Svend Hvidtfelt Nielsen om kirke- og orgelmusik

Organistbladet marts 2008.

Som de fleste andre danskere var også jeg i nærheden af et tændt fjernsyn den dag, vores kronprins blev viet til sin Mary. At den udsendelse for mig blev en mindeværdig, dybt inspirerende begivenhed skyldes hverken prinsens rørende tårer eller prinsesse Marys skønhed. Nej, det skyldes den fungerende organists demonstration af hvad nærværende nutidig kirkemusik er. Han (hun?) viste det, da han under afsyngelsen af salmen ”Den signede dag” pludseligt lod sit ledsagespil tage en højst uventet, fantastisk drejning over i en uventet klanglig iklædning af melodien. Et svælg af klangberuselse åbnede sig! Og herved løftedes salmen fra at være ”blot” en obligatorisk gudstjenestedel til at blive en eksistentiel vedkommende tolkning – her og nu – af en funktionel musikalsk begivenhed. Med denne ledsagesats demonstreredes alt det, som jeg synes er det stimulerende i gerningen som organist, selve vores virkes sjæl: Nemlig at fungere i en funktionel veldefineret musikalsk sammenhæng, der afvikles på ny søndag efter søndag i et nutidigt samfund, hvor musikkens nutidighed har mulighed for at gå hånd i hånd med årtusindgamle traditioner.

Ledsagespillet forenede på smukkeste vis den gamle salmemelodi med vores egen tids tonesprog, samtidigt med, at det også tydeligt viste en anden dimension frem: Dette var – al opfindsomhed til trods - ikke musik tænkt til koncertfremførelse! Dets funktion var rent ”brugsmusikalsk”, at berige salmesangen. I den forstand var der altså ikke tale om udfoldelse af et kunstværk parallelt med afsyngelsen af en salme. Musikkens funktionalitet kom derved mærkbart til syne langt stærkere end den ville have gjort, hvis han blot havde holdt sig til koralbogens anonymitet: Det man altid hører, det som blot registreres som en lyd, der er der når man synger. At denne lyd frembringes af et menneske med mulighed for at agere innovativt i forhold til melodien fortoner sig fuldstændig når orglet blot ureflekteret spiller det, det indre øre forventer at høre. Det er ikke engang brugsmusik. Det er trinnet før en båndoptagerafspilning! Ved sit salmespil lod organisten fra kronprinsens bryllup orglet bevæge sig ud af uhørligheden og ind det syngende menneskes bevidsthed med budskabet: Det kan alt sammen også være anderledes!

At kirkens brugsmusik på denne måde gøres kunstfærdig, gør den dog ikke automatisk til kunst. Kunst er på den anden side en ligeså naturlig del af højmessens musik, som det brugsmæssige. En kunstmusik, der vil være kunst og reflektere sin samtid har jo mulighed for at udfolde sig i præ- og postludierne samt dagens evt. motet. Er højmessen en hyldest til biblens Gud kan graden af denne hyldest måske ses som værende direkte proportional med organistens indsats og musikkens kvalitet. Højmessen forløber i nutidens Danmark, præsten taler nutidens sprog, musikken reflekterer nutidens toner. – Selvfølgelig ikke ukritisk. Musikken, der vælges i kirken, skal være én, der løfter og farver, udbygger og beriger, og alt i alt medvirker til en højtideliggørelse og festligholdelse af højmessen.

Hvorfor nu hele denne svada om en hedengangen begivenhed, når min opgave i denne komponistenquete er, i egenskab af komponist, at besvare fem enkle spørgsmål?

Det skyldes to af spørgsmålene, der hedder: ”Hvordan ser du på musikkens funktion i gudstjenesten?” og ”Bør stilelementer fra ny kompositionsmusik inddrages i gudstjenestemusikken?”.

For som eksemplet viser, kan jeg ikke se andet, end at inkorporeringen af samtidens musik må være en naturlig og selvfølgelig del af organistvirket. Hvorfor skulle man som nutidig musiker ville ønske andet? Kirkens musik skal være levende og skabende i hyldest til den Gud, det hele drejer sig om. Som det så inspirerende blev gjort ved det royale bryllup.

Heldigvis behøver vi ikke alle selv udvise samme opfindsom som Domkirkens organist. Vi har i Danmark en fornem række af komponister, der har skrevet kunstmusik for orgel og kor i en længde, der passer til præ- og postludier, samt dagens motet. Tænk bare på Bernhard Lewkovitch, Leif Kayser, Niels La Cour. Leif Kayser har tilmed skrevet en lang række blændende ledsagesatser, der giver os andre mulighed for selv at udvirke ”Domkirke-underet” i vores egen lille tjeneste. Tillader vi os så også at gå lidt tilbage i tiden kunne yderligere Carl Nielsens, Laurids Lauridsens og N.O. Raasteds fine præludium-samlinger nævnes som eksempler på god dansk kunstmusik til højmessebrug. Derudover kommer hele den vældige overleverede orgellitteratur, der fungerer så glimrende i samspil med vores egen tids musik.

