Med Bach på besøg i Holmens Kirke

Organistbladet maj 2009.

J.S. Bach: Organ Works & Chorals. Toner fra Holmens Kirke. Vol. 4. HELIKON Records www.helikonrecords.dk

Orgelpulpituret i Holmens Kirke har altid været velsignet med markante og betydelige navne, og således er det stadig. Nu foreligger vol. 4 i rækken af cd’er med musik fra denne kirke og som de tidligere præsenteret i en smuk og indbydende kassette (holdt i samme stil og farve). Denne gang prydes forsiden af et foto af den kendte orgelfacade. Primus motor musicus er stedets ”generalmusikdirektør” siden 1997, Jakob Lorentzen, der her sammen med Holmens Vokalensemble og Lars Sardemann på det herligt klingende Klop-kororgel, har inviteret den store barokmester Bach indenfor til samvær omkring den ”evige” musik. Den foreliggende indspilning omfatter 5 af de store frie orgelværker samt de 6 Schüblerkoraler, og som en ekstra bonus får vi det privilegium at lytte til disse klassiske og uforgængelige koraler sunget af Vokalensemblet. Selv om Jakob Lorentzen ikke - som det af og til høres - i begejstring over de akkompagnerende stemmer glemmer at registrere orgelkoralens cantus firmus hørbart, føles det smukt og pædagogisk rigtigt med en 4-stemmig præsentation, og fristelsen til at blot at betragte koraler som en slags venstrehåndsarbejde er naturligvis helt utænkeligt. Korets 12 medlemmer klinger og ’fortolker’ så smukt og indlevende, at det på et sådant niveau er unødigt at komme med yderligere kommentarer.

Booklettens noter og tekst er lagt i hænderne på Jakob Lorentzens arbejdskollega i Holmens, sognepræsten Peter Thyssen, og dér ligger de godt, for at Peter Thyssen er en fremragende teolog og hymnolog, kan denne signatur bevidne fra mange års fælles deltagelse i ”Teologisk Bachforsknings” årlige kongresser. Kort og præcist gøres der rede for Schüblerkoralernes forlæg i Bachkantaterne og den oprindelige besætning, der nok kan give et fingerpeg og hjælp til overvejelser vedrørende registrering og frasering; på den anden side har transskriptioner fra komponistens egen hånd fået selvstændighed til at stå på egne ben – her som orgelværker, og som sådan er det vel også legitimt, at vi får Wo soll ich fliehen hin i to versioner med hver sin registrering. Glæden var også stor over at høre Wachet auf med en solostemme, der vil noget og ikke en undselig lille rørstemme. Her kræver teksten smældende trompeter! Og hatten af for den triumferende udgave af Kommst du nun, Jesu; det kniber at sidde stille, for her spilles med stort overblik og autoritet. Noterne mener, at melodiens ophavsmand til Wo soll ich (Fryd dig, du Kristi brud) skal være Johann Heermann (1630); almindeligvis er det dog den gamle Innsbruck-kapelmester, Jacob Regnart (1540-99), der får æren for den; og er Luther manden bag Ach bleib bei uns ?Det kan han vel være, men melodien nævnes vist første gang i samlingen ’Hymni Sacri’, som Thomaskantoren i Leipzig, Sethus Calvisius, udgav i Erfurt i 1594.

Den musikalske indpakning til Kommst du nun, Jesu, er, som noterne rigtigt oplyser, identisk med 2. sats (altarien) af kantate BWV 137 over den salme vi også kender som ’Lover den Herre’. Noterne nævner, at tekst og melodi skulle være gjort af Ahasverus Fritsch (1688). Den normale datering af melodien henlægges dog normalt til ’Stralsund 1665’, og melodien har, som Peter Thyssen skriver, ganske rigtigt været anvendt til Fritsch’s 12-strofede salme Hast du denn Jesu, dein Angesicht gänzlich verborgen, 1688 (Dresdener Gesangbuch 1724/25), men Kommst du nun, Jesu, er ikke 6. strofe af denne, men 1. strofe af Kaspar Friederich Nachtenhöfers (1624-85) julesalme fra 1667. Og da intet blev overladt til tilfældighederne ved Sebastians skrivebord, kan man så anstille sine betragtninger over Bachs valg af netop denne tekst til sin sidste Schüblerkoral, men så er vi inde på den teologiske Bachforsknings græsgange, og det falder uden for denne anmeldelse.

Jakob Lorentzen har forfriskende nok ikke udelukkende valgt ’traverne’ blandt de fri orgelværker.

Det er fristende at varte op med dem og give sit bud, men det har, jeg ved snart ikke hvor mange jo for længst gjort. Men hos Bach er også underskoven rig på skønhed og farve, så hermed en tak for at blive lukket ind i haven med enkelte af de mere sjældent spillede sager.

