her i år 2010 rundet de 80 år. Det kan naturligvis ikke gå stille af, og det synes velfortjent, at en kreds af beundrende elever og kolleger har udgivet et festskrift i anledning af fødselsdagen den 18. april. Det er imidlertid tankevækkende, at det (bortset fra to indlæg) ikke er franske, men tyske beundrere, der står bag udgivelsen, ikke på et fransk, men på et tysk forlag, Dr. J. Butz Musikverlag i Bonn. Det er måske sandt, at en profet sjældent er agtet i sit eget land? Svaret på dette spørgsmål får man uddybet i det meget omfattende festskrift, som er skrevet af en lang række personer, der har mere eller mindre tætte relationer til mesteren. Via de 13 tyske og to franske bidragyderes artikler får man som læser et meget fint og nuanceret indtryk af mennesket og kunstneren Jean Guillou.

Herudover optræder hovedpersonen selv ind imellem artiklerne med adskillige franske, ikke oversatte, smagsprøver på sin digte- og essaykunst. Digtene er umiddelbart det mest tilgængelige. Et af dem, Orgues (Orgler), er eksempelvis en meget poetisk beskrivelse af orglet betragtet som sfærisk instrument. Et essay som Que me pense? (Hvad mig tænker?) kræver tid og fordybelse, hvis man vil gøre sig håb om at fatte Guillous "tanker om tanker".

Allerede i forordet får man at vide, at fødselaren bestemt ikke passer ind i det, forfatteren (Jörg Abbing) kalder "den lille orgelverden". Guillou ønsker at sprænge orglets rammer for, hvordan det egentlig kan lyde, hvordan det teknisk kan trakteres, og hvordan vi skal opfatte orglet som instrument. Dette uddybes senere i bogen i en meget interessant samtale, samme Jörg Abbing har med Guillou præcis tre måneder før den runde dag, hjemme hos fødselaren. Her kommer man ind på en af Guillous visioner: L'orgue à structure variable, orglet med variabel struktur. I princippet skal orglet kunne flyttes rundt i kirken, i koncertsalen, eller sågar udendørs, så tæt på publikum som muligt.

Emnet uddybes i et eget kapitel af den kendte, tyske orgelbygger C. A. Klais. Han forsvarer ideen, og fortæller om dens historiske baggrund som processionsorgel på hjul. Vi ser det sort på hvidt: et kobberstik fra 1516, der viser kejser Maximilians orgel – trukket af en kamel! Klais beskriver, hvordan hans firma er i kontinuerligt samarbejde med Guillou om udvikling af nye ideer. Der fremlægges tegninger af l'orgue à structure variable, piberækker i flytbare skabe, der ligner moderne højhuse en miniature, betjent fra det elektriske klaviatur.

Endnu er denne ide ikke realiseret. Og dog: Den tyske organist Johannes Skudlik fortæller i sit indlæg om uropførelsen af Guillous opus 69, La Révolte des Orgues (Orglernes oprør). Dette værk har undertitlen: Komposition for otte portativorgler opstillet omkring publikum, slagtøj, stort orgel og dirigent. Uropførelsen fandt sted i 2007 i sydtyskland. Kort efter fik værket sin franske førsteopførelse i Saint-Eustache med Skudlik som dirigent og mesteren selv ved hovedorglet. Værket er på tourné i flere europæiske byer, så på en måde får han sin vision realiseret. Smagsprøver fra uropførelsen kan ses på YouTube: La Revolte des Orgues.

På trods af sit ansættelsesforhold i Paris har Jean Guillou lige fra sine yngre år tilbragt lange perioder i Berlin. Han har gennem årene fået mange nære venskaber med tyske kulturpersonligheder, ligesom han har lært sig flydende tysk, skriftligt såvel som mundtligt. I festskriftet hører vi om kendte og ukendte tyske organister, der hver især fortæller om episoder, de særligt husker Guillou for.

To forfattere, Tobias Richter (søn af Karl Richter, som var nær ven af Guillou) og Friedemann Winklhofer, har åbenbart overværet den samme begivenhed, og de fortæller derfor den samme historie i hver sit kapitel: De er til koncert i Münchens St. Markuskirche, fordybet i Guillous fortolkning af Bachs Orgelmesse. De tror undervejs, at Guillou netop "fortolker" værket, indtil kirken ryster faretruende og hele publikum i panik forlader kirken. Der er et lettere jordskælv i gang (med centrum i Italien skal det vise sig), men Guillou fortsætter med at spille, idet han - som han senere oplyser - blot troede, han havde kredsløbsforstyrrelser. Modstræbende må han stoppe, da tilhørerne er væk. Alt falder dog til ro, publikum kommer tilbage, og koncerten kan fortsætte.

Et andet bekendtskab, der omtales, er Michael Schneider, som Guillou traf gentagne gange gennem deres fælles ven, organisten ved Berlins St. Matthiaskirche, Albert Tinz. Guillou nævner en koncert, der fandt sted i 1942/43 i hans hjemby Angers i Frankrig, hvor en tysk soldat havde spillet en orgelkoncert, og Guillou og hans far havde spurgt hinanden, om han mon spillede med soldaterstøvlerne på. Schneider kunne bevidne, at det gjorde soldaten ikke. Han måtte vide det, eftersom han selv spillede koncerten!

