Hvordan opfattes organisten og dennes arbejde? - et kulturhistorisk strejftog

Organistbladet november 2010.

Hvordan opfattes organister? Svarene på dette afhænger naturligvis af øjet, der ser, og falder derfor forskelligt ud.

I min artikel i DOKS’s jubilæumsskrift fra 2005 fortalte jeg om min rolle som ordfører for de honorarlønnede københavnske organister i en afgørende drøftelse vedrørende disses muligheder for at få større direkte indflydelse på forhandlingerne med kirkeministeriet om lønforbedringer. Året efter – i 1962 – bad Ulrich Teuber, foreningens mangeårige bestyrelsesmedlem og ekspert i lønsager, mig om at udarbejde et oplæg til en sociologisk undersøgelse af DOKS-organisternes almindelige status i befolkningens øjne, - eventuelt til praktisk anvendelse i senere lønforhandlinger. Jeg var nogle år før blevet cand.psych. og nyligt ansat på en af børne- og ungdomsforsorgens uddannelsesskoler i et meget arbejdskrævende job, der ikke gav plads for den ønskede undersøgelse, men forespørgslen vakte min interesse for sociologiske problemstillinger, der jo ofte strejfede fagpsykologien.

Da sociologien beskæftiger sig med persongruppers indbyrdes forhold til hinanden, er statistiske sandsynlighedsberegninger vigtige hjælpemidler ved forudsigelser (gætterier) om de enkelte individers adfærd over for personer fra andre grupper. En mere detaljeret forståelse af dagligdagens vilkår og forløb for de enkelte personer er dog ofte ønskelig, og fra ca. 1970 fik sociologien herhjemme hyppig brug for støtte fra faget kultursociologi, der mere beskriver end beregner adfærd.

I 1962 udkom Kaare Svalastoga og Preben Wolfs bog Social rang og mobilitet. I bogen søgtes 75 stillinger og erhverv gennem interviewundersøgelser rangindplaceret i forhold til hinanden.

4000 personer var inddraget i undersøgelsen, og man opererede med en rangstige på fem trin (5 prestigegrupper). I de 75 stillinger sås en enkelt musikergruppe: Medlemmerne af Det kgl. Kapel. Disse opnåede placering i den midterste prestigegruppe – i selskab med bl.a. postmestre, skolebestyrere og folketingsmedlemmer.

En variation af en sådan undersøgelse kunne begrænse sig til danskeres opfattelse af en række musikergrupper med hvert sit instrument, igen indplaceret i fem prestigegrupper, eller en undersøgelse, hvori kun en enkelt musikergruppe indrangerer sine egne instrumentalistkolleger efter en forud fastlagt række af kriterier. Formålet ville være at beskrive kriteriernes betydning for rangindplaceringen –ikke enkeltpersonerne som sådan, hvilket sikres ved fuld anonymitet. Kriterier for organister kunne være lønklasse, koncertvirksomhed, embedets (kirkens) betydning i den folkelige bevidsthed (her er aflønningen ikke altid afgørende), kollegaens kollegiale indsats, instrumentkundskab eller pædagogisk udfoldelse.

Ovenstående interkollegiale undersøgelse er fra min side nogle tanker, jeg har gjort mig, ikke nødvendigvis en opfordring til at iværksætte en sådan.

Nærlæsning af historisk materiale er også en spændende vej til indsigt i vilkårene inden for et bestemt erhverv eller fag, og jeg har i den senere tid bladet hyppigt i min samling af henholdsvis Vejle Amts Aarbøger og Statens Forordninger, Rescripter og Collegialbreve mm. (i stil med vore dages cirkulæresamlinger), hvori man kommer tæt på problemerne i mange persongrupper, herunder også organisternes.

