Franz Liszt og danske kirkemusikalske forbindelser II - Det Kongelige Teaters kor og Victor Bendix

Organistbladet august 2008.

I artiklen i julinummeret af Organistbladet fortalte jeg om en kirkemusikalsk forbindelse mellem Franz Liszt og Danmark – nemlig organisten Gottfred Matthison-Hansen. Der var dog også andre aktører på banen. I forbindelse med gennembruddet for Liszts musik i Danmark fik kirkemusikken en usædvanlig central plads.[1]

Efter Liszts besøg i København i 1841 delte publikum sig i to lejre. Enten var man for eller imod denne klaverbokser, og blandt de toneangivende blev det modstand. Liszt var simpelthen for meget. Man syntes at han forførte det uoplyste publikum gennem sine virtuose koncerter, og man kritiserede ham for at skabe underholdning og effekter på bekostning af den gode smag. Liszt blev sat i bås med tidens øvrige virtuoser, som strømmede til København i disse år, og som gjorde koncertsalen til en markedsplads, syntes man. Denne kritik skal også ses i lyset af at Niels W. Gade kort forinden havde vundet Musikforeningens konkurrence med sin Ossianouverture. Sammen med J.P.E. Hartmann var han netop sådan en komponist en voksende dansk nationalbevægelse manglede. De kunne promovere og repræsentere en ’national dansk musik’, og derfor satsede man ensidigt på dem.

Da Liszt og Richard Wagner fik international opmærksomhed som komponister, voksede gruppen af musikelskere som ønskede at præsentere den nye musik for det danske publikum. Allerede samme år som Liszt havde lanceret den første samling af sine symfoniske digte blev der arrangeret en privat koncert i 1857, hvor Les Preludes blev spillet for første gang i Danmark. Gade fulgte op med at opføre Orpheus i Musikforeningen i 1859. Kritikken på værkerne var dog så negativ, at ingen vovede at sætte større værker af Liszt på programmet igen før i 1873 – 14 år efter sidste forsøg. Sammen med Wagners operaer (Lohengrin blev den første opera som blev opført i DK i 1870) blev Liszts kirkemusik murbrækker for Liszts tilbagekomst i danske orkestre.

Den væsentligste årsag til at Liszts og andre samtidige komponisters større værker var lukket land for det danske publikum skyldtes Musikforeningens monopol på symfonisk musik. Selvom Gade som musikalsk leder havde vist en vis åbenhed, var bestyrelsen lukket. I protest mod dette stiftedes Korforeningen i 1873 og Koncertforeningen i 1874. Desuden benyttede Det Kongelige Teaters sang- og korpersonale deres årlige påskedagskoncert i Vor Frue Kirke til at præsentere ny musik.

I disse år havde Det Kongelige Teaters sang- og korpersonale en fast årlig kirkekoncert i Vor Frue Kirke. I samarbejde med Det Kongelige Kapel opførte man større kirkemusikalske værker påskedag. Den 13. april 1873 opførtes Liszts Salme 13 (LW I3) for kor og orkester fra 1855 for første gang. Dette mindre og ’ufarlige’ værk var et klogt valg på baggrund af den tidligere kritik. Ved at introducere et kirkemusikalsk værk af Liszt, ville der være en god chance for at få publikum til at se på kompositioner af Liszt med nye øjne. Koncerten var en succes og fik gode anmeldelser. Fx skrev anmelderen i Fædrelandet: “Kirke-Koncerten...frembød mange smukke Numre. Blandt disse indtog Fr. Liszts Komposition for Solo, Kor og Orkester, med Davids 13de Psalme til Text, utvivlsomt en fremragende Plads, fordi man her fandt en særegen Fylde og en energisk Karakter, vistnok i en saa ejendommelig Form, at Mange maaske stødtes noget tilbage deraf. Man fik dog bestemt det Indtryk, at Komponisten i ualmindelig Grad har havt Noget at sige samt forstaaet at sige det.” Værket blev da også opført ved påskekoncerten året efter. Men at det ikke kun var en ubetinget succes ses af bl.a. af Dagbladets anmeldelse dette år: “Medens det sidstnævnte Værk der ifjor gaves for første Gang...på Grund af sin trættende Brede kun er lidet lønnende vare Paaskekantaten [af Weyse] og Gades deilige Korstykke [“Ved Solnedgang”] heldige Valg.” De kendte danske koryfæer var stadig i høj kurs!