For det er jo så herligt, at den gamle musik stadig kan tages op og bruges, uden at menigheden vil sidde og undre sig, som de jo ville, hvis præsten på samme måde skiftede mellem talemåder fra f.eks. det sekstende århundrede og dagens Danmark anno 2008.

Men, som man måske kan forstå ud af ovenstående, så undrer spørgsmålets formulering mig. Skulle det ikke hellere hedde, ”Hvor meget af den gamle musik kan man tillade sig at putte ind i Højmessen?” Med et sådan spørgsmål signaleres den selvfølgelige musikalske sammenhæng med den tid vi lever i og overvejelserne angår frygten for det museale. En frygt, der er forståelig, men som jeg egentlig ikke ville dele. Man kan slippe af sted med rigtig meget gammel musik i kirken!

Et andet element i enquetens spørgsmål, der undrer mig, er ordet ”kirkemusikalsk” i spørgsmålet: ”Er den kirkemusikalske tradition vigtig for dig, når du skriver orgelmusik?”

Her spørger jeg mig selv hvorfor ”kirkemusikalsk”? I mine ører sætter begrebet en forskel, der kan lede tankerne hen på Laubs skelnen mellem kirkeegnede og ikke-kirkeegnede melodier. Laub fik som bekendt i så vid udstrækning succes med sit forehavende, at Nebelongs melodi til ”Nu falmer skoven” - trods alle menigheders hemmelige ønsker - først for få år siden kom med i den etablerede koralbog.

For mit vedkommende er det under alle omstændigheder således, at den store mængde orgelmusik, der eksisterer uundgåeligt ligger i baggrunden, når man sætter pennen til papiret og tøvende sætter en node for instrumentet. Dog er det jo sådan, at uanset hvor skræmmende uovertruffen en musikalsk kolos som f.eks. J.S. Bachs orgelværker udgør, så er det ikke dem, som jeg i det tyvende – nu enogtyvende – århundrede spiller op til. Mit udgangspunkt er naturligt nok mine samtidige. Eller næsten-samtidige. Og ikke nok med det har jeg en vis musikalsk provinsmentalitet, så det er den danske orgelmusik af komponister som Holmboe, Kayser, Nørgård og Sørensen, som er mit ansatspunkt.

Mit første værk, - en Passacaglia for orgel – er således dybt mærket af Holmboes ”Fabula II”. Det følgende ”Ecpyrosis” svæver orgelmæssigt i et ingenmandsland, men er teknisk inspireret af tanken om i princippet gennemsigtige kompositionsstrukturer. Og således er der for al min orgelmusik, som for al anden musik jeg har skrevet en særlig æstetisk eller teknisk tilknytning til den øvrige samtidskunst.

Til tider er tilknytningen til tidligere af mine egne værker: ”Katafalk” for orgel og harpe er baseret på materiale fra ”Ecpyrosis”. Værkerne ”Tro” og ”Quasimodo” deler ud over motivmateriale og sågar let omarbejdede hele satser med hinanden og ”Ghosts and Gardens”. Et værk, der oprindelig spiller på inspiration fra Bent Sørensen.

Udover disse orgelværker har jeg til decideret kirkebrug skrevet en motetsamling, ledsagesatser til udvalgte koralbogsmelodier, og i disse dage sidder jeg og færdiggør en festkantate til Palmesøndag, hvor min arbejdsplads, Mariendal Kirke, fejrer sit 100 års jubilæum.

Motetterne er skrevet med baggrund i det tyvende århundredes musik. Så bredt forstået, at der endda er en hilsen næsten hundrede år tilbage i tiden i form af en dodekafon sats. De er musik som, jeg gerne vil høre, og som jeg derfor tror, at også andre vil kunne glædes over at høre. Uanset hvad en evt. lægmand måtte mene, så kræver hverken de – eller anden musik – andet end at man lytter. Der er ingen hemmelige koder i musik. Slet ikke i musik af den længde, der optræder under højmessen.

”Er det et problem, at kirke- og orgelmusik af mange opfattes som elitær?” hedder enquetens næstsidste spørgsmål. I lighed med flere af de foregående melder jeg også her pas.