Først et eksempel, som Det kgl. Kapels medlemmer atter ”spiller med” i. I Vejle Amts Aarbog for 1932, 2. halvbind læser vi side 212 følgende indstilling af 1829 fra amtmanden og biskoppen i Ribe; citeret fra Vejle Bys Justitsprotokol: ”Det gøres vitterligt, at da forrige Organist og Stadsmusicant i Weile, Bang ved Døden er afgaaet og ingen af Det kgl. Kapels Medlemmer attraar denne Post, saa beskikkes herved Dines Bredal Blauenfeldt, som har de i Indfødsretten allernaadigst fastsatte Egenskaber til herefter i Weile Kjøbstad at forestaa Organisttjenesten, hvormed ifølge allerhøjeste Resolution af 25de April 1800 Stadsmusikant Tjenesten sammesteds er forenet.” Citat slut. ”Allernaadigst” referer til, at vi jo endnu befandt os i enevældens tid. Det oplyses for resten i Vejle Aarbogen, at forgængeren havde en ekstraindtægt ved at sælge kaffe og salmebøger. Jeg bemærker mig, at et medlem af Det. Kgl. Kapel havde førsteret til stillingen, og ser i en samling forordninger fra 1840, at denne førsteret kun forelå, hvis stadsmusikanttjenesten og organisttjenesten hørte sammen.

”Forordningen”, der også indehaves på Det kgl. Bibliotek, bærer den imponerende overskrift Samling af Forordninger, Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve, som vedkommer Geistligheden og de øvrige i Kong Christian den 5tes Danske og Norske Lovs anden Bog omhandlede Gienstande, ordnede efter Lovens Artikler ved L. Fogtmann og F.T. Hurtigkarl, Tredje Udgave, besørget af Kolderup-Rosenvinge, Anden Deel, Kiøbenhavn 1840.

Når vi ser på, hvem man betroede orgelspillet i landsbykirkerne i tidligere tider (før der var et musikkonservatorium eller en kirkemusikskole), bevæger man sig lige ind i almuens skolevæsen, idet orgelspil og kirkesang var vigtige eksamensfag allerede fra de første egentlige (udbyggede) seminariers start omkring 1790. En landsbyskolelærer skulle helst kunne påtage sig kirkesangerarbejdet eller – ”om muligt” – organisttjenesten. Dette er beskrevet i den netop nævnte Forordningssamling fra 1840 side 464. Fra ca. side 460-480 i denne samling udgør teksten for øvrigt det, man i vore dage ville kalde en uddannelsesbekendtgørelse. Jeg citerer fra side 464: ”Seminaristen bør, saafremt han tillige skal ansees duelig til at forestaae Kirkesangen, kunne: a) synge med sikker og reen Intonation alle de i den anordnede Choralbog indeholdte Kirkemelodier, og, om muligt, den til samme anførte Bas og Mellemstemme, samt paa samme Maade Melodier til gode Folkesange. b) Vil han tillige attraa, at kunne ansættes til Organist=Tjeneste i de Kirker, hvor der findes Orgel, da maa han ved de Seminarier, hvor dertil gives Lejlighed, have lært saa meget af Harmonilæren at han, med Færdighed og i en reen Sats, kan spille Choralmelodierne efter beziffret Bas firestemmig, og ledsage dem med en simpel men passende Indledning og Slutning.” Citat slut. Jeg bemærker mig især kravet om kendskab til harmonilære og becifring – og kan i øvrigt med henvisning til Danmarks Lærerforenings bog fra 1964, side 133, i 150-året for skoleanordningerne af 1814: ”Af landsbyskolens saga” oplyse, at syngemester ved Det kgl. Teater og lærer ved Blaagaards Seminarium H.O.V. Zincks koralbog fra 1801 forelå 1820, udsat for to, tre eller fire stemmer af lærer ved Jonstrup Seminarium R. Andersen (Blaagaards Seminarium var 1809 flyttet fra København til Jonstrup).

Kirke og skole hørte jo tidligere ubrydeligt sammen, og efter Christian VI’s indførelse af konfirmationen 1736 var landsbyskolens undervisning i læsning og bibelhistorie nærmest at betragte som en tidlig opvarmning til denne. Præsten var den lokale tilsynsførende, og i mange tilfælde medvirkede biskoppen ved indvielsen af en ny skolebygning. For resten betød dette, at organisten i rimelig grad måtte opføre sig udadtil som en kirkelig person. (En kort, polemisk bemærkning: I dag er kirkens opmærksomhed over for organistens personlige kristelige engagement ret beskeden, - ja, så beskeden, at samvittighedsspørgsmål med relation til kirkens lære og liturgi drøftes påfaldende lidt i den kristelige presse, når sagen drejer sig om organistens mulighed for at frabede sig sin medvirken ved en gudstjeneste.)

