Da salmerne blev reformationens spydspids
Organistbladet juli 2009.
I år er det 500-året for reformatoren Johannes Calvins (1509-64) fødsel. I det lutherske Danmark er denne betydelige kirkehistoriske skikkelse ikke specielt kendt eller velanskrevet. De fleste ved, at Calvin var hovedmanden bag reformationen i Geneve og en af den reformerte kirkes kirkefædre, men han var, og er stadig, en kontroversiel skikkelse. Hans lære var præget af skarp logisk konsekvens og ideologisk ubøjelighed. Som person var han stejlere og mere dogmatisk end den farverige, folkelige Martin Luther. Dykker man lidt ned i sagerne, hvad der er mange muligheder for her i jubilæumsåret, opdager man imidlertid, at billedet godt kunne trænge til en nuancering. Mange af de, for det meste negative, ting han huskes for her i landet, kan være farvet af den traditionelle rivalisering mellem de protestantiske konfessioner.
Først det negative: Calvin huskes for sin svært forståelige lære om den dobbelte prædestination, eller for at have godkendt at kætteren Michel Servet blev brændt på bålet. Sociologen Max Weber mente, at Calvins reformation var det åndelige grundlag for intet mindre end kapitalismen og alt dens væsen. Stefan Zweig skrev 1936 en bog om Calvin, hvor han fordømmer despotiet, skriver Calvin og mener Hitler. Og som om det ikke var nok, var det også Calvin, der afskaffede den flerstemmige sang i gudstjenesten og kun tillod orgelspil til indgang og udgang.
På kreditsiden kan man hævde, at Calvins reformation var mere demokratisk end Luthers. I det neutrale Schweiz havde man ingen fyrster og konger, og Calvins kirkeorden afspejler dette. Den afskaffer biskopperne og det kirkelige hierarki. De enkelte menigheder var fra starten selvstyrende, med menighedsrådene som øverste myndighed. Calvins regulering af de sociale forhold i Geneve, med fattigbespisning, obligatorisk skolegang, omsorg for flygtninge osv., var banebrydende. Og selv om hans forhold til kirkemusikken var langt mere koldsindigt end Luthers, var han manden bag det såkaldte Genevepsalter, som er et af den protestantiske kirkemusiks hovedværker. En gendigtning af salmerne på modersmålet og i metrisk form, og med en melodiskat, der også har sat sig spor i vores del af Europa.
Denne artikel vil først tegne et kort portræt af Calvin og hans lære, og dernæst redegøre for hans musikhistoriske indsats for skabelsen af Genevepsalteret.
Livsløb
Johannes Calvin bliver født den 10. juli 1509 i Noyon i Nordfrankrig. Martin Luther er på det tidspunkt 25 år gammel, er katolsk præst og studerer stadigvæk teologi i Wittenberg. 14 år gammel bliver Calvin sendt på et internat i Paris, studerer derefter – ligesom sin far – jura og tager sin eksamen i 1532 i Orleans. Efter faderens død studerer han videre i Paris, hvor han bliver grebet af tidens religiøse opbrudsstemning. Debatterne for og imod Luther raser på universitetet.
Endnu ikke fyldt 25 år bliver han betragtet som en af bevægelsens åndelige ledere. Det er imidlertid en politisk farefuld tid, og da der i Paris’ gader hænger opslag, som protesterer mod den katolske messe, må Calvin for en sikkerheds skyld flygte til Basel. Her skriver han den første udgave af sin ”Undervisning i den kristne religion” – ”Institutio religionis christianae.”
Efter et besøg i Paris vil han rejse til Strasbourg. På grund af uroligheder er han nødt til at rejse over Geneve, hvor han bliver genkendt på gaden af reformatoren Guillaume Farel, som presser ham til at blive: Han skal ordne det kirkelige liv i byen, og skriver en katekismus til det brug. Geneve har løsrevet sig fra hertugen af Savoyen og står midt i en politisk og religiøs omorganiseringsproces.
I 1537 stiller Calvin et forslag til Geneves byråd: Kirken skal forstås som et fællesskab af dem, der ønsker at tilhøre det. Han laver et udkast til en trosbekendelse (Confession de foi), som skal underskrives af alle borgere i Geneve, ”for at fastslå, hvem der vil forpligte sig på evangeliet.”
