Fra Bachs læreår
Organistbladet februar 2009.
Weimarer Orgeltabulatur. Johann Sebastian Bach's earliest music manuscripts, and copies by his pupil Johann Martin Schubart. With works by Dietrich Buxtehude, Johann Adam Reinken, Johann Pachelbel. Edited by Michael Maul, Peter Wollny. Bärenreiter-Verlag, Kassel (o.a.) 2007. BA 5248. – Tekstdel: tysk/engelsk, s. VII-XXXV. Nodedel: s. 3-46.
I
Med sine ca. 1 million enheder regnes Herzogin Anna Amalia-biblioteket i Weimar for en central samlings- og forskningsinstitution, navnlig vedrørende tysk litteratur fra oplysningstiden til senromantikken. For Bach-forskningen var biblioteket af betydning, især pga. den store samling af kantatedigtninge fra Weimar-hofpoeten Salomo Francks hånd.
Under en første systematisk gennemgang af bibliotekets bestand af Weimariana fandt Michael Maul i maj 2005 autografen til en hidtil ukendt Bach-aria, Alles mit Gott und nichts ohn' ihn, nærmere beskrevet i Bach-Jahrbuch 2005.
Dette spektakulære fund ansporede over sommeren og efteråret 2005 de to ovenanførte udgivere til en minutiøs gennemgang af bibliotekets praktisk talt urørte håndskriftsamling, med særligt henblik på at oplede spor og virkninger fra Bachs Weimar-tid.
Under deres søgning fandt de to forskere – fejlkatalogiseret under Theologica – fire fascikler med fem kompositioner, noteret i tysk orgeltabulatur – værker af Reinken, Buxtehude og Pachelbel. De følgende bemærkninger retter sig mod de to førstnævnte.
Den fuldstændige tabulaturafskrift af Reinkens store koralfantasi, /An Wasser Flüssen /Babylon/, bærer påskriften: /a Dom. Georg: Böhme/ descriptum ao 1700/ Lunaburgi:. Skriveren identificerer udgiverne som den 15-årige Michaelis-latinskoleelev, Johann Sebastian Bach, der netop år 1700 videreførte de sidste 1½ år af sin latinskoleundervisning i Lüneburg.
Tabulaturafskrift-fragmentet af Buxtehudes koralfantasi, Nun freüt eüch / lieben / Christen gmein, (BuxWV 210) tilskrives ligeledes J.S. Bach. Fragmentet indeholder på enkeltblad fantasiens t. 1-38 og – på bagsiden – t. 54-83. Wollny daterer afskriften til 1698/99, altså til den tid, hvor den 13-14 årige Sebastian endnu boede hos sin ældste bror, Johann Christoph Bach, i Ohrdruf. Dateringen beror på, at Sebastian i sin afskrift hælder til broderens skrifttræk, hvorfor denne må have stillet sin egen, ukendte, tabulaturafskrift til rådighed for Sebastian.
Forudsætningerne for at kunne tilskrive den unge J.S. Bach de to afskrifter beror på nøje komparative skriftanalyser: J.S. Bachs tabulaturskrift kendes fra Andreas Bach-bogen (c. 1706) og fra Orgelbüchlein-autografen (c. 1714). J. C. Bachs tabulaturskrift kendes fra Andreas Bach-bogen og Det Möllerske håndskrift. J. C. Bach er af Bach-forskeren Hans-Joachim Schulze identificeret som hovedskriveren af begge de to store samlebind.
Af Georg Böhm kendes ingen autografe tabulatur-hss., men der er bevaret en del kvitteringer og breve fra hans tid som organist ved Johannes kirken i Lüneburg. Hans elev, J.S. Bach, hælder i sin kopi af Reinken-fantasien til Böhms skriftformer, hvorfor Böhms egen tabulaturafskrift må formodes at have dannet forlæg for J.S. Bachs kopi. – På udgavens s. XXXIV-XXXV meddeles to instruktive tavler med J.S. Bach-skriftprøver.
II
Fundet af de to autografe Bach-tabulaturkopier, som i Mellemtyskland er de tidligst bevarede af den regionale specialitet: den nordtyske koralfantasi, kaster nu betydeligt klarere lys over adskillige forhold. F. eks. relationerne Bach-Böhm, Buxtehude-Pachelbel-J.C. Bach, Bach-J.G. Walther, Bach-Nordtyskland:
1. Den 15-årige Bachs Reinken-afskrift klargør, at der i Lüneburg med al sandsynlighed har bestået et lærer-elev forhold Böhm og Bach imellem. En berømt og søgt organist gjorde på den tid ikke uden videre sin musikalie-samling tilgængelig for udenforstående.
