Endelig kom Toulouse til København!

Organistbladet december 2009.

Jeg har tidligere med stor begejstring anmeldt en orgelfestival - Toulouse-les-Orgues i Orglet 1/2003. Min begejstring for denne festival gik på et højt kunstnerisk niveau, dejlig tæt program og et ikke uvæsentligt element af hygge. Det var derfor med stor glæde, jeg tog til Copenhagen International Organ Festival i oktober i år. Endelig en festival i Danmark, som havde alle Toulouse-festivalens kvaliteter! Festivalen løb fra torsdag d. 22. til torsdag d. 29. oktober, og jeg var med til næsten alt i perioden fra 23.-28. oktober - næsten, fordi enkelte koncerter var lagt på samme tidspunkt, og fordi jeg må tilstå, at en smule træthed indfandt sig på sidstedagen.

Programmet indeholdt flere typer arrangementer: Der var naturligvis masser af koncerter - kl. 13, 17, 19.30 og 22 - men også mesterkurser, seminarer, åbent hus på konservatoriet for bl. a. børn og sågar en "Orgelsafari".

For at tage det sidste først. Genial idé at arrangere en spadseretur mellem kirker, der alle rummer et spændende orgel, og så lade deltagerne høre en kort introduktion og en halv times koncert med en solistklassestuderende hvert sted. Det gav ømme fødder, men mætte øren! De involverede kirker var Brorsons, Stefans og Blågards - alle på Nørrebro - samt Reformert Kirke i Kbh. K. Man kan selv konsultere Organistbogen for clues om, hvorfor netop disse orgler var valgt ud.

I ugens løb var der seminarer om forskellige emner: Om clavicordet som øveinstrument i barokken, om restaureringen af orglet i Christiansborg Slotskirke, om Mendelssohns orgelmusik og om spansk orgelmusik - alt sammen ved kapaciteter inden for hver deres område. Disse seminarer var ikke altid lige velbesøgte - måske fordi de var nævnt for sig selv bag i den ellers superflotte programbog - men dem jeg deltog i, var vældig spændende.

David Sanger og Franz Danksagmüller gav hver to formiddages mesterkursus for studerende ved danske og udenlandske konservatorier. David Sangers to kurser var med frit repertoire, og vi fik hørt Mendelssohn, Bach, Jongen, Dupré osv. - for det meste i fint forberedte udførelser, og som altid med indsigtsfulde korrektioner og forslag fra Sanger. Franz Danksagmüllers kurser var umiddelbart mindre vellykkede, men det skyldtes vist egentlig ikke læreren - snarere at de studerende ofte var så velforberedte, at deres improvisationer havde antaget en meget fikseret karakter, som de ikke rigtig magtede at ændre på. Jeg overværede dog kun ét af Danksagmüllers kurser, så det kan meget vel have været anderledes ved det andet.

Så til koncerterne! Der var hver dag et stort udbud af interessante koncerter med enten internationale solister eller lærere fra konservatoriet (som jo også ofte er internationale solister). Man kunne blandt mange andre høre Yuzuru Hiranaka i et temaprogram med titlerne ”Wie schön leuchtet der Morgenstern”, domorganist Flemming Dreisig med et rent Liszt-program, Johannes Unger med et Leipzig-program og Søren Chr. Vestergaard som solist og akkompagnatør i britiske toner. Det hele begyndte med en (har jeg hørt) flot åbningskoncert med konservatoriets eget orkester og med et program bestående af bl.a. Saint-Saëns´ 3. symfoni med orgel og Poulencs orgelkoncert. Fantastisk at have rammer og musikere til sådan en festlig åbning!

I det hele taget var orglet i konservatoriets koncertsal en af de virkelig store oplevelser. Det kæmpemæssige Marcussen-orgel er virkelig blevet et instrument, der er værd at høre. Man må håbe, at det fremover får en mere prægnant plads i det københavnske musikliv, end det havde, mens det var Radiohusets orgel og førte en noget hengemt tilværelse. Ud over åbningskoncerten var der koncerter med David Sanger, Gunnar Idenstam og Franz Danksagmüller på dette orgel, og de var alle på hver deres måde blandt de største oplevelser. Sangers koncert var som sædvanlig en buket store og (især) små stykker fra forskellige kasser. Pletfrit fortolket og altid med programpunkter, som man har en fornemmelse af, at Sanger selv har støvet frem. Jeg tror f.eks. ikke, der var mange, der kendte d´herrer Barnes og Bingham før koncerten. Dog sidder man ofte efter en koncert med bl.a. David Sanger tilbage med et ønske om at høre ham spille en koncert med max. 3 (store) værker i stedet for "buketkonceptet".