Med synspunktet, at kirkens højmesse er en lovprisning af Herren, og lovprisningens seriøsitet kan siges at være direkte proportional med de medvirkendes indsats for at yde deres bedste, bortfalder i mine øjne relevansen af spørgsmålet om det elitære. Hvorvidt de mennesker, der deltager i denne lovprisning synes, at musikken er elitær eller ej kommer nemlig i denne optik i anden række. Jeg vil ligefrem sige det således, at skulle nogle virkelig finde musikken elitær og sær, ja så så meget desto bedre! Jo mere elitær (= verdensfjern) musikken er, jo nærmere må den nemlig så være den Gud, den er skabt for at hylde! Og det er vel der, den skal stræbe at nå hen.

Jeg ved godt, at denne holdning i det politiske liv, som det ser ud i dag, er uholdbar. Eller noget man skal gå stille med. Med en dagsorden, der hedder: ”Nytteværdi”, ”Forståelighed”, ”Noget for pengene”, ”Kvantificerbare succeskriterier”, ja, slet og ret den omsiggribende tilbedelse af ”DET ALMINDELIGE MENNESKE”, kan en sådan holdning officielt naturligvis ikke andet end at måtte afvises.

Men her i denne snævre kreds vover jeg altså alligevel skindet.

For hvad er alternativet? Er det at dele små ønskesedler ud med afkrydsningsmuligheder for hvordan musikken skal lyde, for ikke at man føler sig udenfor? Eller skal man til hver søndag sørge for at udarbejde arrangementer af ugens største hits? Menigheden er jo ikke en fast størrelse med kun én bestemt smag!

Så der er i sidste ende ikke andet at gøre, end at gøre som ovenfor beskrevet: Så godt man efter egen overbevisning kan. Mener jeg.

Jeg synes derfor ikke, at den nye tids dagsorden har en berettiget plads i Højmessen. Jeg er så heldig at tjene en kirke, hvor præster og menighedsråd indtil videre synes at have samme holdning, og på den baggrund må jeg konkludere, at spørgsmålet om det elitære ikke er lige påtrængende overalt.

Enquetens sidste spørgsmål lyder ”Har du en opfordring til DOKS’s medlemmer?”. Det er et spørgsmål, som indbyder til formaninger og gode ideer. Begge dele vil jeg afholde mig fra. Hvad jeg mener og synes fremgår sikkert allerede kun alt for tydeligt. Jeg vil blot håbe, at mine kolleger ligesom jeg vil nyde det privilegium at være del af en sammenhæng hvor hver tone har betydning og indgår her og nu i en veldefineret funktion, med et veldefineret formål: At løfte og berige højmessen!

Så længe tiderne tillader os det.

Er cand. mag i filosofi og musikvidenskab fra Københavns Universitet. Efter studier hos Finn Viderø og Jens E. Christensen aflagde han kirkemusikalsk diplomeksamen i 1985. Kirkemusikalsk Diplomeksamen 1986. Studier i komposition på det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København hos Yngve Jan Trede, Ib Nørholm og Hans Abrahamsen og derefter på det Jyske Musikkonservatorium hos Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen. Debutkoncert som komponist fra det Jyske Musikkonservatorium i 1991.

Svend Hvidtfelt har skrevet bestillingsværker til en lang række orkestre og institutioner. Han har komponeret indenfor de fleste genrer. Af større værker kan nævnes: Symfoni nr. 1, A Sence of Fall (1997-98), operaerne Den lille havfrue (1999-2000) og Edens Gave (2006), koncerten Leaves in Winter (2004) for obo og strygerorkester, og orkestereventyret Tommelise (2003) for symfoniorkester, kor, børnekor, solister og fortæller.

Studielektor i teori og analyse ved Musikvidenskabeligt Institut i København og organist i Mariendal Kirke.

”Passacaglia over en melodi af Carl Nielsen” (1981)
”Ecpyrosis” (1984-85) – SUDM
”Ave Maria”, for orgel og altstemme (1989) SUDM
“The Fields We Know”, for orgel og sopransax. (1989) EWH
”Katafalk”, for orgel og harpe (1989-90) SUDM
”Djævelskab” (1991) – SUDM
”Ghosts and Gardens”, for orgel og kontrabas (1992) SUDM
”Tro”, for orgel og baryton/tenor-stemme (1992) SUDM
”Quasimodo, fem fragmenter for orgel” (1996) – EWH
”Ledsagesatser til melodier fra Den Danske Koralbog” (2000 - )

To motetter (Marias lovsang og Simeons lovsang) (1991) EWH
”Messe” for 12-stemmigt kammerkor (2001) EWH
”Trinitatismotetter II” (2004) EWH
”Festkantate til Palmesøndag” for stort kor, motetkor, 2 trompeter, 2 tromboner og orgel (2008)