2. J.C. Bach var elev af Johann Pachelbel, og de to familier, som boede 15 kilometer fra hinanden, udviklede siden nære venskabelige bånd. - Pachelbel på sin side må have plejet tætte forbindelser til Buxtehude. Det trykte aria-værk, Hexachordum Apollinis (1699), tilegnede Pachelbel Buxtehude. Efter dedikationen følger en lang, barok-snørklet panegyrik, som bl. a. tilkendegiver Pachelbels forhåbninger om, at hans søn, Hieronymus, måtte komme til Lübeck med henblik på studier hos Buxtehude.
Der har tidligere været fremsat formodninger om, at Pachelbel har været forbindelsesled mellem Buxtehude og Bach-familien. I J.C. Bachs tidligere nævnte samlebind, Andreas Bach-bogen, findes seks Buxtehude-værker (alle unica) transskriberet til linienotation. – Fundet af J.S. Bachs autografe tabulaturkopi af Buxtehudes koralfantasi, med forlæg i den ældre brors afskrift, bestyrker nu antagelsen af den tætte forbindelse: Buxtehude-Pachelbel-Bach-familien.
3. I et brev til Wolfenbüttel-kantoren, Heinrich Bokemeyer, skriver Johann Gottfried Walther, at han – i salgsøjemed – er i besiddelse af et stort antal af "den berømte Buxtehudes "Clavier-Stücke"". Disse mange værker, som siden alle har vist sig at være koralbearbejdelser, havde Walther for størstedelens vedkommende ("mehrentheils") erhvervet sig fra sin lærer – og Buxtehudes nære ven – Andreas Werckmeister i Halberstadt. – Dette gælder dog ikke koralfantasien Nun freut euch lieben Christen gmein. De to udgiveres filologiske granskning konkluderer, at Walthers afskrift i linienotation (ms. P 802) har haft fætteren, J.S. Bachs tabulatur-kopi som forlæg. Troligt nok, da de begge var organister i Weimar samtidig.
4. At den unge Sebastian Bach kopierede, studerede og vel også spillede Buxtehudes krævende, 256 takter lange koralfantasi, viser det høje ambitionsniveau og den tidlige udvikling af hans forbløffende færdigheder. Og afskriften bidrager desuden til forståelsen af, at den tanke må have modnet sig i ham, at hans videre studier måtte føre ham til Nordtyskland. Først til Lüneburg, hvor han, som nævnt, kopierede Reinkens endnu længere koralfantasi, og hvorfra han foretog dokumenterede studieture til Hamburg, 43 kilometer fra Lüneburg.
Nogle år senere (1705/06) rejste Bach på en bevilget tre ugers studieorlov til Lübeck, en orlov, som den selvbevidste, nu akademisk dannede 20-årige orgelvirtuos uden videre forlængede til næsten tre måneder – med efterfølgende konsistorial reprimande ved hjemkomsten til organiststillingen i Arnstadt.
III
Bach må have fået det fulde udbytte af sine ophold i Nordtyskland. Han vendte kun én gang tilbage, i 1720, for – med prøvespil – at søge organiststilling i Hamburg. I øvrigt uden held – og med påfølgende lokalt postyr omkring en bestikkelsesskandale.
Fra c. 1708 helligede Bach sig studiet af den italienske concerto-musik, som åbnede uanede muligheder for hans kompositoriske virke. Men som eksponent for den senbarokke stilsammensmeltning inkorporerede han vedvarende den virtuose, nordtyske stylus phantasticus.
Nye erkendelser rejser også nye spørgsmål. Det kan f. eks. undre, at Buxtehudes koralfantasi ikke findes i J. C. Bachs to store samlebind, når nu hans kopi må have tjent som forlæg for Sebastian Bachs afskrift. De to bind levner ikke megen plads for koralbearbejdelser, så måske har der foreligget materialer til et tredje samlebind, som enten er gået tabt, eller endnu ikke er fundet.
IV
For dem, der måtte interessere sig for disse historisk filologiske anliggender, og for hvordan de to forskere på ny breder tæppet ud, stiller brikkerne op og finder nye kombinationsmuligheder, kan denne smukt trykte og – for tekstdelens vedkommende – let læselige højformat-udgave varmt anbefales.
For dem, som måtte interessere sig for nodedelen – i linienotation, på tre systemer med g- og f-nøgler – er udgaven knap så anbefalelsesværdig. Bl.a. fordi de tynde stiknoder, der – i Buxtehudes koralfantasi – indtræder, hvor Bachs taulaturtekst hører op, er utaknemmelige at læse, om end de editionsteknisk er både forståelige og fornuftige nok. Hertil kommer, at afvigelserne fra versionerne i de allerede foreliggende udgaver ikke just er himmelrivende.
Hvad Buxtehude-værket angår, er man godt hjulpet, hvis man er i besiddelse af f. eks. Klaus Beckmanns Breitkopf & Härtel-udgave, som i sin redaktion af Walther-kilden er både lempelig og klarsynet.