Bedre sent end aldrig

Organistbladet juli 2009.

Om udgivelsen af de samlede orgelværker af Edwin Børresen Nielsen (1907-1983).

Vi har siddet på samme orgelbænk og spillet på de samme tangenter, min for-forgænger Edwin Nielsen og jeg, sidst i 1970’erne. Edwin Nielsen gik efter 30 år i Helligaandskirken i København på pension i 1977. Han efterfulgtes af Flemming Dreisig, som en overgang benyttede Edwin Nielsen som vikar. Her kom jeg også ind i billedet som ung orgelstuderende, da Edwin Nielsen blev forhindret og skulle finde vikar for sig selv. Jeg blev inviteret hjem i lejligheden på Østerbro for at se hjemmeorglet, der fyldte godt op i stuen, og jeg fik gode råd om korsvar med mere. Jeg fik også foræret et par af hans mange kompositioner i fotokopi. Det var hans sædvane generøst at uddele af sin store produktion til andre, som han mente kunne få glæde af de utallige værker. Senere er jeg blevet yderligere tilgodeset af kolleger, der har tilsendt mig nogle af hans værker, som de selv har redigeret efter fotokopier af komponistens håndskrevne satser. Det lykkedes aldrig Edwin Nielsen selv i levende live at få et forlag til at udgive et eneste af sine orgelværker.

Imidlertid har den relativt nye nodeudgiver, Forlaget Partitur, nu udgivet samtlige orgelværker af Edwin Nielsen. De er udkommet i ni tynde, uindbundne hæfter, meget brugervenlige i liggende A4 format medspiralryg. Som en af hans efterfølgere i Helligaandskirken er det interessant for mig at se – og spille – det, han i stort omfang må have brugt til søndagens gudstjenester og hverdagens musikandagter. Dog er det ikke sådan, at jeg nu synes, jeg har nyt brændstof til dusinvis af højmesser og musikandagter, for så spændende er broderparten af værkerne desværre ikke.

Da jeg startede fra en ende af med hæfte 1, kaldet 25 orgelkoraler, regnede jeg med at åbne en skatkiste af musikalsk opfindsomhed. Men jeg blev ærlig talt lidt skuffet over en stor del af indholdet. Jeg forventede mere originalitet i tonesproget fra en så dreven kirkemusikers hånd. Koralerne er især i bind 1 lettere uinteressante, snakkesalige som de er med hyppige sekstbevægelser over endeløse orgelpunkter. Bind 2 indeholder 30 orgelkoraler til højtider, som er komponeret efter stort set samme koncept. Dog finder man her en ægte perle i form af en pastorale over In dulci jubilo, hvor de lange orgelpunkter virker efter hensigten, som i en pastorale. Bind 3 kaldes 28 orgelpræludier. Her findes en række friere præludier, hvor man indimellem, hvad angår det harmoniske sprog, næsten kan tro, det er César Francks L’Organiste, man har slået op i. Samme fornemmelse har man i bind 4, der nu hedder 27 orgelpræludier. Til alles forbavselse hedder bind 5: 26 orgelpræludier og består ligeledes af korte præludier på en til to sider i tilsvarende enkelt tonesprog; der er ingen avancerede eller overraskende akkorder eller rytmer. Bind 6 er nede på 24 orgelpræludier, men til gengæld oplever man omsider lidt mere liv i satserne. Her optræder i højere grad selvstændige stemmer, motivstof behandles i forskellige beliggenheder, pedalets bas og venstre hånds tenor har sluppet det faste, unisone greb i hinanden.

Kvaliteten tager et kvantespring opad i bind 7, 8 og 9, som er de absolut bedste orgelværker i udgivelsen. De kaldes henholdsvis 27 satser, 3 præludier og fugaer og endelig Veni Creator. Her kan man tale om gedigen orgelmusik, der måske kan opnå blivende værdi som selvstændige musikstykker. I bind 7 kan man finde referencer til Viernes 24 pièces en style libre, for eksempel i karakterstykkerne Pastorale (ENF 82), Automne (ENF 77) og Aubade (ENF 97). Og ja, den flotte Frimurermarch (ENF 171) ligner nærmest en af Widors pavemarcher! Ikke mindst er bind ottes to første præludier og fugaer gennemarbejdede værker, med fuldstændige registreringsanvisninger, som Reger light, smukke og virkningsfulde i deres senromantiske udtryk, egnede til koncertbrug. Den lange partita i bind 9 over Veni Creator (ENF 17) fra 1947 er også meget vellykket. Den er forsynet med komplette, franske registreringer. Partitaen kunne have Maurice Duruflés variationer fra 1930 med samme titel som inspirationskilde.

På trods af min anke over det lidt kedelige tonesprog i de fleste af de korte stykker i bind 1 til 6, er jeg dog sikker på, at også de er meget anvendelige, når man lige står og skal finde et præludium til en given lejlighed. De er nemme at spille, sikkert også fra blad. De kan spilles på alle slags orgler, små og store, barokke eller romantiske. Mange stykker behøver end ikke pedal.

Nodesatsen er fint og læsevenligt udført af Jan Thor Callesen, kendt fra nodesatsen også til Koralbog til den danske salmebog af 2003. I de tilfælde, hvor en kendt salmemelodi ligger til grund for en
koralbearbejdelse, er der meget praktisk henvist til det relevante nummer i nævnte koralbog. Samtlige titler i de ni hæfter er forsynet med ”ENF” efterfulgt af et tal, der vel står for Edwin Nielsen Fortegnelse og det pågældende opus-nummer. Desuden er alle titler (med enkelte undtagelser) omhyggeligt forsynet med datoen og årstallet, hvor de blev komponeret. I forordet fortælles meget kort, at bind 1 til 6 indeholder værker, der er velegnede til gudstjenestebrug, mens bind 7 til 9 er anvendelige til for eksempel kirkekoncerter. Jeg går ud fra, at det er Forlaget Partitur, der har fordelt værkerne sådan – efter ”genre”måske?

Oprindeligt har Edwin Nielsens niece Ingelise Hansen samlet og registreret alle noder fra sin onkels bo. Det er prisværdigt, at det store materiale nu er udgivet. Det er bare ikke så nemt at finde rundt i. Det virker mærkeligt, at for eksempel Præludium i C-dur med ENF 80 findes i bind 4, mens et næsten identisk Præludium i C-dur med ENF 81 skal findes i bind 5. Mange andre eksempler kunne nævnes. I bind 1 og 2,
hvor der er titler på orgelkoralerne, er der dog et alfabetisk ordnet register. Hvis der senere skulle komme et genoptryk, kunne jeg ønske, at der blev tilføjet et overordnet register for samtlige værker, gerne ordnet efter opusnummer eller årstal.

Edwin Nielsens hustru, Edel, havde i Helligaandskirken dekoreret den glaskuppel, der dækkede korværelsets loftsbelysning. Den fine kuppel holdt til langt op i 1980’erne. Jeg kan endnu se for mig de store, røde tegn, hun havde malet på den: musikalske tegn som G- og F-nøgler, fortegn som # og b, masser af noder og pausetegn – inspireret af det, hun så sin mand skrive ned på nodepapiret. Lampen findes ikke mere, og meget andet er forandret siden mit første møde med Edwin Nielsen. Der er kommet ny bænk og nyt spillebord. Det er nye tider, og vi har en anden musikalsk smag. Men klangen i orgelpiberne er der stadig fra dengang, og både de små, lidt undselige stykker og de større, udadvendte værker, fortjener en chance for at blive hørt igen. Og ikke kun i Helligaandskirken!