Cd’en åbner med Præludium og fuga i C (BWV 545), og alt er på plads i dette storladne værk, men jeg indrømmer gerne, at jeg hører værket en anelse langsommere og lidt bredere. Selv om hedengangne Karl Straubes forståelse og opfattelse af Bachs orgelværker ikke længere er vores norm, synes jeg, han har fanget ånden i BWV 545 ganske præcist, når han sammenligner det med ’Mester-sangerorkestrets’ glans og pragt og opfordrer til et bredt tempo. Nå! – smag og behag – og fugaen står flot, uden at vi kastes rundt fra manual til manual. Og i noterne får vi oplyst, at BWV 545 stammer fra Weimar ca. 1715. Det gælder nok i højere grad BWV 545a (den tidlige version), men hjælper ikke med en datering, da alle kopier af denne er fra ’efter 1750’. At henlægge en revideret version (BWV 545) til o.1730 i Leipzig, som noterne antyder, er nok tvivlsomt, da Walthers kopi af revisionen, altså BWV 545, giver os en pålidelig ’terminus post quem non’, altså sidste del af Bachs Weimar-år. Fantasi og fuga i c (BWV 537) spilles med en sagte melankoli, som bærer mindelser om et tematisk slægtskab med Erbarme dich-arien fra Matthæuspassionen, men i den magtfuldt førte fuga vækker Jakob Lorentzen alle ånder til live igen. Et fornemt eksempel på, at det rigtigt vedligeholdte plenum ikke nødvendigvis behøver at brydes.

Med en fuldt kontrolleret og medrivende virtuositet spiller Holmens organist Concertoen i G (BWV 592), en bearbejdelse af Johann Ernsts instrumentalkoncert, og vi kan kun samstemme med Peter Thyssen i, at vi her hører, hvor overlegent Bach oversætter instrumental orkestermusik til et helstøbt orgelværk. En sjældenhed er Præludium og fuga i g (BWV 535), hvis tidligste version skabtes i de unge Arnstadt-år o.1704, mens dagens version i noterne dateres til ca. 1708. En senere forskning peger dog i retning af ’efter 1717’, men musikken er heldigvis den samme! Og hvilken ungdommelig gnist! Jakob Lorentzen spiller midterdelen med en gennemført ekkoeffekt, og tilhøreren kommer på besøg i alle 12 tonetrin. Noterne belærer os om, at vi her ser den første spæde kim lagt til ’Wohltemperiertes Clavier’.

Og så til cd’ens afsluttende klimaks: en storslået fremførelse af Passacagliaen i c (BWV 582). Ubegribeligt, at en sådan skarpsleben orgeldiamant er et ungdomsværk! Noterne siger fra 1717, men det er nok for sent. Den nyeste litteratur siger 1708-12. Buxtehude må have givet den midttyske ørn svingfjer til et værk med så mange strømførende lag under den blanke overflade. Passacagliaen har så mange volt i sig, at den med mellemrum slår gnister, og Gott sei Dank skal vi i Jakob Lorentzens fortolkning ikke igennem en crescendoforestilling. Nej, kontant og kraftfuldt plantes pedaltemaet lige i hovedet på lytteren. Op til midten af 1800-tallet fandtes endnu autografen. Den er i dag forsvundet, men vi har overleveret 13 afskrifter, og et par kopier af en senere revision af autografen bærer titlen: Passacalio con Pedal pro Organo pleno. Værket hører til i ’plenum-sfæren’, og som Schrammek og Emery allerede for mange år siden i deres udtømmende arbejder gjorde op med tesen om de 6 triosonater som værende for pedalcembalo, således må vi også i dag erkende, at booklettens påstand om Passacagliaen som et cembaloværk er overhalet af musikvidenskaben. Et blik på den inventarliste, der opstilledes efter Bachs død, viser intet pedalcembalo, men kun 5 ’Clavessins’. Passacagliaen er et plenum orgelværk i øvrigt helt i overensstemmelse med udtalelsen i Matthesons Grosse General-Bass-Schule (1731), hvor han omtaler improvisation af ciaconaer (passacagliaer) ”mit voller Orgel”.

Om Bach har hentet temaets 4 første takter i franskmanden André Raisons ”Messe du II Ton” (Christe/Trio en Passacaille), er en fristende hypotese, men dens antagelse afhænger nok lidt af de kilder, man har. Nogle forskere henregner formodningen under ’tilfældigheder’. At sætte værket i forbindelse med Bachs besøg i Dresden og konkurrencen med Marchand, må forfølges af et stort spørgsmålstegn. Besøget fandt sted i 1717 – mindst 5 år efter værkets tilblivelse, og netop den begivenhed har fået et skær af mystik over sig. Episoden vurderes noget forskelligt i de 21 beskrivelser, vi har helt op til Forkels i 1802 spændende fra det afvigende / selvmodsigende til det legendeagtigt udsmykkede. Noterne oplyser, at Passacagliaen med sine 292 takter er Bachs mest omfangsrige orgelværk. Regner man efter antal takter, går hæderen dog til Præludium og fuga i e (BWV 548) med 368 takter! Jakob Lorentzen spiller i øvrigt værket, som det er noteret, altså uden pause efter de 20 variationer, så fugatoet kommer til at stå som en slags 21. variation. I et flot plenum, der ikke dækker og slører den intrikate stemmeføring og med bibeholdelse af fin frasering og et sundt tempo føres dette mesterlige orgelværk til sin apoteose og til cd’ens apoteose. Tænk om den store mester havde fundet tid til at skrive endnu et værk i genren!

Endelig skal det nævnes, at booklettens indledende artikel omhandler orglet som Bachs hovedinstrument. Til værker for orgel henregner forfatteren også Kunst der Fuge! Det kan man da, men helt korrekt er det vel ikke at benævne det som Bachs sidste værk. Om det er ufuldendt ved vi ikke, men hans opus summum er dog h-mol-messen (credo-satsen). Afsluttende beskriver Lisbeth Ahlgren Jensen kirkens interessante orgelhistorie lige fra Lorentz over Kastens og Köhne til dagens 50 stemmer store Marcussenorgel. Begge artikler er gode at få forstand af. Tillykke til Holmens Kirke med en herlig cd.