Landsbyorganisten og landsbydegnen var endnu i 1800-tallet meget beskedent lønnet for deres arbejde i kirken. Taksten var oven i lærerlønnen kun ca. 20 rigsdaler om året. Hertil kom en andel i ”offerpengene” fra den, som havde bestilt et bryllup, en dåb eller en begravelse. En pudsighed i aflønningen var en andel i de penge, kirken sparede, når man undlod at tænde alterlysene under en tjeneste, - en idé fra Christian den Sjettes pietistiske styre, men ”lysepengene” var værd at tage med. Efter statsbankerotten i 1813 satte man nogle steder de tyve rigsdaler ned til ti, men dog disse i sølv, der beholdt sin værdi. I mine unge dage var biindtægter ved kirkelige handlinger - som bekendt – et anvendt fænomen. Akkompagnement til en solist kunne give 12 kr., orgelledsagelse til en salme, der ikke stod i den autoriserede salmebog 8 kr., en bryllupsmarch efter særlig bestilling 12 kr., og 10 minutters præluderen, mens følget samledes 12 kr. Endelig har jeg oplevet et tillæg, hvis en højmesse trak ud til efter kl. 12 pga. flere barnedåb. Godt, at alt dette nu er afskaffet til fordel for en forbedret fast løn.

1800-tallets købstadsorganister havde i midten af århundredet en løn på ca. 100 rigsdaler årligt. Tilsammen fik beskedent aflønnede embedsmænd i den statslige sektor ca. 400 Rd. Offerpengene pyntede lidt mere på lønnen, men større beløb kunne godt modregnes efter nøje beskrevne regler for den enkelte organist. Stadsmusikantløn kom oven i kirkelønnen, og adskillige organister havde bijob, en af Vejleorganisterne endog som bedemand.

I hovedstaden var aflønningen væsentlig bedre, om end slet ikke på højde med administrative chefers i statens tjeneste. Selv en kapacitet som Weyse var på stadig ”udkik” efter de honorarer, der kunne hentes hjem på bestilt fest- eller sørgemusik (jf. hans breve 2. del, brev 406 med noter (Munksgaard 1964)).

Noget tidligere manglede selv syge- og plejehjemmet Vartovs kirke København endnu at få et orgel. Arkitekt Thomas Havning bringer et dokument fra anskaffelsen af Vartovs første orgel i Kirkeligt Samfunds ”Vartovbog” af 1967, nærmest som et kuriosum, men også som en understregning af en offentlig styrelses utrolige mangel på vilje til at styrke et kirkeligt arbejde. Dokumentet er fra Københavns byråd til ledelsen i Vartov med afsenderoverskriften Directions Commissionens Resolutions Protocoll V, pag. 676, den 30te May 1755. En Herr Paul Nielsen True vil af taknemmelighed over for Vartovs gode behandling af hans broder skænke kirken ”et lidet orgelværk”, som i øvrigt allerede er færdigbygget hos orgelbyggeren (for 200 Rigsdaler), og beder om at måtte opstille det på galleriet i kirken, indtil der kan udfindes ”middel til at lønne én for at spille derpaa uden Bekostning for Hospitalet”.

Fra svaret citeres: ”Endskiøndt man ikke inclinerer for deslige i selv unyttige Gaver, saa dog, for ikke at genere Folk i deres frivillige Gaver, og siden Supplicanten allerede har betalt sin frivillige Gave bevilges, at Orgelværket maa opsættes, dog med de Vilkaar: 1) at Giverens Navn paa et bequemt Sted skal settes, paa det, at Efterkommere kand see, at Hospitalet ikke har giort saadan unødvendig Bekostning. 2) Maa Hospitalet aldrig nogen Tid Bebyrdes med at lønne en Persohn til at spille derpaa. Men saalænge den Persohn, som Præsten holder til at forrette Morgen og Aften-Bøn i Hospitalet, tillige vil paatage sig dend Forretning, uden anden Belønning end den som Præsten med Ham er accordered om uden last for Hospitalets Casse, maa det skee, men naar saadan Persohn enten ikke kand faaes, eller ikke for samme Belønning vil forrette begge Deele, skal Orgelværket staa og ikke bruges, hvilket til ydermere Efterretning skal føres ad Protocollum og Forstanderen og Præsten communiceres.” (Til Justitsraad og Forstander Stendrup).