Men byens råd kan ikke acceptere Calvins forslag. Der opstår spændinger og uroligheder. Oppositionen vinder valget til byrådet. Farel og Calvin får forbud mod at prædike. Da de overtræder det, må de forlade byen. Calvin tager først til Basel, og bliver så kaldt til Strasbourg som præst og docent. På en rejse lærer han i Frankfurt am Main Luthers nærmeste medarbejder Philipp Melanchton at kende. Der opstår et nært og livslangt venskab mellem dem. Calvin kritiserer dog ting ved Luthers reformation, som f. eks. at de lutherske menigheder i Tyskland lægger for lidt vægt på det kirkelige liv og retter sig for meget efter de romerske liturgier og den katolske messe. Den lutherske kirkes afhængighed af fyrsterne betegner Calvin som yderst problematisk.
I Geneve er der i mellemtiden opstået kaos og stridigheder, og det kommer til blodsudgydelser. Udsendinge fra Geneve forsøger at få Calvin til at komme tilbage, og han vender tilbage som sejrherre, der nu har afgørende indflydelse på byens religiøse og politiske liv. Da han igen står på prædikestolen i Geneve, lader han, som om han aldrig har været væk: han prædiker videre derfra, hvor han slap to år tidligere. I gudstjenesterne bliver der nu kun sunget Davidssalmer. Alt, der ikke har sin grund i Bibelen, altre, krucifikser og billeder, bliver fjernet fra kirkebygningerne og liturgien.
Calvin gifter sig i 1540 med Idelette de Bure, der er flygtet fra Liege og forfølgelserne af protestanterne. De får et barn, der dør kort efter fødselen, og efter ni års ægteskab dør Idelette selv i 1549.
I 1559 udkommer den sidste, omarbejdede og udvidede udgave af Calvins ”Institutio”. Han havde begyndt den som en katekismus, men nu omfatter den fire bind med i alt 24 kapitler. Efter Bibelen er den det vigtigste grundlag for den reformerte teologi.
Fra 1562 hersker der borgerkrigslignende tilstande i Frankrig. Den katolske kongemagt søger at udrydde huguenotterne. Calvin skriver talrige breve til de forfulgte trosfæller, der viser ham som sjælesørger med en empati, man ikke umiddelbart ville have tiltroet den juridisk skarpttænkende teolog.
Calvin dør i 1564 og bliver efter eget ønske bisat uden gravsten. Den protestantiske trosretning han stod i spidsen for kaldes ofte – dog ikke af sine egne tilhængere – for calvinismen, og har i dag på verdensplan omtrent lige så mange medlemmer som den lutherske kirke. Den reformerte kirke er især udbredt i Schweiz, Frankrig, Holland, Skotland, Ungarn, USA og Korea. I Danmark findes der reformerte menigheder i København og Fredericia.
Genevepsalteret
Ligesom Luther ønskede Calvin at inddrage den syngende menighed i gudstjenesten, men i modsætning til Luther ønskede han ikke at anvende poetiske salmer, men kun Biblens egne ord – det vil sige de 150 Davidssalmer fra Det Gamle Testamente. Inspirationen synes at være kommet fra hoffet i det katolske Frankrig. I 1537 udgav digteren Clément Marot, der var hofdigter hos Francois I, (dansk: Frans I) versificerede udgaver af 30 Davidssalmer, og de slog an i fornemme kredse. Man kan læse i datidens beretninger, at kongen og hoffet med stor begejstring sang disse tekster til tidens populære melodier.
På det tidspunkt var Calvin i eksil i Strasbourg, og han tog Marots ideer op. Han supplerede Marots oversættelser med nogle af sine egne. I denne samling er der kommet melodier med. Dels hentet fra tidligere kirkelige sangbøger, dels komponeret til denne samling.
I Den Danske Salmebog findes en enkelt af Marots salmer – ”Jeg råber fast, o Herre” (DDS 497), der er en gendigtning af salme 130.