Den tyske orgelprofessor Günther Kauzinger beretter i sit kapitel om mesterkurserne med Guillou i Zürich. Der fortælles meget udførligt og levende om hans evne til at åbne musikkens væsen for eleverne. En sætning, som Guillou har lånt af Liszt og gjort til sin egen, er absolut værd at fremhæve også for orgelspillere her og nu: Musikken står bag noderne! Hvor meget der kan komme ud af noderne, ved alle, der har hørt Jean Guillou. Han klarer naturligvis det hele selv, bladvending (eller som regel ingen noder), registrering uanset om der er kombinationer eller ej. Det har muligvis forskrækket den håbefulde orgelstuderende, som omtales i forbindelse med kurset. Hun havde forstået, at der skulle gøres noget for musikken til en konkurrence, hun skulle deltage i. Hun medbragte derfor to bladvendere, én registrant til at passe kombinationerne og én person, der liggende under bænken skulle passe svellen. Dét havde hun ikke lært af le maître!

Bogen er fuld af sådanne små historier. Men der kommer også mange saglige oplysninger for en dag, blandt andet en statistisk oversigt udfærdiget af forlæggeren Oliver Hilmes over samtlige koncerter, som Deutsche Rundfunk har optaget med Guillou i tyske kirker og koncertsale, og den vil med tiden blive uvurderligt kildemateriale.

Apropos denne statistik er det interessant her at nævne det ene af festskriftets to fransksprogede bidrag. Musikhistorikeren og organisten Sylviane Falcinelli gennemgår analytisk Guillous opus 11, Colloques no. 2 pour Piano et Orgue. I sig selv er dette ikke spor spændende at læse, men fodnoten om, at Falcinelli er stifteren af "AUGURE" nødvendiggør en Google-søgning til opklaring af det mystiske ord, og her kommer dét spændende frem, at hun søger materiale fra 1960'erne og 1970'erne om og med Guillou: artikler, koncertprogrammer, lydoptagelser med videre til det historiske arkiv, hun har stiftet og er præsident for, og her er forklaringen så på "AUGURE": AUtour de Jean GUillou pour la Rayonnement de ses Enregistrements et Écrits (Om Jean Guillou og udbredelsen af hans indspilninger og skrifter). Bogstaverne udgør samtidigt titlen på hans værk af samme navn, Augure, opus 61. Hvis man skulle ligge inde med materiale fra nævnte periode, opfordres man på hjemmesiden til at videregive det til arkivet.

Den sidste artikel i festskriftet er skrevet på fransk, men findes side om side med den tyske oversættelse, og man forstår således, hvilken vægt der lægges på dette sidste bidrag til bogen. Det er skrevet af Suzanne Guillou-Varga, som – rigtigt gættet – er navnet på Madame Guillou. Hun har sin egen karriere som universitetsprofessor i spansk. Hun skriver efter 30 års ægteskab med Guillou den største og mest beåndede hyldest, jeg nogensinde har oplevet et menneske overbringe et andet, en hyldest, der nærmer sig guddommeliggørelse af ham.

Måske er det især i dette afsnit, vi skal forstå, hvorfor bogen hedder Ildens retorik. Kapitlet indledes med hendes Credo: "Troen på de guddommelige gnister, der springer fra den begavedes hjerne". Ikke mange ægtefæller oplever at blive omtalt af den anden halvdel på denne måde: "Dette æteriske, ærkeengleagtige væsen, som kommer fra det hinsidige, må leve i en verden, der ikke er hans". Efter flere elegant og ekvilibristisk formulerede eksempler på og lovprisninger af geniet, der tager sig helt fantastisk besnærende ud på fransk, munder hendes beskrivelse af Jean Guillou ud i hans livssituation som 80-årig. "At eksistere er for Jean Guillou at skrive, at komponere, at fortolke, udelukkende til dette er hans kræfter reserveret. Uden for musikken tæller intet eller ingen for ham. Nej, gør Dem ingen illusioner: intet eller ingen. Og dog er det at leve ved siden af ham en umådelig lykke. Han vækker musikalske lidenskaber, personlige følelser, al slags hengivenhed, han er af messiansk stimulans".

Hvis man ikke kender til det franske sprogbrugs åndfuldheder, kan især hyldesten i sidste kapitel virke overdrevet, men jeg lader mig uden tøven medrive, begejstre over, at nogen viser sand entusiasme. Det gør hovedpersonen, Jean Guillou selv, i festskriftet, og det gør alle, der har medvirket til det.

Det danske orgelpublikum har mulighed for at danne sig et eget indtryk af Jean Guillou som orgelspiller, komponist og causeur, når han i forbindelse med Helligaandskirkens Internationale Orgelfestival 2010 spiller koncert i Helligaandskirken og efterfølgende medvirker i en samtale kaldet Meet the Soloist søndag den 8. august kl 16.30.