Selvstændighedskultur på godt og ondt

Organistbladet november 2009.

”Organisterne har fundet sig en jobmæssig niche, som de er glade for og ønsker at udvikle. De er præget af en selvstændighedskultur, med de fordele og ulemper, den giver. Fordelen er, at man har megen selvbestemmelse når det kommer til udførelse af arbejdet og udvikling af opgaverne. Ulemperne er, at der skal kæmpes for at blive synlig. Der mangler sparring og kollegial fagsnak i hverdagen. Og nogen gange ledelsesopbakning. At prioritere sin tid kan blive et personligt problem.”

Ordene kommer fra konsulent Lisbeth Jarlov, der for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling har foretaget fokusgruppeinterviews om kompetenceudvikling og arbejdsforhold blandt grupper af akademiske medarbejdere i staten, som enten er eneste akademiker på arbejdspladsen eller den eneste med sin faglighed. Foruden DOKS’ere var det bl. a. præster, bibliotekarer, magistre og DJØF’ere. Formålet var at finde ud af, hvad man kan gøre for at styrke deres faglige identitet og kompetencer.

Ud over, at Lisbeth Jarlov havde en bedstefar, der var organist i en landsbykirke, kender hun ikke meget til organisthverdagen, fortæller hun, men hun er en dame med stor erfaring i arbejdspladsforhold gennem sin uddannelse som cand. scient. pol. og sin masteruddannelse i Public Policy fra RUC. Hun har tidligere arbejdet som konsulent i faglige organisationer. I dag driver hun et selvstændigt konsulentfirma, Jarlov Analyse.

Hun fortæller om sine undersøgelser, at de er baserede på interviews af mindre grupper inden for hvert fag, som er blevet spurgt til deres nuværende arbejdssituation, ønsker om kompetenceudvikling og de praktiske vanskeligheder i den forbindelse. Også de personlige, faglige netværk og styrkelsen af dem indgår i undersøgelsen.

I gruppen af organister deltog (efter et par afbud) fire DOKS-medlemmer, som Lisbeth Jarlov havde udvalgt fra en liste foreslået af DOKS’s formand Charlotte Muus Mogensen. Altså ikke et repræsentativt udsnit, men alligevel dækkende for gruppens forskelligheder. Deltagerne var forskellige hvad angår alder, erfaring og geografisk spredning. I rapporten er deres svar anonymiserede. Det blev understreget, at deltagerne skulle svare ud fra deres personlige holdninger og erfaringer. Og ifølge Lisbeth Jarlov var stemningen under interviewene behagelig og tillidsfuld, og der var stor åbenhed og lyst til at deltage.

- Efter endt undersøgelse - hvad er så dit indtryk af organisternes arbejdsvilkår?

”Det virker, som om organister er meget alene med deres særlige faglighed. De oplever en forskel på deres egne og omgivelsernes forventninger. Nogen siger: jeg synes, min udvikling går baglæns. På konservatoriet fik jeg nogle idealer om en perfektion, som det er svært at leve op til i hverdagen. Men mine omgivelser deler ikke perfektionskravet. Jeg kan f. eks. være utilfreds med mit eget spil ved en bestemt lejlighed, og så bagefter blive rost af tilhørerne.”

”Der kan også være udfordringer i samarbejdet med andre faggrupper som præster og kordegne. Samarbejdskompetencer indgår ikke i uddannelsen. Nogen taler om, at de savner ledelseskompetencer i forbindelse med korarbejdet, eller at de er usikre i ”præstationssituationen” – de ville gerne have coaching til understøttelse af at ”være på”.

”Men der er en dobbelthed her. Der er et stort ønske om at kunne blive aflastet for at kunne komme på kurser. Men jeg hører også organister fortælle, at de ind imellem lader være med at holde ferie eller fridage, fordi de ikke mener de kan finde tilstrækkeligt gode vikarer. Det er et vigtigt aspekt af selvstændighedskulturen: når man er motiveret, kan man arbejde virkelig meget.”

- Og det er vel vigtigt at holde fast i det positive?

”Grundlæggende fik jeg indtrykket af, at de positive aspekter ved organisternes jobsituation overvejer de negative. De organister, jeg talte med, ønsker at blive i det job de har. De har fundet en niche, som de gerne vil forsætte i, men der er et krav om at kunne jobudvikle. I et vist omfang fagligt – her blev især nævnt korledelse og børnekor - men primært i støtte til udvikling af, hvad man kunne kalde generelle bløde kompetencer. Det der ligger uden for kerneområderne. Et udslag af selvstændighedskulturen på godt og ondt er, at de fleste dybest set mener, at udvikling er deres eget projekt. De efterlyser primært støtte til selvudvikling og støtte til inspiration i deres selvstændige arbejdsliv.”

Hvad kan man gøre for at styrke denne selvudvikling?

”Det gælder generelt for AC’ere, der arbejder alene, at man skal passe på med at forsøge at presse noget ned over hovedet på dem, for selvstændighedskulturen er stærk. Derfor er centralt styrede netværk næppe en farbar vej frem. Erfaringen viser, at netværk skal gro op nedefra. De skal udspringe af et konkret behov, og de skal vedligeholdes af nogle personlige relationer og en stærk fælles interesse. Men det kræver tid at organisere et netværk. Og som en af de interviewede organister sagde, så er et netværk først og fremmest et sted, hvor man giver.”

”Derimod kunne man arbejde på at synliggøre de gode eksempler på tværgående netværk, som allerede findes, til inspiration for andre. Og man kan fra centralt hold medvirke til at fjerne nogle barrierer for, at organisterne kan samarbejde på tværs af sognegrænserne. Noget af det, der kan give problemer i forbindelse med kompetenceudvikling, er f. eks. de geografiske afstande. Der kan være langt til inspirationen. Tidsmangel er et andet problem. Der er også en del, der simpelt hen har behov for at blive opfordret. Der må være nogen ting, der kan forbedres her. Og så efterlyste Alene AC’erne mere tilgængelig information om de kompetenceudviklingsmuligheder, der er. De føler sig ikke specielt godt hjulpet, som det er nu.”

”For den enkelte organist er det rigtig vigtigt at kunne sælge sine visioner til arbejdsgiveren og få dem gennemført. At få en kultur, hvor det er ok at bruge tid på samarbejde og netværk. Det vil sige, ikke en traditionel lønmodtagerkultur, men en selvstændighedskultur, hvor man forventes selv at tage teten. Du skal selv komme med ideerne.”

”Jeg føler også, det er noget inde i mig, at jeg ikke kommer videre. Jeg sidder lidt fast. Jeg har brug for nogen, der snakker med mig om det. Der er for meget, jeg synes jeg skulle blive bedre til.” (Citat fra anonym organist i undersøgelsen).

”Efter konservatoriet er det svært at være organist. Under studiet har man musikere som venner, og man er hele tiden i et musikmiljø. Når man er færdig, er man alene som musiker, og ens kolleger er ikke musikere. De er meget positive, men de ved ikke noget om det. Man er meget alene om sin profession”.

”Jeg mangler noget i forhold til det med koret. Vi har en masse idealer fra uddannelsen, men mangler viden om, hvordan vi kan få det til at fungere i virkeligheden. Det går mig på nogen gange. Jeg føler ikke, jeg gør det godt nok.”

”Jeg synes aldrig, at det her gider jeg ikke. Men jeg savner inspiration, at høre om, hvad andre gør. Det kunne jeg tænke mig noget mere af.”

”Det er bedre med personlig kontakt end mail. Måske kunne vi i min by lære hinanden lidt bedre at kende, så vi tør komme frem med problemerne.”