I 1541 vendte Calvin tilbage til Geneve, og her blev det kirkemusikalske reformationsarbejde sat i system. Med Calvin som igangsætter arbejdede man sig på cirka 20 år gennem alle 150 Davidssalmer, der blev metrisk gendigtede og forsynet med melodier. Ligesom tilfældet var med Luthers salmedigtning, blev Davidssalmerne et af den reformerte kirkes stærkeste folkelige kort. En flamsk studerende ved Geneves universitet skriver: ”I begyndelsen kunne jeg ikke tilbageholde tårerne – glædestårer – da jeg hørte menigheden synge. Der er ingen stemme der overdøver de andre. Enhver holder en salmebog i hånden. Mænd og kvinder – alle lovpriser Herren”.
kirken sang man enstemmigt. Orglet skulle til at begynde med kun bidrage med indgangs- og udgangsspil. (Dette ændrede sig dog i tidens løb). Der blev oprettet skoler med drengekor, som lærte salmerne udenad og sang for i kirken. Men man begyndte også at lave flerstemmige udsættelser, så man kunne synge dem derhjemme og få en musikalsk såvel som åndelig fornøjelse ud af det. I disse versioner ligger cantus firmus som regel i tenoren. Arbejdet med at skrive tekster og melodier varede fra omkring 1540 til 1562, hvor den definitive udgave udkom.
Medarbejderne
Blandt medarbejderne på Genevepsalteret var den førnævnte digter Clément Marot og hans efterfølger Théodore de Beze. Den musikalske hovedansvarlige var Loys Bourgeois (ca. 1510-60). Omfanget og detaljerne om hans indsamling, revision og nykomposition af melodierne er vanskelige at bedømme, men at han havde den afgørende indflydelse på den musikalske side, synes givet. Han var en kreativ ildsjæl, der ikke altid fulgte sine foresattes ønsker, og som sågar blev fængslet for uden tilladelse at have ændret på sine egne salmemelodier. Han blev løsladt på Calvins personlige anmodning og forlod Geneve i 1553.
I den definitive udgave af Genevepsalteret, der udkom i 1562, er der 125 melodier til 150 tekster, hvor nogle altså har fælles melodi. Trods deres forskellige oprindelse har melodierne en række fællestræk: de spænder aldrig over mere end en oktav, hver frase begynder og slutter med en halvnode, og der er altid en stavelse til hver node. Et klart funktionelt træk, som giver en rolig og værdig form for melodi. Undgåelsen af melismer giver på god protestantisk vis maksimal teksttydelighed.
Davidssalmerne fik vid udbredelse. I en tid, hvor bogtrykkerkunsten kun lige var opfundet, blev der trykt i titusindvis af eksemplarer af Genevepsalteret over store dele af Vesteuropa. Det var kristne af alle trosretninger, der tog dem til sig, men mest udpræget altså de reformerte. De blev den reformerte kirkes slagsange under de religionskrige og forfølgelser, der fulgte i reformationens kølvand. Der er beretninger om, hvordan de reformerte sang Davidssalmer, mens de blev ført til galejerne som straf for deres tro. En af de førende komponister i den tidlige reformerte kirke, Claude Goudimel (1514-72), ophavsmand til flere komplette firestemmige udsættelser af Psalteret, blev myrdet i Bartolomæusnatten i august 1572, hvor de franske protestanter, huguenotterne, blev massakreret.
Også Jan Pieterszoon Sweelinck (1562-1621) har skrevet flere polyfone samlinger af salmebearbejdelser, storslået musik for fire til otte stemmer. Orgelbearbejdelser fra datiden over salmemelodierne er sparsomme, en følge af den reformerte kirkes restriktioner i brug af orglet i gudstjenesten. Man kan dog nævne bl. a. schweizeren Samuel Mareschals (1554-1640) samling „Les psaumes ornementés pour clavier“ (Basel, 1640).
Herhjemme har man traditionelt været på vagt over for calvinistisk teologi. Musikalsk har der dog altid været forbindelser. Flere af de mest brugte melodier i Den Danske Salmebog, bl. a. ”Gør døren høj” og ”Jesus, dine dybe vunder”, stammer fra Genevepsalteret. I alt findes otte melodier fra Genevepsalteret i den nye koralbog.
Mere om Calvin og den reformerte kirke på nettet: