Korsang for livet

Organistbladet september 2009.

”Vi tror ikke på arv, vi tror på miljø. Talentet er alle steder.” Ordene kommer fra Mads Bille, organist i Herning Kirke og leder gennem 25 år af kirkens drenge- og mandskor. En trosbekendelse, han kommer med i filmen ”En stemme for livet”, og som hans eget virke har sat en tyk streg under. Han viser sig som en gudbenådet igangsætter, der får talent til at sprudle frem omkring sig.

Herning Kirkes Drengekor har eksisteret i 60 år. Det blev startet af Cort Cortsen, videreført af Hans Chr. Magaard, og er i de senere år blevet udbygget med korskole (hvor der også er et pigekor tilknyttet) samt et ambitiøst videnscenter for unge stemmer.

Jubilæet fejres med maner. Steen Chr. Steensen har skrevet bogen ”De syngende Drenge”, der gennemgår korets historie, indeholder interviews med Mads Bille og tidligere medlemmer af koret samt lister over repertoire og koncertturneer gennem tiderne. Derudover medfølger en cd med optagelser af koret.

Desuden har filminstruktøren Anne Holst Moulvad skabt dokumentarfilmen ”En stemme for livet”, der følger koret og dirigenten, kulminerende i en koncert i Berliner Dom. Filmen har været vist med succes i en række biografer i det midtjyske område, og får til september premiere i resten af landet.

Anne Holst Moulvad har i mange år arbejdet for TV/MIDT-VEST, og anede efter eget udsagn ikke meget om klassisk musik, da hun blev ”ramt i nakken” af korets klang under en konfirmation i Herning Kirke. Den klang ville ikke slippe hende, og hun tog kontakt til Mads Bille for at lave en dokumentarfilm om koret. Det var et arbejde der stod på i tre år, og efterhånden var sangere og dirigent så vante til filmfolkenes tilstedeværelse, at de lige så godt kunne have været fluer på væggen.

I telefonen forklarer hun:

”Det var en ny og fascinerende verden, der åbnede sig for mig i de tre år. I begyndelsen grinede drengene ad mig, når jeg udtalte komponistnavne forkert. Men det hjalp efterhånden, og så fandt jeg ud af, hvor mange lag der var i projektet. Det handler om ledelse, social arv, fantastiske stemmer og en vilje af stål. Børnene kommer fra forskellige miljøer - ikke specielt kristne eller musikalske hjem. Det afgørende er, om de har en stemme. Alle har en chance. Det rører ved nogle arketypiske lag.”

I filmen møder man Mads Bille på den årlige rundtur på skolerne, hvor han hører på drengene i 3. klasse. Derfra kommer de bedste på en etårig korskole, hvor de får sang- og hørelæreundervisning. Det kræver yderligere optagelsesprøve at komme i selve drengekoret. Når stemmen går i overgang, træder sangerne en række tilbage og synger alt, tenor eller bas.

Inspirationen er engelsk. Mads Bille fortæller, hvordan han kom til Herning Kirke efter et halvt år i England, hvor han blev betaget af drengekorstraditionen. Og den er stadig det store forbillede, der til tider har stået som et uopnåeligt ideal. ”Jeg hørte en klang inde i hovedet, og så hørte jeg noget andet i virkeligheden. Det fyldte mig med frustrationer i begyndelsen, men ikke mere. Nu er det en fælles drøm om, hvor vi er på vej hen.”

Forholdene i Herning bestemmer arbejdsbetingelserne. De unge kommer typisk ikke fra finkulturelle middelklassehjem, så det er sjældent forældrene der sender dem til kor. Der er heller ikke universiteter eller musikinstitutter, hvor mandsstemmerne kan rekrutteres. Man har måttet opbygge det selv.

Til gengæld er der en stor lokal iværksætterånd, og Mads Bille dyrker kontakten til erhvervslivet, der, som han siger, har en evne til at tænke enkelt og stort. I filmen følger man ham på møder med erhvervsledere, der gerne skulle overtales til at støtte koret, korskolen og videnscentret for unge stemmer.

Et arbejde, der tager en stor del af hans tid. Og det er, siger han, ironisk, at det netop er ham, der altid har været dårlig til regning, der skal gøre det. ”Det nytter ikke, at jeg bare er en musiker med fødderne solidt plantet i himlen. Hvordan får jeg erhvervslivet til at give penge til noget der handler om skønhed og at være sammen”.

Pengene går til hårdt og koncentreret, men også positivt, holdarbejde. Tre ugentlige korprøver, medvirken ved gudstjenesterne hver søndag og en række koncerter er på menuen for børnene i en alder, hvor de vokser op, kommer i puberteten og bliver forvirrede i hovedet. Man fornemmer, at holdånden i koret er stor, selv om de store ind imellem må holdes fra at ”tæve” de mindre. Og så har dirigenten løbende samtaler med kormedlemmerne på tomandshånd, hvor deres problemer kan drøftes. Han passer dog på, ikke at blive for ”far-agtig”.

Noget af det menneskeligt mest vedkommende i filmen er disse hudløse indblik i sangernes hverdag. Nogle af kormedlemmerne har haft store problemer – som drengen, der mister sin far og mor, eller Stefan, der har Aspergers syndrom og går ned psykisk få timer inden en koncert i Berliner Dom. Fem minutter inden koncerten kan han alligevel synge, og gennemfører til alles og ikke mindst sin egen lettelse.

Også dirigenten selv, ildsjælen Mads Bille, sørger for at skaffe sig et frirum og have nogen at læsse af på. Han tager på klosterophold to gange om året, og har en god billedhuggerven Cronhammar, som han spiser flødeboller sammen med og taler fortroligt med. ”Der er så mange muligheder for at brænde ud i det her projekt, så hvis jeg ikke passer på, vil det finde sted”

Der er en del ting i Herning-projektet, der ikke er med i filmen, f. eks. pigekoret og videnscentret for unge stemmer. Ikke mindst sidstnævnte kunne det fra en faglig synsvinkel have været interessant at få belyst. Er det et bevidst fravalg, spørger jeg Anne Holst Moulvad?

”Jeg måtte redigere meget. I alt lavede vi 260 timers råfilm. Det er redigeret ned til de 1½ timer, som dokumentarfilmen varer. Men det er tanken, at noget af det materiale, der blev valgt fra af dramaturgiske grunde, skal benyttes i andre sammenhænge. Vi planlægger en serie på 10 portrætter af korsangere, der skal vises på den kommende, digitale regionaltv-kanal. Og videnscentret, som er en vigtig del af kormiljøet i Herning, vil komme i fokus med en udsendelse om Masterclass i Herning bl.a. med Christopher Robinson, David Lowe og Margrethe Enevold.”

”Filmen er allerede vist i 15 biografer. Det gav mig troen på, at det er en universel film. Jeg vil gerne være med til at åbne øjnene og fjerne fordomme om det at synge i kor. Kor – gab – kirkekor – gab, gab. Sådan tænkte jeg selv inden projektet, og det vil jeg gerne være med til at rydde op i.”