Det ændrede dog ikke ved at Liszts gejstlige værker efterhånden var slået positivt igennem i byen. Dags-Telegrafen gav Carl L. Gerlach (1833-93) æren for at have introduceret dette værk. Han var syngemester ved operaen og havde sandsynligvis en stor indflydelse på påskekoncertens program. Han besøgte i 1873 Wagner hvilket tyder på en positiv åbenhed over for de nye strømninger sydfra. Det blev også et korværk, der dannede baggrund for den formentligt første opførelse af Liszts musik i provinsen, nemlig det ukendte mindre værk Lovsang (sandsynligvis af ukendte årsager et omdøbt værk) ved Den jydske Sangfest den 7. juni 1874. Det har ikke fået nogen særlig omtale hverken ved opførelsen i Århus eller København. Det skyldes muligvis for Århus-opførelsens vedkommende at det indgik i et større stævneprogram med mange større værker. Men det er også tydeligt at anmeldelserne har været optaget af anden musik; i forbindelse med en gentagelse af koncerten i København den 7. oktober 1874 fyldte Gades nye komposition Viborg Domkirke næsten det hele i anmeldelserne på bekostning af de øvrige opførte værker.

Liszts kirkemusik blev også brugt som ’prøveklud’ senere på året, da dirigenten for Tivolis orkester Balduin Dahl satte uddrag af Liszts oratorium Legenden om den hellige Elisabeth på programmet ved en lørdagskoncert ugen før han opførte Les Preludes den 6. september. Det var som bekendt lige inden sæsonen sluttede, så blev det en fiasko kunne Dahl slippe for efterfølgende at skulle konfronteres med utilfredse lyttere og holde lav profil frem til næste sæson. Det gav Koncertforeningen frimodighed til at opføre Tasso i 1874.

Det Kongelige Teaters kor fortsatte med at opføre korværker af Liszt til påskedagskoncerterne. I 1876 opførte man uddrag af oratorierne Legenden om den hellige Elisabeth (Korsfarermarch) og Christus (Beati pauperes spiritu). Sidstnævnte blev gentaget i 1877, og i 1881 og 1882 var det Stabat mater fra Christus. Berlingske Tidendes anmelder skrev at selvom musikken afveg fra ”den brugelig Kirkestiil, bærer det dog umiskjendelig Præg af Mesterens Genialitet, Inderlighed og Begeistring.” (1876). Ved opførelsen i 1881 skrev Dagbladets anmelder: “Liszt er i de senere Aar optraadt væsentlig som Komponist af kirkelige Ting og har paa dette Omraade vakt saa stor Opmærksomhed, at det er paa høje Tid, vi herhjemme faa et Indtryk af ham som saadan.” Anmeldelsen giver en positiv vurdering og skriver at “baade i Arierne og de kombinerede Numre, gjør han et storladent Indtryk.” Man kan dog undre sig over at koret ikke på noget tidspunkt valgte at opføre Christus i sin helhed, og det blev da også efterlyst af anmelderne. Gottfred Matthison-Hansen (1832-1909) fulgte op på koncerterne ved at spille Liszts egen transskription af Tu es Petrus for orgel (LW E19) ved et orgelforedrag i Trinitatis Kirke i 1885.

Succesen gav også Niels W. Gade frimodighed til at opføre Tu es Petrus fra Christus i Musikforeningen i 1883. Det var første gang et værk af Liszt blev opført der siden Orpheus i 1859. Måske skyldtes valget af denne rolige og mere traditionelle kirkelige komposition netop de dårlige erfaringer fra dengang. Flere af anmelderne var da også overraskede over at Liszt kunne komponere sådan. Hvis formålet med opførelsen var at give publikum en mere nuanceret opfattelse af Liszt, var det lykkedes. Musikken blev gentaget samme sted i 1886.

I 1888 blev Salme 13 genopført ved påskedagskoncerten og i 1890 kom turen til Salme 137 (LW J11). Men så døde interessen efterhånden også ud. Udover en genopførelse af korsfarermarchen fra Legenden om den hellige Elisabeth ved påskedagskoncerten i 1895, blev der ikke opført flere større kirkemusikalske kor- og orkesterværker i hovedstaden i 1890’erne. Til gengæld opførte flere organister større orgelværker af komponisten ved koncerter (fx Matthison-Hansen i Trinitatis Kirke og Gustav Helsted (1857-1924) i Jesuskirken) eller værker for orgel og kor. Johan Nebelong opførte bl.a. Pater Noster (LW J3) og Ave Maria (LW J1) i Skt. Johannes Kirke på Nørrebro. Byens symfoniorkestre opførte jævnligt et af de symfoniske digte (især Les Preludes), og kirkemusikken trådte i baggrunden. Men nu var Liszts symfoniske musik også blevet accepteret i byens koncertliv.