Som man ser, ønsker Københavns byråd at fastslå, at man absolut ikke har bidraget økonomisk til ”i sig selv unyttige Gaver”, men naturligvis ikke vil sætte sig imod opstilling af det forærede lille orgelværk. Det er interessant, at Vartov Kirke efter Grundtvigs ansættelse der 1839 skulle blive berømt for sin fuldtonende salmesang.

Efter 1849-grundlovens vedtagelse havde den eksisterende officielle danske kirke, som alle ved, stadig statens positive bevågenhed og fik tidligt en reel glæde af dette. Kaldsretten til embederne gled fra kirkeejerne over til staten eller særligt udpegede myndigheder, og de private ejere af kirker (ofte godsejere) kunne ikke nægte en menighed at forbedre inventaret (f. eks. slidte messeklæder eller et orgel), men havde ikke pligt til at afholde udgifterne, hvilket naturligvis kunne blive en stopklods for gode initiativer. Indsamlinger, gaver og statsmidler måtte træde i stedet for de tidligere ejeres egne forbedringer, men statens embedsmænd var ikke lige gode til at sætte sig ind i de behov, driften af en kirke førte med sig.

I Love og Ekspeditioner for Kirke- og Skolevæsen i 1893-94 læser man under 22. august 93 følgende ministerielle afgørelse af et spørgsmål om, hvem der skal betale noder til et nyanskaffet orgel: ”Da hverken Kommunen eller Kirketiendeejerne have forpligtet sig til at bekoste de Melodisamlinger, der ere anskaffede til Brug i Kirken ud over de Koralbøger, hvis Tilstedeværelse det ifølge Kirketilsynsloven af 19. Februar 1861 & 6 paaligger Synet at paase, saa kan denne ubetydelige Udgift ikke afholdes paa anden Maade end ad Frivillighedens Vej”. Citat slut. Man må jo håbe, at nogen vil ledsage organisten ud ad ”Frivillighedens Vej”, især hvis ” denne ubetydelige Udgift” ikke er ubetydelig.

Vi har i de forrige afsnit set nogle eksempler på omgivelsernes manglende interesse for orglernes nytteværdi og ved jo også, at interessen er forbedret langs ad, bl. a. gennem den indsats organisternes egne organisationer har ydet. Tidligere var det især de enkelte organister, der gennem livlig deltagelse i lokalområdernes kulturelle initiativer måtte forbedre situationen. I Vejle Amts Aarbog for 1942, 2. halvbind, fortæller organist ved Sct. Nicolai Kirke i Vejle Johannes Wolhers om organister og stadsmusikanter i Vejle fra 1600 til 1944. To af dem var Dines Bredal Blauenfeldt (perioden 1829-78) og Julius Theodor Umlandt (1878-1907). Blauenfeldt var, som tidligere omtalt, også ansat som stadsmusikant og derved også involveret i udførelse af underholdningsmusik, hvilket dog ikke var en hindring for at betro ham posten som kirkeværge. Hans sans for befolkningens behov for at høre nyere populære kompositioner tilskyndede ham formodentlig til ved en koncert på kirkens orgel at fremføre Ouverturen til Elverhøj. 16 stemmer var til rådighed. (Apropos; jeg har selv hørt en kollega udføre Finlandia af Sibelius på et mellemstort orgel. Ganske interessant – og imponerende).

Blauenfeldts efterfølger var udelukkende ansat som organist (stadsmusikanttjenesten var nedlagt). Han var igennem mange år leder af Musikforeningens kor samt et håndværkerkor og indgik flittigt i byens musikliv. Han havde været musikdirektør i Odense og var ifølge Wolthers en alsidig musiker, - dog ikke med klaver eller orgel som hovedinstrument. Det antydes, at sognepræsten var stærkt interesseret i hans ansættelse, da han kunne indgå på en ledig plads som bratschist i dennes strygekvartet.

Denne sidste oplysning bringes som et glimt fra den ”helt virkelige verden”, som en embedssøgende organist også i vore dage må indrette sin karriere på, hvis vedkommende skal arbejde sig lidt op i ansøgerbunken. Selv glemte jeg denne verden, da jeg uden at være gift og have børn sendte min førstegangsansøgning til Kastelskirken i København. Til embedet hørte en 7-værelsers lejlighed. Halvandet år senere blev jeg organist ved Diakonissestiftelsens kirke på Frederiksberg.