Musik der er kirken værdig

Organistbladet maj 2009.

Christian Præstholm – Orgelkoraler bind I-IV. Eget forlag.
Fire bind orgelkoraler skrevet mellem 1992 og 2008.

Det er noget af en mundfuld både at udgive og at tage stilling til. Gennemgår man koralerne kronologisk fra de tidligste, skrevet da Præstholm var tyve år gammel, til de seneste (den seneste er fra august 08) bliver man vidne til en modningsproces fra studieårene til nu. Både stilistisk og kvalitativt.

Det rejser jo straks spørgsmålet om, hvad kvalitet så er.

I mine øjne er en orgelkorals kvalitet tæt forbundet med dens evne til gennem den pågældende melodi at skabe et selvstændigt prægnant kompositorisk udsagn.

En salmemelodi, der blindt lires af over et mere eller mindre kunstfærdigt udformet akkompagnement, evt. med forspil og mellemspil, hører i mine ører ikke til kategorien "prægnant kunstnerisk udsagn". - Ikke med mindre akkompagnementet har en melodisk selvstændighed som i Bachs "Wachet auf..." eller "Jesu bleibet..". Alt mindre end det burde forbydes, og skam få dem, der foregøgler deres menighed, at noget sådant er antagelig musik!

Lad det være sagt straks: Christian Præstholm har ingen grund til at skamme sig.

Selvom samlingens i alt 51 orgelkoraler også rummer eksempler på denne konservatoriefejlpraksis (siger en bitter DOKS-kandidat, der næsten dumpede i teori på grund af sin orgelkoral...) er de på ingen måde betegnende for samlingen. Dels mærker man selv i dem en udtryksvilje og et ønske om at sprænge koralen, og dels får samlingens mangeartede måder at angribe melodiforlæggene på dem snarere til at fremstå som nok en angrebsvinkel end som eksempler på idéløshed. (Og sidst, men vigtigst: man kan jo bare lade være med at spille dem. Der er nok af andre gode ting at tage af).

For Præstholm er fuld af ideer, og, bedre endnu, han har teknikken til at realisere dem!

Her er eksempler på alt fra de Kayserligt karske harmoniske bevægelser i "Fryd dig du Kristi brud" over fransk parallelførelse a la Langlais ("Gud skal alting mage") til satser med karakterbetegnelser som "Drivende sentimental fremførelse og registrering" (en netop sentimental men samtidig meget original orgelkoral over "Glade jul") og "Roligt, vuggende (og blot en kende smagløst)" ("Lille Guds barn, hvad skader dig").

Bemærk at de "smagløse" satser er så tilpas raffineret komponeret, at de vil fornøje menigheden, der får lidt musikalsk sukkergodt, såvel som organisten, der kan nyde satsens konsekvens og stilsikkerhed (og selv få lidt tiltrængt sukker med i købet).

Disse satser er vidnesbyrd om en vis munter (uden at være fjantet) tilgang til musikken. En munterhed, der i "Dejlig er jorden" giver sig udslag i indslag af "Jingle Bells" i en overstemme. Men karakteristisk for samlingens ånd og tilgang er satsen forsynet med en behørig ossia-version uden juleklokker.

Det er dog ikke kun stilistisk, at Præstholms satser spænder vidt. De gør det også med hensyn til hvilke aspekter af melodierne der arbejdes med.

I "Jesus, dine dybe vunder" tages meget passende rytmikken op til revurdering. Originalens egen skiftende metrik danner her baggrund for en legende kombination af forskellige metre (let at læse, let at forstå, koncentrationskrævende at udføre). I "Herre jeg har handlet ilde" tages udgangspunkt i første frases særlige 2. modus-agtige melodiforløb. Det føres i et imiteret forløb gennem en harmonik af tertsbeslægtede molakkorder ud på vilde, overraskende smukt klingende vover før det atter bringes i havn. Og endelig må "Er du modfalden" nævnes. Her lykkes det Præstholm med subtil brug af Sn og SSn i en smuk melodisk strøm at skabe en harmonik, der er næsten mere Carl Nielsensk end Carl Nielsen selv magtede det.

En håndfuld af koralerne er længere kompositioner. Det være sig i form af store festpræludier ("Vær velkommen, Herrens år" og "Nu ringer alle klokker mod sky"), som forspil og en slags fuga ("Alt står i Guds faderhånd") eller variationssatser ("Til Himmels for den ærens drot", "De hellig tre konger så hjertensglad"). Alle absolut spilleværdige.

Det store flertal er dog satser af én til tre siders længde, som kan nås at indstuderes (spilles fra bladet?) også ved en evt. meget sen salmeaflevering fra præsten (hvilket selvfølgelig er utænkeligt og forbudt, forbudt, men han/hun kan vel også have lov at fejle?).

Vigtigst af alt – og grunden til at jeg varmt kan anbefale dem – er dog: De (fleste) kaster et nyt lys over salmemelodien og transformerer dens stof til kompositoriske bærebjælker i et teknisk veludført prægnant kunstnerisk udsagn.

Det er musik der er kirken værdig.