Bent Ejersbo Frederiksen (29/9 1937 - 25/4 2010)

Organistbladet juni 2010.

Mange blev berørte, da det blev kendt at Bent Frederiksen var død. Med berøringsflader til både kirke, konservatorier, kirkemusikskoler, forskellige organisationer og mange flere, var der mange for hvem den besked sikkert har givet et øjebliks eftertænksomhed. Således kunne det også have været mange kolleger, der havde skrevet Bent Frederiksens nekrolog. Nu sagde jeg ja, som hans efterfølger i embedet i Vor Frue Kirke i Århus.

Netop min gang i Vor Frue Kirke og mit kendskab til kirkens arkiver (koncertprogrammer, gudstjenesteprogrammer, dokumenter om orgeludvidelse, nodearkiv, organistkontor-bibliotek, m.m.) har givet mig den dybeste respekt for det organistliv som Bent Frederiksen levede her i Århus.

Mange kan berette om, hvordan de selv i en sen nattetime kunne støde ind i Bent Frederiksen på arbejde. Mange kan berette om hans engagement som lærer. Og nogle kan også berette om et engagement som bragte hans temperament op til overfladen, hvis han blev mødt med modvilje eller manglende indsigt.

Jeg kan ikke sammenfatte de mange billeder og holdninger der er til Bent Frederiksen, men vil her gerne skrive lidt om, hvad der har skabt min respekt for Bent Frederiksen.

Mit første møde med Bent Frederiksen var som koncertspiller i Mariehøj Kirke i Silkeborg, hvor han som solist spillede bl.a. værker af Mendelssohn. Han blev modtaget af den lokale organist med både respekt og en vis ydmyghed – som jeg husker det. Som en respekteret orgelspiller og kollega.

Siden blev Bent Frederiksen min lærer i kirkespil på konservatoriet og mange af mine medstuderendes hovedfagslærer (og sådanne diskuteres blandt studerende).

Bent Frederiksens hovedfagselever var ofte nært knyttet til Bent Frederiksen. Selv følte jeg, at Bent Frederiksen gav mig indsigt i mange sider af organistarbejdet, som jeg til da ikke havde beskæftiget mig med. Mange praktiske overvejelser om repertoire, salmesang, orgelledsage-rollen, kirkepolitik og mere blev til i samtale med Bent Frederiksen, og ofte tilsat hans ikke altid forudsigelige holdninger. Bent Frederiksen var markant og nøje; han læste forord og paragraffer hellere end han stolede på tradition og mere usikre "vom Hören sagen..."! Han fandt tilbage til oprindelige former for gudstjenester og musiks opførelsessammenhænge.

Særlig engageret var Bent Frederiksen, når han kunne kombinere sine talenter og interesser: f.eks. når han fandt sammenhænge mellem den gregorianske sang og orgelrepertoiret, eller mellem en salmetekst og en korsats. Han har i sin karriere arrangeret megen musik til brug i den danske højmesse, som var det rum han mere end noget andet nød at fordybe sig i og stadigt fandt nye afkroge af.

Bent Frederiksen vil også blive husket af mange for sit organisatoriske arbejde – både i Samfundet Dansk Kirkesang, Dansk Tidegærd, Aarhus Bachselskab, DOKS og som ivrig debattør når der kom ny salmebog, koralbog, ritualbog eller blot diskussionen gik om højmesseordninger, el-orgler, korarbejde m.m. Bent Frederiksens interesser og viden var omfattende og imponerende.

Det er ikke for store ord at sige, at hele det danske kirkeliv har mistet en frontkæmper, en igangsætter, en inspirator. Bent Frederiksens fravær i den danske organiststand vil betyde en aftaget årvågenhed og bør i så henseende være forpligtende for dem, der respekterede hans indsats.

Æret være Bent Ejersbo Frederiksens minde.