En af de centrale aktører i stiftelsen af Korforeningen var komponisten Victor Emanuel Bendix (1851-1926). Han havde en særlig interesse for Franz Liszt og Richard Wagner, og i Liszts tilfælde kom det til udtryk i hans eneste kirkemusikalske komposition.

Victor Bendix var elev på Kjøbenhavns Musikkonservatoriums første hold (1867-69) og blev klaverlærer samme sted i perioden 1880-82. Her havde han blandt andet August Winding (1835-99) som klaverlærer. Winding havde selv sendt nogle klaverstykker til Liszt og dedikeret et af dem til ham. Bendix havde jobbet som solorepetitør i de skelsættende år 1870-72 på Det Kongelige Teater, hvor operaer af Wagner blev opført for første gang i Danmark

I sine erindringer skrev Bendix, at han fik et gratiale for sit arbejde på Det Kongelige Teater, som han brugte til at komme til Bayreuth ved grundstensnedlæggelsen af festspilhuset i 1872. Ved denne lejlighed stiftede han bekendtskab med ledende musikere i Allgemeine deutsche Musikverein (ADMV). Bendix beretter at han i Bayreuth overværede en tale af en af Liszts foretrukne elever Peter Cornelius (1824-74). Han overværede på samme rejse en opførelse af Wagners Tristan og Isolde i München under Liszts tidligere svigersøn Hans v. Bülows (1830-94) ledelse. Endelig konkluderede Bendix: “For at fuldstændiggøre mit Indtryk af de tre Stormænd i Tysklands ny-romantiske Trekløver lagde jeg Hjemrejsen over Weimar og fik der Lejlighed til at spille for Liszt. Tillige med Gade (i min tidligste ungdom) er Liszt den af verdenskendte Musikere, der er kommen mig elskværdigst og mest forstaaende imøde.”[2]

Ved Korforeningens første koncert i december spillede han sammen med broderen Otto uddrag af Liszts Faust-symfoni i en transskription for to klaverer. Efter opførelsen af Liszts Salme 13 for Kor og Orkester, ved påskedagskoncerten i Vor Frue Kirke i april 1873 og 1874 skrev Bendix Salme 33 for Kor og Orkester, op. 7 (1874). Forbindelsen mellem disse to værker blev bemærket, og der blev draget en parallel i en anmeldelse ved første opførelse i Musikforeningen den 8. december 1874 med Bendix selv som dirigent. Berlingske Tidendes anmelder skrev: “Vi ville dog ikke tilbageholde den Bemærkning, at der i det Hele taget synes at være offret for meget paa Effectens Alter...Den religieus-kirkelige, altsaa ideale Stemning, som helst burde gjennemtrænge det Hele, maa her vige for en stærk realistisk og støiende Musik. Det er bekjendt, at f. Ex. Liszt tillader sig Sligt i sine Oratorier, men et andet Spørgsmaal er, hvorvidt dette stemmer med en luttret Smag.” Selvom Bendix sandsynligvis lod sig inspirere af Liszts værk, hvad dynamik angår, er der dog ikke spor af Liszts stærkt kromatiske harmonik og den stilistiske variation, som er en central del af Salme 13.

Det er værd at overveje om Korforeningens stiftelse havde noget med introduktionen af Liszts kirkemusik at gøre. Musikken blev netop kendt i disse år gennem påskedagskoncerterne samt gennem opførelsen af uddraget fra oratoriet Legenden om Den hellige Elisabeth i Tivoli i august 1874 (se ovenfor). Måske har stiftelsen haft sit udspring i et ønske om at introducere nye komponister gennem kor-og kirkemusik. Det kunne forklare hvorfor brødrene Bendix valgte at opføre uddrag af Faust-symfonien i en korforening.

Kirkemusik spillede en usædvanlig rolle i forsøget på at få moderne musik på dagsordenen i dansk musikliv i anden del af det 19. århundrede. Når symfoniorkestrene var lukkede områder, kunne kirkemusikken benyttes til at skabe et gennembrud. Man skal dog ikke tro at kirkemusikken kun var interessant som banebryder for noget mere spændende. For Liszt var kirkemusikken bestemt et seriøst område, og Victor Bendix’ komposition kan også tages som udtryk for en seriøs interesse i at forny genren fra dansk side.

[1] Det følgende er en redigeret version af udvalgte afsnit i mit universitetsspeciale Klaverkonge i Abbatedragt? Franz Liszts receptions- og virkningshistorie i dansk musikliv 1839-1928 (Københavns Universitet, 2005). I denne artikel er de fleste henvisninger til kilderne udeladt. De forefindes i specialet.

[2] Victor Bendix’ håndskrevne erindringer ligger i Center for Manuskripter og Boghistorie på Det Kongelige Bibliotek.