Hvorfor jeg stiller kunstige roser i vand

Organistbladet december 2009.

Denne artikel blev første gang trykt i Singende Kirche, 42. årgang, 1994/95, s. 192 og blev derefter flere gange genoptrykt, bl.a. i de kirkemusikalske meddelelser for Köln og Freiburg. Til min store glæde var artiklen i en periode en del af standard-brugsanvisningen i Østschweiz for kirker, der overvejede at anskaffe et E-orgel. Til min væsentlig mindre glæde har jeg siden været skydeskive for E-orgel-lobbyen (vi nævner ingen navne), sandsynligvis fordi der med denne artikel er åbnet op for en helt ny argumentationslinje, overfor hvilken der endnu ikke er blevet formuleret nogle rigtig rammende modargumenter.

En sand historie: En kær gammel veninde forærede mig engang en rose. Husholdning og lignende borgerligheder er ikke lige mig – det tilstår jeg. Jeg lagde rosen på bordet og glemte alt om den; telefonen har sandsynligvis ringet. Giveren af rosen opdagede det, og i stedet for at blive fornærmet gjorde hun sig en mental notits. Efter ca. et år, - det må have været i samme anledning – fik jeg to henrivende roser af hende. Dagen efter spurgte hun: Har du stillet dem i vand? Jeg kunne af fuldt hjerte svare: "Ja selvfølgelig". Hvorpå hun morede sig kosteligt: Det var ikke ægte, men derimod særdeles smukt udførte kunstige roser (med stil, af tråd og lignende). Om jeg virkelig ikke havde lagt mærke til det?

Lad os derfor slå fast: For en person der hverken er blomsterbinder eller rosolog er det ikke til at se forskel på en smukt skabt kunstig rose og en ægte (det kan godt være, at jeg er et særlig grelt unikt tilfælde, men alligevel, det sker). Og nu drager vi konklusionen: Fordi man ikke kan se forskel på dem er en kunstig rose "ligeså god" som en ægte. Nej, vi drager den ikke? Vi forærer som hidtil den elskede hustru en ægte selv om man "ikke kan se forskel" og den kunstige er "billigere"? Eja! Findes der da andre kriterier indenfor det kulturelle område, - nogle der unddrager sig cost-benefit – udregningen? Forærer vi den elskede hustru en messingring med en glassten til den 19. bryllupsdag (for man kan "ikke se forskel" og den er "billigere")? Nej det gør vi ikke. Maler vi ved restaureringen en gotisk pietà med guldfarve fra det nærmeste byggemarked? Nej vi lader den møjsommeligt – og ikke ligefrem billigt – forgylde på ny.

Det er derfor, efter min formening, at diskussionen om elektronium versus pibeorgel bliver ført udenom det væsentlige. Det er meget enkelt at bevise, at "man" ikke kan skelne det ene fra det andet; hvem der i den forbindelse ønsker at tage mig ved næsen, er hjertelig velkommen; med blomster virkede det. Og at det ene er billigere end det andet kan enhver folkeskoleelev regne ud. Der findes sikkert også tilstrækkeligt med ikke-metallurger og ikke-juvelerere, der mener at en messing- og glasring er en guld- og diamantring. Sagens kerne er snarere: Hvorfor og i hvilken sammenhæng opgiver jeg det krav om det "slet og ret ægte", der helt naturligt altid har været forbundet med efterspørgselen efter det kostbare? Hvorfor er forskellen mellem kunstlæder og læder (også den finansielle) klar for enhver, hvorfor gik det med skildpaddesuppen, hvorfor går det med kaviar, Riedel-glas, marmor, finér og massivt træ, tæpper og persiske tæpper – hvorfor er man ikke med alle disse og mange andre ting for længst gået over til imitationer – og det, om jeg må be', af simple cost-benefit-grunde som ved et pibeorgel?

Dette er virkelig det afgørende spørgsmål: Regnes dette ene kompleks ikke for kultur, (med alle de konsekvenser der ligger ud over det materielle) men som en brugsgenstand?

Ofte argumenteres der: Altså, store vigtige kirker skal have pibeorgler; men de små og mere "normale": Ubetinget elektronisk! Virkelig! Rige folk skænker ægte, men fattige kunstige roser. Rige kirker forgylder, fattige lakerer. Rige menigheder har en broderet messehagel, fattige en overall påtrykt "Celebrant". Rige menigheder bygger en ny kirke (og kaster sig, javel, allerede længe før en eventuel orgelbyggesag "ud i finansielt set halvt til totalt dræbende eventyr", fattige opstiller en bølgeblikbarak.

Jeg ved det godt, nu bliver det polemisk, for forskellen mellem de to sidstnævnte kirkebygninger kan selv ikke-arkitekter se med det blotte øje. Men det handler om følgende: Holder vi fast i den årtusindgamle overenskomst for alt det der tilsammen udgør et kulturfolk, at for at overleve er det billigste og praktiske at foretrække, men for overlevelse (altså alt det der ligger ud over de grundliggende behov) gælder der andre kriterier end den laveste sum på bundlinjen? Kultur er nemlig alt det, der ikke er nødvendigt, men som vi har brug for hvis vi ikke kun vil undersøge begrebet kultur i afhandlinger (og heller ikke den slags beskæftigelse ville være billig).

For lige kort at gå ind på "nervus rerum": Naturligvis er det dyrt at anskaffe et pibeorgel; det drejer sig næsten altid om den største enkeltpost, et kirkebudget overhovedet kan fremvise. Det er i hvert fald ikke sammenligneligt med omkostningerne for et kirkevarmeanlæg. (Her ville man vel næppe sige: Det har vi ikke brug for i betragtning af nøden i den tredje verden; i den forbindelse er det dog bevist, at kristendommen har fungeret næsten 2000 år uden kirkevarmeanlæg.) Her burde man sige: Der findes de og de anskaffelser: Det koster tre minutter og fem schilling at købe et stearinlys, og processen udspiller sig gud ved hvor mange gange i løbet af året. En ny løber til midtergangen koster 2000 schilling, processen tager en formiddag, og den skal skiftes hvert 20. – 30. år. Ved et orgel må man tage i betragtning, at dimensionerne i enhver henseende er større. Hvorfor altid denne enorme forbløffelse og altid det irrelevante argument "det går også uden"? Hvis vi udelader alt det, der ikke nødvendigt, kan vi anvende alle sognebudgetter uden fradrag til sociale projekter. Kristus havde heller ikke et orgel (for nu også at citere dette det stærkeste af alle argumenter). – Det er rigtigt: Han kørte heller ikke med toget.

Tilbage til det oprindelige tema: Elektronium og pibeorgel kan man ikke se forskel på: for min skyld ingen alarm. Elektroniet er billigere; sikkert. De to ting er nøjagtig lige gode: Ja – på samme måde som den kunstige rose er nøjagtig lige så god som rosen.

Oversættelse:

Kirstin Bohn Christiansen