Så var der mere fokus på de større sammenhængende linjer i Danksagmüllers forrygende improvisation til stumfilmen "Phantom of the Opera" fra 1925. Med lejlighedsvis brug af live-electronics og ellers bare et regulært overskud af musikalsk fantasi blev denne halvanden time lange filmkoncert til i hvert fald min største koncertoplevelse på festivalen. I Gunnar Idenstams koncert var der også masser af sammenhæng, idet programmet nærmest udelukkende bestod af hans egne værker/arrangementer/improvisationer. Hans virtuositet er nok noget af det mest mageløse, jeg har oplevet, men musikken som sådan lader mig egentlig ret kold. Det er ligesom om Idenstam, uanset om materialet er svenske folkemelodier, irsk riverdance eller andet, benytter de samme "tricks" igen og igen. Virtuose tricks, som vel de færreste kan gennemføre, javel, men med en bismag af skabeloner og beregning, som jeg ikke fornemmede i Danksagmüllers kunst (heller ikke i den lige så overvældende Edgar Allan Poe-mosaik med Danksagmüller i Matthæuskirken et par dage senere).

En stor begivenhed i forbindelse med festivalen var genindvielsen af det restaurerede Marcussen-orgel i Christiansborg Slotskirke. Først med en gudstjeneste kl. 17 og siden med en koncert kl. 19.30 med Bine Bryndorf og konservatoriets messingblæsere. Orglet er et unikt instrument og taler med sin helt egen stemme i det danske orgellandskab. Det har stadig de samme problemer som før med rigtig at fylde rummet, men da det vel beror på placeringen højt oppe og delvis skjult af en bue, er der nok ikke det store at gøre ved det. Smukt klinger det og med masser af farver. Lidt en skam med de mange messingblæsere, som ingen problemer havde med at blive hørt i slotskirkens fine akustik. Måske er det generelt lidt synd for orglerne, at de ved festlige indvielser altid skal have ublu konkurrence fra et eller flere messinginstrumenter - "Er en obo eller en violin ufestlig?", kunne man lidt polemisk spørge.

En anden stor begivenhed var, at Gillian Weir spillede den første hele recital på koncerthusets nye Van Heuvel-orgel. Igen var der lidt af "buketsyndromet" over programmet, men Dame Gillians kunstneriske format lader sig ikke knægte af hverken programlægningen eller orglets meget omtalte skavanker. Hendes udgave af Hindemiths 1. sonate kunne gøre selv en Hindemith-skeptiker som undertegnede blød i knæene, og flot var de afsluttende virtuoserier også.

Nævnes skal også opførelsen af Duruflés Requiem med konservatoriets eget kammerkor under ledelse af Fredrik Malmberg og med Angela Wertenbach ved Helligåndskirkens symfoniske orgel. Overdådigt smukt sunget og formet og en slags velkommen tilbage til kormusikken på konservatoriet.

Festivalens øvrige koncerter fandt sted i andre af Københavns kirker - Domkirken, Skt. Markus, Garnisons, Kastels, Helligånds, Skt. Johannes, Jesus, Skt. Matthæus, Grundtvigs, Trinitatis og Vor Frelsers - samt naturligvis i konservatoriets orgelsal. Jeg kan ikke gå i detaljer med alle, men generelt var de på et meget højt udførelsesmæssigt plan og med en bred og farverig programlægning. Faktisk præcis som i Toulouse!

Tilbage står det store spørgsmål: Er vi så heldige, at festivalen vender tilbage i 2011? 2012? 2014? Jeg håber det meget, for siden orgelfestivalen i Århus lukkede, har vi ikke haft en festival af disse dimensioner i Danmark, og det store publikumstal ved koncerterne afslører da en gedigen interesse for ikke at sige et behov. En evt. fremtidig gentagelse må meget gerne være med professorerne Bryndorf og Fagius i festivaludvalget, for det er formentlig i høj grad deres entusiasme og arbejdsomhed, der resulterede i en overmåde vellykket uge.